Bloggen

Nå, men kan I huske det hus, vi snakkede om, jeg gerne ville have? Det har jeg fået tilbudt som nummer to. Altså noget der ligner 50/50 % chance for at få det. Og det har man jo ret meget lyst til at råbe hurra over, indtil man kommer i tanke om, at man er voksen, og derfor bliver nødt til at forholde sig til, at timingen næsten ikke kunne være dårligere.

For det er lidt dyrere, end det vi bor i nu; det har jeg hele tiden vidst, og det er ikke en dealbreaker. Men der er også lige et indskud på omkring 37.000, man skal have gravet frem, og uden at kede jer unødigt med detaljer om min økonomi, konstaterer jeg bare, at min opsparing er tæt på at være afgået ved døden efter et halvt år på barselsdagpenge. Ydermere er jeg gået ned i løn, bl.a. fordi jeg er gået lidt ned i tid og afvikler restbarsel fra Anton, og endelig er jobmarkedet for en tegnsprogstolk mere usikkert nu, end det nogensinde har været før. Det er fuldstændig umuligt at regne ud, hvor meget jeg kan få i boligstøtte, fordi min indkomst svinger så meget, som den gør, og fordi den nu også udgøres delvist af dagpenge pga. restbarsel.

Men.

Hvis vi får det, kommer vi til at bo 200 meter fra skole og institution. Vi kommer til at vade i legekammerater og netværk, og måske behøver jeg ikke hive barnepigen ind, hvis jeg en dag først har fri kl. 17. Anton kan selv cykle i skole, og vi slipper for den rundkørsel i Esbjerg, der giver anledning til flest mareridt hos forældre med små børn. Det hus, vi har fået tilbudt, er et af dem, der har fået lavet skillevæg, så der er værelser til begge børn, og jeg skal ikke have et istandsættelseslån, der i 10 år vil øge huslejen med ca. 800 kr. i måneden.

Så jeg har sagt ja. Vi ved på mandag, om det er vores eller ej, og i de mange, lange nattetimer forsøger jeg at gøre situationen til win-win. Hvis vi får det, er vi endelig, hvor vi gerne vil være de næste mange år, og så må vi løse det økonomiske i takt med, at det opstår. Jeg kan evt. vælge at gå op i tid igen, og der er (vel) trods alt ingen, der er døde af at leve på havregrød og postevand i en periode.

Hvis ikke vi får det, kommer den bunke penge, jeg står til at få udbetalt i tillæg, restferie osv. til at udgøre fundamentet i en ny opsparing, jeg kommer til at kende vores økonomi væsentligt bedre, og vi er klar, når vi får tilbudt noget næste gang.

Men i dette lukkede forum kan jeg da godt være ærlig og sige, at jeg ikke har ret mange negle tilbage.

Heldigvis er børn jo dejligt effektive ift at sørge for, at man ikke får for meget tid til at sidde og kæle for sine ilandsproblemer. (Apple har virkelig overtaget verdensherredømmet, når man kort studser over, at stavekontrollen ikke retter det til iLandsproblemer.) Anton er blevet en lille teenager, der ikke er bange for at give udtryk for, hvordan han har det, og i går morges hvisle-sang “Mor er træls, mor er trææææls, mor er træls” hele vejen ud til børnehaven.

Jeg prøver at glæde mig over, at jeg opfostrer emotionelt sunde børn, der ikke brænder inde med, hvad de føler.

Så status her er: Vi venter, og forsøger ikke at få et sammenbrud over de 100 ubekendte.

Heldigt, at jeg er bygget af tålmodighed, og ikke er typen, der har behov for kontrol.

Så skal jeg lige love for, at hverdagen startede igen. Der er godt nok fart på.

På mange måder er det ok. Det er fedt at være tilbage i mit fag, og jeg har savnet mine kolleger. Min hjerne råber – imellem de narkoleptiske anfald – hurra over at blive brugt igen, og da mit job byder på mellemtimer her og der, har jeg også fået taget ordentligt fat på træningen igen. Det har jeg savnet meget.

Men al forandring er svær i begyndelsen, og det er den her selvfølgelig også. Jeg er typen, der spiser ny-indkøbt rugbrød først, og venter med at tømme den gamle pakke, fordi jeg ikke gider gå igennem livet med en madpakke, der altid er smurt på halvgammelt brød. Efter samme princip har jeg i al den tid, jeg har været på barsel, givet Anton korte dage i børnehaven, vel vidende, at det for alle parter ville føles som at få tæsk med en våd avis, den dag hele maskineriet skulle igang igen.

Og det gør det så.

Selvom jeg har brugt min restbarsel fra Anton på at gå ned i rådighedstid, så mine dage ikke bliver så lange, har et sammenfald af uheldige omstændigheder alligevel medført, at maj ud er en lille smule tosset, med meget aften- og weekendarbejde. Heldigvis ved jeg, at det ikke fortsætter sådan, og heldigvis har vi verdens bedste barnepige, men jeg får fysisk ondt i hele kroppen over det, når begge unger sidst på eftermiddagen er så trætte, at de falder over luften, og græder, hvis skeen har en forkert farve. Vi løser det ved, at aftensmaden er noget, jeg hiver ud af fryseren (imens jeg indstiller mit fortidsjeg til helgenkåring over at have forudset den her situation), og ved, at det eneste jeg gør, fra vi kommer hjem, til de skal i seng, er at sidde med dem, mens jeg nynner Massive Attack’s Protection.

Det sidste er løgn. Jeg nynner mest soundtracket til Frost, men når det bider mest, og det føles som om, det er mig, der gør livet svært for mine børn, prøver jeg at huske, at min opgave ikke består i at beskytte dem imod virkeligheden, men i at sørge for, at sammenstødet med den ikke bliver for voldsomt.

Men det er nogle solide dage, synes jeg, for når de små er puttet, skal jeg have lidt at spise og have ordnet alt det huslige, hvorefter jeg kan begynde at forberede mig på mine opgaver den efterfølgende dag. Der er sket meget på mange fronter, og lige nu har jeg det nærmest, som om, jeg er i praktik.

Så status herfra er, at vognen kører; den slingrer og piber lidt, men den skal nok komme op i fart. Vi skal bare lige igennem maj uden at vælte.

Klokken er 21, og jeg er landet i sofaen på min sidste aften på barsel. Teknisk set er jeg jo egentlig sygemeldt, men idet jeg er, hvor jeg har været de sidste 11 måneder, og laver det, jeg har lavet de sidste 11 måneder, er det svært at mærke forskel.

Hold kæft, hvor har jeg nydt det. Ikke, at der ikke har været dage, hvor det har krævet ekstra kaffe at holde hjulene igang, men grundfølelsen, når jeg ser tilbage på denne barsel, er taknemmelighed. Tænk at jeg, selvom jeg ikke har fundet mig en mand, stadig har fået to børn, der hver eneste dag gør mig så lykkelig, at mit hjerte næsten eksploderer.

Min barsel med Anton er meget farvet af, at vi undervejs flyttede tilbage til Esbjerg. Jeg kan stadig huske, da vi kørte ud af Aarhus for sidste gang, og jeg græd så meget, at min mor spurgte mig, om det ikke måske var bedre, at hun kørte bilen. Det var et sejtræk, og der var så mange nye ting, jeg skulle lære. Både om at være mor, om at være en familie, om at ompotte sig selv, og om at få en hverdag til at hænge sammen.

Min barsel med Frida har været helt anderledes rolig, og at føje hende til vores lille klan har virkelig været forbløffende ukompliceret. Det var ikke fordi Anton kastede sig over hende med knus og kys fra starten, men han har fra allerførste dag accepteret, at vi nu var 3, og han har ikke én eneste gang givet udtryk for jalousi. Selvfølgelig bliver han somme tider utålmodig, når jeg ikke kan være 2 steder på én gang, men jeg har første gang til gode at høre ham klandre Frida for det.

Det har meget at sige, at hun er nem, for det har været dét, der har givet overskud til at nyde dagene, selvom jeg har arbejdet for min løn. Udfordringer kan deles i to, synes jeg; dem, der er så overvældende, at man næsten drukner i dem, fordi man ikke kan hverken bunde eller ane land, og dem, hvor man lige i situationen bander, så selv de mest forhærdede sømænd må rødme, men hvor man stadig har så meget luft til loftet, at man godt ved, at det her bare er træls, lige her og nu. Når jeg har været udfordret i denne barsel, har det udelukkende været på den sidste måde, og det føler jeg mig virkelig meget heldig over.

Så selvom de sidste 11 måneder har budt på brækkede ben, 800 møder om skoleudsættelse, nabohuse, der brændte og svigefulde halse, så er det overordnede billede stadig, at det virkelig har været en udpræget fornøjelse, takket være de her to:

Idag er en stor dag, for idag kan jeg mærke, at det er i orden, at min barsel er ved at være slut. Jeg sidder i mit køkken og drikker kaffe, og det er det eneste, jeg har på programmet for idag. Normalt ville jeg skulle ned at undervise i aften, men pga. halsen må jeg ikke endnu.Begge mine børn er i institution, og det er ok, og jeg har nået de vigtigste ting på min reviderede to-do liste. Jeg havde en hel del flere punkter på, som jeg har måtte flytte over på “senere – når der bliver tid” listen, men de ting, som jeg skal-skal, inden jobbet kalder, er vinget af, og med to hele dage i overskud, sidder jeg med fornemmelsen af at være nået i mål.

Derfor har jeg besluttet mig for, at halsen var en gave i forklædning, for hvis jeg skulle være startet i mandags, var vi billedligt talt snublet ud af døren med jakken halvt på og en klap-sammen i munden. Måske bliver det alligevel sådan, når hverdagen starter, men fornemmelsen i kroppen er en anden nu, og det gør en verden til forskel for mig.

Skål i kaffe og zen, og må I alle få en forrygende torsdag, og en god og fredfyldt pinse.

Og det er der, fordi jeg er træt. Træt, træt, træt, træt, træt, træt. En lang uge med sygdom kulminerede i fredags med, at jeg sad på sygehuset med slanger i næsen, og nåle i halsen – overlad det trygt til mig at få en halsbetændelse til at mutere. Lægen derude ville gerne have indlagt mig med det samme, men af mange grunde, som ikke lige egner sig til bloggen, var det ikke en mulighed at ligge dér med penicillindrop hele fredag og lørdag.

Derfor blev aftalen, at jeg måtte tage hjem og indtage penicillin i så solide mængder, at jeg på apoteket måtte vente en T I M E på at få det udleveret; de var sikre på, at det måtte være tale om en fejl i doseringsvejledningen fra lægen, og skulle derfor konferere af med deres überfarmaceut (som åbenbart sad i en regnskov langt, langt væk, og derfor kun kunne nåes på en satellittelefon, der først skulle fremskaffes til formålet) inden de overdrog æskerne til heroinvraget ved kassen.

Lørdag morgen skulle jeg stille til tjek på hospitalet kl. 9, og alle pillerne til trods, var det hele nærmest blevet værre. Derfor var der ikke længere nogen vej udenom, og lørdag eftermiddag blev jeg opereret og fik fjernet mandlerne i samme ombæring.

Egentlig havde jeg det ok-ish, da jeg kom ned fra opvågningen, men natten til søndag fik jeg migræne, og brugte det meste af natten og morgnen på at kaste op og ønske, at nogen bare ville lægge mig tilbage i narkose. Derfor blev det ud på eftermiddagen, før jeg blev udskrevet, og kunne køre hjem.

Jeg må ikke løfte over 4 kg, skal holde mig i ro og er sygemeldt i 14 dage, og eftersom jeg har glemt at lære Frida at gå, er det første jo ikke sådan rigtigt en mulighed. Jeg tager den med ro i det omfang, det kan lade sig gøre, men det gør ondt ad helvede til, når jeg snakker, min kæbe føles, som om den er brækket, og jeg kan ikke spise noget, der er højere end en kiks.

Så mor er træt, og bruger meget tid med sine nye venner Ipren og Panodil.

Kan vi aftale, at jeg stikker hovedet herud igen, når der lige er lidt mere overskud på kontoen?

Mandag i sidste uge startede Frida i vuggestue. Egentlig havde jeg forventet, at det ville være smooth sailing, fordi hun er en nysgerrig og meget tilbagelænet baby – og det har det på mange måder også været. Hun er ret optaget af de andre børn, og de har taget godt imod hende. De voksne springer hun afslappet i favnen på, og jeg har endnu ikke oplevet, at hun har været ked af at være der. Hun bruger meget tid på at sidde med et stykke legetøj og iagttage, men hun virker tryg nok, og begynder også at forsøge at komme med, når de andre leger, ved at kravle over til dem, mens hun råber: “Bababababa!” – hvilket jeg antager er babykode for: “Prøv lige at give mig motorsaven”.

Så langt, så godt.

Desværre har Frida besluttet, at den orale fase ikke kan dyrkes nok. Hun putter A L T i munden – og inden nogen griner lidt overbærende og siger: “Det gør alle børn” bliver jeg nødt til at sige, at jeg trods alt har været omkring min rimelige andel af babyer, og jeg har aldrig set noget lignende.

Problemet falder i to dele. Den ene er, at hun, som en anden lille sporhund, kan finde de mærkeligste ting, som ingen har tænkt på kunne udgøre en fare. F.eks. tog det hende under ét minut at finde en kurv med låneovertøj, hvori der var et par handsker, som havde verdens største vaskeanvisning af de stive, der kradser ad helvede til, syet fast i siden. Men ikke mere fast end at man, hvis man har et bid som en hvidhaj, kan flå den ud og forsøge at spise den.

Når børnene har fået frugt, og er gået ind for at lege, og de voksne er optaget af det almene kaos, der opstår i kølvandet på dét, er der også frit lejde til at militærsnige sig ind under bordet, for det *kunne* jo være, man var så heldig, at nogen havde tabt en humpel banan.

Det er ikke fordi, jeg ikke tror, pædagogerne gør deres arbejde godt nok; jeg havde hende selv med på legepladsen for nogle uger siden, og havde tænkt, at nu skulle hun ordentlig have sig en sanseoplevelse, så ned i sandkassen med hende. Jeg stod LIGE ved siden af hende, og jeg flyttede ikke blikket fra hende. For jeg kender hende. Efter 2 minutter tænkte jeg, at jeg hellere lige måtte løfte hende op – for jeg kender hende – og uden at jeg havde set det, havde hun i sandkassen fundet to Leca nødder, og samlet dem op med munden. Hun mangler sgu bare en høj, sort hat og en kanin at trække op af den.

Den anden del af problemet er, at hun forveksler sig selv med en løve, når hun skal spise. Du giver hende en halv blomme? Hun stopper den i gabet, vender den to gange, og forsøger at sluge den. Du skærer hendes mad i hapsere og lægger tre foran hende? Hun smider dem alle tre i munden, og forsøger at sluge dem, uden yderligere dikkedarer.

Hun er ved at kløjs i maden – sådan rigtigt – ca. en gang om ugen, og det holder mig vågen om natten.

Jeg øver og øver og øver med hende. “Se Frida! Se på mor! Tygge maden. T Y G G E! *tygger-og-ligner-en-kæmpe-idiot*” Så griner hun og klapper af mig. Hun spiser alt, og gør det overordentligt eksemplarisk – sålænge det bare er skåret ud, og serveres for hende, bid for bid.

Og det betød, art jeg var der sammen med hende hele sidste uge. Jeg var nødt til at være HELT sikker på, at de fire voksne, der er tilknyttet stuen, forstår, at hun er en lille Pacman, før jeg turde slippe hende af syne. For det kan sagtens være mig, der er oversensitiv, men jeg fik lidt en fornemmelse af, at det blev rubriceret som klassisk mor-pjat, da jeg fortalte dem om det derude, så jeg turde simpelthen ikke at gå fra hende.

Nu er der gået en uge, og jeg kan mærke, at jeg langsomt bliver mere tryg, fordi de lærer hende bedre at kende, og et par gange også har tilkendegivet, at “ok, det er godt nok RET ekstremt, det der!?” når hun har fundet noget nyt og umuligt at parkere i munden. Jeg kan jo ikke stå og kigge på hende 24 timer i døgnet til hun fylder 15, men hvis bare jeg ved, at de tager problemet alvorligt, kan jeg bedre holde ud at aflevere hende, og lade andre passe (godt) på hende.

Hvilket også er et nødvendigt punkt at nå til, for tiden løber og den løber stærkt. I sidste uge var det bededag fredag, i næste uge er det Kr. Himmelfartsdag torsdag, og så har vi herhjemme fejret forårets komme med at blive syge, alle 3, hvilket også har kostet dyrebare indkøringsdage. Det startede søndag, og jeg er stadig syg på den måde, hvor man må skifte tøj flere gange om dagen, fordi feberen slår og banker i hele kroppen. Min hals gør ondt, jeg kan ikke åbne munden, og jeg har nederdrægtigt ondt i ørerne. Mandag var begge unger også syge, og jeg holder aldrig op med halvt om halvt at forvente, at Interflora ringer på døren med en motherf*cker af en buket, når jeg har taget mig af to syge børn, mens jeg selv er syg.

Så dagene flyver, og vi har nu 5 hverdage tilbage at øve os i, før det bliver alvor. Og hvis bare vi aftaler, at jeg giver hende en stribe gaffatape for munden om morgenen, inden jeg afleverer hende, skal det også nok gå.