Jobbet

Som jeg truede med sidst, er indlæggene de næste par uger en slags opsamling af, hvad der de sidste 6-7 uger er sket på disse breddegrader, da det hele er gået så stærkt, at jeg nærmest kun har opereret i overskrifter.

Jobbet fylder – selvfølgelig – en del, så idag bliver det den del af scenen, jeg retter spotlightet imod.

Da jeg startede efter min barsel tilbage i maj, skulle jeg efter en lille uge til møde i København for at forhandle ny lokalaftale. Jeg havde brugt en del tid på at forberede mig, både fordi jeg naturligvis gerne ville lave et godt resultat, men også fordi den værste barselsrust endnu ikke var banket af hjernebarken.

Jeg ankom til mødet, fandt mappen med noter, post it’s og overstregninger frem – og fik at vide, at virksomheden var truet af konkurs. Herefter fulgte et af de øjeblikke, hvor jeg stadig i en alder af snart 40, får ondt af de mennesker jeg sidder sammen med, som indlysende tydeligt har brug for en kvalificeret voksen, men som i mangel af bedre har fået udleveret mig.

Der blev lavet en plan, som – med lidt held – kunne have båret os igennem, og de næste uger gik med møder, møder og flere møder, og med at rumme en af de sværeste ting ved TR-hvervet: At vide noget virkelig ubehageligt, før kollegerne får besked.

Det betyder, at jeg godt vidste, at mit job hang i en tynd tråd, da jeg fik tilbudt huset, vi bor i nu, og var selvfølgelig den primære årsag til, at jeg var sådan i tvivl om, om jeg turde tage imod det.

Som I ved, endte det med, at jeg fik nøglerne til huset og min opsigelse samme dag, og lige dér skulle jeg arbejde meget med ikke at drukne i fornemmelsen af dårligt varsel.

I mit fag er virkeligheden jo sådan skruet sammen, at folk ikke holder op med at være døve, eller flytter deres høretab til Polen, når krisen kradser. Derfor bliver de fleste tolke, der ryger i en konkurs eller en fyringsrunde ét sted, over tid absorberet af andre tolkevirksomheder, der overtager de nu udækkede opgaver. Men ligesom i alle andre fag, skal der også løbes hurtigere hos os, og ligesom i alle andre fag, kommer der hvert år også et nyt kuld færdiguddannede ud, som måske er lidt mere fleksible end de gamle rotter, fordi de dels gerne vil have foden indenfor, og dels oftes er yngre, og derfor ikke har børn og flexlån, der skal passe ind i ligningen.

Det betyder, at når bunden pludselig går ud af arbejdskassen, går vi fra at være virkelig gode kolleger, til at være deltagere i slags job-X-faktor: På én måde bragt tættere sammen af en begivenhed, som er særlig for os, på en anden måde pludselig konkurrenter til de samme jobs. Og uanset hvor meget vi holder af hinanden, så ændrer det relationerne, at nogen bliver ansat med det samme, mens andre får lov at gå. Nogen bliver tidsbegrænset ansat, andre timelønnede, og atter andre fastansatte. Det er en lille, bitte verden, og heldigvis er stemningen idag mærkbart anderledes, end den var i den første fyringsrunde, der ramte mit fag tilbage i 2007, hvor jeg selv røg ud på røv og albuer, fordi jeg var lidt sur i det. Idag oplever jeg ikke, at der er samme fornemmelse af skam og ansigtstab forbundet med at være blevet fyret: De fleste af os har prøvet det. Tværtimod er der “Hurra!!” og store knus, når man det nye sted pludselig igen er kolleger med nogle af dem, man tidligere har arbejdet sammen med.

Jeg har været virkelig heldig denne gang. Det er et superfedt firma, jeg er kommet til, og jeg har fået en forrygende gang kolleger med oveni hatten. Jeg er geografisk kommet tættere på Esbjerg, og jeg tolker uddannelser igen, hvilket jeg e-l-s-k-e-r. Højt niveau og to-tolkeopgaver = KÆMPE ja tak!

Men for ind i satan, det er er hårdt, fordi ALT skal forberedes. Hvor må vi parkere, skal vi have tilladelse, hvor får vi den, hvor længe gælder den (nogle steder 20 minutter, andre steder til 2022, true story) hvor er kantinen, hvem er brugeren, hvad er vedkommendes sprogkode, taler de selv eller skal de stemmetolkes, har vi adgang til intra, hvad er koden, osv. osv. osv. Og det er bare alt det, der ligger rundt om opgaven. Så er der selve indholdet i tolkningen, der skal forberedes – og man kan godt have både 3 og 4 opgaver på en dag.

Jeg er virkelig begejstret for mit nye job, og jeg er happy på Pharrell-måden, når jeg sætter mit vækkeur om aftenen, men jeg vil også godt indrømme, at jeg glæder mig, til jeg har haft premiere på de faste steder, så jeg kender alle mine nye brugere, og så jeg kan gå i kantinen efter kaffe uden brug af google maps.

Published by

2 Replies to “Jobbet

  1. Jeg har haft flere fag på ASB (det gamle Handelshøjskolen i Aarhus), hvor der var tolke til stede. Ud over at I var fantastisk fascinerede til sidde og falde i staver over, når nationaløkonomien ikke lige trak, så er jeg dybt imponeret over, hvad I kan, og hvor vigtige I er, for uden jer – (ofte) ingen uddannelse til de unge.

  2. Og uden de døve, der søgte ind på uddannelserne, fik jeg ikke lov at gøre, hvad jeg elsker at gøre. Det er så utrolig fint, når en situation giver udbytte for alle involverede parter.

    Og hvem ved – måske har vi siddet til de samme forelæsninger, for jeg har været fast tolk på ASB af flere omgange:)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.