It’s oh so quiet herinde

Og det er der, fordi jeg er træt. Træt, træt, træt, træt, træt, træt. En lang uge med sygdom kulminerede i fredags med, at jeg sad på sygehuset med slanger i næsen, og nåle i halsen – overlad det trygt til mig at få en halsbetændelse til at mutere. Lægen derude ville gerne have indlagt mig med det samme, men af mange grunde, som ikke lige egner sig til bloggen, var det ikke en mulighed at ligge dér med penicillindrop hele fredag og lørdag.

Derfor blev aftalen, at jeg måtte tage hjem og indtage penicillin i så solide mængder, at jeg på apoteket måtte vente en T I M E på at få det udleveret; de var sikre på, at det måtte være tale om en fejl i doseringsvejledningen fra lægen, og skulle derfor konferere af med deres überfarmaceut (som åbenbart sad i en regnskov langt, langt væk, og derfor kun kunne nåes på en satellittelefon, der først skulle fremskaffes til formålet) inden de overdrog æskerne til heroinvraget ved kassen.

Lørdag morgen skulle jeg stille til tjek på hospitalet kl. 9, og alle pillerne til trods, var det hele nærmest blevet værre. Derfor var der ikke længere nogen vej udenom, og lørdag eftermiddag blev jeg opereret og fik fjernet mandlerne i samme ombæring.

Egentlig havde jeg det ok-ish, da jeg kom ned fra opvågningen, men natten til søndag fik jeg migræne, og brugte det meste af natten og morgnen på at kaste op og ønske, at nogen bare ville lægge mig tilbage i narkose. Derfor blev det ud på eftermiddagen, før jeg blev udskrevet, og kunne køre hjem.

Jeg må ikke løfte over 4 kg, skal holde mig i ro og er sygemeldt i 14 dage, og eftersom jeg har glemt at lære Frida at gå, er det første jo ikke sådan rigtigt en mulighed. Jeg tager den med ro i det omfang, det kan lade sig gøre, men det gør ondt ad helvede til, når jeg snakker, min kæbe føles, som om den er brækket, og jeg kan ikke spise noget, der er højere end en kiks.

Så mor er træt, og bruger meget tid med sine nye venner Ipren og Panodil.

Kan vi aftale, at jeg stikker hovedet herud igen, når der lige er lidt mere overskud på kontoen?

Published by

36 Replies to “It’s oh so quiet herinde

  1. Stop så med det sygdom. Troede vi var enige om at det var slut med det. Men det jeg egentlig prøver at sige er: rigtig, rigtig god og hurtig bedring.

  2. Du er mødrenes svar på B.S. Christiansen. (Hvilket er ment som en stor respekt-erklæring).
    God bedring!

  3. God bedring:-)
    Det værste af alt er at være syg når man er småbørnsmor, men du er så fucking sej at du er ovenpå igen på et splitsekund er jeg sikker på;-)

    1. Det er simpelthen så op af bakke af tage sig af andre, når man bare har lyst til at ligge i fosterstilling og hyle.

      Men. Det er godt igen, og der er ro på , og allerede nu tænker jeg: "Var det egentlig så slemt?"

      (- men det var det. Sgu.)

  4. Auch!! Rigtig god bedring!! Der er intet i verden der er mere horribelt end at skulle varetage andre menneskers tarv ;eksempelvis sine børns) når man selv er ved at opgive sin egen eksistens…

    1. Nej, man bliver godt nok ramt af den der barnlige *det er så uriiiiimeligt*-følelse, der virkelig, virkelig ikke klæder nogen.

  5. Øv altså… Som fast læser får man oprigtigt ondt af dig og ville ønske, jeg boede lige i nærheden, så man kunne give en hånd med på en eller anden måde. Rigtig god bedring kan jeg dog ønske dig!

    1. Du er sød. Det hjælper, at der sidder gode mennesker derude, som sender sympati i min retning.

      Tak for tankerne og for din kommentar.

      Kh

      Linda

  6. Wow altså! Du er seriøst det sejeste menneske jeg "kender" og en kæmpe inspiration for mig som mor. Hver gang jeg synes det er hårdt det jeg står med, så tænker jeg på alt det du står (alene) med. Du er en jægersoldat, en elitemor og du fortjener så meget respekt! God bedring <3

    1. Hold kæft, den kommentar blev jeg glad for!!

      Det hjælper ALTID på selvmedlidenhed, når andre synes, man er lidt sej. Tak, tak, tak!!

  7. For SATAN Linda ???. Kæft sikken da en omgang ??. Sender dig masser af krammere og god karma, det helbred MÅ snart komme sig

    Knus

  8. Linda, for pokker da. Jeg håber, nogen kommer forbi med lidt mad og omsorg. Rigtig god bedring. Kram fra mig

    1. Mange tak skal du have! Der var heldigvis masser af rare mennesker, der sendte vin, blomster og gode tanker. Det hjælper altid:)

    1. Det er altid lidt nemmere at rumme sin egen elendighed, når man får highfives som din sendt i sin retning. Tak skal du have!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.