Heksen, holdningerne og hungersnøden.

Velkommen til mit blogindlæg # 100. I mit allerførste indlæg, skrev jeg, at jeg var i tvivl om, hvorvidt jeg ville komme til at bruge bloggen eller ej. Det spørgsmål tror jeg, at vi har fået besvaret. Det er fantastisk at have et sted, hvor man kan hælde noget af det, der foregår i hovedet, ud over sagesløse læsere, der er vanvare er snublet over siden.

I mange år troede jeg faktisk, at jeg skulle være journalist. I et anfald af forbløffende mangel på selvindsigt, fravalgte jeg den karriere, fordi jeg ikke mente, at jeg var ambitiøs nok. Det til trods har jeg aldrig fortrudt, at det ikke blev den vej, jeg gik; Hvor jeg idag arbejder med sprog og kommunikation (som var det, jeg gerne ville), så synes jeg godt nok, at mange journalister er stuck i et lammende intetsigende erhverv.

Jeg ved godt, at man ikke kan stå op med udsigt til sager som Watergate og afsløringer af den napolianske mafia hver dag, men somme tider må man altså føle sig lidt som en af dem med flise-kontor på 30 x 30 cm, når man igen bliver bedt om at skrive en tandløs historie om en bortløben hund, eller en anmeldelse af smørrebrød. Der være tidspunkter, hvor man spekulerer på, hvorfor man henslæbte 4 år i en brun cigaræske fra 70’erne for dét. (Insiderviden: Som plaster på såret har de herregod kage i kantinen deroppe.)

Indenfor journalistiken er der en særlig genre, jeg har det ekstra svært med: Skam-journalistik. Artikler, der kun skrives med det formål at få læseren til at sidde tilbage med den fade smag af skyld i munden. Jeg har ladet mig fortælle, at det er en almindelig tommelfingerregel indenfor journalistik, at hvis en historie skal have substans, skal den indeholde en sag eller et tema, som man kan argumentere både for og imod. En god journalist sørger for, at begge typer af argumenter er til stede. Når de nu lærer det på journalisthøjskolen, hvorfor skrives der så artikler, som den jeg så i Urban idag?

Historien handler om en lille, sulten afrikansk dreng. Jeg har aldrig forstået, hvorfor det er mere synd for dem til jul end på alle andre tider af året. Til gengæld kunne jeg godt tænke mig at se noget statistik på, om der op til jul bliver adopteret ligeså mange afrikanske sponsorbørn i lande med religiøse traditioner for aflad, skrifte osv. som i Danmark, hvor vi selv står for at skaffe os af med den dårlige samvittighed. Det er svært at være uenig i, at verdens goder er ulige fordelt. Det er også svært ikke at få ondt i hjertet over det liv, som børn bydes derude. Men hvis jeg var chef for pågældende journalist, ville jeg føle mig svært snydt over at skulle betale hendes tur til Congo, når hun kvitterer med en historie, hun kunne have udtænkt hjemme foran Mac’en eller copy-pastet fra et tilfældigt års decemberarkiv. Det, jeg i særdeleshed brækker mig over ved artiklen, er den selvretfærdighed, som siver op igennem papiret. Det er Se og Hør om igen og emotionel pornografi af allerværste skuffe:

»Jeg glæder mig til jul,« siger Yenga Sumaili og smiler ved tanken om den kommende højtid. Han er ikke et øjeblik i tvivl om, at den 25. december er årets bedste dag. For som den ni-årige skoledreng forklarer med et forventningsfuldt udtryk i de mørke øjne:»Den dag får vi kød til maden.« […] »Og så kunne jeg godt tænke mig lidt penge til min mor, så hun kunne købe ekstra mad og trækul,« siger Yenga. Han vil nu helst glemme alt om det, han ikke kan få og i stedet glæde sig over julens kommende festmåltid – selvom der også er klare begrænsninger for, hvor meget hvert medlem af familien må spise den dag. Men det gør ikke noget – for som han siger:»Hvis jeg fik lov til at fylde maven, så ville jeg få ondt, fordi jeg ikke er vant til det.«

Hvad godt skal den historie gøre Yenga? Eller læseren? Hvor bliver vi klogere? Hvor er baggrundshistorien? Hvor er perspektivet? Hvor fladt og endimensionelt kan det blive?

Måske er det blottet for substans med vilje, fordi journalisten kender fornemmelsen fra sig selv: Hvis hun fik lov at fylde hovedet, ville hun få ondt, for hun er ikke vant til det.

Bloggers Anonymous.

Idag ville jeg ønske, at jeg havde valgt at være anonym, da jeg oprettede min blog. Idag har været den lorteste skoddag i måneder, og jeg kan ikke skrive om det. Jeg føler den vildeste trang til at fortælle detaljeret om en dag, fyldt til bristepunktet med dårlige oplevelser, afstumpede kommentarer og uhyrlige spørgsmål. Jeg har lyst til at lange hårdt og direkte ud efter dem, der i sandhed fortjener det – men hvis jeg gør, rammer jeg de forkerte, de uskyldige og dem, der vil mig det bedste.

Nogen et sted derude skylder mig fandme en 12-trins undskyldning!

Har du en knibtang, jeg må låne?

Idag modtog jeg en invitation på Facebook. “XX added you as a friend. To confirm bla bla bla.” Da jeg så navnet, var min første tanke: “Det mener du fandme ikke alvorligt?!” Vi taler her om en person, der brugte det meste af sin folkeskoletid på aktivt at forpeste min. Og nu, hvor det tilsyneladende rater din coolness, hvor mange venner du har, så føjer vi bare ukritisk folk til listen eller hvad??

Da den røde arrigskabs-tåge lettede, og jeg genvandt mit normalsyn, kom jeg til at tænke over, at vi, et langt stykke hen af vejen, selv vælger de roller vi har, i de relationer vi indgår i. Jeg er ikke længere den, jeg var for 20 år siden, og det er XX givetvis heller ikke. Vores indbyrdes forhold er ikke støbt i cement. Det kan kun forblive som det var, hvis jeg igen accepterer den rolle, som jeg fik og tog dengang. Hvilket jeg under ingen omstændigheder har tænkt mig.

Jeg tror, at man lærer folk, hvordan de skal behandle én. Jeg læste et sted, at der ikke findes ofre – kun frivillige. Det er måske at oversimplificere tingene lidt, men hvis man definerer sig selv ud fra, hvad man spejler sig i, så jeg tror godt, at det kan betale sig at være bevidst om, hvordan man responderer på omverdenens krav, ønsker og forventninger.

Sætninger som: ‘Jeg vil heller ikke være kærester’, ‘det kan jeg godt gøre’, ‘det gør ikke noget’ og ‘det var så lidt’ er tveæggede sværd. Sagt og ment bogstaveligt er de brugbare og harmløse. Sagt for at få modtageren til bedre at kunne lide mig, forvandler de sig derimod til cyanid på tungen.

Jeg ikke er så god til at sige, at jeg holder af folk. Jeg hjælper dem i stedet, og så skal de selv oversætte det. Da jeg også fortolker efter denne skabelon den anden vej, betyder det, at jeg ind imellem kujonagtigt undlader at bede andre om hjælp; hvis de siger nej, betyder det, at de ikke kan lide mig. (Er der en læge til stede?) Det betyder, at jeg somme tider får lært folk, at jeg er en form for serviceorgan. Når jeg så føler mig pisset på, ved jeg egentlig godt, at jeg kan sende takkekortet til mig selv. Hvilket ikke gør mig i bedre humør.

Jeg har også flere gange oplevet pludselig at være blevet storesøster for én, jeg egentlig troede var en veninde. På et tidspunkt opdager jeg, at jeg har fået tildelt en kombineret aflaste/støttefunktion, men har beklageligvis glemt at få indført i kontrakten, at denne service går begge veje. Det betyder, at når mit eget liv byder på bid-i-gulvtæppet-perioder, har jeg ringet op i sikker forvisning om, at jeg har masser af øre-point på kontoen. Og målløs lagt på efter at have konstateret, at det tog hende under fem minutter at dreje samtalen tilbage til hendes liv og hendes problemer, pinagtig bevidst om, at jeg selv har været med til at indrette venskabet sådan.

Måske jeg skulle melde mig ind i sådan en rollespilsklub? Så jeg kunne udvide repertoiret lidt? Jeg vil gerne være ham, der kaster med syntetisk sne og råber “Iskrystaller! Iskrystaller!” Bliver sgu så træt i armene af at hænge her på korset.

Ajjjjll be there for juuuuuu!

Igår var jeg til årets første julefrokost, hvor vi musikalsk såvel som madmæssigt havde valgt sammenskudsmodellen. Imellem forret og hovedret lød tonerne fra Rembrandts “I’ll be there for you” fra anlægget, og pludselig kunne man se, at alle de tilstedeværende var generation Friends. Klar til at klappe og på fornavn med Monica, Ross, Chandler, Joey, Phoebe og Rachel. Jeg har brugt mangt en tømmermændsbefængt søndag på at ønske, at mine naboer var bare en kvart del så sjove og sympatiske som de 6 venner. Beklageligvis har jeg endnu ikke haft mulighed for at nominere nogen i kategorien “Bedste Nabo”, men om det skyldes mig eller dem, på den anden side af døren, ved jeg ikke. (Løgn. Helt klart deres skyld. Red.)I min første lejlighed i Esbjerg, boede jeg ved siden af 80-årig dame, der behandlede mit hennafarvede, anorak-iførte 19-årige jeg med mistro fra første dag. Når jeg holdt døren for hende, skulede hun til mig, som om hun kunne se, at jeg havde lyst til at hamre den i nakken på hende. Hele dagen var manglen på lyd fra hendes lejlighed så markant, at jeg jævnligt overvejede, om hun lå død derinde, i færd med at blive fortæret af sine katte. Denne klamhedsfrygt blev dog manet i jorden hver dag kl. 18: I starten strøg jeg nærmest ned af sofaen af skræk, når kendingsmelodien fra Lykkehjulet BRØLEDE ind gennem væggen, med en lydstyrke, der ville have blæst en seismograf omkuld. Det mest fantastiske var, at hun til dato er den eneste nabo, der har indsendt en officiel klage over mig til bestyrelsen: Hun følte sig meget generet af, at jeg spillede saxofon… Efter klagen sørgede jeg omhyggeligt for at øve hver dag præcis kl 18, i håb om at kunne irritere den anden vej. Forgæves. Om jeg så havde rigget til med mikrofon og forstærker, havde jeg ikke kunne overdøve lydinfernoet derindefra.Da jeg flyttede til Århus, delte jeg i første omgang en fremlejet lejlighed med Henrik. Henriks største drøm var at blive ansat i Intern Revision i Dansk Supermarked. Min var at blive tegnsprogstolk. Vi synes begge to, at det den anden havde valgt, uden sammenligning, lød som det mest røvsyge erhverv i hele verden. Henrik og hans venner elskede at spille spuash på værelset, og alt – ALT – hvad de lavede af mad, blev overdænget med cayennepeber og bearnaisesauce. Det var den største dag i Henriks liv, da hans søster kom i lære som kok og kunne skaffe disse kulinariske fortræffeligheder til indkøbspris.

Lejligheden vi boede i, var ejet af en pige, Mette, som arbejde i Bruxelles. Lige ved siden af os boede hendes mor, Supersnuseren. (Forståeligt nok, at Mette havde valgt at flygte til udlandet, faktisk.) Supersnuseren aflagde jævnligt inspektionsbesøg, hvor hun under let gennemskuelige påskud gik rundt og tjekkede, om vi brugte Mettes ting. Jeg ved ikke, hvad hun tror vi lavede, men når hun kom, uanset om det var kl 10 om formiddagen eller kl 15 om eftermiddagen, så bankede hun altid på, og råbte: “Er I … anstændige?”, inden hun låste sig ind.

Efter et halvt år flyttede jeg igen, og fik ny sambo, der stadig går under alias’et Sambo-Lene. Den opgang vi boede i, husede en gammel kone, der hed Eleonora. Hun var boede i stuen, var bindegal og temmelig ensom. Eleonora have et udstoppet egern, som hun med jævne mellemrum vaskede, og hængte til tørre i haven. Hun stod på lur, når man kom hjem, klar til at overfalde dig med snak om ligemeget-hvad-bare-vi-snakker. Som modtræk lærte vi hurtigt at låseopogsprinteopaftrappenisikkerhedpåførstesalphiew!! Hatten af for Eleonora: Da hun fandt ud af det, var hendes modtræk at begynde at vaske trapper så ofte, at man uden fare for bakterieangreb og infektion, kunne have udført en hjertetransplantation på rapo’et. Når jeg kom hjem og forsøgte at skræve over det gamle skrog, tog hun fat om mit ben, med en styrke man ikke ville have tiltroet en gammel vissen pind som hende. Man skal altså være lidt af en hård nyser for at ryste en gammel dame af, som klamrer sig til dit ben.

På Stjernepladsen overtog vi en lejlighed efter et lettere suspekt element, hvilket den første tid medførte mange spændende opkald og besøg fra politi, advokater og fogeder. Et af højdepunkterne var, da jeg blev ringet op af en pige, som bare lige ville advare mig. “Din nye kæreste er psykopat! Det sys’ jeg bare lige du ska’ vide, når du er flyttet ind til ham og holder hånden over ham!”

Det var også på Stjernepladsen, vi havde fornøjelsen af naboen Sure Maj, som i ramme alvor mente, at vi stjal hendes lagener. Der hang jævnligt sedler i opgangen, hvor hendes forvaskede bomuldslagner blev efterlyst, og i vaskekælderen hængte hun små sedler på sit tøj: ‘Tilhører 2. tv., Lad det venligst hænge!!!!” (Bødestraf til folk, der overdoserer udråbstegn). Hende savner jeg ikke.

Der hvor jeg bor nu, har jeg fået mig en nabo, som fysisk er jævnaldrende med mig, men som indeni er en dame på 45, der hedder Jytte, med nedsunket underliv og Fjâllräven. For et par uger siden, kom jeg hjem til tørret, botanisk angreb på min dør. Et helvede af lyng, stråbamser og mos fordelt på fad og placeret på skammel. Har nu i 2 uger forgæves forsøgt at tabe en glød på det, eller åbne min dør så hurtigt, at vindpustet får lortet til at forstøve. Jeg har en fornemmelse af, at det trækket op til stråkranse på døren, og at det udløser instant “shhh!!”- stemning, hvis man skulle komme til at holde en fest. Til gengæld tror jeg ikke, at jeg behøver frygte semipornografisk lydspor til hed, løssluppen sex.Aj, måske man lige skulle åbne en flaske vin og nappe et afsnit Venner eller to?

Testosteron-poker.

Nogle diskussioner er tabt på forhånd. Ligegyldigt hvilke argumenter man smider på bordet, så ved man, allerede inden man hiver dem frem, at man ligeså godt kan lægge sine kort og trække sig.

Jeg har læst en “En helt almindelig han”. Da jeg ikke mener, at jeg vil yde bogen retfærdighed, hvis jeg forsøger at gengive handlingen, har jeg valgt at copy-paste fra saxo.com (eventuelle sarte sjæle bør undlade at læse videre):

“Hvad foregår der i hovedet på en helt almindelig han? Jeg siger: “Jeg gider ikke være kærester.” Casey siger: “Jamen, så kan vi bare være venner og begynde at være kærester, når du føler dig tryg ved det igen?” Caseys mor siger: “Han fortjener dig ikke, Casey. Giv nu bare slip, han er ikke det værd.” Jeg er så træt af Caseys plageri og hendes lorteso af en mor, så jeg beslutter mig for at køre den helt ud: “Okay, vil du vide, hvad det er jeg vil?” Hun siger: “Ja, klart.” Jeg siger: “Okay. Jeg vil kneppe minimum to gange om dagen eller i det mindste have suttet pik. Jeg vil have, at du sluger. Jeg vil kneppe dig i røven en gang imellem, og du skal kunne lide det .”

I 80’erne var han en amerikansk psykopat, i dag er han en helt almindelig han. Velkommen til et portræt af dagens mand, der med garanti vil bringe pis kog på både herre- og dameafdelingen. Nynne, Bridget og alverdens chick-lit-tøser kan godt gå hjem og tage en pille, for efter En helt almindelig han vil de slet ikke have lyst til at møde flere fyre.”

Jeg er ikke helt klar over, om bogens formål er at provokere eller at give Det Sande Billede af, hvad der foregår i hovedet på mænd. Jeg håber sådan på det første. Jeg kan ikke holde ud, hvis mænd virkelig er så afstumpede og simple. Samtidig er det næsten for let købt, hvis man hidser sig op og forarges – det underbygger bare forfatterens påstand om, hvordan kvinder er.

Jeg har tvunget bogen ned i halsen på et par almindelig han’er, jeg selv kender. Mit håb var, at de grinende ville returnere den med en bemærkning, der sluttede med “.. – godt nok langt ude!”. Beklageligvis er det ikke sket. Om end overdrevet, har de ladet mig forstå, at essensen er god nok. Mine illusioner opfører sig som balloner efter en lang børnefødselsdag: Slatne og runkne glider de ned af væggen, for at stedes til evig hvile bag en støvet sofa.

Jeg synes, at det var en forfærdelig bog. Jeg grinede nogle steder undervejs, men grundlæggende er jeg deprimeret ved tanken om, at det er sådan halvdelen af racen tænker. Det kan bare ikke rigtigt betale sig at anfægte forfatterens fremstilling af sandheden: Alt hvad jeg har af indvendinger til bogen, kan tilbagevises med påstanden om, at jeg er sippet.

I fold.

Silent night

(- eller i hvert fald bare lidt mere afdæmpet night.)

December ånder os tungt i nakken, og jeg begynder at indstille mig på de uundgåelige minefelter: Julefrokosterne. Det er risky business med den slags arrangementer, og jeg har taget min del af “ok, hvad skal jeg så lave fremover, når jeg nu aldrig kan vise mig der igen?”-turene.

Sidste år meldte jeg, i et anfald af voksen ansvarlighed, afbud til en julefrokost, fordi jeg på forhånd vidste, at der ville være personer til stede, som placerede mig i højrisikogruppen for at udvikle kamikazepersonlighed. Da jeg ikke kunne overskue at bruge det efterfølgende år på at klinke skår, eller genopbygge nyt liv under politiets vidnebeskyttelsesprogram, valgte jeg at lave strudsen i stedet.

I år har jeg dog besluttet, at nu må det være nok. Selvfølgelig kan jeg, ligesom alle andre, deltage i julefrokoster og stadig være hel, rask og bekendt at vise mig offentligt, når vi rammer januar. Det kræver bare lidt forholdsregler. Jeg er nået frem til følgende: * Skal have investeret i diktafon. Alt, hvad jeg føler akut behov for at sige, indtales på denne. Hvis det stadig er en god ide dagen efter, er der grønt lys.* Skal have investeret i lommeudgave af elektronisk væg-øre. Tjekkes en gang i timen, og når det lyser rødt, så fletter jeg næbbet eller går hjem.* Skal huske, at det rigtige svar er: “Nej tak. Jeg bryder mig ikke om sild.” – og ikke mere. Det giver sådan en mærkelig stemning, når jeg uopfordret tilføjer, at jeg får myrekryb af fornemmelsen af at tygge i sild, fordi jeg er sikker på, at det er sådan det føles at tygge i menneskekød.* Må drikke vin, champagne, ren sprit og øl. Må under ingen omstændigheder nærme mig snaps eller shots. Heller ikke når jeg begynder at kalde dem for Bly Gajol og synes, jeg er skideskæg.* Sæt cyklen tilbage, ræk hænderne op og bak langsomt. Så er der ingen, der kommer til skade. Er rigeligt motorisk udfordret uden snefygning og isslag på cykelstien. Hvilket leder videre til næste punkt:* Skal have fundet kedeldragt, der kan foldes sammen på schweizer-måden. Orker ikke rigtigt at starte 2008 med dobbeltsidet lungebetændelse, fordi jeg ligger under for selvudstedt cykelfatwa og skal vente 4 timer på mit yndlingstransportsmiddel taxaen, iført tynde støvler og ingenting. Jeg er klar, hvis I er. Forberedt til fingerspidserne. December. Bring it on.

Heksen, håndbogen og hæmoridecremen.

Jeg har en ret lav tolerancetærskel, når det kommer til selvhjælpslitteratur. Jeg vil gerne medgive, at man kan blive klogere på sig selv af at læse gode bøger, men jeg mener også, at man bør stoppe, inden man får lagt sit liv i hænderne på 56-årig forfatter i flagrende gevandter af naturmateriale, med eget keramikværksted i haven.

Men hvad så med os, der ikke kan finde rundt i livet, Linda? Skal vi bare famle rundt i blinde, GPS-løse og uden kompas?

Naturligvis ikke. Jeg iler til undsætning: Næste gang du står ved selvhjælpshylden i Bog & Idé, så sig højt for dig selv: “Jeg skal lære at sige fra.” Det er essensen i 8 ud af 10 bøger. Du har lige sparet 600 kr.

Min aversion imod selvhjælpslitteratur bunder i forfatternes tendens til at udtale selvfølgeligheder, som var de Sandheden. Jeg finder det særligt usmageligt, fordi målgruppen er mennesker, der står med ryggen mod muren. Hvis man lever et tilfredsstillende og fyldestgørende liv, ender man ikke med en bog i hånden, der hedder “PowerQvinder”, “Du er også værd at elske” eller “Giv slip på din mentale bagage og tab dig – for altid!”

Men på samme måde som en sang kan sætte sig fast i hjernebarken, (jeg nævner de 3 seneste eksempler: Lille føl Ved Du Hvad, Boing Boing og Total Eclipse Of The Heart – og selv tak), kan selvhjælpsudsagn også gå i loop deroppe. De sidste par dage har jeg ikke kunne slippe af med ‘Husk At Nyde Processen’. Hvis man ser bort fra det faktum, at Oprah og Susanne Power (købt navn? Oh, I would say so..) nærmest har patenteret udsagnet, er jeg jo nødt til at indrømme, at der kan være noget om det.

Lige nu står jeg et sted i mit liv, hvor jeg skal afvikle noget, som jeg egentlig ikke har lyst til at give slip på. Det kan ikke rigtig hjælpe, for det suger energien ud af mig i et omfang, jeg ikke kan forsvare, og jeg har trukket den så længe, at der burde dømmes for nøl. Men nu er der pludselig dukket noget op, som gør, at jeg har lyst til at flytte mig. Meget endda. Jeg er designet sådan, at når der er noget, jeg gerne vil have, så skal det være igår. Hit med alting nu. Men selvom jeg er utålmodig og spændt, så slog det mig idag, at det her nok er det nemmeste sted i forløbet at befinde sig. Jeg har stadig trygheden i Det Gamle, og kan omkostningsfrit fantasere om, hvor fantastisk Det Nye kan blive (hvis det bliver), helt uden at virkeligheden belaster fantasien. Når der endelig skal gives slip, vil jeg helt sikkert tude øjnene ud. Hvis Det Nye bliver en realitet, vil jeg den første tid gå rundt med konstant rædselskvalme af frygt for ikke at slå til. Så det er nok i virkeligheden nu, jeg skal huske at læne mig tilbage og nyde det. Det kan jeg godt gøre, uden at det er selvhjælps-knæfald. Ikke?

(Helt uden sammenhæng i øvrigt: Er der nogen, der på egen krop har prøvet, om hæmoridecreme fjerner sorte rander under øjnene? Har haft panda på tålt ophold i spejlet i en måned nu; en udvisning er på sin plads. Har bare ikke lyst at skifte rander ud med åbne kødsår. Eller til at sætte værdigheden over styr ved at spørge efter det på apoteket, hvis ikke det virker. Er det sygt, hvis det er det sidste, man frygter mest?)

Who’re you gonna call?

I lang tid har jeg stirret olmt på alt, hvad jeg har modtaget fra Fullrate. Jeg venter tålmodigt på, at nag bliver en OL-disciplin, og jeg har ikke tænkt mig at slække på formen, bare fordi det ikke er på det officielle program endnu. Jeg har ikke glemt vores hvedebrødsdage, og det var derfor benzin på et i forvejen frådende Sankt Hansbål, da jeg fik en mail om, at den router, jeg har lånt (relativ liberal fortolkning af ordet ‘lån’ – har betalt 600 kr for den), skulle returneres, nu hvor jeg på 600-kr’s-måden har lånt en trådløs router. Hvis jeg ikke reagerede på mailen, “vil vi på din næste regning fakturere kr. 599,-, og du kan betragte udstyret som dit eget”. Tak af helvede til.

Nu står jeg imidlertid i lidt af et dilemma, fordi jeg ikke er klar over, hvordan nag reagerer, hvis man breder det ud. Fortyndes det, eller er det ligesom, når man har givet blod, hvor kroppen selv gendanner den mistede mængde? For jeg har trods alt arbejdet hårdt og vedholdende på mit Fullrate nag, og er ikke interesseret i at smide det hele væk.

Fullrate har fået en konkurrent på irritationsbanen: Bikebuster.

For to måneder siden købte jeg et par nye spinningsko over nettet hos Bikebuster. Da jeg modtog sko og klamper, havde de valgt at sende to skruer med. Ikke 6, som man skal bruge. Ikke fire, som man måske kan nøjes med. Men 2. Jeg finder lige 4 ekstra i min velassorterede værktøjskasse. Af nød måtte jeg vifte med mit blonde hår, indtil mandlig spinninginstruktør forbarmede sig over mig, tog skoene med hjem og lavede dem.

I forbindelse med mit køb, skulle jeg oprette mig som bruger på hjemmesiden. Det synes jeg for så vidt er ok – de skal jo trods alt vide, hvor de skal sende skidtet hen. Når man indtaster sine oplysninger, forsøger firmaer altid lige at liste et nyhedsbrev med ind, når man kigger væk. Derfor var jeg hyper opmærksom på at få af-afvinget den lille kasse, hvor der stod: “Ja tak! Jeg vil gerne modtage 2000 mails i ugen om cykeltøjs fortræffeligheder!”

Hjalp det? Nix. Har nu i to måneder modtaget nyhedsmails om heldragter og vinterdæk. I starten slettede jeg dem bare. Så begyndte de at irritere mig, for de kommer altså med virkelig høj frekvens. Ind og lede efter “Jeg ønsker ikke længere at modtage nyhedsbrev”. Findes ikke?? Hmm. Ind på hjemmesiden. “Kontakt”. Lyder rigtigt. Mail afsted.

En time senere modtog jeg en meget lang mail, som jeg også havde mulighed for at få på engelsk. Heraf fremgik det, at da Bikebuster “modtager mange 100 mails hver dag”, kan du ikke bare sådan skrive til dem, næh, du skal udfylde med kundenummer og password, skrive emne i Re: feltet, sætte mailen op på en bestemt måde, osv.

Ok. Om igen. Kundenummer og password på. Afsted med den. Og tænk engang: Så får man bare samme mail én gang til, om at man har udfyldt sin mail forkert. Nu har jeg 4 gange prøvet at slippe for deres forpulede nyhedsbrev, og det bliver bare ved med at dukke op. Hvordan kan man som firma synes, at det er god reklame?!

Da indbyggerne i New York var plaget af spøgleser, ringede de til Ghostbusters. Hvem ringer man til, når man er plaget af Bikebusters?

Vær sød at “stoppe”.

Ud over at have en drøm (som Lene nu har fundet forklaringen på – tak!), så har jeg også en lille bøn: Kan vi ikke godt blive enige om, at overdrevet brug af citationstegn bør medføre hård, konsekvent straf, uanset om misbruget foregår på skrift eller med fingrene, mens man taler?

Jeg får sådan lidt “spat” af, at folk ikke kan sige, hvad de “mener” mere præcist, end at de er “nødt til” at kyle citationstegn ind til “højre og venstre”.

Endnu mere utåleligt er det, hvis de bruger den version, hvor de holder en …. “kunstpause” …. før og efter, så man rigtig har tid til at nyde den sproglige … “voldtægt” …

Sprognazist? Hvem, mig?

I have a dream.

Da jeg var meget ung, farvede jeg mit hår med henna, gik i Doc Martins og batikskjorter og var medlem af Greenpeace og Amnesty International. Jeg hang ud med folk, der spillede utrolig meget guitar, og vi drak i litervis af billig hvidvin og the. Det alternative interesserede os en del, og vi brugte meget tid på at analysere drømme og læse horoskoper. Jeg kan stadig huske, at hvis man drømmer, at man har ondt i tænderne, så betyder det, at man trænger til fornyelse. Hvis man drømmer, at man taber sine tænder, så er forandringen sket. Hvis man drømmer, at man falder, mangler man fodfæste et sted i sit liv. Opholder man sig en del i fly om natten, trænger man til at være mere konkret med noget.

Jeg tager emnet op, fordi jeg har en tilbagevendende drøm, som jeg ikke forstår: Hvad fanden betyder det, hvis man bliver ved med at drømme om Joakim Boldsen?? Jeg har drømt om ham mindst en gang om ugen den sidste måned. Og nej. Jeg synes ikke, han er lækker. Andre mennesker drømmer om seje kendte. Jeg trækker en håndboldnitte, der går under øgenavnet Traktoren.

Jeg har tænkt længe over det, og er nået frem til følgende mulige fortolkninger:

* Jeg trænger til at tabe mig.
* Jeg kan ikke danse.
* Jeg skal øjblikkeligt holde op med at skrive, for alle kan se, at jeg er blottet for talent.
* Jeg bliver lilla i hovedet, når jeg træner.
* Jeg skal få meldt mig til noget aftenskole, så jeg kan lære at kaste og gribe.
* Jeg skal flytte til Tyskland.

De stinker da allesammen! Men jeg bliver nødt til snart at gennemskue, hvad min underbevidsthed forsøger at fortælle mig, for jeg er ved at blive lidt småsær omkring det. Så hans klumme og billede i Metro idag, og nåede faktisk at tænke “Hey! Ham kender jeg!”, inden jeg kom i tanke om, hvordan det hang sammen.

Hjælp.