Ben i næsen på stående fod.

Min bedstemor er en bestemt dame, som min barndom igennem har bidraget med sætninger, der skulle tjene til at afrette min karakter og højne min moral. Når min søster og jeg var på ferie derude, skulle vi altid gå meget og langt. Hver eneste gang jeg sagde: ”Det gider jeg ikke!” fik jeg meget bestemt at vide, at det var der ikke noget der hed, for hvis jeg sad i kørestol ”så ville jeg ønske, at jeg kunne!” Den dårlige samvittighed til trods, hadede jeg stadig at blive tvunget til at gå 5 km på mine tynde, blege børneben, og jeg havde svært ved at forstå hvorfor man valgte at fiksere en udmærket, køredygtig bil i garagen.

Måske har mine jævnaldrende kammerater været på ferie hos mine bedsteforældre, eller også har de været holdt i tilsvarende sprogligt jerngreb af deres egne bedstemødre. I hvert fald har jeg lagt mærke til, at min generation har mod-udviklet et nærmest selvstændigt sprog, som tages i brug, når nogen forsøger at tvinge os til noget, som vi i bund og grund ikke gider.

Som altid har jeg ubetinget størst forståelse for mine egne fravalg og dårlige undskyldninger, men nogen gange synes jeg faktisk, at vi er blevet uklædeligt dovne og selvcentrerede. Det tilkommer ikke mig at dømme, hvad andre mennesker skal deltage i (desværre…), men jeg synes faktisk ikke, at det er i orden, at vi i forbindelse med f.eks. undervisning, tager hvad vi vil have, og pisser på resten. Tanken om, at der kunne være en rød tråd i tingene, at et forløb er planlagt netop med henblik på, at helheden skal skabe det ønskede resultat, strejfer ikke buffetforbrugere som os. Taktløst og mangel på respekt i sig selv, synes jeg egentligt, men det mindste vi kunne gøre, var at stå ved, hvad vi fravælger.

Der hvor jeg får alle mine børnesygdomme igen, er under den obligatoriske evaluering. ”Min måde at være i det på, er at tage, hvad der giver mening for mig” ”Jeg lytter til mig selv, og når jeg ikke kan tage mere ind, giver jeg mig selv lov til at slappe af uden dårlig samvittighed.” Jeg er uddannet tolk, så jeg mener, at jeg har autoritet nok til at sige, at det direkte oversat betyder: ”Jeg gider ikke.” Og det synes jeg egentlig ville være langt mere reelt at sige. Det kan ikke passe, at det meste af min generation er udstyret med så sprøde psyker, at det knækker dem at følge et spinningprogram, som instruktøren har planlagt. Der er ingen, der er endt i spændetrøje af at synge med, når der på rystesammenturen er morgensang på programmet.

Jeg er stor tilhænger af, at man ikke skal presse sig selv så langt ud over sin grænse, at man er i fare for at knække, men når man bruger Freud og Jung som undskyldning for at skride halvvejs igennem et foredrag, så synes jeg, at det tangerer misbrug. Det mindste man kan gøre, er at stå ved sin handling. Når man nu trods alt har raske ben at stå på.