For første gang i al den tid, jeg kan huske, fik jeg i år ingen julegaver, der skulle byttes. Til gengæld havde jeg et par stykker stående, adresseret til den finske ambassade, som jo desværre valgte at lukke lige inden jul.
Når man skal købe gaver, er der ingen grænser for den gode service i butikkerne. Det kniber straks lidt mere, når man gerne vil af med gaverne igen. Finnen havde – og har vel stadig – en motorik, der ligner min. Derfor havde jeg bl.a. købt nogle helt specielle norske tallerkner, som det efter sigende skulle være umuligt at slå i stykker. (Jeg vil nu stadig vove at påstå, at det nok skulle kunne lade sig gøre for mig.) Det eneste sted, det er muligt at købe disse supertallerkner er i Emmerys.
”Emmerys? Bageren??” spørger I undrende. Ja. Som ikke giver pengene retur. Hvilket betyder, at jeg nu har et gavekort på 600 kr. til en bager. Selv i Emmerys er det mange penge. Nok til… hvad? .. 4 rundstykker? 5?
En skam, at man ikke lige står og har sølvbryllup. Eller kummefryser.
Ja tak, jeg vil gerne have en af deres snegle med – de er jo i en klasse for sig selv! 😉
Se det fra den lyse side; så har du jo nærmest et kreditkort til emmerys, og det er vel egentlig ok? Så kan du blive sådan helt overskuds-agtig og altid lige have en kage med og sådan 😉
Altså der er jo ingen grund til ikke at fejre sølvbryllup, bare fordi man er uden sølvgom. Hvem vil græde over en invitation til friske rundere og gammel dansk?
brunch for tre med det hele. vi kan godt komme i morgen :o)
DEN er jeg med på – jeg betaler gerne min andel til dig og vupti har du fået penge tilbage 🙂
God gave, i øvrigt. De er tosset fede, de tallerkner. Bare ærgerligt, Finne-boy…
Kan man ikke spise pebernødder i januar – dem kan de nu godt bage i E da 🙂
– og ellers bruncher jeg sandlig også gerne med dig da. Kender da en der kal fejres i januar jo!! 🙂