Taler du til mig?

Somme tider falder en nyhedsbegivenhed ved et tilfælde ned i noget, man selv for tiden er optaget af.

Sådan var det for mig, da jeg så, at Morten Messerschmidt havde fundet et nøglehul at anke igennem, fordi hans team har gravet på nettet og fundet en solid håndfuld likes, som den ene af de 3 dommere ved retten havde strøet gavmildt ud over DF-fjendtlige opslag.

I ugerne op til nyheden har jeg flere gange set kommentarer fra venner og bekendte på facebook, som har fået mig til at spekulere på, om folk ikke tænker over, at venner og bekendte kan se deres likes og kommentarer?

For jeg tror de fleste af os efterhånden er med på, at det et dumt at melde sig syg for så at poste et #LivinMyBestLife-billede fra stranden. Eller at aflyse en aftale med én veninde, for så at poste en biografselfie med kæresten. 

Der har formentlig også efterhånden kørt sager nok til, at de fleste er med på, at det kan have konsekvenser at brokke sig over sin arbejdsplads på facebook, eller som ansat i én virksomhed at poste opslag, hvor man endorcer konkurrenterne.

Men jeg tror sgu, at mange glemmer, at de også viser ansigt, når de i et kommentarfelt under en artikel om mere kontrol med dagpengemodtagere, skriver, at det bare er fint, for vi skal have skovlen under de dovne snyltere. Eller at alle mænd er svin, at de syriske børn ligger, som deres mødre har redt og at #metoo er heksejagt på uskyldige mænd igangsat af opmærksomhedshungrende kvinder. 

Når jeg tænker efter, har jeg en håndfuld fb-venner, som jeg over tid er begyndt at opfatte som … altså, moderat vanvittige, faktisk. Mennesker, som jeg i tidernes morgen havde en positiv eller neutral opfattelse af, men som jeg over tid har været nødt til at revurdere mit syn på.

I samtlige tilfælde bygger min ændrede opfattelse af dem på deres adfærd på nettet.

Der kan være gode forklaringer på noget af det. Har man eksempelvis selv været udsat for overgreb, har man nok en relativt lavere tolerencetærskel overfor artikler og kommentarer, der tager gerningsmænd i forsvar, og om man er for eller imod nedlukning afhænger af så mange forskellige faktorer, at det næsten er utroligt, at man kan finde *nogen* at være enig med. 

Men når man piller undtagelserne ud af ligningen, så tegner der sig over tid et mønster, og det bliver efterhånden tydeligt, hvordan man ser ud indeni. For Kelly Clarkson kommer aldrig til at se, at du under en Se og Hør-artikel om, at hun har taget på, skriver ‘Stakkels stilletter, haha’ – men det gør din kollega, som vejer væsentlig mere end dig, og som nu ved, hvad du i virkeligheden tænker om hende. Peter Halkjær kommer aldrig til at se, at du også synes, at ledige er arbejdssky nassere, men det gør din veninde, der ikke kan finde et job. Og når du skriver under Sofie Linde-artiklen, at så må kvinder sgu lære at sige fra, og hvad fanden er det for noget at komme med her 12 år efter, så kan du være sikker på, at der er noget fortrolighedspotentiale i din relation med din svigerinde, der som 13-årig troede, hun havde et forhold til sin voksne træner, men idag kan se, at hun blev misbrugt, som ikke bliver forløst.

Du opdager det måske ikke. Men det sker.

Vi kan ikke være enige om alt, og der vil være situationer, hvor holdningsforskelle, der ikke tidligere har været relevante at forholde sig til, pludselig bliver tydelige. Et godt eksempel er covid-vaccinen, hvor din holdning og intensiteten af den afhænger af, hvad du laver og hvem du kender. Der er noget på spil, og det får pludselig konkret, lavpraktisk betydning, hvad andre mennesker vælger og gør. Og her må man nok bare erkende, at en Brøndbyfan og en FCK-supporter godt kan være gode venner, så længe alt går godt og de undgår at tale om fodbold. Men somme tider gør verdens måde at dreje på, at emnerne opsøger os, og når de gør, og vi ikke kan styre udenom dem mere, så kaster de lys på dine relationer og får dermed skyggerne til at træde frem.

Sådan må det være. Det tænker jeg er et grundvilkår i livet, og noget, vi må navigere efter i takt med, at det opstår.

Men jeg forstår ikke, at folk ikke er mere bevidste om, i hvor høj grad de kommunikerer, når de tilkendegiver holdinger ved at like og kommentere. 

“Men det er jo ikke *dig*. Det er noget helt andet med *dig*, Linda!”

Det er jeg sikker på, at du virkelig synes.

Men hvis den sagsbehandler, du fik tildelt, da du gik ned, som du i overført betydning lægger dit liv i hænderne på, hele tiden liker artikler om, at folk med stress skal tage sig sammen, at kroniske smerter er indbildning, og at dagpengesats og periode skal skæres ned, så kan det godt ske, at hun smiler til dig, når du sætter dig i stolen på hendes kontor. Du smiler formentlig endda tilbage.

Men du vil for altid vide, hvem hun i virkeligheden er.

Published by

28 Replies to “Taler du til mig?

  1. Jeg synes det er helt perfekt, at folk liker og kommenterer på den måde. For så ved man hvordan de i virkeligheden er og kan i langt større grad gardere sig i mod det.

    Ens odds forbedres markant i jobcenteret, når man ved, at man har den slags sagsbehandler som du omtaler. Nu har de bare fået skytset til at skjule det via dette indlæg ( Som jeg i øvrigt er fuldstændig enig i. Det er absurd, at folk ikke tænker over det, men jeg betragter det, som sagt, som en giga fordel. Og så muter jeg dem blandt vennerne der er for rabiate for det ødelægger mit humør)

    1. Jeg forstår, hvad du mener, men jeg tror stadig, at det på den lange bane vil komme alle mere til gavn, hvis folk gad at styre sig. For hvis vi havde haft Facebook under Anden Verdenskrig, så forestiller jeg mig, at det ville være nemmere at like et opslag om, at jøder var idioter, hvis der i forvejen var 99999585457 andre, der havde liket det, end hvis man fik lov at stå i ensom majestæt med sin holdning.

      Og så synes jeg sgu, at vi er nødt til at værne om illusionen om, at vi kan lægge vores personlighed fra os, når vi tager den professionelle kappe på. Jeg følger lige nu en jordemoderinsta-konto, der lægger memes op om livet som jordemoder. Noget af det er ret sjovt. Men jeg sidder også somme tider og tænker, at jeg er glad for, at jeg har født de børn, jeg skal. For der er bare nogle tanker, man er nødt til at lade som om, de mennesker, man i nogle situationer er underlagt, ikke har. Hvis man eksempelvis så en lignende konto fra massører, hvor der blev lagt memes op om, hvor fedt livet var, når det var lækre damer, man skulle massere, mens det burde udløse tillæg, når der kommer en overvægtig, behåret mand ind ad døren, så ødelægger det simpelthen så meget tillid, fordi vi pludselig bliver bevidste om, at vi bliver dømt, når vi står der.

      Det er svært. Og jeg ved sgu ikke, hvad den gode løsning er.

  2. Du har simpelthen så ret.
    Jeg undrer mig fx over min mor, der jævnligt er nødt til at rette sprogbrug eller stavemåde i opslag og artikler – og som formentlig også kender mennesker, der er ordblinde, der fremover nok ikke vælger hende, næste gang de har lyst til at tale om problematikker relateret til det.
    Det er så mærkeligt, at behovet for at like og ytre sig om noget så ligegyldigt trumfer kvaliteten af relationer.

  3. Jeg forstår ikke hvorfor vi ikke forlængst har valgt dig til præsident. Alternativt givet dig et talkshow i bedste sendetid som hedder noget i retning af “Abildgren tellin’ you how it is”.
    Tusind point herfra for at formulere mine tanker bedre end jeg selv kan <3

  4. Godt indlæg. Jeg er helt enig og jeg vælger jævnligt Facebookvenner fra, da jeg faktisk bliver trist over at være vidne til racisme/vaccinemyter/had og ja bare den indre djævel de åbenbart har.

    1. Min snoozeknap sidder meget løst idag. Det er vist næsten den eneste måde at bevare sit gode humør på.

  5. Jeg er begyndt at se det en del på LinkedIn også. Jeg kan tildels forstå, at folk har lyst til at bekende kulør, når de er på Facebook, hvor de fleste, der vil se ens likes, er venner og familie. Sålænge de er bevidste om det. Så ved jeg i det mindste hvor de står (selvom de måske ikke er bevidste om, hvor meget de viser). Men på LinkedIn forstår jeg det overhovedet ikke. Der deler man oftest med nuværende, tidligere og potientielle kollegaer/chefer/medarbejdere. Jeg har set mange begynde at dele indhold i stil med det du beskriver. Og så kan jeg kan have lidt svært ved at finde den rette grimasse frem dagen efter på jobbet.

    1. Da MeeToo rykkede på Linkedin undrede jeg mig også en del over hvad folk turde lægge navn til med deres arbejdsplads angivet i overskriften.

      Den debat som raser nu om dovne dimittender har trods alt en relevans i forhold til linkedIN. Den har dog stadig konsekvenser. For jeg er sgu ikke meget for om 2 år at hjælpe Hurtig-Karl til sit næste job. Når han nu i går fortalte mig, det var for dårligt jeg ikke bare tog et job på en fabrik i Thy og jeg skal stoppe med at være kræsen.

      1. Ja, man skal passe på med hvad man skriver…men man skal også passe på med, hvordan man modtager tingene. Nu kender jeg f.eks. to virkeligt dejlige og søde mennesker som arbejder på fabrik i Thy, som i øvrigt er en landsdel jeg elsker meget højt. Så jeg kunne vælge at blive stødt og læse din kommentar som, at du ser ned på alle der arbejder på fabrik og at du syntes, at Thy ikke er et sted ordetlige mennesker kan bo…eller jeg kunne vælge at læse din kommentar som, at du bare ikke har lyst til at arbejde med noget der er irellevant for dig og som ligger langt væk… hvilket er fuldt forståeligt! Der har jeg som modtager også et ansvar, vil jeg mene 🙂

        1. Helt enig i, at der også er en vinkel i denne debat, der handler om mennesker, der spadserer rundt på nettet og LEDER efter noget at være rasende over. Men min egen, subjektive oplevelse er, at det typisk dør ud i løbet af meget kort tid; alle ved, at tilhørsforhold til landsdele, fodboldhold osv. er enten uforskyldt eller aktivt tilvalgt, og det er svært at ramme folk med. Men de artikler osv. der fodrer den indre svinehund ved f.eks. at latterliggøre fede mennesker eller at skrive om indvandrerkvinder på en måde, så man ikke kan pege fingre af det skrevne, men folk alligevel sagtens kan se, hvad der egentlig står; de er farlige, synes jeg. Både for de nære relationer og for det samfund, vi er i færd med at skabe.

    2. Det er faktisk rigtigt; det begynder også at ske på LinkedIn nu. Så sent som i går så jeg nogen, der nærmest var klar til at tage det udenfor og løse det fysisk i et kommentarfelt, der lå under verdens (for mig) mest uinteressante artikel. Der er helt sikkert også noget med, at noget af alt det, vi ikke kan komme af med, når verden er lukket ned, skal ud et andet sted.

      Noget helt andet er, at folk også virkelig ofte glemmer, at man får en notifikation, når de har besøgt ens LinkedIn profil. Det er der HELT sikker nogle ekskærester og deres nye kærester, der glemmer….

  6. For SATAN, du er præcis hér! Det var lige pulsen steg.

    Det er observationer jeg tumler meget med. Og de har efterladt mig ensom.

    Jeg oplever at mine relationer bliver mere og mere skingre, og at jeg træder et lille skridt tilbage hver gang en ven insisterer på sin ret til at tale præcis som man måtte lyste, uden hensyn til noget eller nogen.

    Jeg har prøvet at tie, og jeg har prøvet at tale. Ingen af delene virker, jeg bliver ikke hørt. Derfor trækker jeg mig.

    Kh
    HemmeLine

    1. Jeg genkender det 100%. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange, jeg er gået igang med at formulere noget, for så bare at slette det og logge af. Man orker ikke alt det, der følger med, vel?

      Men det er noget lort, at det segmentmæssigt er de samme, der hver gang lægger tastaturet og bakker langsomt, for det gør tonen endnu mere rå, fordi virkelig mange, meget rå udsagn for lov at stå uimodsagt.

  7. Jeg har slukket for alle i mit Facebook feed. Alle! Jeg orker simpelthen ikke at blive konfronteret med en fjern fætters dybt racistiske udtalelser eller en mor fra klassens helt igennem paranoide vaccineskepsis. De værste bliver fjernet fra vennelisten, resten kan bare råbe til mine døve ører. Ved ikke om det er løsningen, men det hjælper på min tiltro til mennesket.
    Når det så er sagt, så ER det sgu da ikke særlig smart, at en dommer sådan på forhånd har tilkendegivet sin mening om en tiltalt i en sag, uanset om tiltalte er den største asshat i verden.
    Tankevækkende indlæg, tak for det ❤

    1. Jeg har for første gang nogensinde reelt overvejet, om jeg skal have en pause fra de sociale medier. Jeg bliver simpelthen i så dårligt humør af at være der for tiden. Men om det er fordi, jeg har en hammer og nu ser søm alle vegne, eller om det er blevet værre ved jeg ikke. Din løsning er god. Den vil jeg have i baghovedet.

      1. Hov, mit svar kom ned i bunden. Nå, men jeg har altså lige tænkt lidt mere. Måske HAR vi brug for en pause fra sociale medier. For uanset hvor meget man holder af mennesker, så skal de doseres. Når jeg sidder midt i morgenkaffen, så har jeg ikke brug for min fætters mening om syriske flygtninge. Hvis jeg vil diskutere det med ham (det vil jeg i øvrigt ikke!), så gør jeg det næste gang jeg ser ham. Så behøver jeg kun mindes om, hvor forskellige vi er den ene gang om året, og kan jeg måske bedre li’ ham sådan generelt (= mindre polarisering). Sociale medier har intet filter, og vælter alt ukritisk ned i dit feed, som var du til en meget speciel fest, hvor folk bare snakker i munden på hinanden og ingen lytter. I mit tilfælde evaluerede jeg, at der var mere lort end lagkage i mit feed, and I ain’t never going back.

        1. Det er et meget præcist billede – og jeg tror nemlig også, at vi via SoMe bliver eksponeret for mange flere af vores relationers holdninger, end vi nogensinde ville blive IRL, og det er sjældent godt for nogen af parterne:-/

  8. Det er ret interessant. Jeg læste den anden dag om en undersøgelse (på Zetland, men Kommunikationsforum har den også, og min telefon nægter at lave et link) om at onlinetrolde i bund og grund også er nogle røvhuller resten af tiden. Forskellen skulle så være at vi har rigere lejlighed til at opdage deres (vores alle sammens?) røvhul-hed nu hvor den er på skrift og globalt tilgængelig. Jeg ved ikke om jeg helt køber den. Tonen er blevet skinger, selv om det selvfølgelig kan skyldes så meget andet end internettet. Og hvad stiller vi op med det? Jeg har efterhånden også renset mit feed for alt andet end nørde-grupper. Folk bliver sjældent helt rabiate når de diskuterer hjemmekompostering, selv om det da forekommer. Samtidig er der en del mennesker jeg egentlig holder af eller i hvert fald fungerer med IRL hvis dumsmarte bemærkninger til familiefesterne og i frokoststuen efter min mening ikke holder i byretten. Det er sgu svært.

    1. Jeg tror, at mange glemmer, at de ikke er i klubhuset, når de færdes på nettet. Og det er måske også en væsentlig faktor at have med, at lever i forskellige virkeligheder; at når min kammerat liker et opslag om, at man skal stramme dagpengeområdet op, så handler det om, at han har sin egen virksomhed og bruger mange ressourcer på mennesker, der aldrig dukker op eller ikke vil arbejde, når de kommer. Det er hans virkelighed, og set gennem de briller giver hans like mening.

      Problemet er, at alle andre lytter med og at vi modtager info om hinanden gennem algoritmer og virtuelle sladrehanke, som vi ikke tidligere var tvunget til at forholde os til. For 10 år siden var der ingen steder, hvor den værdibaserede forskel ville være kommet til udtryk. Det gør den nu, og jeg aner ikke, hvad man stiller op med det.

  9. Seriøst, gør det! Til at starte med beholdt jeg de nærmeste i mit feed, for kan man tillade sig at slukke for svigermor? Ja. Hvis der er noget vigtigt, så får jeg det alligevel at vide. Hvis jeg kunne ville jeg forlade Facebook. Men min datters spejder og min kolonihave kører udelukkende på Facebook, så jeg kan ikke. Nu er det kun det, der er i mit feed. Ingen notifikationer ud over dem. Ergo kedeligt at tjekke Facebook. Instagram er next up, men der er jeg ret glad for at være – endnu!

  10. Men hvem tjekker sin sagsbehandler ud på de sociale medier? Det ændrer selvfølgelig ikke, at man har et ansvar som privatperson for at opføre sig ordentligt på de sociale medier og især hvis det på nogen måde er linket til ens profesionelle virke. Men hvis jeg sad som sagsbehandler og en borger begyndte at fortælle mig om, hvad de synes om mine seneste likes og opdateringer, ville jeg sørme også tænke mit….

    1. Lige præcis her synes jeg faktisk, at der er tale om en faggruppe, der i sjældent høj grad ligger, som de har redt, idet de selv flittigt bruger borgernes SoMe profiler som udgangspunkt for de beslutninger, de træffer. Pt. kører der en sag i Esbjerg, hvor et forældrepar med to handikappede børn eksempelvis er blevet forholdt billeder fra deres private fb-sider. Sagsbehandlerens argument var, at hvis man havde overskud til at cykle, så var man ikke berettiget til ekstra hjælp i hjemmet. Udelukkende baseret på billeder fra forældrenes egne facebook-sider og i en sag, hvor der lå metervis af dokumentation på børnenes handikap. Jeg kan på stående fod nævne 3 personer i min omgangskreds, der af forskellige grunde har haft kontakt med systemet, hvor deres SoMe-opdateringer er blevet brugt som argument for at skære i/afslå ansøgninger om hjælp. Så lige her er min klare holdning, at hvis man vil lange ud, må man også være klar til at tage imod.

      Når det er sagt, så tror jeg, at meget få mennesker stalker de mennesker, de møder i systemet på de sociale medier – men derfor kan man uforvarende få ret meget info serveret, hvis man har en sagsbehandler/tolk/læge med et særpræget navn. I mindre byer vil der sjældent være mange venne-led mellem f.eks. en bruger og en tolk, og ad den vej kan man få meget viden, som man måske slet ikke har lyst til at sidde inde med.

  11. “Så lige her er min klare holdning, at hvis man vil lange ud, må man også være klar til at tage imod.”

    Jeg anerkender, at du måske har nogle personlige oplevelser, som gør dig ekstra følsom, men helt overordnet synes jeg da ikke, at det er en særlig rar holdning. En kommunal sagsbehandler vil næppe tjekke en borgers sociale medier på eget initiativ. Det beror højst sandsynligt på en procedure, som man er instrueret om at følge. Er det virkelig rimeligt at konkludere, at hvis man passer sig arbejde, så har man også “fortjent” at få sit privatliv invaderet?

    En direkte parallel vil vel være at kræve, at man får lov til at rode i mindst én medarbejders håndtaske, når man skal gennem security i lufthavnen.

    1. Jeg er ikke enig. Uanset om det er på den enkelte sagsbehandlers eget initiativ eller om det er pålagt ovenfra, så færdes de i noget, der uomtvisteligt hører til borgernes privatliv.

      I mit – i øvrigt til lejligheden frit opfundne – eksempel tager jeg udgangspunkt i en sagsbehandler, men jeg kunne ligeså godt have nævnt dommeren fra MM’r retssag eller have bragt mig selv som tolk i spil. Min holdning er den samme. Hvis jeg sidder og liker, at alle døve skal have indopereret et CI, eller at hørehæmmede børn ikke skal have ret til tegnsprogsundervisning, vil jeg synes, at det er yderst rimeligt at det får konsekvenser for mit job som tegnsprogstolk. Ligesom jeg også synes, det er himmelråbende dumt, at den ovennævnte dommer liker ting af politisk karakter.

      Jeg vil gerne minde om, at mit eksempel tager udgangspunkt i menneskers ageren på områder, der har direkte sammenhæng med deres job, hvor jeg mener, at nogle holdninger er uforenelige med nogle jobs. Hvis en døv vaccinemodstander skælder mig ud over, at jeg har liket et pro-vaccine-opslag, får det ingen betydning for hverken min nattesøvn eller mit job; det er holdninger, som vi hver især har ret til at have, og som vi ikke behøver være enige om. Men hvis en sagsbehandler, pålagt eller på eget initiativ, roder rundt på borgernes private fb-sider, så kommer jeg til at dø med sværdet i hånden ift. at det må gælde begge veje; at det, der potentielt kan påvirke udfaldet af en sagsbehandling må bringes i spil.

  12. Fair nok – men er det ikke udtryk for en lille grad af cherry picking, når du f.eks. piller dit eget fag ud af den gruppe, hvor man som menig medarbejder må forvente at smide sit privatliv med i på bordet? Jeg har ingen erfaring med tegnsprogstolke, men til gengæld betydelig erfaring med fremmedsprogstolke, og en af grundene til, at vi altovervejende benytter professionelle tolke, selvom familie eller venner tilbyder sig, er risikoen for subejktiv tolkning. Så en tegnsprogstolk skal vel også med i gruppen af fagpersoner, som – i din optik – skal stå på mål personlige holdninger i forbindelse med deres professionelle virke? Og det samme vil gælde for en lang række andre faggrupper.

    1. Det er præcis det, jeg skriver? Jeg har selv ansvar for at sørge for, at mine profiler på de sociale medier er sat op med det niveau af åbenhed, jeg foretrækker, men jeg tænker ALT, hvad jeg skriver her, alt hvad jeg liker og alt, hvad jeg poster på insta og LinkedIn op imod mit job. Alt. Vi arbejder med stram, stram tavshedspligt og en etik, der er en mere konstant faktor end i mange andre jobs, og der forholder jeg mig til 24/7/365. Også i min fritid. Sådan er gamet, og det lever jeg med.

Skriv kommentar:

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.