Bloggen

Er der nogen der ved, om Hellige Tre Konger og De 3 Vise Mænd er same shit eller 6 forskellige mennesker?

Vel tilbage i Århus, er det gået op for mig, at jeg har glemt at hente min cykel ved cykelhandleren. Hvilken slags mor glemmer sit barn i institutionen julen over?? Når jeg skamfuldt træder ind af døren på mandag, ved jeg ikke, hvad der bliver værst: De bebrejdende blikke fra cykologerne eller synet af min elskling, der står i et hjørne og skraber mismodigt i jorden med forhjulet.

Og det er ikke nok med det. For at komme hen til forretningen, skal jeg forbi det sted, hvor jeg … altså… mmmm… på en måde kom til at permanentparkere min gamle cykel *mumler-utydeligt*.

Jeg er et ting-svin. Jeg ved det godt! Jeg er sådan en, der burde tvinges til at se ”Do they know it’s X-mas” 74 gange, så jeg kunne se alle de små børn med store maver og fluer i øjnene, mens jeg skrev ’genbrug, genbrug, genbrug’. Når jeg bliver ramt af trangen til at muge ud i mit liv, ryger alting i sorte sække og direkte på lossepladsen. Hvis det vel at mærke kan gå i de almindelige skraldespande. Udelukkende fordi jeg er for doven til at sætte mig ind i, hvordan man får nogen (Århus Kommune? Frelsens Hær? Spejderne?) til at komme og hente mit lort, og ikke gider slæbe sækkene hen til nærmeste ildelugtende Blå Kors butik.

Eneste undtagelse er, hvis jeg vil smide noget ud, som jeg har fået i gave. Alle ved, at man ikke elsker giveren, hvis man bytter sine gave eller smider den ud – og glædelig jul alle sammen – men det tæller ikke, hvis man giver det til genbrug. (Sådan er jeg ikke alene om at have det: Et år var julegaven til medarbejderne i mit fitnesscenter en trøje, der var grim som arvesynden; de næste mange måneder så jeg utrolig mange alkoholikere i Mølleparken med centrets logo på ryggen og en bjørnebryg i hver lomme.)

(Hov! I den forbindelse kommer jeg lige i tanke om, at jeg så sent som i sidste uge leverede 3 toppe tilbage. I centret har vi en personalepolitik, der siger, at fyrene ikke må træne i bare skuldre, og pigerne ikke må være nedringede. Derfor kan det undre, at vi fik udleveret toppe, der viste så meget kavalergang, at det fik os til at ligne Santa’s little ho-ho-hos. Underviste i dem i en uge, hvorefter jeg kategorisk nægtede. Frustrerende ikke en eneste gang at have øjenkontakt med nogen. Fik nye og mere tækkelige t-shirts udleveret, og nu har jeg jo så faktisk dydigt leveret de andre tilbage. *stolt smiley der ikke er helt så slem, som den selv havde frygtet*)

Jeg må indrømme, at det er særlig galt med store ting, som kræver en bil at fjerne. Jeg skaffer mig af med dem på ude-af-øje-ude-af-sind måden, hvorefter jeg får frygtelig dårlig samvittighed, fordi jeg godt ved, at det er skideslapt bare at lave strudsen. Et år, hvor jeg boede på 3. sal, havde jeg købt et KÆMPE juletræ. Da jeg skulle af med igen, smed jeg det simpelthen bare ud over min altan. (Til mit forsvar skal det siges, at jeg råbte ”Pas På!” inden jeg gav slip.) Sidste år skulle jeg af med en gammel madras. Jeg stillede den ned foran min dør, og lukkede derefter det ene øje, hver gang, jeg gik forbi. Efter en storm endte den med at stå op af en bank i nærheden, og for at det ikke skal være løgn, havnede jeg i en samtale med en fremmed dame om selvsamme madras. Vi var ordentligt enige om, hvor sløjt det var, at folk bare lod deres lort vælte rundt på gaden. På det tidspunkt var det 3 uger siden, jeg havde stillet den ned, og flere gange undervejs i samtalen blev jeg oprigtigt forarget, indtil jeg igen kom i tanke om, at det jo rent faktisk var mig selv, der havde stillet den ned.

I år er jeg heldigvis blevet så voksen, at jeg har løst juletræsproblemet på en langt mere hensigtsmæssig måde: Jeg har stillet det over til naboen.

“Du stank mere af sved og øl end mælk og honning.”

“Pizzafjæs og hængerøv – jeg tager dem, som ingen andre mænd vil have.”

Og omkvædet:
“Gi’r du en putter – her på min kutter – det er hvad jeg vil ha. Det er, hvad han vil ha.”

Alt sammen sunget på melodien fra ‘My secret lover’. Thomas Troelsen må være så stolt.

Så er undtagelsestilstanden snart ved at være slut. Gider ikke så godt hjem til hverdag, januar og realiteter. Det er lidt nemmere at være her, hvor nogen sørger for det hele, ingen forventer noget af mig, og jeg får lov at tusse rundt for mig selv.

Men det her går heller ikke. Esbjerg er ved at opsluge mig, bid for bid. Jeg er begyndt at sætte ’æ’ foran alle mine navneord, og jeg hører det ikke længere, når jeg siger ’møj’ i stedet for ’meget’. Mit fine hår er så statisk elektrisk pga. manglede kalk i vandet, at det har forvandlet sig til en 30 cm. høj baby-afro. Jeg spinnede i dag til ”In the army now” – og opdagede det først, da jeg hørte mig selv nynne med. En uge mere og jeg er ansat på Viking Gummibådsfabrik, går på arbejde i blå kedeldragt og Sloggi Maxi og hører Big Fat Snake. (Måske jeg skulle overveje det? Så kan jeg være Hende, Den Mærkelige, som bor hjemme, og som børn er bange for *ligeglad smiley*)

Orker bare ikke lige at stå ansigt til ansigt med virkeligheden.

Kan man blive hentet ud af HOK?

Nå. Men det kan jo ikke sådan rigtig hjælpe at melde sig ud. Op på hesten igen og alt det der. Efter verdens længste nat, gjorde jeg det eneste, man kan gøre, når man er gået på mentalt nødblus: Trak en sygemelding, hældte mit lort i en taske og tog hjem.

Det ville være løgn at påstå, at jeg er i julestemning, men jeg prøver. Lige dele mor *bliver-aet-på-håret*, De Sorte Spejdere podcasts og alkohol gør det en lille smule lettere. Som en slags forbrugerinfo, kan jeg desuden oplyse, at det ikke er rigtigt, at man ikke kan drukne sine sorger. Det er et spørgsmål om at drikke nok. Oven i købet kan man finde på helt nye ting at undre sig over – og dermed aflede opmærksomheden med – når man ligger i fosterstilling med en promille på 5. Er f.eks. kommet til at spekulere på, hvor meteologer bliver uddannede? Man har ikke rigtigt hørt om Meteologskolen, har man? Har de i givet fald fag, hvor de lærer at lave bløde skål-håndspegninger på vejrkortet? Kan man være fuldtidsmeteolog? Og hvis ikke, hvad laver Jesper Theilgård så resten af tiden? Store spørgsmål. Svære spørgsmål.

Den ene fod foran den anden, livet går videre, det der ikke knækker dig, gør dig stærkere og andre klicheer fra Den Store Bog Over Udtryk Der Ikke Hjælper En Skid.

Til alle jer, der læser med derude: Tak for jeres mails og kommentarer. Tak fordi I hænger på. Og glædelig jul. Trods alt.

Så loopede finnens fortid og endte med at blive den fremtid, han gerne vil befinde sig i. I dén fremtid er min rolle desværre besat til anden side.

Det er slut. Tilbage står jeg. Og ved simpelthen ikke, hvordan jeg skal komme igennem det her.

Jeg er en af dem, der er udstyret med en mental rød kuglepen, og som lægger overdrevet meget mærke til andres ordvalg og sprogbrug. Modsat hvad man skulle tro, så kan jeg garantere, at den det er mest irriterende for, er mig selv. Min hjerne er den belastende elev der, når nogen skriver ’sgu’ med k eller siger ’jeg lagde i sengen’, rækker armen så højt op, at den er ved at gå fra i skulderledet, mens den hopper rundt på stolen på spørg-mig!spørg-mig!-måden. Hver gang. Da det jo (trods alt) falder uden for min jurisdiktion at slå ned på al sproglig voldtægt, og da jeg godt kan lide andre menneskers selskab, betyder det, at jeg hver gang den skaber sig, er nødt til at smide den i benlås og kneble den. Bedrevidende mennesker er ikke rare at være sammen med.

Men jeg synes altså ikke altid, at vi behandler sproget pænt. En ting er, at man opgiver at lære folk at stave til Schweiz og mayonnaise, men når alle ordsprog ryger med i puljen, og man bare selv kan bestemme, hvad mening man synes, de skal have, så er der gået lige rigelig rundkreds og gruppeeksamen i den til mig.

Nogle ord og vendinger har jeg det bare svært med, uden jeg at kan pege på en regel og sige: ”Derfor!” Jeg hader, når folk råber ’Hallåå!’ for at blive ekspederet. Jeg synes, at det er uhøfligt og respektløst. Jeg begriber ikke, at folk over 7 staver ’knus’ med z. Jeg gider ikke, at folk skriver sure mails og alligevel ikke helt tør stå ved dem og derfor fylder dem med smileys og afslutter med ’smil’. Det er umuligt at respondere ordentligt på.

Endelig er der et udtryk, jeg ikke bryder mig om, men som jeg godt ved er ment som en kompliment: ”Jeg er stolt af dig”. Jeg vil ikke udelukke, at det er mig, der er hysterisk eller så ærekær at det grænser til et handikap, men jeg synes, at den er nedladende. De eneste, jeg mener, kan slippe af sted med den, er forældre, chefer og kærester. Folk, som pr. definition er positioneret over dig, eller som på den ene eller den anden måde har en andel i din præstation. Når alle andre siger det, kan jeg mærke at jeg liiige bliver lidt stiv i betrækket. Sådan lidt: ”Vi er enige om, at jeg selv gjorde det, ikke?”

Nå. Kan I nu nyde 4. søndag i advent derude. Jeg vil gå ind og hyggelæse lidt i min nudanske ordbog.

En liiiille smule svært at samle sig om gløgg og Harry Potters forsøg på at redde varulve og hippogriffer, når genboen overfor ser hardcore porno. På sin nye 2×3 meter storskærm.

Når jeg overtager verdensherredømmet, er der dødsstraf til dem, der hælder fortyndet olieslam i små, bitte kopper og sælger det til overpris under den løgnagtige betegnelse “kaffe”. Udgør fandme efterhånden så stor en post på mit budget, at det burde udløse tilskud fra danmark *truer med knyttet næve af alle kantiner i Århus og omegn*.