Jeg tror måske, jeg er tilbage

Jeg begynder i hvert fald så småt at finde mine fødder igen. Jeg har stadig dage, hvor jeg kommer til at græde, uden helt at vide over hvad, og jeg har desværre en tendens til at blive gal på mig selv, når jeg piber. Noget med at tage sig sammen, og stramme op, og Titanic og børn i Afrika, som jeg tror de fleste kender? Men igår kom jeg under bruseren til at stå og spekulere på, hvorfor jeg har haft fornemmelsen af at hænge i frit fald de sidste mange måneder; hvad er der egentlig sket, der berettiger til følelsen af overvældethed, og en – nogle dage – nærmest altoverskyggende trang til at lægge sig ned på gulvet og hviske, at andre må tage over?

Efter 30-40 liter vand nåede jeg frem til, at det måske alligevel er ok at være blæst lidt omkuld, for på 14 måneder er det sket følgende:

1) Jeg har fået Frida.
2) Jeg har brækket venstre ben og højre tå.
3) Jeg er blevet banket ud af mit hjem, fordi naboens hus o meter væk var i færd med at udbrænde.
4) Jeg er blevet opereret i halsen.
5) Min bog, som har været på trapperne i lang tid, er pludselig ved at være klar til udgivelse.
6) Jeg har kæmpet med næb og kløer for at få Anton skoleudsat.
7) Jeg har kæmpet med et andet sæt næb og kløer for at få en plads til ham på et særligt sprogtilbud – og fået det.
8) – så Anton er startet i skole.
9) Min arbejdsplads gik igang med at forhandle lokalaftale, mens jeg stadig var på barsel, og selvom jeg har haft verdens bedste og mest kompetente afløser, så vender man sig som TR ikke om på den anden side og sover videre, når den slags pludselig sker.
10) Jeg fik at vide, at min arbejdsplads var konkurstruet.
11) – hvorefter jeg fik tilbudt det hus, jeg har sukket efter, siden vi flyttede herned.
12) Hvilket jeg tog imod, og fik.
13) Jeg pakkede mit liv ned i kasser.
14) Og fik nøgler og besked om, at arbejdspladsen var gået konkurs samme dag.
15) Jeg skulle finde et nyt job, med alt hvad det indebærer af ansøgninger, samtaler, hvor man godt må være bare lidt præsentabel og nye personalehåndbøger.
16) Mit knæ er gået totalt bananas, og det er stadig ikke afgjort, om det skal opereres.
17) Og endelig har jeg skulle skabe et nyt hjem til min lille familie, samtidig med, at begge mine børn har haft ferie.

Jeg tænker, at det er ok, at jeg savner noget helt almindelig, beige, størrelse medium, havregrødsagtig hverdagsmandag?

Jeg har været fraværende som bare pokker, både her og ude i den virkelige verden, fordi der har været så utrolig meget, der skulle nå at være styr på, inden jeg starter på mit nye job på torsdag, men jeg har tænkt mig at stikke hovedet ud og fortælle lidt om, hvordan det går med de forskellige ting, et indlæg af gangen, de næste par uger.

Jeg håber, at I er derude endnu, og at I alle har haft det rigtig godt og kedeligt.