M2021, uge 35

(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge:

1.

Er jeg cyklet forbi børnenes gamle børnehave med de 5 pakker med skumklude, vi fik af oldefar, da oldemor døde. Jeg sagde dengang ja tak, fordi jeg egentlig tit synes, de er praktiske at have ved hånden, men jeg må bare konstatere, at de aldrig rigtigt nåede længere end ind i skabet. 

Jeg smed dem i cykelkurven og stak hovedet ind forbi Mariehønsene, og nu ved jeg, at de bliver brugt i stedet for bare at ligge og fylde til ingen verdens nytte.

2.

Har jeg foræret Fridas gamle cykel og sandkassen i haven væk i den lokale fb-gruppe. Begge dele var væk på en dag, og det fik mig til at tænke på, at en af fordelene ved at have købt og solgt brugt så længe, er, at man efterhånden forstår nogle af mekanismerne bag og dermed forstår, hvorfor noget kan sælges, mens andet virker umuligt at komme af med. 

For en af de vigtigste ting, jeg har lært er, at der er forskel på, om ting har økonomisk værdi eller om de bare stadig kan bruges. Den sondring tror jeg, at mange snubler i. Jeg gjorde i hvert fald selv, da jeg startede. For når man står med en børnecykel, der kan køre, eller en bog, hvor alle bogstaver er intakte, så er det nærliggende at opfatte tingene som brugte udgaver af den nye version, og dermed noget, som nogen må være interesserede i at give penge for. 

Men der *er* bare ting, der bliver så slidte eller som ikke er specielle nok til, at nogen derude vil betale penge for dem – men dermed ikke være sagt, at de ikke kunne bruge dem og have glæde af dem, hvis de fik dem foræret. For hvor man har meget kritiske briller på, når man står og kigger på en brugt sandkasse, der koster penge, og kun kan se, hvor træet er flækket eller at den trænger til olie, så har man de kreative briller på, hvis man har fundet den gratis. Så er den pludselig fuld af muligheder, for hvis jeg lige maler den, og vi skifter den planke der, så er den så god som ny.

Og selvom det da ville være dejligt – og måske endda også rimeligt – med ‘en pose snoller til ungerne’ eller en symbolsk halvtredser for noget, andre kommer til at have glæde af, så er jeg nået frem til, at det for mig er langt rarere, at jeg får tingene ud af håret med det samme, og at de rent faktisk bliver brugt, så vi, ressourcemæssigt, udnytter deres levetid.

3.

Har jeg købt en ny cykel til Frida på Marketplace.

Jeg har ret god erfaring med at bruge Marketplace, når jeg køber brugte ting til børnene, fordi søgefladen ligner den, du får, hvis du shopper på f.eks. Zalando eller Boozt. Billederne kommer op, side om side, og det betyder, at det er meget nemmere for børnene at se, hvad der er, og om der er noget, de kunne være interesserede i.

Det tog hende 4 sekunder at finde lige præcis dén, hun ville have, og vi hentede den dagen efter.

I øvrigt vil jeg her lige her til slut komme med et tip til de af jer, der bor i metropolerne: Når I skal finde større ting brugt, så ret den radius, I søger indenfor, på Marketplace. Jeg så 3 eksempler på cykler, hvor der var én til salg i en storby og én, der efter min bedste overbevisning var fuldstændig magen til i måde mærke og stand, til salg på mine breddegrader. I alle 3 tilfælde var der helt VILDT forskel på prisen. Omkring 400 kr. for cyklen i Esbjerg/Varde/Ribe. 1000 – 1200 kr. for samme cykel i Århus og Odense. Man kan køre mange km. for 800 kr.

Published by

4 Replies to “M2021, uge 35

  1. Elsker de lokale køb og salg grupper. Har efter en mindre vandskade i et af rummene i kælderen kigget ekstra kritisk på de ting, der bare hovedløst var blevet arkiveret af undertegnede.
    15 minutter brugt på at tage billeder og smide på fb gjorde i går, at et lille tv med indbygget dvd afspiller blev bortgive til en glad far til 2 små piger.
    5m2 lyst click gulv får for 100 kr. et nyt liv i køkkenet hos en ældre mand i hans lejebolig. Han smed endda en 50 oveni, fordi jeg gad køre 5 km for at aflevere det.
    2 klapborde jeg har flyttet rundt på i det uendelige, fordi de er for gode til at smide ud bliver senere i dag hentet for 0 kr. af en herre, som kan bruge dem i udestuen.
    Et glasvirtine fra Ikea, som har hængt så længe på en væg i kælderen at vi nærmest havde glemt, at det fandtes får for 50 kr et nyt liv på et teenagerværelse i Slagelse.
    Tilbage er kun en enkelt ting, der ikke er blevet afsat på under 24 timer.. En glaskeramisk kogeplade til 100 kr.
    Er det for de 200 kr? overhovedet ikke – men at se noget, som måske ikke repræsterer nogen kæmpe økonomisk værdi alligevel lever videre.
    Jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg i den slags grupper lige har fundet den ledning med det bestemte stik, der lige passer til den der, en gåcykel da pigerne var små eller noget andet, som jeg gladeligt har afhentet eller betalt et symbolsk beløb for.

    1. Det er simpelthen så tilfredsstillende, når man kan få tingene ud at arbejde videre. Og jeg vil aldrig rynke på næsen af, at man tjener på det. Aldrig. Alle vinder jo i de situationer, hvor man selv får til en æske god chokolade, og dem, der har købt varen har sparet nok til, at de også kan købe chokolade:)

Skriv kommentar:

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.