Jeg er en af dem, der er udstyret med en mental rød kuglepen, og som lægger overdrevet meget mærke til andres ordvalg og sprogbrug. Modsat hvad man skulle tro, så kan jeg garantere, at den det er mest irriterende for, er mig selv. Min hjerne er den belastende elev der, når nogen skriver ’sgu’ med k eller siger ’jeg lagde i sengen’, rækker armen så højt op, at den er ved at gå fra i skulderledet, mens den hopper rundt på stolen på spørg-mig!spørg-mig!-måden. Hver gang. Da det jo (trods alt) falder uden for min jurisdiktion at slå ned på al sproglig voldtægt, og da jeg godt kan lide andre menneskers selskab, betyder det, at jeg hver gang den skaber sig, er nødt til at smide den i benlås og kneble den. Bedrevidende mennesker er ikke rare at være sammen med.
Men jeg synes altså ikke altid, at vi behandler sproget pænt. En ting er, at man opgiver at lære folk at stave til Schweiz og mayonnaise, men når alle ordsprog ryger med i puljen, og man bare selv kan bestemme, hvad mening man synes, de skal have, så er der gået lige rigelig rundkreds og gruppeeksamen i den til mig.
Nogle ord og vendinger har jeg det bare svært med, uden jeg at kan pege på en regel og sige: ”Derfor!” Jeg hader, når folk råber ’Hallåå!’ for at blive ekspederet. Jeg synes, at det er uhøfligt og respektløst. Jeg begriber ikke, at folk over 7 staver ’knus’ med z. Jeg gider ikke, at folk skriver sure mails og alligevel ikke helt tør stå ved dem og derfor fylder dem med smileys og afslutter med ’smil’. Det er umuligt at respondere ordentligt på.
Endelig er der et udtryk, jeg ikke bryder mig om, men som jeg godt ved er ment som en kompliment: ”Jeg er stolt af dig”. Jeg vil ikke udelukke, at det er mig, der er hysterisk eller så ærekær at det grænser til et handikap, men jeg synes, at den er nedladende. De eneste, jeg mener, kan slippe af sted med den, er forældre, chefer og kærester. Folk, som pr. definition er positioneret over dig, eller som på den ene eller den anden måde har en andel i din præstation. Når alle andre siger det, kan jeg mærke at jeg liiige bliver lidt stiv i betrækket. Sådan lidt: ”Vi er enige om, at jeg selv gjorde det, ikke?”
Nå. Kan I nu nyde 4. søndag i advent derude. Jeg vil gå ind og hyggelæse lidt i min nudanske ordbog.
Hahaha… godt indlæg. Jeg begår vist selv en del sprogforbrydelser, men samtidig bliver jeg let irriteret over andres. Specielt det med knuz og møz og sært sms-sprog i det hele taget. 🙂
Well.. god fornøjelse med ordbogen – og glædelig jul.
Kan du ikke sveske – den ligger stadig her fra sidste sprogpoliti møde 🙂
helt enig med dig 🙂
Jeg kan kun erklære mig enig!
Hvad lagde du i sengen? – har jeg altid lyst til at spørge.
Jeg får også røde knopper af sprogdemokratiet. Hvis mange nok ikke forstår hvordan et ord skal bruges, besluttes det i bedste rundkredsestil, at man kan bruge et ord på både den rigtige og den forkerte måde. Hvad skal man så med ordet? Ingen ved om moren til børnehavebarnet mener, at sønnike er blevet snydt eller tilgodeset, når hun fortæller at han bliver forfordelt i institutionen.
Desuden skal “I” altid skrives med stort I, men “jer” skal aldrig skrives med stort J.
Og hvad mener folk, når de siger, at noget løser sig “over tid”? Eller på sigt? Går ud fra at andre også er underlagt dimensionen tid og derfor ikke kan få tingene løst på anden måde og på sigt betyder da heller ingenting. Vær mere specifk, tak. Lang sigt eller kort sigt? Av, tror også min skulder gik lidt af led igen! ;o(
Uhhh du ville elske at gå på journalisthøjskolen. Der er stort set alle som dig på det punkt, OG de fleste omkringstående laver eftertænksom mine og nikker sammentyggende, når nogen bliver flænset verbalt for dårligt sprogbrug. Det er HIMLEN! 😀 Bortset fra når man selv fejler, hvilket ALTID skyldes en tastefejl. ALTID.