Bogen

For halvandet år siden blev jeg kontaktet af forlaget Damgaard, som spurgte, om jeg var interesseret i at udgive uddrag af bloggen, redigeret og sat sammen på en måde, så det blev til en fortælling om dét, at vælge at få et barn alene.

Først besvimede jeg af begejstring. Så besvimede jeg af rædsel. Og i de sidste 18 måneder har jeg kørt i fast rutefart mellem de to stationer. Jeg sagde selvfølgelig ja, for det er ingen hemmelighed, at det er en drøm, der går i opfyldelse, og modsat de andre platforme, jeg er blevet inviteret til at stå på (fx. reality-tv #degamlemødre), er dette en mulighed for at omsætte noget, jeg selv har skabt, til et fysisk produkt.

Det første udkast fra forlaget sendte jeg direkte videre til print, fordi jeg er lidt analog, når det kommer til vigtige ting: Jeg skal helst kunne strege over, lave æselører og skrive med min fjerpen i margin, hvis der er noget, jeg skal have spurgt ind til.

Det udkast havde jeg til at ligge på mit stuebord i 4 uger. Uåbnet. Og jeg blev stakåndet og svedt, hver gang jeg fik øje på kuverten. For hvad nu, hvis jeg åbnede den, og jeg hadede hvert eneste ord? Hvad nu, hvis det var pinligt og dumt og helt ude af trit med virkeligheden? Eller – og den tanke var langt den værste – hvad nu, hvis det kom til at fremstå som om, jeg fortrød?

Så papirerne lå og lå og lå, indtil jeg syntes, at nu kunne jeg simpelthen ikke være bekendt at trække den længere. Og så lå de en uge mere. Men *så* tog jeg kuverten med på arbejde, åbnede den i en frokostpause, tog en dyb indånding og gik igang.

Da jeg efter 30 minutter gik tilbage til dagens pind, var jeg omkring 10 kilo lettere og i bedre humør, end jeg havde været længe. For jeg elskede den. Noget af det, jeg havde læst, havde jeg ikke den fjerneste erindring om at have skrevet, men det, der kom mest bag på mig var, hvor utrolig fin en historie, der begyndte at folde sig ud, fordi teksterne blev sat sammen, som de gjorde. Når jeg blogger, er de enkelte indlæg født af, hvad der optager mig på en bestemt dag, på et bestemt tidspunkt, men da al larm blev sorteret fra, stod en sammenhængende fortælling tilbage, som jeg faktisk havde meget lyst til at læse færdig med det samme.

Hvilket – uden sammenligning i øvrigt – er lidt ligesom at skynde sig ind for at se Titanic, fordi man gerne vil se, hvordan den slutter.

Derefter fulgte 9 måneder med udkast, der fløj frem og tilbage imellem forlaget og mig; tekster, der blev pillet ud, og andre, der blev sat ind. Når jeg selv har læst bøger, skabt af klummer, har det altid undret mig, at man ikke har redigeret hårdere i teksterne; at de samme udtryk bliver brugt alt for mange gange, at der bliver henvist til noget, der ikke bliver forklaret yderligere, eller at noget bliver gentaget i det uendelige. Når man blogger et par gange om ugen, opdager de færreste, at det samme udtryk bliver brugt i januar, i juni og i september, men sætter man teksterne i umiddelbar forlængelse af hinanden, bliver det en irritationsfaktor. I hvert fald for mig. Derfor har jeg brugt LANG tid på at luge ud i teksterne i håb om at undgå disse fejl.

Det har fyldt lidt for mig, at jeg ved, at nogle mennesker synes, det er “snyd” at udgive en bog, bestående af blogindlæg; at man på en eller anden måde bruger det samme stykke arbejde to gange. Det vil jeg lade være op til den enkelte at vurdere, men efter at have tygget på det, nåede jeg selv frem til, at lige præcis denne bog ikke ville være blevet til, hvis den skulle være skrevet på traditionel vis. Jeg ville aldrig i situationen kunne have gravet overskud frem til at skrive en sammenhængende fortælling, og hvis jeg skulle have skrevet den efterfølgende, ville det være svært ikke at forfalde til at glasere historien, fordi man glemmer, hvordan det er, så snart det ikke er sådan længere.

I aftes modtog jeg det endelige udkast af bogen, og hvis alt går, som det skal, bliver det i starten af oktober, den udkommer. Jeg har sagt ja til at stille til en reception i en (for mig endnu ukendt) boghandel i Aarhus, hvilket lyder smaddersjovt og hyggeligt, hvis det var en anden, der skulle være i centrum. Jeg håber, at alle de 7, der kommer, kender hinanden, så de snakker en hel masse sammen, og glemmer, at det er mig, der er giraffen, for mine arme bliver altid så lange, og mine hænder så utroligt store i den slags situationer. Jeg glemmer også, hvordan man går normalt, og hvordan man trækker vejret almindeligt. Så det bliver skidegodt.

Men når alt det er sagt, er jeg simpelthen så glad og stolt over bogen, der kommer til at hedde “Vi er bare selv”, og jeg håber sådan, at I har lyst til at læse den.

(Og at I kommer ned i den hemmelige boghandel og lægger mig i aflåst sideleje.)