M2021, uge 37

(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge:

1.

Har jeg tænkt over, at i takt med, at der er flere og flere sparevaner og opmærksomhed på forbrug bliver automatiseret, så kommer den mentale minimalisme til at fylde mere for mig. Jeg er blevet væsentligt bedre til at være på forkant og til at se energi-slugerne, når de kommer listende, i stedet for først at blive opmærksom på, hvad de koster, når de presser mig.

F.eks. har jeg i år holdt fast i, at jeg ikke skal være med i forældrerådet. Jeg har sagt nej til at læse korrektur på noget, der faktisk er helt VILDT vigtigt, og som jeg derfor virkelig gerne ville have bidraget til, og da jeg på mit nye job blev spurgt, om jeg var kommet med i facebookgruppen var mit øjeblikkelige svar: “Nej. Og det skal jeg heller ikke.”

Alle kan ikke sige nej til alting, hver gang, for så går alt i stå, men hvis jeg tænker mig om, foretrækker jeg jo også selv de mennesker, der melder ærligt ned fra starten, når overskuddet er småt, frem for dem, der siger ja for så senere i processen at trække i land. Eller som slæber sig igennem med martyrmine og forventer taksigelser, kys på fødderne og lande opkaldt efter sig, for noget, som man sagtens kunne have fundet en anden til, hvis de bare havde meldt ærligt ud.

Det er rart at være nået til et sted, hvor man faktisk er endt med at være sådan én, man selv ville have lyst til at arbejde sammen med. 

2.

Har jeg – apropos sidste uges indlæg – plukket hyben og lavet marmelade. Mens jeg rensede dem, stod jeg ved vasken og spekulerede på, hvorfor i alverden kokain er dyrere end hybenmarmelade, for det er da den mindst brugervenligt designede frugt, jeg nogensinde er stødt på.

Nå, men det gik, og det blev godt. Det var mit første forsøg med hybenmarmelade, og så er det lidt svært med mængder, synes jeg. Jeg fik 3 glas ud af den portion, jeg lavede, men heldigvis var både min mor og min søster glade aftagere.

Jeg har skrevet opskriften ned i min lille bog, og husket at angive, hvor meget, der blev ud af den portion, så jeg næste år – hvis det lykkes mig at fortrænge kernehelvedet – kan nøjes med at lave et enkelt glas. 

3.

Har jeg købt tøj til Frida til den kommende Høstfest, som er en stort opslået, årligt tilbagevendende begivenhed for 0. – 3. klasserne på skolen.

Jeg fandt både kjole og forklæde brugt, og har købt i størrelser, jeg satser på, at hun kan passe de næste par år, så der både er tid og penge sparet.

4.

Har jeg haft en smule mere luft i skemaet, og har derfor bladret køleskab, fryser og mine to køkkenskabe igennem. Jeg synes sgu, jeg holder er ret fascistoidt regime på madfronten, og alligevel må jeg bare konstatere, at der HVER gang, jeg gør det her, er madvarer, jeg enten har glemt, jeg har købt/åbnet eller ting, der læner sig op ad sidste salgsdato. 

Som altid er målet for mig at have et nogenlunde overblik over, hvad jeg har, så jeg lod falde, hvad ikke kunne stå, forærede det væk, jeg kunne, og lavede en løs madplan til de næste 3 uger, så jeg ved, at jeg får brugt noget af det, der står inde bagved og gemmer sig.

I madplanen udnytter jeg også, at vi stadig kun er halvt igennem september. Det hidsige tempo giver mulighed for at få spist noget af det, der normalt taber til de mere indbydende retter i fryseren, for når man kommer hjem kl. 17.45 med en fyldt bil og to trætte børn, er der INTET, der smager så godt som Hurtigt Færdig.