Jamen de ligner nogen, der ringer efter storskrald!

Vel tilbage i Århus, er det gået op for mig, at jeg har glemt at hente min cykel ved cykelhandleren. Hvilken slags mor glemmer sit barn i institutionen julen over?? Når jeg skamfuldt træder ind af døren på mandag, ved jeg ikke, hvad der bliver værst: De bebrejdende blikke fra cykologerne eller synet af min elskling, der står i et hjørne og skraber mismodigt i jorden med forhjulet.

Og det er ikke nok med det. For at komme hen til forretningen, skal jeg forbi det sted, hvor jeg … altså… mmmm… på en måde kom til at permanentparkere min gamle cykel *mumler-utydeligt*.

Jeg er et ting-svin. Jeg ved det godt! Jeg er sådan en, der burde tvinges til at se ”Do they know it’s X-mas” 74 gange, så jeg kunne se alle de små børn med store maver og fluer i øjnene, mens jeg skrev ’genbrug, genbrug, genbrug’. Når jeg bliver ramt af trangen til at muge ud i mit liv, ryger alting i sorte sække og direkte på lossepladsen. Hvis det vel at mærke kan gå i de almindelige skraldespande. Udelukkende fordi jeg er for doven til at sætte mig ind i, hvordan man får nogen (Århus Kommune? Frelsens Hær? Spejderne?) til at komme og hente mit lort, og ikke gider slæbe sækkene hen til nærmeste ildelugtende Blå Kors butik.

Eneste undtagelse er, hvis jeg vil smide noget ud, som jeg har fået i gave. Alle ved, at man ikke elsker giveren, hvis man bytter sine gave eller smider den ud – og glædelig jul alle sammen – men det tæller ikke, hvis man giver det til genbrug. (Sådan er jeg ikke alene om at have det: Et år var julegaven til medarbejderne i mit fitnesscenter en trøje, der var grim som arvesynden; de næste mange måneder så jeg utrolig mange alkoholikere i Mølleparken med centrets logo på ryggen og en bjørnebryg i hver lomme.)

(Hov! I den forbindelse kommer jeg lige i tanke om, at jeg så sent som i sidste uge leverede 3 toppe tilbage. I centret har vi en personalepolitik, der siger, at fyrene ikke må træne i bare skuldre, og pigerne ikke må være nedringede. Derfor kan det undre, at vi fik udleveret toppe, der viste så meget kavalergang, at det fik os til at ligne Santa’s little ho-ho-hos. Underviste i dem i en uge, hvorefter jeg kategorisk nægtede. Frustrerende ikke en eneste gang at have øjenkontakt med nogen. Fik nye og mere tækkelige t-shirts udleveret, og nu har jeg jo så faktisk dydigt leveret de andre tilbage. *stolt smiley der ikke er helt så slem, som den selv havde frygtet*)

Jeg må indrømme, at det er særlig galt med store ting, som kræver en bil at fjerne. Jeg skaffer mig af med dem på ude-af-øje-ude-af-sind måden, hvorefter jeg får frygtelig dårlig samvittighed, fordi jeg godt ved, at det er skideslapt bare at lave strudsen. Et år, hvor jeg boede på 3. sal, havde jeg købt et KÆMPE juletræ. Da jeg skulle af med igen, smed jeg det simpelthen bare ud over min altan. (Til mit forsvar skal det siges, at jeg råbte ”Pas På!” inden jeg gav slip.) Sidste år skulle jeg af med en gammel madras. Jeg stillede den ned foran min dør, og lukkede derefter det ene øje, hver gang, jeg gik forbi. Efter en storm endte den med at stå op af en bank i nærheden, og for at det ikke skal være løgn, havnede jeg i en samtale med en fremmed dame om selvsamme madras. Vi var ordentligt enige om, hvor sløjt det var, at folk bare lod deres lort vælte rundt på gaden. På det tidspunkt var det 3 uger siden, jeg havde stillet den ned, og flere gange undervejs i samtalen blev jeg oprigtigt forarget, indtil jeg igen kom i tanke om, at det jo rent faktisk var mig selv, der havde stillet den ned.

I år er jeg heldigvis blevet så voksen, at jeg har løst juletræsproblemet på en langt mere hensigtsmæssig måde: Jeg har stillet det over til naboen.