Bloggen

Forleden stod jeg i mit fitnesscenter og klædte om. Ved siden af mig stod en pige, som helt tydeligt lige var vågnet fra langvarig koma, og stadig troede, at det var 1994. Op af tasken hev hun remedier, jeg ikke troede, man fremstillede mere. Først en præ-soliarie olie. Så små øjenbeskyttelsesskaller. Og til sidst en Prolong Tan aftersun-olie. (Total flashback til mine år på handelsskolen, hvor vi MINDST 3 gange om ugen var forbi Sun-tan, hvor vi ivrigt smurte os ind i ting, der fik os til at lugte som suspekte Malibu-sjusser og som skulle få vores dyrt købte grålige nuancer til at holde længere.) Dem ser man godt nok ikke mange af mere, soldyrkerne, og efter de blikke hun indkasserede, havde det vakt mindre forargelse, hvis hun havde hevet en bærepose kokain op af tasken, og stukket snuden i det. Vi tager ikke sol mere, blev der sagt!

Indrømmet: Jeg elsker at tage sol; jeg synes, at det er så dejlig varmt. Jeg er helt på den rene med, at det er farligt, og de af jer, der har set mig, vil også vide, at jeg ikke overdriver: Fra september til juni er jeg så bleg, at jeg nærmest er blå. Men da jeg stod der ved siden af Miss Læderhud 1994, blev jeg rystet over, hvor hjernevasket jeg er blevet. Jeg kom til at tænke over, hvor hurtigt vi accepterer, når de voksne fortæller os, at noget er farligt for os, og hvor hurtigt vi gør deres holdninger til vores egne. Jeg VED godt, at solarie er farligt, og at hudkræft ikke er noget at spøge med, men jeg synes, at der bliver flere og flere ting, som vi beskyttes mod gennem lovgivning, og det sløver evnen til at tænke selv.

Jeg skal være den første til at indrømme, at jeg synes, at det er FANTASTISK, at man ikke må ryge indefor mere, men efterhånden er rygere blevet de nye overvægtige. Dem, man har lidt ondt af, fordi de er udstyret med så svag en karakter, at de ikke kan lade være. Dem, som man ser lidt ned på, og som man ikke tiltror en IQ på over 80.

Vi har altid så travlt med at grine af USA, med deres advarsler på koppen om, at kaffen er varm og deres endeløse række af retsager anlagt af idioter, der hævder, at man ikke kunne vide, at katten ikke kunne tørretumbles, fordi det ikke stod i manualen.

Men vi grinede også, da de var bange for at gå ud om aftenen pga bandeopgør og skyderier. Vi grinede, da de første au pairs kom tilbage og fortalte, at ungerne fik slik i camouflage til morgenmad og havde restriktioner på antallet af timer foran TV og computer. Vi grinede over deres overdrevne bekymring for skydespil og grimt sprogbrug i musik og film. Den slags ville aldrig ske i OTA-spisende, fredagsbio-seende og bold-spillende Poul Kjøller -Danmark. Vel?

Der er bare ikke så meget at sige til, at vi bliver dummere og dummere, hvis ikke vi får lov at tænke selv og bruge vores sunde fornuft. At tørre sine kæledyr i mikroovnen er bare perspektiverne på lang sigt. Hvis vi skal have folk til at fortælle os, at rygning er farligt, at chips indeholder fedt og at man kan dø af at køre for hurtigt, så er det vel ikke urealistisk, at det om 10 år er os, der står og overvejer om hamsteren skal have 1 eller 2 minutter ved 600w, når vi har vasket den i brun sæbe, fordi der ikke stod, at man ikke kunne.

Hvis jeg skulle bestemme, hed det mere oplysning, færre forbud og brugerbetaling på behandling af livsstilssygdomme. I 3 storbyer i Europa har man lavet et forsøg med at fjerne alle lysreguleringer på en længere strækning i den indre by. Cyklister, fodgængere og bilister i en pærevælling og ingen til at styre slagets gang. Resultat? Antallet af ulykker er faldet markant. Når vi ikke bare bevidstløst kan læne os tilbage og lade os føre, og vi ikke bare stejlt kan stå på vores ret til den smule, vi har fået tildelt, så øges graden af ansvarlighed og opmærksomhed. Jeg ved godt at sol, alkohol, sukker og ubeskyttet sex er farligt, og hvis jeg vælger at kaste mig over det alligevel, så synes jeg egentligt er det eneste rimelige er, at jeg selv betaler for eventuelle ubehagelige konsekvenser af mine valg.

Det er egentlig ret nemt det der politik. Tror sgu lige, at jeg stifter et nyt parti.

Da jeg gik i skole, havde vi specialklasser for dem, der ikke passede ind i de almindelige klasser. De hed altid noget med ’D’ og havde mystiske spring i talrækken. Man kunne således tilbringe 2 år i 4.D, for så at gå direkte videre til 6. D.

På Skolen For Parkeringsvagter har de også en specialklasse. Den er for folk, der er for nidkære og mistroiske til at blive p-vagter. Fremfor at lade dem sygne uvirksomme hen, har man været så heldig at få en samarbejdsaftale i stand med DSB, hvor de bliver ansat til at tjekke billetter.

Med fascistoid iver bruger de tyve minutter på at nærlæse ALLE detaljer på ALLE billetter. Det bliver påtalt, hvis dit stempel gnidret (Min fejl. Jeg beklager, at jeg ikke fik tjekket blækbeholdningen i maskinen), eller hvis din billet udløber om ti minutter. Skuffelsen tegner Grand Canyon-dybe furer i ansigtet på dem, hver ENESTE gang, de er nødt til at række en gyldig billet tilbage.

Slap nu af. Det er jo for fanden jer selv, der har solgt mig billetten.

08:57: Vågner. For 4 dag i streg 8:57 sharp. Wolla. Jeg sværger. Der er noget med den indlandsis.

09:30: Tillader endeligt mine læser at trække vejret igen efter sindsoprivende cliffhanger af en fuglegyser.

10:00: Giver mig. Står op.

12:00: Har nu skiftet sengetøj, vasket to maskiner tøj, skrubbet køkken ned, skabe, gulv og fliser inkl., gjort rent i resten af hytten og fikset vaskemaskine. (Er der i øvrigt nogen, der vil have en tørretumbler? Gratis? Gider ikke have den stående. Kom nuuu. Ellers ryger den ud over altanen. Uden varslingsråb. Vil I virkelig have det på samvittigheden?)

12:15: Sidste øver af nyt combatprogram.

12:30: Belastende sund frokost *januar-smiley*, herefter afsted med affald og tomme flasker.

13:15: Bliver ualmindeligt glædeligt overrasket over massør, der helt uopfordret har taget sine 4 Eddie Izzard dvd’er med til mig. Hvor flink er han lige?? (Massør. Ikke E.I. E.I. er bare grov – og formentlig den sjoveste mand i verden.)

14:00: Release på nyt program.

15.15: Storsvedende Elvis forlader bygningen, lilla men tilfreds.

16:00: Føtex. Indkøb af bestikkelse i form af Nutella til brormand og frue, som kommer og fixer mini i morgen.

17:00: Mere tøjvask. (Christ altså. Hvem fanden ER det, der bruger alt det tøj!?!)

18:00: Når lige at turbo-tude 7 minutter til afsnit af Ally. (Billys begravelse, så knyt!)

18:07: I gang, i gang, i gang!

18:30: 3-2-1-klar til at bevæge mig ud i verden. En bølge af rødvin med mit navn skrevet på venter derude.

Skål.

Efter at have været fange i mit eget hjem med behov for våben og ørepropper, er der nu SÅ stille i min baggård, at det er decideret mistænkeligt. Når jeg kigger ud, sidder der bare 3 forkølede F16 fly måger på tagryggen overfor. Der er ikke en lyd at høre. Kan det passe? Var der bare tale om en flok teenagefugle, der trak et spor af hærg efter sig på deres vej sydover? Et af naturens luner? Har det noget at gøre med indlandsisens forsvinden eller det ekstra sekund, vi skulle lægge til i onsdags for at få tiden til at passe? Var det 08-fugle? Eksploderede de onsdag aften i en sky af næb og fjer, da klokken slog 24? Eller sidder Charlie i virkeligheden på lur i træer og underjordiske tunneler og venter på, at heksen genåbner sit køkkenvindue og forlader sit hjem?

Er der andre end mig, der har lyst til at sparke knæskallerne ind på samtlige medlemmer fra Alphabeat, når de danser pep-agtigt til sidst i deres nye video?

HURRA!!! Min mini-note er kommet! *smiley-der-danser-sejrshula*

Efter super hyggelig nytårsaften med frygtindgydende god mad og champagne i Holstebronx, valgte min søde, søde veninde og hendes søde, søde kæreste at køre mig hjem. Fra Holstebro. Til Århus. Hvordan de bærer sig af med at folde vingerne sammen under trøjerne, er mig en gåde.

Ville dog ønske, at jeg havde valgt at tage min pung med mig, da jeg tog hjem.

Da jeg ufrivilligt pungløs trådte ind af min dør torsdag, blev jeg modtaget af en kærlig hilsen fra Post Danmark. De havde været her tirsdag – hvor jeg var hjemme hele dagen. Sneaky sons of bitches. Vil VÆDDE med, at bebumset, pubertær pakkepost bare udfylder blanketterne på forhånd, smider alle pakkerne af på posthuset og kører hjem og ser porno! (Mental note til mig selv: Husk at spritte brevsprække af).

Forstår heller ikke helt, hvordan jeg kan få udleveret en pakke fra 3, som jeg ikke har modtaget seddel på, sammen med mini. To forskellige firmaer. To forskellige pakker. Hvordan? Jeg forstår det ikke. Men who cares? My baby is here! Nu skal jeg bare lige have lidt storbroderlig assistance, så jeg får den gjort rigtig klar og så er jeg KØRENDE!

Det har været et ualmindelig godt år. Efter to selvvalgte år i helvede, der føltes som at løbe maraton op af et bjerg i stiv kuling iført fodlænker og vådt tøj, kom jeg endeligt i tanke om, at jeg ikke har rødder men fødder. Jeg kan flytte mig, og det har jeg gjort. 2008 har uden sammenligning været det bedste år, jeg kan huske at have haft.

For overskuelighedens skyld har vi her på blogsbjerg valgt at tematisere årets tilbageblik:

Helbred:
Her tænker jeg egentlig først og fremmest på min far. Jeg er så uendelig taknemmelig over, at vi fik lov at slippe med skrækken, da han pludselig røg på hospitalet. Når jeg kigger på ham nu, kan jeg stadig få tårer i øjnene ved tanken om, hvor lille og skrøbelig han så ud i morfin og frotté. Han er den bedste far i verden, og lettelsen over at han er rask, er enorm.

For mit eget vedkommende har jeg til min store forbløffelse været syg i år. Sådan i virkeligheden, hvor de tilbyder at indlægge én. Nyrebækkenbetændelse er forhåbentlig noget, man kun kan få én gang (ligesom polypper. Som jeg har fået fjernet to gange), så nu sagde vi, at næste gang min ryg skal rives i stykker af hvidglødende, pulserende smerte, er det fordi, jeg er ved at føde! Men bortset fra denne ene tur i gulvet, har jeg været velsignet fri for vagtlæger, penicillin og andet snask.

Karriere og økonomi:
Også her skal vi have flag på bordet. 2008 blev året, hvor det gik op for mig, at jeg har faglig integritet og stolthed, og at der er grænser for, hvor langt jeg kan strække mig for et job. En overraskende erkendelse, for jeg elsker mit job og aldrig havde forestillet mig, at jeg frivilligt ville gå af med det. Men jeg synes selv, at jeg er en dygtig tolk, og det vil jeg gerne værdsættes for. Derfor kan jeg næsten ikke få armene ned over, at jeg et halvt år efter at have sagt op, blev kontaktet og fik et tilbud, jeg ikke kunne afslå. Jeg er glad og taknemmelig hver eneste dag, over at få lov at lave, hvad jeg allerhelst vil.

Kærlighed:
Selvom det ikke skal være nogen hemmelighed at filmen var endt anderledes, hvis jeg havde skrevet manuskriptet, må jeg stadig sige, at det har været et storslået år. Jeg fik endelig løsnet fortidens jerngreb, og jeg stod fast. Derfor var der plads til Finnen, da han gjorde sin entre, og det har været en fantastisk tur. Jeg har grinet mere i år end de sidste tre år tilsammen. Jeg savner ham afsindigt, men jeg er stadig glad over alt, hvad jeg lærte og fik med mig af gode oplevelser. Kærligheden er til låns, og man er heldig, hver eneste gang man får lov at mærke den.

2009:
Mit nytårsforsæt er, at jeg vil blive ved med at holde fokus på de gode ting i livet. 09 bliver endnu et godt år til samlingen. Der VIL være nedture. Der VIL være svære tider. Du kan ikke hindre sorgens fugle i at flyve over dit hoved – men du kan hindre dem i at bygge rede i dit hår. Jeg vil blive ved med at tro på det bedste i folk. At huske, at rejsen ikke slutter, fordi en enkelt vej ender blindt. Være taknemmelig over at have en familie at tage hjem til, når nogen må tage over. Glæde mig over, at de bedste og klogeste mennesker i verden har lyst til at være venner med mig. Jeg vil følge prinsgemalens eksempel og vælge at være lykkelig. For som 3 Doors Down synger: My friend, it is not what we have. It is what we believe.

Godt nytår.

Rimelig højdramatisk morgen her på matriklen. Jeg er under angreb. Naturen stræber mig på livet. Jeg synes ellers, at vi alle dage har haft en stiltiende aftale om fredelig sameksistens: Jeg slider ikke unødvendigt på den og til gengæld lader den mig være i fred.

Det er åbenbart slut nu.

Vågnede til lyden af Vred Fugl. I plural. Lå først og ventede på, at de trak sydpå i en fart, men lyden bare steg og steg i styrke, og til sidst sneg jeg mig ud i køkkenet – hvor jeg trådte lige ind i horrorscenen fra ’Fuglene’. Der sad de, på hegn og grene, og stirrede på mig, mens de skræppede blodtørstigt. Sorte, gigantiske, vrede hamaslignende fugle. Mens jeg stod paralyseret af rædsel, kunne jeg pludselig høre, at lyden blev højere. Panik. Hvorhvorhvor kommer den lyd fra?!! Det viste sig, at de forpulede bæster havde sendt en fortrop afsted, som var ved at indtage et hul i muren – SOM ENDER I MIN EMHÆTTE!!! Hvad fanden gør man?! Har Søren Ryge en ond tvilling, man kan spørge til råds, når man gerne vil gøre skade på naturen?

Jeg gjorde, som enhver klog lille pige har lært, at hun skal gøre, if attacked: Jeg hvinede en høj, ubehagelig lyd lige op i min emhætte. (Og forsøgte at undgå at se billedet af hysterisk angst-hyssende kone i bare tæer og t-shirt, der står og truer af sit køkkeninventar for mig. Bør hermed være bevist at fugle ser meget dårligt; ellers var de flygtet, da jeg viste mig i vinduet. Eller døde af grin.)

De bliver ved. Utrætteligt. Når jeg forlader køkkenet, går der 3 minutter – så er de der igen. Men jeg giver ikke op. Det er MIT køkken, og jeg har tænkt mig at blive her og forsvare det. Tør heller ikke rigtigt at gå ud.

‘Hej chef. Det er Linda. Jeg kommer ikke på arbejde i dag, da jeg skal beskytte min emhætte mod fugle.’

For første gang i al den tid, jeg kan huske, fik jeg i år ingen julegaver, der skulle byttes. Til gengæld havde jeg et par stykker stående, adresseret til den finske ambassade, som jo desværre valgte at lukke lige inden jul.

Når man skal købe gaver, er der ingen grænser for den gode service i butikkerne. Det kniber straks lidt mere, når man gerne vil af med gaverne igen. Finnen havde – og har vel stadig – en motorik, der ligner min. Derfor havde jeg bl.a. købt nogle helt specielle norske tallerkner, som det efter sigende skulle være umuligt at slå i stykker. (Jeg vil nu stadig vove at påstå, at det nok skulle kunne lade sig gøre for mig.) Det eneste sted, det er muligt at købe disse supertallerkner er i Emmerys.

”Emmerys? Bageren??” spørger I undrende. Ja. Som ikke giver pengene retur. Hvilket betyder, at jeg nu har et gavekort på 600 kr. til en bager. Selv i Emmerys er det mange penge. Nok til… hvad? .. 4 rundstykker? 5?

En skam, at man ikke lige står og har sølvbryllup. Eller kummefryser.