I’ll stand in front of you – I’ll take the force of the blow

Så skal jeg lige love for, at hverdagen startede igen. Der er godt nok fart på.

På mange måder er det ok. Det er fedt at være tilbage i mit fag, og jeg har savnet mine kolleger. Min hjerne råber – imellem de narkoleptiske anfald – hurra over at blive brugt igen, og da mit job byder på mellemtimer her og der, har jeg også fået taget ordentligt fat på træningen igen. Det har jeg savnet meget.

Men al forandring er svær i begyndelsen, og det er den her selvfølgelig også. Jeg er typen, der spiser ny-indkøbt rugbrød først, og venter med at tømme den gamle pakke, fordi jeg ikke gider gå igennem livet med en madpakke, der altid er smurt på halvgammelt brød. Efter samme princip har jeg i al den tid, jeg har været på barsel, givet Anton korte dage i børnehaven, vel vidende, at det for alle parter ville føles som at få tæsk med en våd avis, den dag hele maskineriet skulle igang igen.

Og det gør det så.

Selvom jeg har brugt min restbarsel fra Anton på at gå ned i rådighedstid, så mine dage ikke bliver så lange, har et sammenfald af uheldige omstændigheder alligevel medført, at maj ud er en lille smule tosset, med meget aften- og weekendarbejde. Heldigvis ved jeg, at det ikke fortsætter sådan, og heldigvis har vi verdens bedste barnepige, men jeg får fysisk ondt i hele kroppen over det, når begge unger sidst på eftermiddagen er så trætte, at de falder over luften, og græder, hvis skeen har en forkert farve. Vi løser det ved, at aftensmaden er noget, jeg hiver ud af fryseren (imens jeg indstiller mit fortidsjeg til helgenkåring over at have forudset den her situation), og ved, at det eneste jeg gør, fra vi kommer hjem, til de skal i seng, er at sidde med dem, mens jeg nynner Massive Attack’s Protection.

Det sidste er løgn. Jeg nynner mest soundtracket til Frost, men når det bider mest, og det føles som om, det er mig, der gør livet svært for mine børn, prøver jeg at huske, at min opgave ikke består i at beskytte dem imod virkeligheden, men i at sørge for, at sammenstødet med den ikke bliver for voldsomt.

Men det er nogle solide dage, synes jeg, for når de små er puttet, skal jeg have lidt at spise og have ordnet alt det huslige, hvorefter jeg kan begynde at forberede mig på mine opgaver den efterfølgende dag. Der er sket meget på mange fronter, og lige nu har jeg det nærmest, som om, jeg er i praktik.

Så status herfra er, at vognen kører; den slingrer og piber lidt, men den skal nok komme op i fart. Vi skal bare lige igennem maj uden at vælte.