Not just in my ability to bring about real change. I’m asking you to believe in yours. Barack Obama
Han kan ikke andet end skuffe, kunne jeg så se i avisen i dag. Efter en evighed under tøflen på underlig vissen G.I. Joe med rosiner, hvor øjnene skulle have siddet, synes man jo ellers kun, at han burde kunne overraske positivt.
Forventningsjustering er noget mærkeligt noget. Alle har gået i klasse med én, der altid kæftede op om, at hun var bange for ikke at bestå – og alle vidste, at hun ville ende med at blive optaget på kvote 1, uanset hvor hun søgte ind.
Når folk underspiller deres evner og sælger sig selv for billigt; når de altid trækker det negative og problemerne frem, når du spørger, hvordan det går; når de fortæller, at de lider af mindreværd og præstationsangst: I 8 ud af 10 tilfælde har jeg dem mistænkt for at prøve at lave en omvendt Obama; Uanset hvor lidt de stiller med, kan de ikke andet end at imponere.
Hos nogen er det poker-psykologi og hos andre handler det om at flyve under forventnings-radaren. I begge tilfælde er formålet at blive undervurderet af modstanderen for at kunne udnytte overraskelsesmomentet.
Ind imellem bliver vi alle ramt af fornemmelsen af ikke at slå til. Vi har alle prøvet pludselig rykke op på et niveau, hvor vi skal knokle 5 kvarter i timen og ikke blinke for langsomt med øjnene, hvis vi skal hænge på. I de situationer er det absolut fair at have brug for en hånd i ryggen og lidt hep. Det er bare vanvittig irriterende at skulle ae egoet på folk i situationer, hvor de længe har bevist deres evner og værd.
Published by