Virkeligheden kalder igen

Klokken er 21, og jeg er landet i sofaen på min sidste aften på barsel. Teknisk set er jeg jo egentlig sygemeldt, men idet jeg er, hvor jeg har været de sidste 11 måneder, og laver det, jeg har lavet de sidste 11 måneder, er det svært at mærke forskel.

Hold kæft, hvor har jeg nydt det. Ikke, at der ikke har været dage, hvor det har krævet ekstra kaffe at holde hjulene igang, men grundfølelsen, når jeg ser tilbage på denne barsel, er taknemmelighed. Tænk at jeg, selvom jeg ikke har fundet mig en mand, stadig har fået to børn, der hver eneste dag gør mig så lykkelig, at mit hjerte næsten eksploderer.

Min barsel med Anton er meget farvet af, at vi undervejs flyttede tilbage til Esbjerg. Jeg kan stadig huske, da vi kørte ud af Aarhus for sidste gang, og jeg græd så meget, at min mor spurgte mig, om det ikke måske var bedre, at hun kørte bilen. Det var et sejtræk, og der var så mange nye ting, jeg skulle lære. Både om at være mor, om at være en familie, om at ompotte sig selv, og om at få en hverdag til at hænge sammen.

Min barsel med Frida har været helt anderledes rolig, og at føje hende til vores lille klan har virkelig været forbløffende ukompliceret. Det var ikke fordi Anton kastede sig over hende med knus og kys fra starten, men han har fra allerførste dag accepteret, at vi nu var 3, og han har ikke én eneste gang givet udtryk for jalousi. Selvfølgelig bliver han somme tider utålmodig, når jeg ikke kan være 2 steder på én gang, men jeg har første gang til gode at høre ham klandre Frida for det.

Det har meget at sige, at hun er nem, for det har været dét, der har givet overskud til at nyde dagene, selvom jeg har arbejdet for min løn. Udfordringer kan deles i to, synes jeg; dem, der er så overvældende, at man næsten drukner i dem, fordi man ikke kan hverken bunde eller ane land, og dem, hvor man lige i situationen bander, så selv de mest forhærdede sømænd må rødme, men hvor man stadig har så meget luft til loftet, at man godt ved, at det her bare er træls, lige her og nu. Når jeg har været udfordret i denne barsel, har det udelukkende været på den sidste måde, og det føler jeg mig virkelig meget heldig over.

Så selvom de sidste 11 måneder har budt på brækkede ben, 800 møder om skoleudsættelse, nabohuse, der brændte og svigefulde halse, så er det overordnede billede stadig, at det virkelig har været en udpræget fornøjelse, takket være de her to: