De rige har mange glæder, opfølgning
For et par måneder siden, da jeg ikke vidste, at vores nye hus var lige om hjørnet, skrev jeg et indlæg, hvori jeg efterlyste fif til at spare lidt mere i hverdagen. Jeg fik sindssygt mange gode kommentarer, og blev som altid virkelig glad for, at I gider at svare, når jeg spørger jer om noget.
Der kom mange fine ideer, som jeg efterfølgende har snakket med flere om, og jeg tænkte derfor, at det måske kunne være meget sjovt (haha?) at se, hvordan jeg, helt lavpraktisk, har grebet “Skru ned, for helvede, Linda!” an? Selv kan jeg nemlig rigtig godt lide, når andre bloggere laver indlæg, hvor de zoomer helt ind på en af de detaljer, vi alle forholder os til i hverdagen, og skriver, hvordan de kommer omkring den, uanset om der er tale om morgenrutiner, en særlig god og nem opskrift eller hvordan man pakker en bad ass feriekuffert.
Så det her indlæg bliver det, jeg henviser til, når jeg er på Forbes liste over verdens mest velhavende kvinder, og journalisten spørger, hvordan jeg dog har gjort det.
Jeg har haft mest fokus på vores hverdagsforbrug, fordi det er her, der er mest at hente. Alle mine poster på budgetkontoen er gået igennem, og bortset fra et par enkelte, er der ikke mere der, der kan skrues på.
I kommentarfeltet på ovennævnte indlæg foreslog mange at få tjekket mine forsikringer, og her var jeg lidt ambivalent, for jeg har være skideglad for mit selskab, og de gange, jeg har haft brug for dem, har de været både søde og hurtige. Jeg vil selvfølgelig gerne spare penge, men jeg vil også godt honorere god service, når jeg møder den. Derfor har jeg valgt at lade forsikringerne blive, hvor de er.
Der var også mange, der slog et slag for at gå ned på den lille tv-pakke, hvilket jeg allerede gjorde sidste år, da det gik op for mig, at Netflix og HBO havde overtaget det meste af sendefladen herhjemme. Da jeg skulle melde flytning denne gang (mit kongerige til den, der laver en hjemmeside, hvor man én gang indtaster sin nye adresse, og så får alle, der skal vide besked, besked), kom jeg til at tænke over, hvad jeg egentlig har set i fjernsynet det sidste år. X-Faktor. Det er dét. Alle andre programmer har jeg streamet på DR’s hjemmeside, og nyheder læser jeg on-line. Så nu har jeg simpelthen prøvet at sige hele svineriet op, og så må vi se, om jeg kommer til at savne det.
Som flere foreslog, og som jeg også har blogget lidt om i et andet indlæg, forsøger jeg mig også med Trendsales, Tradono osv. Når Frida skal en størrelse op i tøj, er det oplagt at tjekke, om der er noget brugbart her. Men jeg *bliver* altså lige nødt til at nævne, at folk er sindssyge. Både dem, der prøver at sælge en forvasket body fra H&M til 90 kr. og de mænd, tilbyder at købe sko, jeg har til salg, hvis jeg “bare lige sender et billede” hvor jeg har dem på…
Men som allerede nævnt, er det i hverdagen, jeg prøver at gøre den største indsats, fordi det er her, det giver noget på bundlinjen, hvis man kan ændre sine vaner. Jeg er endt med fire indsatsområder: (Nu mangler jeg bare at bruge ordet “taskforce” så er jeg klar til en gloværdig karriere indenfor det offentlige.)
1. Indkøb:
Efter en del eksperimenter er jeg nået frem til, at den model, der fungerer bedst her i huset er, at jeg “hoved”-handler én gang om ugen, hvor jeg, uanset hvor meget det bliver, tager den på kortet på 700 kr. De penge, jeg ikke bruger af dette beløb, er dem, jeg har til at supplere op med, når jeg handler 2. og sidste gang den uge. Jeg har et par gange forsøgt mig med kun at handle én gang, men det bliver noget rod, synes jeg. For det første bliver mit køleskab så proppet, at jeg ender med at have ting inde bag ved, jeg glemmer, fordi jeg ikke kan se dem, og for det andet, er der bare nogle ting, der ikke er sjove, 5 dage efter man har købt dem. Brød og grønt fx.
Derudover har jeg sat 500 kr. af hver måned til storkøb, fordi det er træls at ende med at give det dobbelte for vaskepulver, fordi man kunne have købt 5 for 100, men fravalgte det, fordi 100 kr. udgør en lidt hidsig procentdel af de fastsatte 700.
2. Min bedste ven fryseren:
Jeg fryser alle mine rester, uanset hvor lidt det drejer sig om. 3 skiver kylling, 4 skefulde kødsauce, en halv banan, alles. Og så venter jeg en ekstra dag med at handle; hvis jeg synes, det ville være passende at handle torsdag, venter jeg til fredag. (Med mindre jeg mangler et eller andet helt essentielt, selvfølgelig) Det er virkelig forbløffende, hvor stor forskel den lille ting har vist sig at gøre, for det tvinger mig til at tænke kreativt med, hvad jeg har i fryser og (køle)skab(e), og her får jeg brugt de rester, der ellers ville have endt deres dage, frosset til ensom ukendelighed, bagerst i nederste skuffe. Som et lille ps. kan jeg anbefale at køre med halvtomme skabe. Det er lidt angstprovokerende i starten, fordi vi vel alle inderst inde er lidt bange for, at tysken kommer igen, men det giver et langt bedre flow, når man hele tiden kan se, hvad man har. Og får det brugt.
Jeg har desuden et øjemål som en pirat med klap for begge øjne, så jeg er også begyndt at veje, hvor meget vi spiser, når jeg laver en grydefuld et-eller-andet, så jeg kan fryse den rette mængde ned, og ikke, som jeg har gjort indtil nu, i portioner til selskaber på 12.
3. Discount, budget, stakit:
Jeg har sat mig selv på den opgave at prøve discountudgaven af ALT, det næste års tid. Og når jeg skriver ‘alt’ mener jeg virkelig alt. Fra bouillonterninger over kiks til køkkenrulle. Og her får jeg for alvor lov at møde mit eget snobbede jeg, for hold kæft, hvor skal jeg ofte tage mig selv i det, når jeg har taget en pakke sydesaltet smør fra Læsø, og pænt må lægge den tilbage på plads, og i stedet luske af med den billige i grim emballage. Tanken er ikke, at jeg skal købe budget-udgaven resten af mine dage, men at få en bedre fornemmelse af, hvornår pris og kvalitet hænger sammen, så jeg kan vælge de dyrere mærker, der, hvor de gør en forskel for mig. Jeg har ikke selvjustits til at vælge den billige variant, hvis det bare gælder nogle varer, ind imellem; derfor den lidt rabiate tilgang til det Jeg har allerede nu opdaget, at utroligt mange billige ting, er fuldstændig de samme som de dyre, bare i anden indpakning. Hvilket jo sådan set er logisk nok, for der er jo formentlig grænser for, fx. hvor mange kaffefilterfabrikker, det er rentabelt at holde kørende i Danmark
Snedigt nok får vi stadig en del økologisk, fordi det ofte koster det samme som de ikke-økologiske varer, bare for et mindre kvantum. Når du kan få 5 bananer for 10’er af de almindelige, kan du få 4 for samme pris af de økologiske. Og det passer perfekt, når man kun er én voksen i huset, og samtidig går ret højt op i at stoppe madspild.
4. Selvbag er velbag.
Jeg syntes egentlig, at jeg før var ok-god til at bage selv. Det viser sig, at jeg her var kommet til at opfatte halvfabrikata som hjemme-bag. I de to måneder, der er gået, har jeg nærmest sparet, hvad jeg giver for en institutionsplads til Frida på den her, fordi jeg er gået så langt tilbage i processen, at jeg er en sten fra at male hveden selv. Jeg finder det sært tilfredsstillende på 1950’erne måden, hvilket jeg forsikrer om, at ingen er mere overrasket over end jeg.
So there you have it. Sådan ser det ud, når man omsætter al jeres inspiration til virkelighed.
Tak for gode input og ideer; jeg giver kage, når vi ses næste gang.
Og jeg bager den – selvfølgelig – selv.
Jeg glæder mig i denne tid
En lille sommerhilsen fra det, der mest af alt minder om en miniatureridderborg, bygget af flyttekasser. Jeg havde glemt, hvor træls, det er at flytte, men som Meatloaf synger: “It’s all coming back to me now”.
Vi får nøglerne d. 29.07, og jeg leger lige nu den sjove leg, hvor man prøver at gætte, hvad man kan pakke, så man ikke ender med at skulle rode samtlige kasser igennem, når man midt i ulvetimen skal bruge en proptrækker dåseåbner. Resultatet er, at mit hjem ligner tandsættet hos en hjemløs, og det føles som at bo i en et hus lavet af kæmpe store post-it’s. Hvor end jeg vender blikket, udløser det en mental maskingeværsalve af ting, jeg skal huske.
Samtidig er jeg nødt til at lægge en tidsbuffer ind, fordi vi jo stadig er igang med Det Første År I Institution, også kendt som ‘Året, hvor immunsystemet skal installeres’. Heldigvis lader det til, at begge mine unger har grundlæggende gode helbred, men Frida har haft 4-5 af de klatsygedage, hvor der er feber og lidt for megen almen utilpashed til at sende dem afsted. Da både Anton og Frida reagerer på sygdom på præcis samme måde som mig, med en blanding af raseri og vantro, betyder det, at det er nogle *lidt* lange dage, når jeg er hjemme med den lille frø. Hun er for slatten til at kunne det, hun plejer, men stadig for frisk til at kunne tage den med ro. Vi kører en uendelig cirkel, der ser nogenlunde sådan her ud: “Tag mig op!-Jeg gider ikke sidde ved dig!-Sæt mig ØJEBLIKKELIGT ned igen!-Nej, se en klods-GULVET ANGREB MIG!!-Tag mig op!” igen og igen og igen. Og søvn bruger vi slet ikke. Kørte fx. en dag igår, hvor hun som altid stod op kl. 5, blev puttet omkring kl. 18.30 og i løbet af dagen sov én gang; 1 time og 20 minutter. Det passer utrolig dårligt sammen med nedskruening af hylder og pakning af kasser.
Det overrasker mig også, som altid, at store ændringer som den her, ikke automatisk udløser en husholderske, en rengøringsdame, en gartner og to kokke. Jeg bliver nærmest lidt fornærmet, når det går op for mig, at jeg også forventes at forholde mig til, hvad vi skal spise. Og skal frembringe det.
Så der er stadig knald på, og jeg kan mærke, at det begynder at give nogle af de symptomer, vi ikke er så glade for. Jeg glemte f.eks. at dreje igår, da vi kørte hjem, og opdagede det først, da Anton spurgte: “Mor, hvad skal vi?” Jeg sover dårligt, sætter kogekanden i køleskabet, og har hele tiden en en hovedpine, der ligger på lur. Jeg er virkelig, virkelig modstander af at leve på forventet efterbevilling, hvor man igen og igen siger ting som “Vi skal bare lige igennem maj” eller “Det hele bliver anderledes, når vi rammer august” for der kommer sgu altid noget nyt, og det ville være SÅ ærgerligt, at man først finder ro til at sidde med en kop kaffe, når man fylder 80. Men det her år *har* været tosset, og det er ikke helt ovre endnu. Huset her skal ordnes og afleveres, vi skal flytte, vi skal på plads i det nye, og Anton starter d. 08. august i den sproglige førskole. Og så er der økonomien, som vi først kender alle detaljer i, når vi rammer november, fordi boligstøtte og fripladstilskud reguleres på månedsbasis, og har en forskydningstid på to måneder.
Så jeg prøver at tage små pauser i hverdagen, at holde fri fra alting senest 20.30 og at huske, at om lidt; om lidt er vi, hvor vi gerne vil være.
(Og så glæder jeg mig i al hemmelighed til jul, hvor vi sidder i vores nye hus og beundrer juletræet og drikker varm kakao, mens sneen daler udenfor, og mine velfriserede børn sidder for mine fødder og tigger mig om at læse endnu et kapitel af Peters Jul.)
I øvrigt:
– blev jeg igår poket på FB. Gør vi godt nok stadigvæk det?
– ville jeg, nu vi taler om FB, virkelig, virkelig ønske, at folk, jeg kender, ville lade være med at hoppe på de der fake rettighedsopslag; jeg bliver altid lidt pinligt berørt på deres vegne. Vi har alle sammen for længst solgt vores sjæle til Mark Zuckerberg & Co, og de vil for evigt have råderet over billederne af vores dyr og børn og kaffe og mad og alle vores dårlige jokes, uanset hvor meget højtravende kancellisprog, vi tapetserer vores vægge med.
– tog Frida i sidste uge sine første skridt, og stavrer nu omkring, og er så sød, at jeg hele tiden bliver nødt til at skovle hende op og kysse hende.
– har Anton ikke helt fanget, at det med at lære at gå, er en proces. Når han har noget, han synes, hun skal se, tager han bare fat i hendes ene arm og spæner afsted. Hun tilbeder stadig jorden, han betræder (- hvilket jo også bliver nemmere, når hun så alligevel ligger dernede og roder rundt.)
– er jeg gået igang med at pakke ned og rydde op. I den forbindelse har jeg taget hul på en ny æra af mit liv: Salg Af Brugte Ting-æraen. Jeg kan allerede mærke, at det er noget, jeg bliver nødt til at holde på et absolut minimum. Hold nu KÆFT, nogle irriterende spørgsmål, man får. Med ekstra mange spørgsmålstegn. Måtte lige vente 10 minutter med at svare på, om jeg “kunne gå med til 1000 kr.???” for min Canada Goose.
– skal jeg i den forbindelse høre, om der findes en hemmelig app, som er ekstra god til ovenstående? Har det lidt som om, DBA er loppemarkedsudgaven af dating.dk. Hvor finder vi garagesalgets svar på Tinder?
– er vi forbi d. 01. og jeg har dermed endelig fået lønsedler for min første fulde måneds arbejde. Det betyder, at de ca. 1.934.735 tal, jeg sad og gangede og dividerede, da jeg regnede på, om vi havde råd til at flytte, nu foreligger og kan tjekkes. Det er med lige dele lettelse og stolthed, jeg konstaterer, at verdens måske mest sproglige student har løst denne matematikopgave korrekt.
– er jeg svært tilfreds med, at jeg i maj afstødte mine mandler: Frida har slæbt ebola med hjem fra vuggeren, så vi snotter og hoster om kap, og jeg er så træt, at jeg føler mig som en på 100. Hvis jeg stadig havde haft mandler, havde jeg været fortabt.
– har Frida opdaget smør. Jeg har både hos Anton og andre børn set, hvordan de ret hurtigt udvikler evnen til i én elegant bevægelse at skyde gebisset ind over en rugbrødsmad med nutella bønnepostej, og skrabe det af, uden at besudle legemet med brødet under. Når Frida får en bolle med smør er der mere tale om en slags frontal-angreb, hvor hun monterer bollen på ansigtet, og så ellers bare går amok.
– har jeg bestilt det nyeste Ikea-katalog, og jeg bliver nødt til at spørge: What the actual fuck, Sverige? Fortæl mig, hvordan man kan bo her, bare en uge, uden at udvikle behandlingskrævende psykisk sygdom?
“Penge og job-erfaring fra flyttebranchen ingen hindring”
Hold kæft, hvor er der fart på. Det er mærkeligt, hvordan ting har det med at klumpe sig sammen, og jeg synes godt nok, at det sidste år har været ret kompakt, store begivenheder taget i betragtning. Synes også, at mange omkring mig lige nu oplever situationer, hvor fundamentet, de står på, knager og brager, og hvor livet pludselig tager nogle virkelig overraskende drejninger. Hvis man var lidt astrologisk anlagt, ville man sikkert kunne forklare det med planetenes stilling på himlen, og jeg synes næsten, at det ville være helt rart, hvis der var en slags forklaring på det – hvor alternativ, den end måtte være – for det er lidt svært at rumme, hvis alt bare er en skønsom blanding af kaos og tilfældighed.
Men jeg har netop afleveret min opsigelse på boligen, vi bor i nu, og jeg kommer ikke til at savne noget som helst herfra. Intet. Ikke én eneste ting. Jeg kommer ikke til at savne den familie, der bor 5 huse henne, der har omdannet det ene værelse i huset til et værksted, hvor suspekte typer sidder og tuner deres i forvejen ulovlige knallerter, som de efterfølgende kører ræs på på stien i min baghave. Jeg kommer ikke til at savne den forhærdede alkoholiker, der – heldigvis – ikke har bil, som sidder på sin parkeringsplads ude foran huset i en plastikklapstol, med en omvendt indkøbskurv, han har hugget i Fakta som cafébord og hamrer guldøl i ansigtet dagen lang. Ej heller vil jeg savne at få besked fra viceværterne om, at man skal være opmærksom, hvis man har brugt fællesvaskeriet i en bestemt periode, fordi et voksent menneske (ingen nævnt, ingen glemt) har skidt i bukserne, og bare lige smidt tøjet i maskinen uden yderligere dikkedarer. Farvel til legepladser, hvor folk lufter deres hunde, og ikke samler hundelorte op, farvel til knagende trapper, der umuliggør putning af børn i to omgange, til mus i køkkenskabet og til polske grillfester, der starter den dag, temperaturen første gang sniger sig over 10 grader, og fortsætter frem til slutningen af november.
Jeg har hadet det, fra jeg flyttede ind, og nu er det slut.
Far. Fucking. Vel.
D. 01. august overtager vi det nye hus, som jeg var ude og se igår, og som jeg ville omfavne, hvis jeg kunne. Der er. Så. Pænt. Det er småt, men nyt, og vi kender halvdelen af dem, der bor på vejen. Jeg får en garage, og min hemmelige suburban dream om et bryggers går i opfyldelse. Ungerne får et værelse hver, og badeværelset er så stort, at vi nærmest kan bruge det som gæsteværelse. Jeg får en forhave OG en baghave, og kun ét sæt naboer, hvilket forhøjer min livskvalitet med ca. 2000%, og da vi bor for enden af en blind vej, kan man sende sine børn ud at lege, uden at frygte, at de bliver kørt ned af sænkede VW’er med Fuck Da Police-stickere og metallic-ice-blue Toyota Corolla’er, der kører om kap.
Økonomien kan stadig give mig ondt i maven, fordi der er mange ukendte faktorer, men banken har nikket ok, og det vælger jeg at stole på.
Jeg er den heldigste, jeg kender
Idag, for et år siden, græd jeg hele dagen. Heeeeele dagen. Over at jeg var gået 12 dage over tiden, over at jeg endnu engang ikke fik lov til at gå i fødsel af mig selv, over at det var synd for Anton, at han skulle til at dele rampelyset, over at være så gravid, at det nærmest var grotesk, over at jeg var bange for at føde og over.. ja, alting, egentlig.
Til mit forsvar skal siges, at jeg så sådan her ud:
I morgen kommer jeg til at følge med på uret, som jeg også gør hvert eneste år på Antons fødselsdag. Kl. 8.30 er det et år siden, de tog vandet – uden at der skete noget som helst ved det. Kl. 11.40 er det et år siden, jeg fik sat nåle i hænder og fødder. Kl. 12.05 er det et år siden, jeg fik den første ve, og kl. 15.07 er det et år siden, at jeg endelig fik Frida i armene for første gang.
Når jeg kigger på hende idag, forstår jeg slet ikke, hvad jeg var så bange for. For det var jo hele tiden meningen, at det var lige præcis hende, der skulle komme på lige præcis det tidspunkt, til lige præcis os.
Hun er den sødeste, sjoveste og nemmeste lille pige; grundglad og nysgerrig, og så er hun Antons største fan.
Tillykke med fødselsdagen, min allerfineste Frida. Du tager vejret fuldstændig fra mig.
Grant me the serenity to accept the things I cannot change
Nå, men kan I huske det hus, vi snakkede om, jeg gerne ville have? Det har jeg fået tilbudt som nummer to. Altså noget der ligner 50/50 % chance for at få det. Og det har man jo ret meget lyst til at råbe hurra over, indtil man kommer i tanke om, at man er voksen, og derfor bliver nødt til at forholde sig til, at timingen næsten ikke kunne være dårligere.
For det er lidt dyrere, end det vi bor i nu; det har jeg hele tiden vidst, og det er ikke en dealbreaker. Men der er også lige et indskud på omkring 37.000, man skal have gravet frem, og uden at kede jer unødigt med detaljer om min økonomi, konstaterer jeg bare, at min opsparing er tæt på at være afgået ved døden efter et halvt år på barselsdagpenge. Ydermere er jeg gået ned i løn, bl.a. fordi jeg er gået lidt ned i tid og afvikler restbarsel fra Anton, og endelig er jobmarkedet for en tegnsprogstolk mere usikkert nu, end det nogensinde har været før. Det er fuldstændig umuligt at regne ud, hvor meget jeg kan få i boligstøtte, fordi min indkomst svinger så meget, som den gør, og fordi den nu også udgøres delvist af dagpenge pga. restbarsel.
Men.
Hvis vi får det, kommer vi til at bo 200 meter fra skole og institution. Vi kommer til at vade i legekammerater og netværk, og måske behøver jeg ikke hive barnepigen ind, hvis jeg en dag først har fri kl. 17. Anton kan selv cykle i skole, og vi slipper for den rundkørsel i Esbjerg, der giver anledning til flest mareridt hos forældre med små børn. Det hus, vi har fået tilbudt, er et af dem, der har fået lavet skillevæg, så der er værelser til begge børn, og jeg skal ikke have et istandsættelseslån, der i 10 år vil øge huslejen med ca. 800 kr. i måneden.
Så jeg har sagt ja. Vi ved på mandag, om det er vores eller ej, og i de mange, lange nattetimer forsøger jeg at gøre situationen til win-win. Hvis vi får det, er vi endelig, hvor vi gerne vil være de næste mange år, og så må vi løse det økonomiske i takt med, at det opstår. Jeg kan evt. vælge at gå op i tid igen, og der er (vel) trods alt ingen, der er døde af at leve på havregrød og postevand i en periode.
Hvis ikke vi får det, kommer den bunke penge, jeg står til at få udbetalt i tillæg, restferie osv. til at udgøre fundamentet i en ny opsparing, jeg kommer til at kende vores økonomi væsentligt bedre, og vi er klar, når vi får tilbudt noget næste gang.
Men i dette lukkede forum kan jeg da godt være ærlig og sige, at jeg ikke har ret mange negle tilbage.
Heldigvis er børn jo dejligt effektive ift at sørge for, at man ikke får for meget tid til at sidde og kæle for sine ilandsproblemer. (Apple har virkelig overtaget verdensherredømmet, når man kort studser over, at stavekontrollen ikke retter det til iLandsproblemer.) Anton er blevet en lille teenager, der ikke er bange for at give udtryk for, hvordan han har det, og i går morges hvisle-sang “Mor er træls, mor er trææææls, mor er træls” hele vejen ud til børnehaven.
Jeg prøver at glæde mig over, at jeg opfostrer emotionelt sunde børn, der ikke brænder inde med, hvad de føler.
Så status her er: Vi venter, og forsøger ikke at få et sammenbrud over de 100 ubekendte.
Heldigt, at jeg er bygget af tålmodighed, og ikke er typen, der har behov for kontrol.
Måske kan man få lov at gæsteoptræde med noget overfortolkning?
Forleden var jeg i cirkus for første gang i mit liv. Lidt ligesom man ikke behøver hamre en gaffel gennem hånden for at vide, at det gør ondt, har jeg ikke haft behov for at sidde en forestilling igennem for at vide, at dresserede dyr, lagkagekomik og stuhr, stuhr nummer ikke lige er mig.
Men Anton ville så gerne, og alle med børn ved, hvordan dén slags ender. Så tirsdag aften satte vi kursen mod Skibhøj for at se Cirkus Arena. Anton havde selv valgt tøj til lejligheden, hvilket vidner om, hvor højt han gik op i det – normalt er det ham inderligt ligegyldigt, hvad han har på, og han ville formentlig tage i børnehave i undertøj, hvis ikke jeg insisterede på lidt mere end det. Da han stolt kom ned i sin ternede skjorte og sine meget-anderledes ternede shorts i to voldsomt uenige nuancer af blåt, kom jeg med høj mor-falset til at spørge: “Skal du have det på, Anton? Vil du ikke meget hellere have en t-shirt på? Det bliver varmt!” men så kom jeg i tanke om, at jeg var en idiot, og flettede næbet.
I øvrigt blev jeg enig med mig selv om, at der vel var tale om en slags when in Rome-situation.
Mennesker, der deltager i noget, som de på forhånd ved, de hader, og som derfor sidder med korslagte arme og skuler, er skideirriterende, så jeg havde iført mig mit mest åbne kropssprog og toppet med en virkelig bredskygget ja-hat.
Og faktisk ville jeg gerne her have skrevet noget om, hvordan forestillingen ændrede mit syn på cirkus og gøgl, for det havde været så fint, men desværre blev det til et to timer langt ridt på hesten i fordomskarrusellen.
For det første skal man lede virkelig længe efter en vildere pengemaskine. Det var nærmest imponerende. A L T kostede penge og mange af dem. 50 kroner for at blive hejst op i trapezen (en tur på 10 sekunder), 20 kroner for at prøve rutchebanen, 80 kroner for et billede af søløven osv. osv. osv.
Og selve showet var ret beset bare en opskaleret gymnastikopvisning, hvilket jo havde været rigtig fint, hvis man havde indtryk af, at de lycrabeklædte østeuropæere elskede det, de lavede, men fra den ældre dame, der gerne ville sælge os et program, over de optrædende, til manden, der solgte blinkende hjul på pind(??), var der døde øjne hele vejen rundt. Der var seriøst ikke én eneste, der havde øjenkontakt med nogen, og smilene var så påklistrede, at jeg næsten fik ondt i kæberne af at se på det.
Udbrændthed og falsk begejstring er aldrig rart at iagttage, men det bliver ekstra ubehagelig, når den ligger under noget, som faktisk skulle være festligt og underholdende. Jeg gik derfra med den samme følelse, jeg har haft de to gange i mit liv, jeg har været i zoo; med sukkerplantageejer-fornemmelsen af at have bidraget til at holde noget fanget, som burde være frit.
I øvrigt:
* er jeg gået i gang med at sælge ud af mine babyting. I den forbindelse kom der i sidste uge en fyr med en benprotese af metal forbi. Jeg kender ham en smule, så vi stod i døren og småsnakkede, da Anton kom ud til os og andægtigt udbrød: “Du har et robot-ben!?! Hvor Er. Du. Bare. Smart!” Det var ét af de øjeblikke, hvor hjernen roder febrilsk i kassen med mimik, og ender med bare at slå ud med armene med et: “I’ve got nothing, man”.
* er selvsamme Anton begyndt at interessere sig for noget legetøj, der hedder Beyblades, og ser utroligt mange YouTube videoer, lagt op af én med brugernavnet: “YoloSwag”. Det er det mest irriterende cybernavn, jeg nogensinde har set.
* synes jeg, vi har snakket alt, alt for lidt om, hvor fantastisk Ulrich Thomsen er som skurk i den virkeligt udmærkede serie Banshee.
* stod jeg igår post-træning ved siden af en pige i omklædningsrummet, der efter badet som det første iførte sig løbesko. Der er som sådan ingen regler for, i hvilken rækkefølge, vi tager tøjet på, men jeg håber, at vi alle kan være enige om, at dét er forkert.
* passerer jeg hver morgen et busstoppested, hvorpå der hænger en reklame for Tommy Hilfigers nye urkollektion. Jeg tror hver gang, at nogen har hængt en Bon Jovi plakat, the early years.
* ville det, hvis det havde været tilfældet, være en reel mulighed, at den havde hængt der siden 1988; det efterfølgende busstoppested prydes af en pisgul plakat, hvorpå Coca Cola ønsker os alle sammen en rigtig glædelig jul.
* har jeg de sidste par uger brugt en del timer på det danske motorvejsnet, og jeg bliver nødt til at spørge, om vi er sikre på, at alt det motherf*cking vejarbejde ikke bare er et forsøg på at tvinge os over i noget kollektiv trafik? #Illuminati
* var jeg for et par uger siden i byen med en førstegangsgravid. Hun kunne fortælle, at det ikke kan betale sig at stresse over det, når babyer græder: Hvis man ved, at de har fået mad og har rene bleer, er det jo bare være i det. Jeg er lidt træt af, at den information først tilflyder mig nu.
* har jeg just puttet Anton og lige, som jeg satte mig på sengekanten, løb verdens største edderkop ind under sengen. Det var en meget skeptisk Anton, jeg efterlod på første sal, efter med den overentusiastiske løgnerstemme at have forsikret ham om, at “den skam er kravlet ud af vinduet igen. Det gider SLET ikke være herinde, hvor der er så varmt, skat.” Jeg tager på hotel i nat.
I’ll stand in front of you – I’ll take the force of the blow
Så skal jeg lige love for, at hverdagen startede igen. Der er godt nok fart på.
På mange måder er det ok. Det er fedt at være tilbage i mit fag, og jeg har savnet mine kolleger. Min hjerne råber – imellem de narkoleptiske anfald – hurra over at blive brugt igen, og da mit job byder på mellemtimer her og der, har jeg også fået taget ordentligt fat på træningen igen. Det har jeg savnet meget.
Men al forandring er svær i begyndelsen, og det er den her selvfølgelig også. Jeg er typen, der spiser ny-indkøbt rugbrød først, og venter med at tømme den gamle pakke, fordi jeg ikke gider gå igennem livet med en madpakke, der altid er smurt på halvgammelt brød. Efter samme princip har jeg i al den tid, jeg har været på barsel, givet Anton korte dage i børnehaven, vel vidende, at det for alle parter ville føles som at få tæsk med en våd avis, den dag hele maskineriet skulle igang igen.
Og det gør det så.
Selvom jeg har brugt min restbarsel fra Anton på at gå ned i rådighedstid, så mine dage ikke bliver så lange, har et sammenfald af uheldige omstændigheder alligevel medført, at maj ud er en lille smule tosset, med meget aften- og weekendarbejde. Heldigvis ved jeg, at det ikke fortsætter sådan, og heldigvis har vi verdens bedste barnepige, men jeg får fysisk ondt i hele kroppen over det, når begge unger sidst på eftermiddagen er så trætte, at de falder over luften, og græder, hvis skeen har en forkert farve. Vi løser det ved, at aftensmaden er noget, jeg hiver ud af fryseren (imens jeg indstiller mit fortidsjeg til helgenkåring over at have forudset den her situation), og ved, at det eneste jeg gør, fra vi kommer hjem, til de skal i seng, er at sidde med dem, mens jeg nynner Massive Attack’s Protection.
Det sidste er løgn. Jeg nynner mest soundtracket til Frost, men når det bider mest, og det føles som om, det er mig, der gør livet svært for mine børn, prøver jeg at huske, at min opgave ikke består i at beskytte dem imod virkeligheden, men i at sørge for, at sammenstødet med den ikke bliver for voldsomt.
Men det er nogle solide dage, synes jeg, for når de små er puttet, skal jeg have lidt at spise og have ordnet alt det huslige, hvorefter jeg kan begynde at forberede mig på mine opgaver den efterfølgende dag. Der er sket meget på mange fronter, og lige nu har jeg det nærmest, som om, jeg er i praktik.
Så status herfra er, at vognen kører; den slingrer og piber lidt, men den skal nok komme op i fart. Vi skal bare lige igennem maj uden at vælte.






