Det bliver en mærkelig samtale.

Rimelig højdramatisk morgen her på matriklen. Jeg er under angreb. Naturen stræber mig på livet. Jeg synes ellers, at vi alle dage har haft en stiltiende aftale om fredelig sameksistens: Jeg slider ikke unødvendigt på den og til gengæld lader den mig være i fred.

Det er åbenbart slut nu.

Vågnede til lyden af Vred Fugl. I plural. Lå først og ventede på, at de trak sydpå i en fart, men lyden bare steg og steg i styrke, og til sidst sneg jeg mig ud i køkkenet – hvor jeg trådte lige ind i horrorscenen fra ’Fuglene’. Der sad de, på hegn og grene, og stirrede på mig, mens de skræppede blodtørstigt. Sorte, gigantiske, vrede hamaslignende fugle. Mens jeg stod paralyseret af rædsel, kunne jeg pludselig høre, at lyden blev højere. Panik. Hvorhvorhvor kommer den lyd fra?!! Det viste sig, at de forpulede bæster havde sendt en fortrop afsted, som var ved at indtage et hul i muren – SOM ENDER I MIN EMHÆTTE!!! Hvad fanden gør man?! Har Søren Ryge en ond tvilling, man kan spørge til råds, når man gerne vil gøre skade på naturen?

Jeg gjorde, som enhver klog lille pige har lært, at hun skal gøre, if attacked: Jeg hvinede en høj, ubehagelig lyd lige op i min emhætte. (Og forsøgte at undgå at se billedet af hysterisk angst-hyssende kone i bare tæer og t-shirt, der står og truer af sit køkkeninventar for mig. Bør hermed være bevist at fugle ser meget dårligt; ellers var de flygtet, da jeg viste mig i vinduet. Eller døde af grin.)

De bliver ved. Utrætteligt. Når jeg forlader køkkenet, går der 3 minutter – så er de der igen. Men jeg giver ikke op. Det er MIT køkken, og jeg har tænkt mig at blive her og forsvare det. Tør heller ikke rigtigt at gå ud.

‘Hej chef. Det er Linda. Jeg kommer ikke på arbejde i dag, da jeg skal beskytte min emhætte mod fugle.’