WAKE ME UP WHEN SEPTEMBER ENDS

I dag er sidste officielle sommerdag, og også sidste dag, jeg er ledig.

Min tidsbegrænsede ansættelse stoppede d. 31.05, jeg freelancede i juni, holdt hele børnenes sommerferie sammen med dem, og har således haft små 3 uger, siden de startede, hvor jeg har kunne fokusere på at få dem godt i gang, begge to. 

På papiret er set-up’et tæt på perfekt. Et langt stykke hen ad vejen også i praksis. For det har været KÆMPE hjælp, at jeg har kunne løbe hele maskinen i gang i fred og ro; specielt i år, hvor Anton er startet på mellemtrinet, og Frida er startet i skole. 

For Anton har det betydet, at nærmest alt er nyt. Lokale, lærere, fag. Det er en kæmpe belastning for ham, og jeg har gjort alt, hvad jeg kan for at gøre overgangen så smertefri som muligt. Jeg har talt med talepædagogen, psykologen og skolelederen både før og efter sommerferien. Jeg bad om møde med de nye lærere inden opstart og stillede med en liste i stikordsform ift. hvad der er i gang, og hvad der er brug for. Jeg har, helt lavpraktisk, tjekket op på pauselokale til ham, tidspunkt for pausen og hvad han skal lave, og har jeg sørget for, at han har en alarm, der ringer – og tjekket, at den fungerer på flymode – de dage, han skal holde pause, fordi lærerne ellers glemmer det.

Fordi Esbjerg Kommune er en af de 7 kommuner der er med i friskoleforsøget, har begge børn fri kl. 13 alle dage. Det er en fordel for Anton, men afstedkommer et nyt problem, nemlig hvad han så skal lave efter skole. For det er for mange timer at være alene hjemme, og da han nu går i 4. klasse, er alternativet klub og ikke længere SFO – hvilket så igen er noget nyt, han skal forholde sig til, og derfor ikke vil. Men med Anton er kunsten somme tider at vurdere, hvornår han siger nej, fordi noget er ukendt og dermed utrygt, og hvornår han siger nej, fordi han vitterligt ikke vil. Min vurdering var, at der her var tale om det første, og fordi der bare heller ikke rigtig er noget at gøre, har jeg været med i klub hver eneste dag. I starten blev jeg der hele tiden, men efter de første par dage begyndte jeg at kunne gå, når han lige var landet, og hentede ham så igen efter en times tid. Indkøring som vi kender det. 

Samtidig er der Frida, som ikke skal være sådan et skyggebarn, der altid må rette ind efter Antons behov. Hun vil også gerne hentes tidligt og hun vil – selvfølgelig – også gerne have mig med til sine nye fritidsaktiviteter. Hun er startet til håndbold og svømning og elsker begge dele, og det har været SÅ fedt at vide, at jeg kunne tage med hende de første gange. Det er ikke givet med mit job, og derfor har det trods alt givet ro, at jeg ikke har været nødt til at afvente skema og have barnepiger på stand by.

Så ift. at give begge børn en god start på nye, vigtige kapitler, har tidsrammen været perfekt. 

Men jeg tror bare, at jeg måske havde glemt, at jeg også findes? For jeg har kørt og gået og cyklet fra A til B til C og så tilbage til A 400 gange hver eneste dag. Jeg har siddet i haller og computerrum, og jeg har svaret på opkald fra nye pædagoger og fagfolk. Jeg har forholdt mig til sundhedsplejersker og nye, digitale tilmeldingsportaler til skolefoto, kørt dobbelt op på forældremøder og holdt for, når ungerne crasher i træthed herhjemme. De arbejder for forskelligt til, at vi kan lave lektier samtidig, fordi ingen af dem gider det, og hvor Anton bliver HYPER støjsensitiv, når han er træt og vred, så er Frida ude af stand til at lide i stilhed over verdens urimeligheder, så lektielæsning har været konsekutive langtidsseancer, hver eneste dag. 

Jeg har klemt alt, hvad jeg kunne af tandlægebesøg, frisøraftaler og reparation af stenslag ind i de 3 uger, jeg har haft herhjemme, så jeg ikke skal starte med at bede om friholdelser, for jeg ved allerede nu, at det kommer jeg så rigeligt til i løbet af efteråret, når der kommer flere møder og forhåbentlig en udredning. 

Jeg har udfyldt dagpengekort, opdateret min kalender og sat min arbejdsmobil op med apps, mail osv., og jeg er sådan set klar. 

Men jeg ligner en panda, min menstruation er gået fuldstændig amok, og så er jeg trist over det deprimerende faktum, at jeg for første gang faktisk ikke glæder mig til at starte på job igen. Det er 8. firma, jeg er tilknyttet på 5 år, og jeg er træt. Jeg elsker stadig mit fag, men jeg er træt af kronisk omstillingsparathed, en branche, der styrtbløder, en masse rumlen i kulissen og nye ansigter. Jeg er ikke noget særligt; det er det samme for os alle sammen, men havde vi været to, er jeg ikke ét sekund i tvivl om, at jeg ville være fortsat som freelancer eller have etableret mig som selvstændig, så jeg kunne skære alt det udenom fra. For det er dét, der dræner.

Jeg prøver at huske de små pauser; at sætte vækkeuret 10 minutter tidligere, så jeg kan sidde med min morgenkaffe, mens børnene putter under dynen, og jeg slukker min telefon flere timer ad gangen, for at skærme mig selv imod mere, jeg skal svare på og forholde mig til.

Jeg har lukket for tilmelding på alt, hvad der hedder aftaler, og så har jeg udstedt en mental tilladelse til mig selv til at opfatte september som en måned, der bare skal overstås. Det er jeg ellers ikke tilhænger af, men det hjælper mig til at huske at skære alle krav og forventninger væk, til vi lige har fået fodfæste. Om det kommer til at påvirke blogfrekvensen ved jeg ikke, men jeg gætter på, at I også har så mange ting, der – post-covid – skal løbes i gang igen, at spørgsmålet er, om I overhovedet opdager det, hvis det gør. 

Hvis jeg tænker mig godt om, ved jeg godt, at det bliver fint. Jeg var glad for at være ved det her firma sidst, og under trætheden glæder jeg mig også til at få hænderne op igen. 

Om lidt er der græskar og lyskæder galore, og det skal nok gå alt sammen. Det skal det. Jeg skal bare lige have en ekstra kop kaffe og en lur.

Published by

21 Replies to “WAKE ME UP WHEN SEPTEMBER ENDS

  1. Det lyder satme også hårdt! Kæmpekram herfra. Og selv om det der med at tage en måned eller to ud og bare få det overstået ikke står på side et i psykologibogen, kan det være meget rart at slippe for presset for at være glad i nuet og opbygge sunde rutiner og alt det der. Bare næsen i sporet! Selv om du helt klart er hårdere ramt og vores situationer egentlig ikke ligner hinanden, kunne jeg spejle mig ret meget i det du skriver. Verden er jo gået amok i … ting! Jeg ved ikke hvor meget der er corona-efterslæb, men alt sker jo lige nu: tandlæge, forældremøder, strategiarbejde etc. Jeg har været hjemme på ferie/barsel i to (!) måneder nu, og vi havde aldrig klaret den hvis jeg også havde skullet arbejde.

    1. Det er helt vildt. Jeg tænker tit på, at det er vildt, hvor dårligt folkeskolen og det arbejdsmarked, mange forældre er en del af, spiller sammen. Både med ferier, arrangementer, ting, forældre skal deltage i osv. osv. Det trækker tænder ud.

  2. Jeg synes, at jeg er rimelig god til at tænke fremad og være forberedt, men du er simpelthen The Master, som vi alle må bøje os i støvet for! Og så er det så tydeligt, hvor fantastisk en mor du er for dine børn <3 Hang in there, der skal nok komme medvind igen, selv om det er svært at vente på.

  3. Hvordan lukker man for tilmelding til aftaler? Jeg er helt enormt dårlig til at sige nej.. fordi jeg oplever at når jeg siger nej, så bliver folk mopsede.

    1. Jeg tror, at det er vigtigt at gøre sig helt klart, at alle altid synes, at lige præcis DERES arrangement er Meget Vigtigt, og derfor er mopsethed nok desværre en risiko, man løber, når man takker nej.

      For mig hjælper det at tænke over, at man gerne må sige nej – men at det er mere, end man kan bede om, at man samtidig vil have, at dem, man melder afbud til, skal forstå. Hvis jeg vender den om, er jeg egentlig ok med, at folk takker nej, hvis jeg inviterer dem; dét, jeg bliver irriteret over er, hvis de drukner mig i forklaringer og dårlige undskyldninger. Det er dér, jeg kommer til at føle mig … talt ned til, tror jeg? Når folk remser hele deres kalender op, i stedet for bare at sige nej, fordi det kommer til at lyde som om, jet-set’et siger nej til Plain Jane.

      Så jeg takker nej til invitationer uden at begrunde det, af respekt for, at andre mennesker ikke sidder med tilbageholdt åndedræt og venter på at høre, hvorfor jeg mon vægter andre over dem. Bare et stille og roligt ‘Det lyder som et skønt arrangement, men jeg har desværre ikke mulighed for at deltage’. Det fungerer upåklageligt.

      Ift. private aftaler melder jeg ærligt ud. ‘Jeg vil rigtig gerne se dig, men jeg er ret presset for tiden. Jeg fanger dig, når jeg lige kan trække vejret igen’. Det har jeg endnu ikke oplever, at folk bliver sure over. Tværtimod sker der det fine, at det faktisk smitter; at andre nu ‘tør’ gøre det samme den anden vej. Og det er 1000 gange federe, fordi det betyder, at man ved, at når vi ses – så har alle overskud til det. Det kan kræve lidt øvelse, men når først man har fået vanen etableret i vennekredsen, forsvinder surheden, fordi alle ved, at det udelukkende handler om mangel på tid og overskud, og ikke er slet skjulte forsøg på at fase hinanden ud.

  4. Årh Linda. Stort virtuelt kram herfra. Vores situation er anderledes fordi vi er to voksne men jeg kan så godt genkende følelsen. Her er der også skolestart for den yngste, en storesøster som skal i ny fritidsordning(som Anton), to voksne der skal fra hjemmearbejde tilbage på kontoret. Og selvom vi er glade for arbejdet begge to og ikke mindst kollegerne så er det også tilbage til: mindre fleksibilitet (også for vores den største som gør bare kunne gå hjem hvis hun ville, rejseaktivitet, socialisering som er skøn men kræver tilvænning når man sidder på storrumskontor..samtidig med en følelse af at man så ikke når en skid på arbejde).
    Samtidig føles det som om alting går bananas…forældremøder, arrangementer, fritidsaktiviteter, mængden af informationer på aula. Og vi vil gerne. Det er bare en kæmpe stor kontrast fra foråret hvor vi stort set ikke skulle noget og var enormt fleksible med arbejdstider (dvs. tidlig start på arbejde for mig og tidlig stop= korte dage til ungerne.Og vi skal finde nye rutiner og en ny balance, og et nyt gear…så vi får det gode med. De gode dage hvor vi bare ikke skulle noget men kombinerer det med at se dem vi har savnet.

    I øvrigt er vi også lagt ud med et møde med ny vira..dvs. ungerne syge på skift sidste uge (inkl. Coronatest) og mig nedlagt i denne..jeg gider det ikke.
    Så her trækker vi også vejret dybt. Husker at nyde de små ting og blive begejstret over de sejre der er i vejrdagen en der selv håndterede første gang til fritidsinteresse uden os, en der har lært det første bogstav i skolen, at få nye venner, at ungerne hjælper hinanden. (Og så acceptere det der følger med at kriser, skænderier osv. Prøver at give os selv lidt lang snor..tømmer fryseren for rester af kødsovs, spiser toast til aftensmad osv.

    Det skal nok gå det hele.

    1. Præcis! Jeg tror sgu næsten, jeg kunne være væltet over.. jamen, kontrasten, som du skriver, selvom der ikke havde været alt det andet oveni. Det er bare voldsomt, og den sociale hud er bare helt tynd og ny.

      Om lidt har vi vænnet os til det igen – jeg kender mig selv godt nok til at vide, at jeg altid bøvler allermest LIGE før start. Når først vi er afsted, skaber man jo løsningerne undervejs.

      Du får et vindblæst cyberkram lige retur <3

  5. Jeg følger sporadisk med, men så lige noget Instagram som antydede systemtræthed. Jeg bare gerne lige sende en anbefaling afsted. Den er pricy og semiusolidarisk men…når det er ens barn det handler om, så er det bare tilladt at skyde genveje. Min søn blev udredt privat af Jakob Ørnberg på PPClinic (Århus) og det var verdens bedste oplevelse. Vi tog beslutningen om at gå den private vej fra starten, fordi vi på afstand havde fulgt et forfærdeligt udredningsforløb som nogle af vores venner var igennem med deres søn i det offentlige. Og nåh ja, efter første samtale med en ældre mandlig PPR-psykolog, der uden at have set eller talt med vores søn, konkluderede at jeg nok overreagerede og overfortolkede situationen. Vi fik et forløb uden ventetider, med ro, god tid afsat hos de fagfolk vi mødte, grundigt begrundede overvejelser og i sidste ende en diagnose, som vi efterfølgende kunne overlevere til skole og PPR, som så ‘bare’ skulle følge reglerne bagefter. Nul bøvl, max tilfreds. Og jeg er ikke på kommission 🙂 jeg er bare en lettet forælder.

    1. Tak for det – jeg skriver mig navnet bag øret.

      Nu er din kommentar så ordentlig og fin i tonen, at jeg føler mig tryg nok til at spørge dig om noget, jeg har tænkt på, siden jeg fik din kommentar.

      For du indleder mig ‘jeg følger sporadisk med’ – må jeg ikke spørge dig, hvorfor du vælger den indledning?

      Jeg har selv en håndfuld blogs, hvor jeg læser med, sådan lidt on/off – men jeg ville aldrig skrive det i en kommentar, fordi det for mig er det samme som at sige ‘jeg synes ikke dit produkt er specielt godt’ – men jeg får dem ind imellem her, så måske er det mig, der læser udsagnet helt forkert?

      Så helt u-surt og udramatisk: Vil du ikke prøve at skrive, hvorfor du starter, som du gør? Ikke hvorfor du har det sådan – den følelse kender jeg fra mig selv. Men hvorfor du skriver det til mig? Jeg vil gerne føje en alternativ fortolkning til mit mentale repertoire.

      1. Kære Linda, et bud på et svar fra en ‘entreer fast bruger’ hos dig, men sporadisk følger hos andre 😉
        Jeg ku selv finde på at skrive hos dem at jeg følger sporadisk med før jer gir et tip, som læseren herover også gør. Det ville udelukkende være for at feje foran egen dør: Man kender ikke dialogerne på siden så godt, så hvis tippet er noget der er helt skudt forbi eller budt frem 10 gange før, så er man ‘undskyldt’, fordi man ikke kommer så tit. For det mening? Jeg læser hendes formulering i den ånd, for hendes tip er jo virkelig betænksomt og omsorgsfuldt. Tak for den beste blog og god dag til dig

        1. Sådan læser jeg det også: “beklager hvis jeg rammer helt skævt i fht dig og dit liv, men jeg synes ikke du skal gå glip af det her input…”

        2. Det giver fint mening, og min egen fornemmelse er også, at det er det, det handler om, når det sker. Jeg havde bare lyst til også at give et lille kig ind i maskinrummet, hvor det måske godt kan føles som at holde foredrag, og til slut er der én, der rækker hånden op og siger ‘nu har jeg godt nok ikke lige hørt efter hele tiden, men xxx’ – forstår du, hvad jeg mener? Jeg kan SAGTENS se, at det kan have værdi, at man byder ind med noget, man ved noget om, selvom man måske ikke har læst og memoreret hvert eneste indlæg, men en lille tanke kunne være, om man bare kunne skrive ‘jeg ved ikke, om jeg skyder helt forbi her’ eller ‘måske der er noget, jeg ikke har taget højde for’. Det ville give en helt anden vibe her på min side af skærmen <3

          Tak for at byde ind – det er rart, at vi kan tale åbent om de her ting.

      2. Hej igen. Hm jeg havde ikke tænkt over at kunne fortolkes negativt. Jeg har et job hvor jeg sidder foran en skærm hele dagen og forsøger at begrænse mine digitale aktiviteter herudover, så derfor er det bare ikke hver dag/uge/måned jeg checker ind på ting. Jeg følger ikke nogen blogs super fast og er på instragram ca en gang om ugen. Men du er så en af dem jeg rent faktisk kommer i tanke om, når jeg er online i fritiden :-). Det må du godt tage positivt :-). Jeg skrev nok den indledning fordi jeg ikke læser med konsekvent og derfor var lidt usikker på om mine erfaringer ville være relevante for dig. Så en form for disclaimer fra min side. 🙂

  6. Kære Linda. Tillykke med dit nye job. Jeg kan godt forstå, du er mast. Du har virkeligt mange ting at forholde dig til, og det lyder til, at du håndterer dine og børnenes sager forbilledligt omsorgsfuldt og ansvarligt. Selvfølgelig skal du ikke blogge, hvis det dræner dig fremfor inspirerer dig, men du kan tro at vi lægger mærke til, hvis indlæggene udebliver 😊. Og det var højst september iggå? Det der med “at læse sporadisk med” som en eller anden skrev, blev jeg helt overrasket over, at du læste lidt som en devaluering af din blog. Men fedt at du helt (som du selv skriver) usurt beskriver din din fortolkning, så har den sporadiske læser da muligheden for at forklare sig…. (Plus vi kan finde ud af hvilken frekvens hun “sporadisk læser med”. Tænk hvis det er hvert halve år, så skal vi holde vejret i spænding indtil februar). Alt det bedste til dig og dine. Hang in there, this to shall pass 😘

    1. Tak for tiltrængt hep. Jeg har lige tabt 4 flasker hvidvin på en parkeringsplads idag, så alle klap på skulderen tæller med <3

  7. Dejligt skriv som rammer meget de ting jeg selv står i pt, som alenemor til et sensitivt barn. Håber du finder tid til at skrive flere af disse i september, på trods. Jeg vil stadig rigtig gerne “abonnere” på dine post med en mobilepay overførsel i ny og næ. Tak for dig og din fine blog.

    1. Hvor er jeg glad for, at du kan bruge mine ord, Julie. Kommentarer som din giver lyst til at blive ved med at dele <3

Skriv kommentar:

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.