I øvrigt:
* planlægger jeg fremadrettet at udgive mindst to bøger om året, så jeg kan få flere receptioner. Hold kæft, det var godt!
* har jeg nu vin og champagne nok til resten af måneden året. Skål!
* blev jeg forelsket i Designated Survivor på Netflix, da jeg havde set 4 sekunder af første afsnit.
* de varme følelser holdt helt til slutningen af 3. afsnit, hvor Netflix hjælpsomt linede 5 “You might also like” serier op, istedet for afsnit 4. For det viser sig, at de lægger ét afsnit op af gangen. What the actual fuck, Netflix?! Hvis vi kunne leve med den slags crap, havde vi sgu da valgt HBO.
* elsker jeg neglelak. Elsker, elsker, elsker. Det sker bare ikke så meget lige nu, fordi der altid er nogen, der tager det briotog, andre er ved at lege med, eller får en nedsmeltning i 3 etaper over, at strømper findes, når jeg har lagt det på, og det stadig kun er *næsten* tørt. Men i anledning af receptionen måtte jeg godt få en ny lak, og fik, ved hjælp af få excel ark og et enkelt lagkagediagram, planlagt pålægning, så det var helt tørt, inden nogen forlangte noget. Nu sker der bare det, som jeg havde glemt altid sker, når man har malet sine negle; en slags appendix til Murphys Lov: I det seKUND, du har taget det på, sætter ALT sig fast mellem tænderne. Æbleskind. Sesamfrø. Havregryn. Og da ingen her har husket at købe tandstikkere, får jeg tiden til at gå med virkelig særpræget mimik, og med at ønske, at min tunge var ligeså spids, som jeg somme tider får skyld for, den er.
* er 4 rum i huset lavet helt færdige, 1 mangler en hel del og 3 mangler de sidste detaljer. Nu viser det sig så, at de lamper, som alle sagde var for store – er for store. Hvilket på alle planer er irriterende. Min far, som er den, der har sat lamperne op, prøvede først med et optimistisk “Vi kan da lige prøve at hæve den lidt?” men jeg kunne se på ham, at han allerede på forhånd vidste, at kampen var tabt. Hvis jeg på nogen måde kan lægge et ekstra lag besværlig på min personlighed, kan du sandelig lige regne med, at det er det, jeg gør. (Undskyld, far!)
* har jeg brugt 6 desperate timer på at sidde og surfe børnetøjssider, fordi begge børn mangler stort set alt, og alt mit yngel hader at live-shoppe mere, end jeg gør. Jeg ved inderst inde godt, at den denne gang ikke går, for vi mangler fx. både sko og cykelhjelme, og da begge børn har legoklodser i stedet for fødder, og virkelig anarkistiske hoveder, er der ingen vej uden om. Jeg sveder på forhånd.
* får jeg det stadig mærkeligt, når det trækker op til The Cure, fordi de var på programmet den aften på Roskilde, hvor vi stod i regntøj og troede, vi skulle høre Pearl Jam, og folk endte med at dø.
I øvrigt:
Venter på far
I kommentarfeltet til forrige indlæg nævnte et par stykker, at de gerne ville høre lidt om, hvad jeg har gjort mig af overvejelser ift. at børnene kommer til at vokse op uden en far og dermed ikke i det daglige har en mandlig kønsrollefigur at spille bold op af.
Faktisk er det det ene af to spørgsmål, jeg oftest får, når folk hører, at jeg har fået børn alene. Når vi er forbi “Ej, Gud er det ikke hårdt?!”-fasen i samtalen, er dette ofte det næste på listen, sammen med spørgsmålet om, om der ikke også er fordele ved at gøre det alene. Derfor synes jeg, det er oplagt at prøve at skrive lidt om.
For at tage det fra toppen, vil jeg gerne sige det, så der ikke er noget at misforstå: Jeg synes, at børn, hvis det overhovedet er muligt, skal have både en mor og en far, og der er, i hvert fald for mit vedkommende, ikke tale om en form for rabiat feminisme, hvor jeg har fravalgt at få børn med en mand, for at bevise, at jeg kan.
Når man får dem alene, kommer de til verden til et halvt netværk, hvor der kun er ét sæt bedsteforældre, onkler og tanter. (Og jeg er med på, at der findes masser af mennesker, også i par-konstellationer, som af den ene eller den anden grund lever med dette vilkår, men vi er nødt til at male med den store pensel her, for ellers bliver billedet simpelthen for gnidret.) Deres risiko for at blive forældreløse i en tidlig alder er dobbelt så høj, fordi der kun er halvt så mange af tage af, og de er også, allerede inden de er trådt ind på arenaen, bagud ift mange af deres jævnaldrende, når det kommer til husstandens samlede indkomst. Når man er to, har man sådan rundt regnet dobbelt så lidt eller meget på lønkontoen hver måned, og det giver selvsagt nogle muligheder ift. fritidsaktiviteter, haver, værelser og ferier, som jeg ikke kan give mine børn. ( – med mindre jeg gør brug af det der sugardaddy-dating, der bliver ved med at dukke op i mine feeds rundt omkring #wtf?)
Inden jeg går videre, læner jeg mig op af min erfaring, der siger mig, at nogenlunde her i samtalen, plejer vi at skulle runde skilsmisser, sygdomsforløb osv. som betyder, at folk, der har valgt at få børn sammen, også kan risikere at skulle leve på en enkelt indkomst, og at børn, når det kommer til stykket, ikke går op i ferier osv. Begge dele er fuldstændig rigtigt, men når man bevæger sig ind i den her samtale, tager den jo udgangspunkt i en stereotyp forestilling om, hvad en familie er, og derfor er mine svar nødt til at bygge på samme forestilling, hvis snakken skal give mening.
Det materielle er én ting, og det er noget af det, jeg tror de fleste, der vælger at få børn alene, har forholdt sig til på forhånd.
Noget andet er, at der ikke kommer til at være en far læne sig op af i hjemmet, og for mit eget vedkommende tænkte jeg meget over dette, inden jeg traf beslutningen første gang. Da jeg så fandt ud af, at jeg ventede en dreng, fik jeg stress og angst og hedeture ved tanken om, hvordan fanden jeg skulle hjælpe ham med alt det, der drøner rundt i knolden på én, hele livet igennem, når jeg kun havde min egen kvindelige erfaring at byde ind med, og jeg gik så langt, at jeg i slutningen af graviditeten var igang med at undersøge, om en af mine veninders kærester måske kunne fungere som en slags “mentor” for Anton, når han kom til verden.
Men det sjove er, at det faktisk ikke lader til at fylde noget, nu hvor de er her. Det er på en eller anden måde et teoretisk spørgsmål, for det er jo er bare livet, som det ser ud for dem, og de kender ikke til andet. Jeg tror måske, at det bedst kan sammenlignes med at være enebarn kontra at have søskende. Hvis man er enebarn, kan man formentlig godt have tidspunkter, hvor man ønsker sig søskende, men jeg forestiller mig, at det måske er på en lidt tåget måde, hvor man egentlig ikke helt er sikker på, hvad det er, man savner. Modsat fx. adoptivbørn eller børn i meget konfliktramte skilsmisser, er det ikke en del af donorbørns historie, at nogen har fået dem, og så valgt/været tvunget til at give dem fra sig. Og jeg famler i blinde her, for jeg har en søster, mine forældre er gift på ca. fyrretyvende år, og jeg er ikke adopteret – men jeg forestiller mig, at det måske i den situation kan være noget, man savner; fordi man ved, at man i udgangspunktet havde det. Giver det mening?
Det sidste punkt under dette emne, jeg gerne vil runde, kommer let til at lyde lidt offensivt, og det er ikke ment sådan; men det undrer mig ofte, at kvinder, der vælger at få børn alene forventes at have forholdt sig til – og løst – alle udfordringer på forhånd. Jeg kan simpelthen ikke forestille mig, at man ville spørge en kvinde, der sad alene tilbage med to børn, fordi hendes mand og børnenes far var blevet slået ihjel i en trafikulykke, hvad hun gjorde sig af forestillinger om børnenes mangel på mandlige identifikationsfigurer i hjemmet. Det er et af de eneste steder, hvor jeg synes, jeg oplever … fordomme, i mangel af et bedre ord. For slutresultatet i min og frit-opfundne ovenstående kvindes situation er det samme: Børn, der skal vokse op uden en far. Men det er som om, det ikke er et issue, hvis man som udgangspunkt har lagt op til noget andet, og Gud/skæbnen/tilfældet så bare har leget ikke-alligevel med én. Dét er lidt mærkeligt, synes jeg.
Når alt det er sagt og skrevet, ender jeg altid, efter at have været en tur omkring emnet “Den Manglende Far” med at stå og kigge på mine to små mirakler, som ikke ville være blevet til, hvis jeg havde ventet på den rette at få dem med, og så kan jeg mærke, at jeg egentlig ikke er i tvivl: Vi finder ud af det. Sammen.
(Foto: Fotograf Anja)
Og vinderen er:
Jeg er F U L D S T Æ N D I G blæst væk over jeres kommentarer til sidste indlæg. Helt, HELT lagt ned. Det var på ingen måde det, jeg havde forestillet mig, men jeg har nærmest haft krampe i kinderne af at smile fra det ene øre til det andet. Én ting er ros, og det er altid herligt, men I har uddybet, konkretiseret og bare været så skiderare, at jeg – helt oprigtigt – er blevet rørt over det. Det kommentarfelt tager jeg med mig ud i verden, og jeg har tænkt mig at varme mig skamløst ved det, hver gang verden er fuld af kanter og pigge. TAK!
3 af jer får lov at stikke afsted med bogen, og random.org har givet følgende vindere:
1) T
2) Annette (5. oktober 2016, kl. 22.35)
3) Charlotte (6. okotober 2016, kl. 16.23)
Send mig fluks en mail med jeres fulde navn og adresse på blogsbjerg@gmail.com, så får jeg forlaget til at sende jer en bog.
Tak til jer alle sammen, fordi I gad at lege med.
Info om reception og mulighed for at vinde en bog.
Som lovet i sidste indlæg kommer her lidt mere praktisk info om receptionen ifm. udgivelse af min bog.
Receptionen kommer til at foregå d. 18.10. på Godsbanen, Vogn 1, Skovgaardsgade 3, 8000 Aarhus, kl. 16-19. Jeg håber, at du – ja, dig, der lige nu sidder og tænker, at det ikke gør en forskel, om du kommer – kommer. For det gør det for mig. Uanset om du har læst med i 5 minutter eller 5 år, om du stikker hovedet ind forbi hver 6. måned eller om du er frequent flyer, så er du mere end velkommen, og det samme er dine børn, små som store, samt dine veninder og din mor, der stadig ikke helt har forstået, hvad en blog er.
Jeg har ikke prøvet sådan noget her før, så jeg ved ikke helt, hvad jeg skal forvente, men hvis det var mig selv, der var inviteret til noget lignende, ville det nogle dage passe bedst, hvis man måtte droppe ind forbi en halv time på vej hjem fra arbejde, så det aftaler vi bare, at du gør, hvis det er det, der får tingene til at hænge sammen.
For de mennesker som står for at stable det på benene, er det måske meget rart at have en fornemmelse af, hvor mange vi – bare sådan ca. – bliver, så hvis du har 30 sekunder til at gå ind på https://www.facebook.com/damgaardforlag/ og under “begivenheder” tilkendegive at du kommer, er jeg ret sikker på, at det vil være værdsat. Du er i øvrigt mere end velkommen til at dele begivenheden, hvis du tror, at nogen du kender, også kunne være interesserede.
Jeg har fået lov at give en håndfuld bøger væk, og tænker, at vi gør det på den måde, at jeg smider 3 i puljen nu, og så laver en give-away mere i starten af december, hvor man kan vinde en mandelgave/pakkespilsgave/hadegave afhængigt af, hvem man giver den til.< Vi laver det på hjælp-til-selvhjælps-måden: For at deltage skal du smide en kommentar herunder, hvori du skriver, hvad du gerne vil læse mere af her på bloggen. Selvom - eller måske netop fordi - jeg har gjort det i efterhånden mange år, er det stadig rart ind i mellem lige at tage temperaturen på, hvem der sidder derude i stuerne, og hvad de/I gerne vil læse. I plejer at være utrolig søde og betænksomme, når I kommenterer, men skulle der sidde en enkelt, der har haft en mandags-onsdag, fyldt med kold kaffe, flade cykler og regn, nævner jeg bare lige, at pretty-please helst ingen kommentarer om, hvad man *ikke* vil læse mere af: Jeg er helt med på, at alle ikke kan elske alting ligemeget, men det gør mig utrolig selvbevidst og klodset, hvis jeg skal skrive indlæg og på forhånd ved, at der sidder nogen derude, som ikke gider at læse dem. Det håber jeg giver mening. Smid en kommentar senest søndag d. 09.10, kl. 23.59 - så trækker jeg lod om 3 bøger på mandag. - hvor der kun er 8 dage til vi ses #yeih!
Ugen, der gik
Jeg kan ikke helt finde ud af, om det er er fordi, jeg stadig ikke har fundet fodfæste i at være udearbejdende alenemor med to børn, eller om det fordi, det efterslæb, der er opbygget, stadig tager de bidder af overskydende tid, hvor jeg ellers plejer at .. ja, tænke sammenhængende tanker og forholde mig til livet i lidt mere end 1:1 – i hvert fald synes jeg stadig, at jeg løber stærkt.
I disse uger tolker jeg fast på en opgave i Ribe, og det betyder, at mit ur (hvorfor siger man egentlig stadig det? Findes der nogen, der ikke bruger deres telefon?) ringer klokken 5, så jeg kan nå i bad, inden Anton og Frida vågner. De har aldrig været puttedyr, men jeg har opdaget, at Frida godt kan overtales til at sidde hos mig og vågne rigtigt (for hun opererer efter samme manual som Anton, som dikterer, at man skal kaste sig ud i dagen i det seKUND man åbner øjnene – også selvom hjerne og motorik ikke har haft skyggen af chance for at følge med), hvis jeg tager hende med ind i stuen, og sidder i halvmørket og kigger på stearinlysene. Shit, det er hyggeligt.
Klokken syv kører vi hjemmefra, og kl. 15.15 triller vi ind i indkørslen igen, med udsigt til alt det, der får hjulene til at dreje rundt, af tøjvask, indkøb osv.
Derudover har den sidste uge også budt på lidt andre ting, og når jeg læser nedenstående kan jeg godt selv se, at jeg måske bare skal lære at styre mig, hvis jeg gerne vil have mere tid mellem hænderne.
Torsdag var der bestilt tid hos fotografen til det årlige portrætfoto. Den eneste tid, vi kunne få, var klokken 16, og de matematiske iblandt os kan selv begynde at regne på, hvor lang tid det giver til at få børnene gjort præsentable, når vi fratrækker køreturen på 15 minutter. Jeg ved ikke, hvordan de børn, I har eller kender, ser ud efter en dag i institution, men mine ligner noget, man har forsøgt at panere. Så efter en badeseance, der forløb under massive protester fra alle under 1 meter og 15, var de begge, tvære men friserede, klar til at posere. Troede jeg. Hahaha. Ca. 80000 frames senere (hedder det det?) måtte jeg konstatere, at man kan trække hesten til truget, men man kan ikke tvinge den til at drikke, og når jeg skriver hesten, mener jeg Frida. Men jeg fik udvalgt de billeder, hvor hun så mindst rasende ud, og ræsede derefter ud af døren og hjem, hvor barnepigen mødte os i indkørslen, og efter en hurtig overlevering, spurtede jeg videre til forældremødet i børnehaven, der startede kl. 17. Det var ubetinget dagens højdepunkt, da jeg klokken 22 igen kravlede under min dyne.
Fredag havde Anton glædet sig voldsomt til, for der havde vi en aftale med hans fuldstændig fantastiske og af-os-alle meget afholdte ex-ressourcepædagog, som skulle komme og se det nye hus ( – som Anton fremviser med armbevægelser, som var det ham selv, der havde bygget det, hver gang vi får gæster). Hun fik lov at se den nye skoletaske og værelset med de seje plakater, og da Anton blev inviteret hjem til hende på Fanø, så han kunne se hendes høns, græd han nærmest af begejstring. Det er sjovt, for hun har børn på min alder, men jeg trives simpelthen sådan i hendes selskab, og jeg glæder mig nærmest ligeså meget som Anton, til vi ser hende igen.
Lørdag have jeg inviteret mine forældre til spisning, og Anton valgte denne dag til at tage den cykel, som han indtil nu ikke har kunne *trækkes* i nærheden af, og bare sætte sig op på den og køre. Det er stadig ikke afgjort, hvem der var mest stolt, men jeg hælder til en kneben sejr til morfar.
Søndag var det oldeforældrenes tur til at få besøg af kaospatruljen, og i et anfald af sindssyge takkede jeg begejstret ja til 7 kg æbler. Nogle gange er jeg virkelig en forbløffende stor idiot, for jeg burde efterhånden vide, at jeg mellem klokken 17 og klokken 19 forvandler mig til Tollundmanden, og kun har ét eneste ønske i livet: 2 timer fyldt med ingenting, inden jeg skal sove. Så hvorfor jeg den ene gang efter den anden tror, jeg er med i nyopførelsen af Det Lille Hus På Prærien og nærmest ikke forstår, at jeg ikke kærner mit eget smør, er ubegribeligt for alle, inklusive mig selv. Men nu har jeg 7 kilo æblegrød i fryseren, hvor det ligger og skubber klaustrofobisk til alt det brød, jeg – naturligvis – skulle bage sidste weekend. Seriøst: Hvad er der galt med mig?
Mandag aften brugte jeg på en hyggelig samtale med May fra Vores Børn, og det kommer der en artikel på deres web-magasin ud af inden så forfærdelig længe. Det blev også mandag, det faldt på plads, at min bog udkommer d. 18.10, hvor der vil være reception på Godsbanen i Aarhus. Mere info følger. Jeg nåede også forbi diætisten, som kiggede på min kostplan, spurgte ind til mit liv, og derefter sagde, at hvis ikke jeg lærte at slappe af, startende fra *nu* af, kunne jeg glemme at tabe mig, for så længe kortisolindholdet i mit blod, lå på det niveau, hun formodede, det gjorde, ville der intet ske.
Tirsdag gik jeg igang med at kigge på det nye pumpprogram, som jeg skal undervise i fra næste uge af. Altså efter, at vi havde været til gymnastik og haft gæster til spisning, som jeg i et ukarakteristisk anfald af klarsyn havde bedt om selv at tage mad med. (Det er skidefedt at blive inviteret hjem til mig.)
Idag har jeg kigget mere på det nye program, samt kastet et blik på det gamle, som jeg skal undervise i i morgen, og så er jeg så småt begyndt at skrive stikord til et oplæg, jeg skal holde i november på en temaweekend for unge døve om at vælge at få børn selv.
Og fra næste uge af, har jeg kun to ting på programmet: At sige nej og blive tynd.
Det bliver smaddernemt.
I øvrigt:
* mødte jeg idag en modkørende bil. I en rundkørsel. Folk skal styre sig.
* er jeg lidt fortørnet over, at ingen har fortalt mig, hvor godt Løgismoses humus smager. (Og hvis I skynder jer ned i Netto for at købe det nu, så er der tæsk, hvis I køber hele partiet på Tarphagevej)
* troede jeg, at jeg ville synes, at Vissevasse var sådan lidt Kähler-overvurderet, men nu er jeg kommet til at sidde og kigge på deres hjemmeside, og jeg vil egentlig bare gerne bede om 2 af hver.
* kommer mine nye lamper om 3 uger. Jeg købte faktisk lamper med, da jeg flyttede ind herude, men efter at have kigget på dem i en måned, kunne jeg mærke, at de slet ikke var mig. Tænkte, at jeg ville sætte dem til salg med det samme, da den slags jo ofte tager lidt tid – to timer senere var de hentet. “Mor, hvorfor er her helt sort?” spurgte Anton, lidt beklemt, i morges. Jeg skulle måske nok lige have klappet salgshesten.
* mangler jeg virkelig, nu vi taler om lys (eller mangel på samme) inspiration ift. læselamper til soveværelset. Måske fordi jeg synes, det omtrent er det kedeligste i hele verden at købe? Anyway: Hvis nogen har noget at byde ind med her, så hold jer endelig ikke tilbage.
* er jeg endelig nået til det punkt, hvor jeg kan begynde at fokusere på mig selv, og dermed har overskud til at gå igang med at smide de forbistrede kilo, jeg stadig slæber rundt på. Mønstret de sidste 9 måneder har været 4 kilo af, når det kører, 3 kilo på når jeg stresser, 3 kilo af, 4 kilo på osv. osv. og jeg er simpelthen så træt af det. Men de sidste par uger synes jeg, at jeg begynder at finde tilbage til den gode rytme igen, og vægten begynder stille og roligt at falde. Det går laaaaaangsomt, og fordi jeg ikke ved, hvad der venter om næste hjørne, har jeg valgt at booke en tid hos en diætist. Jeg ved afsindig meget om mad, kalorieindhold, fedtprocenter og alt det andet jazz, så det er ikke så meget den del, hun skal hjælpe mig med; jeg har bare brug for én til at hjælpe med at holde fast, når det hele i perioder går for stærkt.
* forstår jeg ikke, at folk er så rystede over Brangelinas skilsmisse. Er jeg den eneste, der kun er overrasket over, at det ikke er sket tidligere?
* vil jeg gerne vide, hvor lang tid endnu, vi kan forvente, at myggesæsonen varer? For den er satanedeme irriterende.
* har Frida ramt drille-fasen. Forleden kom hun klaske-løbende ud fra Antons værelse, så hurtigt hendes små, tykke ben kunne bære hende, med Antons legosværd i hånden og Anton lige i hælene, mens hun skraldgrinede, så hun næsten ikke kunne trække vejret. Storebror? Not so much. Jeg er vild med det.
* ser jeg, på 4 uge, House of Cards, 4 sæson. Jeg kan virkelig, virkelig ikke anbefale at se den serie, når man ser ca. 10 minutter hver 6. dag. Jeg er med på, at Kevin Spacey er præsident, men det opsummerer også i grove træk den del af handlingen, jeg fra gang til gang kan huske.
Huset
Vi har efterhånden boet her i 7 uger, og jeg elsker det. Det føles som hjem, og har gjort det, siden jeg trådte ind herude første gang. Det eneste, der er at udsætte på selve huset er, at væggene er lavet af gips, hvilket giver adgang et helt nyt register af eder fra håndværkerholdet, fordi man – åbenbart – ikke kan hænge noget op i gipsvægge, uden at smide 100.000 særlige gipsrawplugs i væggen.
Men jeg får stille og roligt mine skabe sat op, og antallet af uudpakkede kasser er nede på 7. Til gengæld er det 7 af de voldsomt irriterende dominokasser, som alle sammen er indbyrdes afhængige af hinanden; hvor man ikke kan pakke G ud, før F er sat på plads, hvilket forudsætter, at E er sorteret, hvilket ikke kan gøres før D kan hænges op og. så. videre. Jeg går amok.
Som et ekstra lækkert feature har jeg ikke fået rigtig løn i 2 måneder. HK er så venlige at lægge ud for Lønmodtagernes Garantifond, men jeg er ved at have det med kommentaren: “Jamen, får I det ikke dækket af LG?” som jeg i sin tid havde det med:“Hvordan kan det være, du er single?” Jeg må bide mig hårdt i kinden for ikke at åbne munden og lade et syreangreb falde ud i ansigtet på den sagesløse spørger, for det er et helt reelt spørgsmål, og hvor skulle man vide det fra, hvis man ikke selv har stået i den her situation. Men for det første har vi stadig ikke fået penge. For det andet dækker LG ikke udlæg, kørepenge osv, hvilket i mit tilfælde løber op i omkring 10.000 kr. Udbetalt. For det tredje bruger de ikke dit fradrag, hvilket lyder tamt og ufarligt, men betyder, at jeg i denne måned har fået et udlæg fra HK på 15.500, som er den løn, vi forventer, jeg får fra LG for september, og endelig mister jeg voldsomt meget ferie, som jeg pga. min barsel havde fået overført. Så – selvfølgelig – hurra for at bo i et land, hvor vi har et organ som LG, men sgu også temmelig meget satan, pis og for helvede.
Det betyder, at der er nogle ting, jeg ikke kan komme videre med, fordi det kræver penge at sætte dem i værk, og det er de ting, der skal købes og sættes op, før jeg kan gå igang med kasse A.
Summa summarum: Jeg bor stadig omgivet af flyttekasser, og der er intet, jeg kan gøre ved det.
Når jeg får allermest lyst til at gnave mine arme af, går jeg om aftenen ud i min baghave, som ser sådan her ud:
Når jeg går ind igen, er jeg faldet helt til ro. Vi er næsten i mål.
Jobbet
Som jeg truede med sidst, er indlæggene de næste par uger en slags opsamling af, hvad der de sidste 6-7 uger er sket på disse breddegrader, da det hele er gået så stærkt, at jeg nærmest kun har opereret i overskrifter.
Jobbet fylder – selvfølgelig – en del, så idag bliver det den del af scenen, jeg retter spotlightet imod.
Da jeg startede efter min barsel tilbage i maj, skulle jeg efter en lille uge til møde i København for at forhandle ny lokalaftale. Jeg havde brugt en del tid på at forberede mig, både fordi jeg naturligvis gerne ville lave et godt resultat, men også fordi den værste barselsrust endnu ikke var banket af hjernebarken.
Jeg ankom til mødet, fandt mappen med noter, post it’s og overstregninger frem – og fik at vide, at virksomheden var truet af konkurs. Herefter fulgte et af de øjeblikke, hvor jeg stadig i en alder af snart 40, får ondt af de mennesker jeg sidder sammen med, som indlysende tydeligt har brug for en kvalificeret voksen, men som i mangel af bedre har fået udleveret mig.
Der blev lavet en plan, som – med lidt held – kunne have båret os igennem, og de næste uger gik med møder, møder og flere møder, og med at rumme en af de sværeste ting ved TR-hvervet: At vide noget virkelig ubehageligt, før kollegerne får besked.
Det betyder, at jeg godt vidste, at mit job hang i en tynd tråd, da jeg fik tilbudt huset, vi bor i nu, og var selvfølgelig den primære årsag til, at jeg var sådan i tvivl om, om jeg turde tage imod det.
Som I ved, endte det med, at jeg fik nøglerne til huset og min opsigelse samme dag, og lige dér skulle jeg arbejde meget med ikke at drukne i fornemmelsen af dårligt varsel.
I mit fag er virkeligheden jo sådan skruet sammen, at folk ikke holder op med at være døve, eller flytter deres høretab til Polen, når krisen kradser. Derfor bliver de fleste tolke, der ryger i en konkurs eller en fyringsrunde ét sted, over tid absorberet af andre tolkevirksomheder, der overtager de nu udækkede opgaver. Men ligesom i alle andre fag, skal der også løbes hurtigere hos os, og ligesom i alle andre fag, kommer der hvert år også et nyt kuld færdiguddannede ud, som måske er lidt mere fleksible end de gamle rotter, fordi de dels gerne vil have foden indenfor, og dels oftes er yngre, og derfor ikke har børn og flexlån, der skal passe ind i ligningen.
Det betyder, at når bunden pludselig går ud af arbejdskassen, går vi fra at være virkelig gode kolleger, til at være deltagere i slags job-X-faktor: På én måde bragt tættere sammen af en begivenhed, som er særlig for os, på en anden måde pludselig konkurrenter til de samme jobs. Og uanset hvor meget vi holder af hinanden, så ændrer det relationerne, at nogen bliver ansat med det samme, mens andre får lov at gå. Nogen bliver tidsbegrænset ansat, andre timelønnede, og atter andre fastansatte. Det er en lille, bitte verden, og heldigvis er stemningen idag mærkbart anderledes, end den var i den første fyringsrunde, der ramte mit fag tilbage i 2007, hvor jeg selv røg ud på røv og albuer, fordi jeg var lidt sur i det. Idag oplever jeg ikke, at der er samme fornemmelse af skam og ansigtstab forbundet med at være blevet fyret: De fleste af os har prøvet det. Tværtimod er der “Hurra!!” og store knus, når man det nye sted pludselig igen er kolleger med nogle af dem, man tidligere har arbejdet sammen med.
Jeg har været virkelig heldig denne gang. Det er et superfedt firma, jeg er kommet til, og jeg har fået en forrygende gang kolleger med oveni hatten. Jeg er geografisk kommet tættere på Esbjerg, og jeg tolker uddannelser igen, hvilket jeg e-l-s-k-e-r. Højt niveau og to-tolkeopgaver = KÆMPE ja tak!
Men for ind i satan, det er er hårdt, fordi ALT skal forberedes. Hvor må vi parkere, skal vi have tilladelse, hvor får vi den, hvor længe gælder den (nogle steder 20 minutter, andre steder til 2022, true story) hvor er kantinen, hvem er brugeren, hvad er vedkommendes sprogkode, taler de selv eller skal de stemmetolkes, har vi adgang til intra, hvad er koden, osv. osv. osv. Og det er bare alt det, der ligger rundt om opgaven. Så er der selve indholdet i tolkningen, der skal forberedes – og man kan godt have både 3 og 4 opgaver på en dag.
Jeg er virkelig begejstret for mit nye job, og jeg er happy på Pharrell-måden, når jeg sætter mit vækkeur om aftenen, men jeg vil også godt indrømme, at jeg glæder mig, til jeg har haft premiere på de faste steder, så jeg kender alle mine nye brugere, og så jeg kan gå i kantinen efter kaffe uden brug af google maps.
Bogen
For halvandet år siden blev jeg kontaktet af forlaget Damgaard, som spurgte, om jeg var interesseret i at udgive uddrag af bloggen, redigeret og sat sammen på en måde, så det blev til en fortælling om dét, at vælge at få et barn alene.
Først besvimede jeg af begejstring. Så besvimede jeg af rædsel. Og i de sidste 18 måneder har jeg kørt i fast rutefart mellem de to stationer. Jeg sagde selvfølgelig ja, for det er ingen hemmelighed, at det er en drøm, der går i opfyldelse, og modsat de andre platforme, jeg er blevet inviteret til at stå på (fx. reality-tv #degamlemødre), er dette en mulighed for at omsætte noget, jeg selv har skabt, til et fysisk produkt.
Det første udkast fra forlaget sendte jeg direkte videre til print, fordi jeg er lidt analog, når det kommer til vigtige ting: Jeg skal helst kunne strege over, lave æselører og skrive med min fjerpen i margin, hvis der er noget, jeg skal have spurgt ind til.
Det udkast havde jeg til at ligge på mit stuebord i 4 uger. Uåbnet. Og jeg blev stakåndet og svedt, hver gang jeg fik øje på kuverten. For hvad nu, hvis jeg åbnede den, og jeg hadede hvert eneste ord? Hvad nu, hvis det var pinligt og dumt og helt ude af trit med virkeligheden? Eller – og den tanke var langt den værste – hvad nu, hvis det kom til at fremstå som om, jeg fortrød?
Så papirerne lå og lå og lå, indtil jeg syntes, at nu kunne jeg simpelthen ikke være bekendt at trække den længere. Og så lå de en uge mere. Men *så* tog jeg kuverten med på arbejde, åbnede den i en frokostpause, tog en dyb indånding og gik igang.
Da jeg efter 30 minutter gik tilbage til dagens pind, var jeg omkring 10 kilo lettere og i bedre humør, end jeg havde været længe. For jeg elskede den. Noget af det, jeg havde læst, havde jeg ikke den fjerneste erindring om at have skrevet, men det, der kom mest bag på mig var, hvor utrolig fin en historie, der begyndte at folde sig ud, fordi teksterne blev sat sammen, som de gjorde. Når jeg blogger, er de enkelte indlæg født af, hvad der optager mig på en bestemt dag, på et bestemt tidspunkt, men da al larm blev sorteret fra, stod en sammenhængende fortælling tilbage, som jeg faktisk havde meget lyst til at læse færdig med det samme.
Hvilket – uden sammenligning i øvrigt – er lidt ligesom at skynde sig ind for at se Titanic, fordi man gerne vil se, hvordan den slutter.
Derefter fulgte 9 måneder med udkast, der fløj frem og tilbage imellem forlaget og mig; tekster, der blev pillet ud, og andre, der blev sat ind. Når jeg selv har læst bøger, skabt af klummer, har det altid undret mig, at man ikke har redigeret hårdere i teksterne; at de samme udtryk bliver brugt alt for mange gange, at der bliver henvist til noget, der ikke bliver forklaret yderligere, eller at noget bliver gentaget i det uendelige. Når man blogger et par gange om ugen, opdager de færreste, at det samme udtryk bliver brugt i januar, i juni og i september, men sætter man teksterne i umiddelbar forlængelse af hinanden, bliver det en irritationsfaktor. I hvert fald for mig. Derfor har jeg brugt LANG tid på at luge ud i teksterne i håb om at undgå disse fejl.
Det har fyldt lidt for mig, at jeg ved, at nogle mennesker synes, det er “snyd” at udgive en bog, bestående af blogindlæg; at man på en eller anden måde bruger det samme stykke arbejde to gange. Det vil jeg lade være op til den enkelte at vurdere, men efter at have tygget på det, nåede jeg selv frem til, at lige præcis denne bog ikke ville være blevet til, hvis den skulle være skrevet på traditionel vis. Jeg ville aldrig i situationen kunne have gravet overskud frem til at skrive en sammenhængende fortælling, og hvis jeg skulle have skrevet den efterfølgende, ville det være svært ikke at forfalde til at glasere historien, fordi man glemmer, hvordan det er, så snart det ikke er sådan længere.
I aftes modtog jeg det endelige udkast af bogen, og hvis alt går, som det skal, bliver det i starten af oktober, den udkommer. Jeg har sagt ja til at stille til en reception i en (for mig endnu ukendt) boghandel i Aarhus, hvilket lyder smaddersjovt og hyggeligt, hvis det var en anden, der skulle være i centrum. Jeg håber, at alle de 7, der kommer, kender hinanden, så de snakker en hel masse sammen, og glemmer, at det er mig, der er giraffen, for mine arme bliver altid så lange, og mine hænder så utroligt store i den slags situationer. Jeg glemmer også, hvordan man går normalt, og hvordan man trækker vejret almindeligt. Så det bliver skidegodt.
Men når alt det er sagt, er jeg simpelthen så glad og stolt over bogen, der kommer til at hedde “Vi er bare selv”, og jeg håber sådan, at I har lyst til at læse den.
(Og at I kommer ned i den hemmelige boghandel og lægger mig i aflåst sideleje.)