Bloggen

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge er jeg blevet færdig med Fridas værelse. Og hvis I synes, at vi har snakket om det længe, kan jeg forsikre jer om, at I ikke føler, I har hørt om det lige så længe, som jeg føler, jeg har været i gang.

Denne uges punkter udspringer alle af dét projekt, for ligesom der er mange småvaner, det giver mening at arbejde ind i hverdagsrutinen, så kan det typisk også betale sig at tænke miljø og økonomi ind på de lidt større, enkeltstående begivenheder.

Så jeg:

1.

Startede med at sætte Fridas kæmpestore skab til salg, fordi det godt nok er smart, at man kan smide ting i en kasse med låger – men det var *for* stort. Hun kunne ikke selv nå den øverste halvdel, og hylderne var så dybe, at der reelt var plads til 2 lag. Det er smart til nogle rum og situationer, men på et børneværelse, hvor man gerne vil gøre dem selvkørende, er det irriterende. 

Fordi jeg ikke er håndværker, havde jeg – selvom jeg havde skruet skabet ud af væggen og afmonteret hylder og låger – ikke skænket en tanke, at det var for højt til at vippe, så vi kunne få det ud.

-hvilket er en lækker erkendelse at gøre kl. 20.48 en tirsdag aften, når der står 2 kæmpestore mænd i stuen for at hente det.

Jeg nåede at blive 7 år ældre på de 30 sekunder det tog mig at tænke på at skulle have det skilt ad og derfra finde nye købere, for JA, der er mange spørgsmål fra alle MULIGE typer, når man sælger et skab. (Har jeg lært). 

“Jeg slår 25% af prisen, hvis I skiller det ad og tager det med nu?” – og ved et Guds mirakel var den ene tømrer og den anden brolægger. Det tog dem 10 minutter, alle syntes, de havde gjort en god handel, og vi var et mulehår fra en venneanmodning på Facebook, da vi var færdige.

Jeg tjente stadig 400 kr., og jeg fik det ud, så jeg kunne komme videre, og somme tider må man bare finde ud af, hvordan man kan fodre den fugl, man trods alt har i hånden, så man slipper for irriterende spørgsmål fra de 10, der sidder på taget.

2.

Tøjlede herefter min kaosenergi, og nøjedes med at bestille et nyt (mindre) skab og de to stabelsenge, som er blevet soveaftale-løsningen på et værelse, hvor en udtræksseng simpelthen ikke kan lade sig gøre. (Den er fra Ikea og hedder ‘Utåker’).

Det er smart af flere grunde. Dels kan man stille sengene forskudt, som det passer på værelset (hvilket er det, vi har brug for, for uanset hvor vi stiller en udtræksseng, vil den udslået komme til at spærre for døren eller skabet, med mindre vi stiller bemeldte skab, så det står foran vinduet), og dels får gæsten sin egen seng, så børnene ikke vækker hinanden, når de vender sig eller skal på toilettet. 

Og ud fra et minimalist-perspektiv er det virkelig smart, at den her løsning ikke kun kan bruges af Frida. Den ekstra seng kan uden problemer løftes over på Antons værelse, hvis han har en soveaftale, ungerne kan sove sammen, hvis jeg er ude og her er en barnepige, og bliver en af dem syge, kan jeg også rykke rundt, så jeg sover i samme rum som dem.

3.

Fik malet og flyttet de færdige møbler ind, og først da den lille dame havde godkendt placering af begge dele, begyndte jeg at måle op og vurdere, hvad vi så skulle bruge.

På det gamle værelse havde hun en høj reol af dem, der ligner en enkelt stribe fra en rumdeler, samt en kommode med skuffer. Og det var egentlig en reol og et natbord/en kommode med skuffer, vi manglede, så det *havde* været smart, hvis de gamle kunne bruges. 

Men det kunne de sgu bare ikke. Målene var helt åndssvage, og derfor måtte vi på jagt efter noget nyt. Jeg tjekkede alle platforme for at finde tingene brugt, og det lykkedes mig at finde en lille kommode i den fineste petroliumsfarve, som en gammel møbelsnedker havde shinet op. Den har et hemmeligt rum med et spejl i toppen, som jeg syntes var lidt åndssvagt, men vi læner os op ad, at Frida elsker lige præcis dén detalje højere, end hun elsker mig.

I mellemtiden var jeg kommet i tanke om, at jeg et sted havde et sidefag til en ABC-reol til at ligge og det slog mig, at man måtte kunne købe en ekstra side-stige, så det kunne gøres til en selvstændig reol – og det kunne man. Jeg målte op og den passede så perfekt til det sted, den skulle stå, at jeg nærmest fik tårer i øjnene over det, så jeg bestilte sådan én, huskede et afstiverkryds (hvilket ingen er mere overraskede over end mig), og det kom i går. 

Nu er alle møbler sat op, der er styr på belysningen, og de møbler, lamper og kasser, vi ikke længere skal bruge, står i stuen (#had). Vi har lidt forskelligt på programmet de næste par uger, og jeg gider ikke skulle stå i Universe og svare på, hvad for en slags hvid reolen er (true story), så jeg venter med at smide tingene op, til jeg kan se, at vi er hjemme-hjemme flere uger i træk.

Fordelen ved at køre det hele i ét riv er, at man kan sætte prisen lavt nok til, at man kommer af med det, men stadig, akkumuleret set, tjener nok til at det er indsatsen værd.

I mellemtiden overvejer jeg så at bestille skyklapper, så jeg kan sidde i min sofa uden at svede i hænderne over, at det står dér og forstyrrer energien, men uanset hvad:

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge: 

1.

Har jeg genoptaget sidste års vane med at klappe af, hvem der medbringer hvad, når vi er afsted med andre eller til sammenskudsgilde. Det sidste giver sig selv, men jeg har også gjort det til en vane at melde ind, hvis jeg tager noget med ud over det, der er blevet fordelt, som f.eks. at jeg fixer noget sødt eller bager en kage. 

Måske er jeg bare særlig heldig med mine venner, men Emma Gad har intet på en eneste af dem, så alle medbringer altid liiiige lidt ekstra – og det har resulteret i mange, mange gange med alt for meget mad, som ikke er noget værd efter 4 timer på stranden eller på et bord på terrassen, hvor de voksne skulle samle op på Livet Siden Sidst.

En udmelding forlods er den eneste måde at forebygge på i dén her flok, og vi er heldigvis efterhånden alle sammen blevet gode til at gøre det. 

2.

Er jeg næsten færdig med Fridas værelse, hvilket jeg godt vil indstille mig selv til et ridderkors over. Jeg har kørt oprydning, der grænser til regulær udryddelse, og jeg har fuldstændig skamløst brugt bestikkelse for at få det til at ske.

For det barn ÆÆÆÆÆLSKER dimser og ting og bamser og fidgets, og hun producerer perlekæder, tegninger og ting af clay I et omfang og tempo, der ville få Maersk til at headhunte hende, hvis de hørte om det.

JAA, hun har mange ting!

Og alt pis til side: Jeg kunne selvfølgelig ikke finde på at smide legetøj ud, som hun er glad for. Men hun har virkelig meget, som hun for længst har glemt, at hun ejer, fordi det for hende er tilvejebringelsen, der er magisk – fordi :

Og det kan man jo godt arbejde lidt taktisk med.

Så jeg har lavet en præ-oprydning, hvor jeg har fjernet det, hun ikke kommer til at savne, og ladet lige præcis nok blive tilbage til, at hun, når jeg vælter det ud på et tæppe og beder hende rydde op, føler, at hun har fået lov. Og så har jeg foran spejlet øvet mig i med oprigtig beklagende mine at sige:

“Jamen, skat, du må *gerne* få sådan en stol; der er bare ikke plads til den derinde, når vi skal have alle de der ting *gestures broadly at everything* derind også”.

Går den, så går den.

3.

Har jeg formået at smadre endnu en kaffekande, fordi jeg er meget, meget dygtig.

MEN! HahaHA! Fordi jeg ved, at jeg er mig, købte jeg en ekstra, da jeg efter sidste uheld var på jagt efter en, og var så heldig, at den lille genbrugsbutik, jeg var forbi, havde to kander stående. 

Så jeg åbnede mit skab og tog reserven ud, og jeg har ikke været så tilfreds med mig selv i flere måneder.

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge:

1.

Er jeg begyndt at tænke min cykel ind i ligningen igen, fordi jeg pludselig har en del opgaver i Esbjerg. Og det er virkelig én af dem, hvor fokus avler fokus. For hvor jeg, da børnene var helt små, ALTID havde travlt med at nå fra A til B til C, så er der faktisk nu tid til, at jeg somme tider kan bruge tid på bare at cykle, høre musik og nyde turen.

Og er den først hevet ud af skuret, cyklen, er den bare også nemmere at tage, når man lige skal i Rema efter tomater eller på biblioteket og hente en bog. 

2.

Har jeg gjort en indsats for at få hvervet nye medlemmer til vores klima-kult. Jeg har eksempelvis brugt et par timer på at svare på opslag om el på forskellige Facebooksider; ganske enkelt fordi jeg har den.

Og hvor vi herinde efterhånden alle har styr på det grundlæggende, så er der bare mange derude, der endnu ikke har tænkt en eneste tanke om kilowatttimer eller nettarif-satser.

Jeg har både skrevet svar under konkrete opslag, og også brugt et par solide timer på at svare på spørgsmål, og det synes jeg faktisk er godt givet ud. For hvis bare tre mennesker i hver gruppe bliver nysgerrige og begynder at forholde sig til det her emne, så begynder de at tale om det – og det smitter. 

3.

Har jeg, i forlængelse af ovenstående, besluttet at sende et forslag til Street Food her i byen. 

Og fordi det bliver lidt skørt at omformulere en besked, som jeg i første omgang gjorde mig umage med at holde konkret, paster jeg den bare her: 

Hej med jer. 

Jeg har et forslag, som jeg flere gange har tænkt, jeg ville sende til jer, men som jeg bliver ved at glemme at få afsted. 

Vi bruger jævnligt Street Food; i snit vil jeg tro, vi er forbi en gang i måneden. Hver eneste gang vi er der, ender vi med at smide halvdelen af vores mad ud, ligesom vi også, uden undtagelse, levner halvdelen af vores drikkevarer.

Det er dyrt at drive et sted som Street Food, det forstår jeg 100%. Og derfor er jeg ikke efter, at priserne skal sættes ned. Men kunne man overveje en ‘Stop Madspild’-model, hvor standen med drikkevarer samt de madboder, der vil være med, giver mulighed for at man kan bestille en Stop Madspild-portion, som de sælger til normal pris, men hvor de kun laver en halv portion/fylder glasset halvt?

Jeg ved godt, at der vil være nogle/mange, der slet ikke kan se ideen i at få mindre mad for det samme beløb, men vi bliver flere og flere herude, som går op i, hvordan vi bruger ressourcerne, og for mig ville det være meget meningsfuldt at kunne støtte Street Food-tiltaget, men samtidig undgå at hælde en masse mad lige i skraldespanden. 

Helt lavpraktisk tænker jeg, at man kunne sætte et lille skilt op på de boder, der vil være med, så man dels får sparket gang i samtalen, men også signalerer, at det er en mulighed og noget, man som venue forholder sig til. 

Måske en meningsmåling på fb-siden ville give mening? Hvis det kun er mig, der synes, ideen er god, er der jo ikke grund til at gøre mere ved det, men næste generation er bare så f*cking ace på så mange måder, at jeg godt kunne have en optimistisk mistanke om, at de kunne have lyst til at være med.

Bedste hilsner

Linda

Dagen efter fik jeg det her svar retur:

Hej Linda, sikke en fremragende ide! 

Vi tager den op på næste standejer møde og snakker omkring de forskellige muligheder.

Mega fedt inititativ!

Og det poster jeg ikke her for at blive klappet på skulderen, men blot for at opfordre til, at man, hvis man ser steder, hvor noget kan gøres, bare prøver at sige det højt. Det kan SAGTENS ske, at det ikke kan konsolideres i den virkelige verden.

Men det kan også være, at det kan.

If you see something, say something, lærer de børnene I USA, og den tankegang kan vi godt lade os inspirere af.

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har vi, som allerede nævnt, holdt fødselsdag for Frida, hvilket er temaet for ugens punkter.

Jeg har for år tilbage lært, at man må være idealist på andre tidspunkter, for jeg har hældt frugt og grønt for et anseeligt beløb direkte i skraldespanden, fordi ingen rører det. Det er, hvad det er, og så retter jeg ind efter det.

Jeg tjekker altid lige op på, at der ikke er nye allergier at tage højde for, ligesom jeg sørger for, at der er noget uden svin og noget uden mælk, just in case. I Antons helt gamle klasse var der et par stykker, der ikke var store på dét, og hvor forældrene ikke kunne læse – hvilket jeg først fandt ud af, da jeg stod med børnene i stuen, og de nærmest kun kunne spise servietten.  

Endelig ved jeg også, at der ALTID er et barn, der ikke kan lide maden, uanset hvad man laver. Og no hate: Det vilkår lever jeg på 13. år med ift. Anton, så fuld forståelse herfra. Derfor sørger jeg altid for at have et franskbrød eller en bolle, man kan få med smør, og det var der også i år et enkelt barn, der skulle bede om. Ved at være på forkant, slipper jeg dels for at stresse over at skulle hive en akut kulhydratkanin op af hatten, for det er ikke altid, vi lige har noget liggende. Og dels kan jeg sørge for at købe noget, som mine egne gider spise bagefter. Win/win.

Så i forbindelse med fødselsdagen:

1.

Konstaterede jeg, at jeg, fordi der i løbet af i år er startet et par nye børn i klassen, pludselig ikke længere havde melamintallerkner nok.

Derfor købte jeg 18 tallerkner og 18 skåle i plast, som intet vejer og intet fylder, hverken i skabet eller i opvaskemaskinen. De vil være geniale at have med på tur, og de kan bruges tusinde gange og til de næste mange fødselsdage.

Derudover udmærker de sig ved at være små i diameter, hvilket jeg har opdaget er ret fint ift. madspild. En stor tallerken inviterer til at blive fyldt, og de kan ikke spise det.

De kostede 60 kroner i alt, og de er alle pengene værd. 

2.

Skar jeg alt, hvad jeg satte på bordet, i halve eller kvarte. Både frikadeller, pizzasnegle og pølsehorn. Igen: De KAN ikke spise det, og det er så åndssvagt at købe og tilberede en masse mad, som så bare skal smides ud, fordi de har haft det i hænderne og/eller munden. 

(Jamen, jeg vil gerne invitere dem, der synes, jeg er hysterisk, med i tasken, næste gang jeg tolker hygiejnekursus. Den er hård, vil jeg bare sige). 

Jeg tilberedte, hvad jeg forventede, de kunne pacman’e sig igennem, og satte over lidt efter lidt. Også af pastasalat, melon og druer. (Som de, skal det retfærdigvis siges, faktisk spiste af). På den måde kunne resterne, som aldrig nåede over på børnebordet, smides på køl, og bruges til nem aftensmad/madpakker. 

3.

Kørte jeg igen i år chips-buffet i stedet for slikposer, som det ellers er kutyme på de her kanter. Og til dem, der rynker brynene: De kigger på mig, som disciplene kiggede på Jesus, når jeg sætter det frem.

Det *helt* geniale er, at hvor de kan hugge sig igennem imponerende mængder af slik, så er det mere ideen om chips ad libitum, end det egentlig er selve buffeten, de elsker her. Jeg vil tro, at de tilsammen spiste lidt mindre end det, der kan være i en almindelig pose skruer. Tricket er at give dem muffinforme at fylde over i, for når de har fyldt den 3 gange har de tabt interessen og er igen gået på jagt efter bier at blive stukket af og sæbebobler at blive smurt ind i.

4.

Ved jeg ikke, hvor mange forskellige slags kage, jeg gennem tiden har forsøgt mig med. Og måske er de her børn særlige, men det er endnu ikke lykkes mig at finde en, alle kan lide.

Fridas største ønske var stille og roligt ‘en enhjørningekage, mor.’ Hvilket jo er dejlig konkret. Jeg googlede til min maskine grædefærdigt forsøgte at tappe ud, men det eneste, jeg kunne finde/komme på, var enten en lagkage med farvet creme og frugt i lag (og Frida gider hverken flødeskum og creme) eller sådan en høj, mistænkeligt TikTok’et kage i farvede lag med smørcreme imellem. Og med det program vi har kørt, ville jeg hellere hamre gafler i øjnene på mig selv end at skulle til at eksperimentere med at bage farvede bunde ad flere omgange.

Jeg tænkte og tænkte og tænkte – og fik en ide, som jeg i desperation bare gik med: Jeg købte 3 liter vanilleis af den billige slags (jamen, sagsøg mig. De spiser 2 skefulde, hvis bølgerne går højt). Jeg kylede det i min blender sammen med frugtfarve og det endte med ham her: 

Er der en Michelin-stjerne på vej i posten? Nej. Ville jeg kunne leve af at lave og sælge dem? Også nej. Men den kunne laves i god tid, den var kold på en varm dag, den kostede 50 kroner at lave, og fødselsdagsbarnet elskede den. Den ryger i arkivet under ‘succes’.

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge:

1.

Har jeg haft fat i en af Fridas veninders mor. De har en lillebror, og er de eneste, jeg kender her i byen, som kunne være potentielle arvinge til Antons aflagte hoodies og jeans. Alle andre, jeg kender, bor enten langt væk eller har børn, der er så små, at det vil være mere irriterende end rart at få en pose tøj foræret.

For selvom det er skønt at arve tøj, skal det også give mening, og det er umuligt at forudsige statur, smag og præferencer 5 år frem.

Det viste sig, at lille Victor har et par store fætre, så hans største tøjproblem bliver at vælge. Derfor har jeg sat en kasse frem i bryggerset, som jeg smider det tøj i, som Anton enten er vokset fra eller aldrig bruger, efterhånden som jeg får det i hænderne. Om en måned eller to ryger det hele til Røde Kors, hvor det kommer til at gøre mere gavn nu, hvor det stadig kan bruges, end om 6 år, hvor Victors mor ville sende det videre alligevel, fordi ingen længere hælder deres tændstikbørn i slimfit jeans. 

2.

Har mine forældre og jeg købt et dele-cykelstativ til bilerne. 

De sidste, vi havde, har vi åbentbart ikke brugt, siden vi respektivt har skiftet biler, og da vi stod og skulle bruge et, fordi jeg skulle transportere Anton og cykel ud, og de skulle hente, og vi dermed simultant fandt ud af, at de sad så åndssvagt på begge biler, at det var umuligt *ikke* at få en pedal eller et styr i lakken, købte vi et nyt, fælles. 

Sandsynligheden for, at vi skal bruge det samtidigt er mikroskopisk, så der er ingen gode argumenter overhovedet for at købe to stk, når vi kan nøjes med ét. 

3.

Har vi holdt fødselsdag for familien for lille Frida, og vanen tro kørte vi morgenmad.

Rundstykker er stadig den bærende konstruktion i dét koncept, men derudover valgte jeg en menu, der kommer til at lette madpakke-projektet den næste og sidste ugen inden ferien (frugt, koldhævede pizzasnegle og bacontwistere), samt et par enkelte indslag, der udsprang af køleskabsindhold, der trængte til at blive brugt. 

Pålæg satte jeg på bordet lidt ad gangen, (fordi det var 27 grader kl. 9, og jeg derfor ikke ville turde gemme noget, der har stået ude i mere end 20 minutter), og alle drikkevarer blev sat uåbnede på bordet, så det, der ikke blev taget af, kan holde meget længere. 

På den søde front købte jeg et par brunsvigersnitter, som jeg skar i små tern (for INGEN kan køre fuld kage i den varme), og så lavede jeg en lagkage, som jeg sørgede for at få skåret ud og sendt videre, da jeg tog af bordet. De fleste er heldigvis klar med en hjælpende hånd ift. at stoppe madspild, når det er kage, vi forsøger at redde.

4.

Har jeg tænkt på, at det ville give mening at dele vandsparetips i de her dage, så jeg starter, og herefter smider I bare ideer og tips i kommentarfeltet.

*Jeg har et par 10-liters spande stående fast på badeværelset nu, hvor jeg lader vandet løbe varmt, når vi skal i bad. Det vand bruger jeg til iblødsætning, til at vande blomster med og til at skylle ud i toilettet om natten.

*Jeg tømmer vandflasker, som vi har haft med i skole/på job i de samme spande.

*Har jeg genstridigt køkkengrej, der trænger til at stå i blød, smider jeg det i en opvaskebalje, tilsætter et par dråber sulfo og sætter i blød med vandet fra selvsamme spande natten over. På den måde kan jeg 9 ud af 10 gange nøjes med at vaske på mit quick-program på opvaskemaskinen, som både strøm- og vandmæssigt bruger mindre end de fuldfede af slagsen. (Overtager man den her, skal man lige dobbelttjekke, at man ikke har en maskine, der bare bruger mere vand/strøm, når den nedsætter vasketiden. Det gør min ikke, og derfor fungerer det her).

*Fylder jeg hver aften 1-2 dl. vand i vores vandflasker og smider dem i fryseren. Så er der indbyggede isterninger dagen efter, og man sparer at lade vandet løbe koldt, hvis man vågner med en mund, der føles som Sahara. 

*Kører jeg, helt hårdt, stopur, når ungerne bader. 

Mon I har fundet på noget, der kan få klodens udpinte ressourcer til at strække lidt længere?

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

(Først en teknik-update: Min app virker igen, så kommentarerne er back on track. Til gengæld kan jeg ikke få lov at få billeder fra dagens indlæg med over på fb, hvilket er super irriterende, for når den loader med det samme billede hver gang, så kræver det lidt mere af jer at opdage, at det er et nyt indlæg, der er smidt op. Jeg er opmærksom på det, og vi får det løst).

I den forgangne uge:

1.

Bestilte jeg varer ved Bilka To Go, og pludselig slog det mig, at jeg for længe, længe siden (it’s been 84 years..) satte noget Bilka Plus op, som jeg ikke siden har forholdt mig til.

Jeg fandt appen på min telefon (hvilket jeg egentlig godt vil have et par ekstra point for, for jeg har så mange apps liggende, at min telefon minder om det lager, hvor de kører Naziguldet hen i Indiana Jones), og fik den åbnet.

Et voila – hele 4 af de varer, jeg havde smidt i kurven, havde jeg ‘personlige kuponer’ på. Score. Jeg antager, at de tager udgangspunkt i, hvilke varer, jeg køber mest, og når de nu alligevel overvåger alt, hvad jeg foretager mig, så sætter jeg pris på, at jeg trods alt får en økonomisk gevinst ud af min digitale afklædning. Jeg sparede næsten 100 kroner, så hermed blot en kærlig reminder til de af jer, der også kører plus-medlemskaber hos dagligvarekæderne; der kan godt være noget at hente. 

2.

Flækkede min støvsugerslange i mandags, og jeg har derfor været forbi den lille støvsugerforretning i midtbyen, hvor jeg også for et par år siden købte en anden reservedel til den. 

Selvom jeg ikke kan finde kvitteringen på selve støvsugeren (hvilket irriterer mig mere, end jeg vil indrømme) (måske fik jeg den faktisk i julegave?), så har jeg haft den i 5-6 år. De to reservedele har til sammen kostet 450 kroner, og I am derfor once again asking for your support af de små specialforretninger, uanset om de er virtuelle eller findes IRL.

For når vi sidder tilbage med Elgiganten og Power, så kan du være stensikker på, at du kan vælge mellem ingen støvsuger eller en helt ny. 

3.

Fik jeg, ved et mirakel, hvis lige ikke er set i 2022 år, 5 måneder og 17 dage, en afbudstid på psyk., som ikke stillede sig i vejen for en tolkning, allerede i torsdags.

Da jeg satte mig i stolen, sagde den søde sygeplejerske: “Ja. Det her er den første samtale af 8.”

Mig:

Hun så overrasket ud, så jeg uddybede hjælpsomt, med en kæbe så stiv af raseri, at jeg næsten ikke kunne tale, at jeg hellere ville flække hver eneste knogle i min krop på langs, end at skulle koordinere 8 samtaler med dem.

“Det tror jeg gerne lige, jeg vil høre lidt mere om?” sagde hun – og så talte jeg i 7 minutter, uden at flotte mig med ét eneste punktum. Da jeg stoppede op for at trække vejret,  var vi stadig ikke engang nået til december sidste år, hvor jeg fik min diagnose.

“Det der? Det skal du klage over. Det lyder fuldstændig vanvittigt?!”

Og nu når vi så til, hvorfor punktet er på her. For ja. Det burde jeg virkelig. Det har jeg tænkt mange, mange gange undervejs. Men blandt andet fordi jeg har skrevet den her indlægsrække, har jeg nok brugt mere tid en gennemsnitsdanskeren på at tænke over, hvad der gør mig glad. Hvad der tilfører mit liv værdi og glæde, og hvor jeg bare hælder min energi ned i et sort, bundløst hul eller sparker bolde til hjørne, som jeg får i hovedet senere.

Hvis jeg klager, sådan helt officielt, så kommer jeg til at skulle slæbe det her med mig i årevis. Jeg kommer til at skulle gå tilbage, dykke ned i og forholde mig til det, når jeg for længst er videre – og til hvad nytte? For jeg er efterhånden så tilpas desillusioneret over systemet, at jeg ikke har for to kroner blandet håb noget sted i kroppen ift., at det kommer til at ændre noget. Det svarer til at mødes med en ekskæreste med massive issues og forsøge at få ham til at forstå, hvorfor man gik sin vej. Nogen burde gøre det, men han og de kommer aldrig nogensinde til at føle ansvar eller mene den undskyldning, man i bedste fald kan tvinge frem.

Sygeplejersken her var virkelig sød, og hun kunne næsten ikke være i, at jeg ikke ville gøre mere ved det, så vi indgik et kompromis, og jeg har lovet at skrive mit forløb ned til hende, så hun kan tage det med til sin chef. Jeg startede, da jeg kom hjem, og efter 10 minutter havde jeg skrevet 3 sider, og var så gal, helt forfra, at jeg måtte sætte computeren fra mig og lægge kolde omslag på mit blodtryk.

Hvilket bekræftede mig i min beslutning om ikke at klage officielt. 

Ret skal være ret: Det var rart at tale med hende. Både fordi hun bare virkelig var sød og ordentlig og fordi hun efter en halv time sagde:

“Ok – vi skal godt nok have reguleret din medicin. Din hjerne kører så hurtigt, at din mund ikke kan følge med, og du sitrer. Det må kræve virkelig meget af dig at maskere, når du er sammen med andre?”

Og selvom det jo ikke er noget, man gerne vil have stående på sin gravsten, så er det bare virkelig rart at sidde overfor et menneske, der ved noget om det her. For når jeg siger til mine venner, at jeg ikke tror, medicinen virker, som den skal, så er der fuld opbakning hele vejen rundt. Jeg elsker dem, de er det bedste, jeg har, og jeg har aldrig oplevet, at de ikke tror mig. Så heldig tror jeg faktisk ikke, at ret mange er. Men jeg har jo lagt låg på det her i 46 år og kompenseret på måder, jeg ikke engang orker at tænke tilbage på, så de ANER ikke, hvordan det ser ud – eller om jeg har ret i det jeg siger. Hvordan skulle de kunne det? Jeg har ikke givet dem lov. Og fordi vi som mennesker kalibrerer ved hjælp af vores peers, så er det underlig utrygt at sidde med en oplevelse, som man ikke kan få hjælp til at vurdere rigtigheden af.

Nu er der lagt en plan, og jeg har lovet mig selv at gå tilbage i forløbet én sidste gang i håbet om, at det måske kan gøre forløbet bare en smule nemmere for dem, der står i køen bag mig.

Jeg håber, at I får verdens bedste weekend derude. Tak for at hænge på gennem tykt og tyndt, og for villigt at lægge ører og øjne til alle mine ramblerier, der måske ikke altid hænger sammen, men som kommer fra hjertet.