Jeg skulle fandme have ønsket mig en brevdue!

(På forhånd undskyld for urimeligt vredt indlæg. PMS. Sorry)

Jeg har været så hidsig i dag, at jeg nærmest har været bange for mig selv. Jeg tror, at det startede med, at jeg gik i seng på den vrede måde efter at have skrevet lidt med blog-mate om anonyme kommentarer. Kommentarer er for det meste dejlige at få, fordi de viser, at nogen forholder sig til, hvad man skriver, og jeg tror ikke, at nogen bloggere forventer, at alle altid er enige i alt, hvad vi skriver. Jeg kender ingen, der kun tillader roser og skulderklap. Alle, jeg i blogland har stiftet bekendtskab med, offentliggør også, hvad de får af kritiske kommentarer – men ind imellem får man bare nogen, der går over stregen. Ubehagelige, personlige – og altid anonyme. Seneste skud på stammen er trusler om at få offentliggjort sit fulde navn på andre sider. Og så bliver jeg gal. Kan folk ikke bare lade være med at læse med, hvis de synes, at man er en idiot eller skriver elendigt? Og tillykke – du ved hvem jeg er. Hvad vil du have, en medalje?

Pludselig forstår jeg det der med ikke at lade solen gå ned over sin vrede, for da jeg vågnede i morges, var det med fornemmelsen af at have marineret i min egen arrigskab natten over. Når man møder verden med dén attitude, bliver det en lang dag. En dag, der ikke egner sig til interaktion med Post Danmark…

I vores opgang gruppehader vi Post Danmark. De lader som om, de har været der med pakker, når man VED, at de ikke har. De sender bøder for frimærker, man VED, man har sat på. Overboen har på et tidspunkt klaget over at modtage bøder i metermål. Hun fik at vide, at der var noget i vejen med hendes spyt; derfor kunne frimærkerne ikke klæbe fast.

Seriøst. Deres forsvar var muteret spyt.

Nå, men altså. Jeg har endelig fundet ud af, hvad der er galt med min mini *stolt fejldiagnosticerende smiley*, så jeg trampede gik på posthuset for at sende det defekte batteri.

Dame: Som pakke eller brev?
Mig: Hvad er forskellen?
Dame: (hørligt suk) Brev er uden forsikring og koster 45 kr. Pakke er med forsikring og koster 75 kr.
Mig: Aha. (Hvad fanden er det, der koster 45 kr., hvis lortet ikke er forsikret?!) Jamen, så sender jeg den som pakke.
Dame: Kan den tåle, at der bliver smidt en 20 kilos pakke ovenpå?
Mig: (Nu anstrengt høflig) Nej. Det kan den ikke.
Dame: (Triumferende) Ja, SÅ er den ikke tilstrækkeligt emballeret!
Mig: Så. Sender. Jeg. Den. Som. Brev.
Dame: Du kan også sende den som Særlig Pakke.
Mig: Lad mig gætte: Det koster ekstra?
Dame: Ja, dét gør det!!
Mig: Brev. Brev! Jeg sender den som brev! (Rækker hende mit visa)
Dame: (sammenligner min underskrift på kort og kvittering. Og vender øjne! Hun vender kraftedeme ØJNE!!) Der er jo nærmest ingen underskrift på dit kort. Det SKAL der være!
Mig: (Voldløseringenting!Voldløseringenting!Voldløseringenting!) Såstikmigdentusch!!

GOD!! Hvis nogen ringer til Al-Qaeda, vil jeg godt have en bestilling med!