Så er undtagelsestilstanden snart ved at være slut. Gider ikke så godt hjem til hverdag, januar og realiteter. Det er lidt nemmere at være her, hvor nogen sørger for det hele, ingen forventer noget af mig, og jeg får lov at tusse rundt for mig selv.
Men det her går heller ikke. Esbjerg er ved at opsluge mig, bid for bid. Jeg er begyndt at sætte ’æ’ foran alle mine navneord, og jeg hører det ikke længere, når jeg siger ’møj’ i stedet for ’meget’. Mit fine hår er så statisk elektrisk pga. manglede kalk i vandet, at det har forvandlet sig til en 30 cm. høj baby-afro. Jeg spinnede i dag til ”In the army now” – og opdagede det først, da jeg hørte mig selv nynne med. En uge mere og jeg er ansat på Viking Gummibådsfabrik, går på arbejde i blå kedeldragt og Sloggi Maxi og hører Big Fat Snake. (Måske jeg skulle overveje det? Så kan jeg være Hende, Den Mærkelige, som bor hjemme, og som børn er bange for *ligeglad smiley*)
Orker bare ikke lige at stå ansigt til ansigt med virkeligheden.
Kan man blive hentet ud af HOK?
hahaha – virkelig morsom karakteristik af “et liv” i Esbjerg