Bloggen

Jeg så en dreng i dag, som var så køn, at jeg næsten fik ondt i maven over det. 5 – 6 år gammel. En mørklødet gavtyv med for meget gele i håret og en fodbold under armen. Umulig at stå for og formentlig allerede kæreste med både Emilie, Anna Sophia og Vigga Camille.

Jeg kom til at tænke tilbage på min egen skoletid, og hvem der dengang var charmetrolden, som alle mødre og lærere elskede – uagtet at han knuste plyssede pigehjerter og glemte at lave matematik.

Pludselig kom jeg til at spekulere på, om det i virkeligheden er derfor, at trangen til at få børn er så stærk? Det virker spildt at have gjort sig så mange erfaringer uden at have noget at bruge dem til. Ved at få børn får man muligheden for at tage hele turen igen, men denne gang som guide med tjek på både lavinefarer og margueritruter.

Kan I huske filmen Den 6. Sans? Med “I see dead people”-drengen? At få børn må være som at se den 2. gang. Alle scener tager sig helt anderledes ud, når man ved, at Bruce Willis er død.
Meget mere logiske. Meget klarere. Det bliver en anden film, og man kan nyde den og se både helhed og detaljer, når man ikke er ved at blive sindssyg over at prøve at regne ud, hvad fanden der foregår.

At få børnebørn må så være som at se filmen 3. gang en søndag med tømmermænd: Fast forward over de kedelige passager og gensynsglæde og rørstrømske tårer over resten.

Det er fem dage siden jeg skrev et skinhelligt indlæg om alkohols forbandelse og negative indvirkning på mit liv og udseende.

Til mit forsvar skal det siges, at jeg mente det, da jeg skrev det.

På lørdag skal jeg til fest i fitnesscentret. Nytårsfest. Som i: Champagne en masse. Jeg har brugt 3 dage på at fortælle mig selv, at man sagtens kan drikke ét glas og lade det være ved det. Andre gør det.

Men så igen. Andre åbner også slikposer og nyder ét stykke.

Skulle jeg – mod forventning – ankomme med ny-groet rygrad, ender det formentlig med, at mine kolleger flår den ud, og bruger den som Limbo-skaft. Her uddrag af mail, jeg lige har modtaget fra fellow-karatekid:

Festen starter når vi kommer. Skal vi sige kl. 1900? Er hos dig 1,5 time før. Og du skal bare se skidegodt ud som du plejer, så fyrer vi den max af!

Ps: Husk det er nytårs tema i tøjet, og jeg ved, at vi ikke skal lave “kropslege” – du ved = vi skal ikke kravle rundt dernede.. så vi skal ikke smide tøjet denne gang. (PIS!)

Vi er bare nogen, der aldrig bliver udtaget til mådeholdet.

Min bedstemor er en bestemt dame, som min barndom igennem har bidraget med sætninger, der skulle tjene til at afrette min karakter og højne min moral. Når min søster og jeg var på ferie derude, skulle vi altid gå meget og langt. Hver eneste gang jeg sagde: ”Det gider jeg ikke!” fik jeg meget bestemt at vide, at det var der ikke noget der hed, for hvis jeg sad i kørestol ”så ville jeg ønske, at jeg kunne!” Den dårlige samvittighed til trods, hadede jeg stadig at blive tvunget til at gå 5 km på mine tynde, blege børneben, og jeg havde svært ved at forstå hvorfor man valgte at fiksere en udmærket, køredygtig bil i garagen.

Måske har mine jævnaldrende kammerater været på ferie hos mine bedsteforældre, eller også har de været holdt i tilsvarende sprogligt jerngreb af deres egne bedstemødre. I hvert fald har jeg lagt mærke til, at min generation har mod-udviklet et nærmest selvstændigt sprog, som tages i brug, når nogen forsøger at tvinge os til noget, som vi i bund og grund ikke gider.

Som altid har jeg ubetinget størst forståelse for mine egne fravalg og dårlige undskyldninger, men nogen gange synes jeg faktisk, at vi er blevet uklædeligt dovne og selvcentrerede. Det tilkommer ikke mig at dømme, hvad andre mennesker skal deltage i (desværre…), men jeg synes faktisk ikke, at det er i orden, at vi i forbindelse med f.eks. undervisning, tager hvad vi vil have, og pisser på resten. Tanken om, at der kunne være en rød tråd i tingene, at et forløb er planlagt netop med henblik på, at helheden skal skabe det ønskede resultat, strejfer ikke buffetforbrugere som os. Taktløst og mangel på respekt i sig selv, synes jeg egentligt, men det mindste vi kunne gøre, var at stå ved, hvad vi fravælger.

Der hvor jeg får alle mine børnesygdomme igen, er under den obligatoriske evaluering. ”Min måde at være i det på, er at tage, hvad der giver mening for mig” ”Jeg lytter til mig selv, og når jeg ikke kan tage mere ind, giver jeg mig selv lov til at slappe af uden dårlig samvittighed.” Jeg er uddannet tolk, så jeg mener, at jeg har autoritet nok til at sige, at det direkte oversat betyder: ”Jeg gider ikke.” Og det synes jeg egentlig ville være langt mere reelt at sige. Det kan ikke passe, at det meste af min generation er udstyret med så sprøde psyker, at det knækker dem at følge et spinningprogram, som instruktøren har planlagt. Der er ingen, der er endt i spændetrøje af at synge med, når der på rystesammenturen er morgensang på programmet.

Jeg er stor tilhænger af, at man ikke skal presse sig selv så langt ud over sin grænse, at man er i fare for at knække, men når man bruger Freud og Jung som undskyldning for at skride halvvejs igennem et foredrag, så synes jeg, at det tangerer misbrug. Det mindste man kan gøre, er at stå ved sin handling. Når man nu trods alt har raske ben at stå på.

(På forhånd undskyld for urimeligt vredt indlæg. PMS. Sorry)

Jeg har været så hidsig i dag, at jeg nærmest har været bange for mig selv. Jeg tror, at det startede med, at jeg gik i seng på den vrede måde efter at have skrevet lidt med blog-mate om anonyme kommentarer. Kommentarer er for det meste dejlige at få, fordi de viser, at nogen forholder sig til, hvad man skriver, og jeg tror ikke, at nogen bloggere forventer, at alle altid er enige i alt, hvad vi skriver. Jeg kender ingen, der kun tillader roser og skulderklap. Alle, jeg i blogland har stiftet bekendtskab med, offentliggør også, hvad de får af kritiske kommentarer – men ind imellem får man bare nogen, der går over stregen. Ubehagelige, personlige – og altid anonyme. Seneste skud på stammen er trusler om at få offentliggjort sit fulde navn på andre sider. Og så bliver jeg gal. Kan folk ikke bare lade være med at læse med, hvis de synes, at man er en idiot eller skriver elendigt? Og tillykke – du ved hvem jeg er. Hvad vil du have, en medalje?

Pludselig forstår jeg det der med ikke at lade solen gå ned over sin vrede, for da jeg vågnede i morges, var det med fornemmelsen af at have marineret i min egen arrigskab natten over. Når man møder verden med dén attitude, bliver det en lang dag. En dag, der ikke egner sig til interaktion med Post Danmark…

I vores opgang gruppehader vi Post Danmark. De lader som om, de har været der med pakker, når man VED, at de ikke har. De sender bøder for frimærker, man VED, man har sat på. Overboen har på et tidspunkt klaget over at modtage bøder i metermål. Hun fik at vide, at der var noget i vejen med hendes spyt; derfor kunne frimærkerne ikke klæbe fast.

Seriøst. Deres forsvar var muteret spyt.

Nå, men altså. Jeg har endelig fundet ud af, hvad der er galt med min mini *stolt fejldiagnosticerende smiley*, så jeg trampede gik på posthuset for at sende det defekte batteri.

Dame: Som pakke eller brev?
Mig: Hvad er forskellen?
Dame: (hørligt suk) Brev er uden forsikring og koster 45 kr. Pakke er med forsikring og koster 75 kr.
Mig: Aha. (Hvad fanden er det, der koster 45 kr., hvis lortet ikke er forsikret?!) Jamen, så sender jeg den som pakke.
Dame: Kan den tåle, at der bliver smidt en 20 kilos pakke ovenpå?
Mig: (Nu anstrengt høflig) Nej. Det kan den ikke.
Dame: (Triumferende) Ja, SÅ er den ikke tilstrækkeligt emballeret!
Mig: Så. Sender. Jeg. Den. Som. Brev.
Dame: Du kan også sende den som Særlig Pakke.
Mig: Lad mig gætte: Det koster ekstra?
Dame: Ja, dét gør det!!
Mig: Brev. Brev! Jeg sender den som brev! (Rækker hende mit visa)
Dame: (sammenligner min underskrift på kort og kvittering. Og vender øjne! Hun vender kraftedeme ØJNE!!) Der er jo nærmest ingen underskrift på dit kort. Det SKAL der være!
Mig: (Voldløseringenting!Voldløseringenting!Voldløseringenting!) Såstikmigdentusch!!

GOD!! Hvis nogen ringer til Al-Qaeda, vil jeg godt have en bestilling med!

Not just in my ability to bring about real change. I’m asking you to believe in yours. Barack Obama

Han kan ikke andet end skuffe, kunne jeg så se i avisen i dag. Efter en evighed under tøflen på underlig vissen G.I. Joe med rosiner, hvor øjnene skulle have siddet, synes man jo ellers kun, at han burde kunne overraske positivt.

Forventningsjustering er noget mærkeligt noget. Alle har gået i klasse med én, der altid kæftede op om, at hun var bange for ikke at bestå – og alle vidste, at hun ville ende med at blive optaget på kvote 1, uanset hvor hun søgte ind.

Når folk underspiller deres evner og sælger sig selv for billigt; når de altid trækker det negative og problemerne frem, når du spørger, hvordan det går; når de fortæller, at de lider af mindreværd og præstationsangst: I 8 ud af 10 tilfælde har jeg dem mistænkt for at prøve at lave en omvendt Obama; Uanset hvor lidt de stiller med, kan de ikke andet end at imponere.

Hos nogen er det poker-psykologi og hos andre handler det om at flyve under forventnings-radaren. I begge tilfælde er formålet at blive undervurderet af modstanderen for at kunne udnytte overraskelsesmomentet.

Ind imellem bliver vi alle ramt af fornemmelsen af ikke at slå til. Vi har alle prøvet pludselig rykke op på et niveau, hvor vi skal knokle 5 kvarter i timen og ikke blinke for langsomt med øjnene, hvis vi skal hænge på. I de situationer er det absolut fair at have brug for en hånd i ryggen og lidt hep. Det er bare vanvittig irriterende at skulle ae egoet på folk i situationer, hvor de længe har bevist deres evner og værd.

Er det mig eller er alle mænd begyndt at blinke i tide og utide, når man taler med dem? Jeg bliver sindssyg af, at alle samtaler ledsages af kronisk sammentrækning af hele den ene side af ansigtet. Hvorfor gør de det?? Tror de, at det virker opstemmende? Har de kollektivt en nerve i klemme i øjenlåget? Er der en mystisk øjensygdom i omløb, der primært rammer mænd 30+?

Særligt irriterende bliver det, når det ledsages af kæk version af Uncle-Sam-Wants YOU!-pegningen.

Just don’t do it, man.

Idag er en ganske særlig dag. Af to grunde:

1. Jeg har fødselsdag *løber glædestrålende rundt i børnehaven og vifter med flag og råber hurra for mig selv*.

2. Ordet Rundt går i luften, og det har jeg glædet mig til. Ordet Rundt er et samarbejde mellem 7 erfarne bloggere fra Århus, som hver uge, på hver sin ugedag, blogger om det samme ord. Det bliver sjovt at prøve at skrive under lidt mere ordnede forhold, og jeg håber, at I har lyst til at læse med. For de særligt engagerede kan jeg lokke med, at I har mulighed for at foreslå ord til de kommende uger.

Nå. Jeg har en lagkage med mit navn på, der venter. (Og en masse lys, som jeg med sindsro kan puste ud, uden at frygte, at røgalarmen går igang…)

Ha en fantastisk dag derude.

Uden at det skal blive et statement, så tror jeg ikke, at jeg gider drikke mere. I hvert fald ikke så meget. Fint nok med lidt rødvin og sådan, men for en periode er jeg færdig med at drikke mig slingrestiv.

Er i forvejen så rigeligt motorisk udfordret, og alkohol får mig til at føle mig som en kæmpeedderkop på rulleskøjter. Jeg fornærmer uforvarende folk nok i ædru tilstand, så ingen grund til at skylle mine sparsomme grænser væk med alkohol. (For fanden, altså. Er der nogen chance for, at man som mand på 1,60 synes at det er sjovt, at blive nevet i kinden og kaldt ’kær’ af blondine på 1,80 + hæle? Eller at en lettere kraftig mand, der ikke en eneste gang under samtalen ser mig i øjnene, ikke tager anstød af, at man spørger, om han er ligeså glad for sine egne bryster, som han tilsyneladende er for mine?) Jeg bliver enten alt (alt!) for højrøstet eller meget, meget stille. Jeg hader at gå i byen på YIIHAAAARR!!-måden, jeg danser ikke, og da alkohol åbenbart lammer mine ansigtsnerver, bliver jeg ALTID spurgt, hvorfor jeg ’ser så sur ud?’ Jeg møder de forkerte mennesker og har de forkerte samtaler – og dagen efter kan jeg ikke afgøre, om jeg er lettet eller angst over kun at kunne huske en fjerdedel af, hvad vi snakkede om.

Nu sidder jeg her i en krop, der er meget vred på mig. Den har endnu ikke besluttet sig for, om det skal ende med, at jeg prøver at vende vrangen ud på mig selv, eller om jeg får lov at slippe med skrækken. Al bevægelse foregår i slowmotion, fordi jeg er bange for at ødelægge den skrøbelige våbenhvile [indsæt selv samfundskritisk sætning, der får metaforen til at hænge sammen, Red.], og jeg kommer til at bruge resten af dagen på forsigtigt at prøvespise alt, hvad der er biologisk nedbrydeligt i håb om, at det er lige præcis dét, der får krisen til at gå i sig selv.

Om en time har jeg en aftale. Hvordan det skal lykkes mig at holde op med at ligne og føle mig som et genopgravet lig, ved jeg simpelthen ikke.

Indstil eftersøgningen. Afmeld politi, jægerkorps og FN. (Nabo’s!!!) røgalarm fundet og destrueret.

Absolut tysna.

Oh fryd!

Om det skyldes min meget nært forestående fødselsdag, artiklen i Urban forleden om, at vi lever længere på nettet, eller om vi er ude i noget freudiansk afslutning/begyndelsessymbolik ved jeg ikke; men i nat drømte jeg, at jeg døde. Ikke en drøm med truende stygermusik og dystre skygger i udkanten af billedet – mere sådan…lidt praktisk orienteret. Noget af det, der fyldte mest i drømmen var, at I (alle 7) var meget vrede over, at der pludselig ikke blev skrevet mere på bloggen. (Til jeres forsvar skal det siges, at I ikke vidste, at jeg var død.) Jeg indrømmer, at plottet halter. Der hvor jeg befandt mig, burde jeg have været mere optaget af at nyde varmen og flammernes skær end af bloggens endeligt, og hvordan jeres vrede var kommet mig for øre, røg åbenbart i redigeringen.

Ikke desto mindre tænkte jeg så meget over det, da jeg stod op i morges, at jeg kom til at hælde Nescafe på mine havregryn. Et langt øjeblik stod jeg bare og stirrede på min morgenmad uden helt at kunne sætte fingeren på, hvad der var galt. Dernæst overvejede jeg et kort øjeblik, om jeg uforvarende var snublet over en guldmine. It could work. ”Havrekaffe. Til dig, der optimerer din tid.” Gik væk fra det igen, da jeg fandt ud af, at det kræver kogende vand at opløse kaffen. Alligevel lige klamt nok.

Jeg følger med på en hel del forskellige blogs. Nogle har jeg læst med på i flere år, og jeg har en fornemmelse af at kende disse mennesker lidt, selvom jeg aldrig har mødt dem. Med alle de bloggere, der findes, MÅ der statistisk set være nogen, der ind i mellem træder ud foran en bus eller sidder i den forkerte bil. Er det ikke en vildt underlig tanke? Som læser ville man aldrig få at vide, hvad der var sket.

Jeg hader løse ender og unfinished business. Jeg vil have oprettet en indstilling, der automatisk får rulletekster til at køre over skærmen, hvis jeg ikke lægger noget op i 14 dage.

Så er jeg også sikker på at få det sidste ord.