Bloggen

Piger er så hårde ved hinanden! sagde The Artist Formerly Known As Bitter i går.

Han har ret. Det er ikke altid, at jeg er lige stolt over mig selv og mit køn. Et af vores værste karaktertræk, synes jeg, er vores falskhed. Måden hvorpå vi er søde og høflige overfor hinanden, når vi er sammen, og derefter sviner hinanden til, når vi går.

Og. Vi. Gør. Det. Alle. Sammen.

Vi er så utroligt bevidste om, hvad der er Det Rigtige at sige, når nogen (mænd især) lytter, så vi fremstår som overskudsmennesker med evne til at hæve os over andres dårlige opførsel, mens vi i virkeligheden står og tager mentale noter til det forargede referat, bedsteveninden skal have senere.

Somme tider holder vi liv i relationer, vi dybest set ikke er interesserede i, fordi vi ikke vil såre den anden part. Hvilket jo er noget frygteligt pis, for det eneste der helt sikkert er værre end at få at vide, at nogen ikke gider dig – overhovedet – er at finde ud af, at de bruger tid med dig af medlidenhed. Helt i særklasse er det, at vi faktisk bliver vrede på folk, der ikke forstår gå-væk-udstråling, men utrætteligt bliver ved med at ringe og skrive. Dem hører bedsteveninden rigtig meget om.

En gang imellem bliver jeg træt af vores fnidder og stikpiller. Mine egne så utroligt inklusive. Drengenes ligefremme og ordknappe adfærd virker pludselig langt mere reel og tillokkende. De er sværere at fornærme og siger det ligeud, hvis de synes, du er en tarvelig spasser. Vi bruger i al for vid udstrækning modellen med at brokke os til hinanden uden hensyntagen til, at det kan stille den, vi brokker os til i en rigtig træls situation. Sladder og bagtaleri skaber en fornemmelse af os mod dem, hvilket igen giver en fornemmelse af, at vores venskab er lidt stærkere end det, vi har med de andre. Vi deler. Vi er fortrolige. Vi sætter hinanden højere, end dem vi snakker om. Og netop fortrolighed er utroligt svært at takke nej til, fordi det bliver en afvisning af mere end den gode historie. Det bliver en afvisning af dig som bedsteveninde, fordi jeg, ved at bede dig om at blande mig udenom, sætter den, du fortæller mig om, højere end dig.

Jeg har snart fødselsdag, og jeg springer festen over i år. Jeg orker ikke at bruge dagen på at smile stift og insistere på, at vi hygger os, når jeg ved, at flere af mine veninder har anstrengte forhold til hinanden. Der er sms’er, jeg ville ønske, jeg ikke havde fået og spørgsmål, jeg ville ønske, jeg ikke var blevet stillet.

Jeg burde sige til de involverede parter, at de skal blande mig udenom. Jeg er bare så bange for, at de bliver kede af det, hvis jeg gør.

Tyrkere raser over dom for dødsvold kan man læse i Politiken i dag. Jeg bliver træt på forhånd. Det lugter af Muhammed – og ganske rigtigt: Man kan læse, at ”hele Tyrkiet opfatter overfaldet som racistisk” og en tyrkisk journalist fortæller, at ”et racistisk overfald ifølge flere tyrkiske medier bør give 6-8 års fængsel”.

Jeg synes også, at 4 år er alt, alt for lidt for at tage et andet menneskes liv. At de tyrkiske medier har en holdning til, hvor lang tids fængsel et mord skal give er fint, men siden hvornår er pressen blevet eksperter på juraområdet? Måske lidt flot at mene, at man kan gennemskue hele retsvæsenet og domssystemet i et andet land, fordi man er jounalist?

Og er det noget med, at Tyrkiet måske skal være lidt varsomme med at banke på den dør der hedder krænkelse af menneskerettigheder?

Jeg har svært ved at se, hvorfor det skulle være ekstra slemt, at baggrunden for overfaldet er racisme. Der findes ingen gode grunde til at slå andre mennesker ihjel, med mindre vi snakker nødværge. Jalousi, vrede, stoffer eller racisme – det er alt sammen lige forkert og forkasteligt. Nogle grunde kan vi bedre forstå end andre, men det rykker stadig ikke ved, at resultatet på bundlinjen er det samme: Et menneske er blevet slået ihjel, og det kan ikke retfærdiggøres. At insistere på, at et tyrkisk liv er mere værd end et dansk er bare omvendt racisme.

05:35: Vækkeur ringer. No problem. Er udsovet, har printet Krakkort og besluttet, hvad jeg skal have på.
05:55: Tjekker lige mail. Tænder mini.
05:56: Mini dør. Dør! Mellem hænderne på mig.
06:03: Opgiver at genoplive med febrilsk hamren på On ledsaget af non-stop KomNu!!-besværgelse.

06:40: Brrrfff! Permafrost!
07:00: Sidder i tog. Mini-løs. Forsøger at sige til mig selv, at det stadig kan nå at blive en god dag. (As if!)
07:25: Står af tog på meget mørk og øde station. 2 km til destination. 35 min til start. Overdrevet god tid.
07:26: Ok, ingen vejskilte?? Overhovedet?
07:28: Phiew! Der er ét ovre *løber over vej*
07:32: HVORFOR ER DER IKKE NOGEN VEJE, DER HEDDER DET DE SKAL??! Fucking lortekrak! Og skilte… ansvarlige!
07:33: Eneste lokale beboer heldigvis stået op og ude med hund. Godt! *monterer autentisk storby-hjælpeløshed*
07:34: AAAFsted!
07:40: ….
07:42: Aj, men kan det passe?? Der er jo INGENTING herude?
07:45: Komnukomnukomnukomnukomnu!
07:50: Hvor er det henne?!!! *løber rundt i panisk galop i øde industrikvarter* Turbohader nu krak.
07:55: HURRA! Fundet!

08:30: Meget hygiejnisk sted. Er iført så meget engangs-overtræk, at jeg ligner undvegen narkosesygeplejerske og siger sjove, knitrende lyde, når jeg tolker.

10:00: Tolkeskift. Lynhurtigt ud af dør i håb om at nå tog kl. halv.
10:31: Kom. Nu.
10:42: Nå? Så hvis toget er forsinket nok, så piller man det bare af? Det er for nemt, mand. Har desværre brugt al mit had på Krak og kan kun mønstre svag irritation.
10:55: Resignerer og accepterer, at det åbenbart er min skæbne at fryse ihjel på station ved verdens ende i selskab med to stive grønlændere og et loppebefængt gadekryds. Er så dybfrossen, at jeg ikke engang har kræfter til at være skuffet.
11:00: Er det fatamorgana eller skuer mit øje virkelig et tog?

11:50: Ankommer til næste opgave. Ikke en præst i miles omkreds. (Ligger vel på lur et sted, bevæbnet med hvidløg og vievand…)
12:20: Åh, kan ikke det her. De er så kede af det alle sammen.
13:15: Puha. Ondt i maven og tårer i øjnene. Ville ønske, at man kunne slukke sin empati inden nogen opgaver.

15:50: Efter samtale om Emil Ammitzbølls bekymrende lighed med kyllingefilet (bleg, fersk og slimet), ser jeg mig nødsaget til at tage sol.
16:30: Forsøger at slå mig selv ihjel på spinningcyklen. Lykkes næsten.
18:00: Slæber mit forfrosne, mørbankede legeme over tundraen og hjem.
19:00: Sidder iført strikhue, luffer, for store Adidas træningsbukser og 4 hættetrøjer og ligner noget fra 8220. I min ovn. Går IKKE mere ud i dag!

Jeg ved ikke, om det er et resultat af min fremskredne alder, men jeg er ved at blive sådan en, der er ængstelig. Når jeg læser om overfald, voldtægter og folk, der har mistet livet i trafikken, er jeg begyndt at lave mandtal. Kender jeg en, der passer på alder og beskrivelse? Har jeg styr på tropperne? Er der nogen, jeg ikke har hørt fra for nyligt? Historier om alvorlig sygdom udløser en underlig blanding af taknemmelighed over, hvad jeg har og angst for, hvad jeg kan miste.

Jeg ved ikke, om det er fordi, man efterhånden som man bliver ældre finder ud af, hvor skrøbelige vi er. Fordi man efterhånden har lært, at retfærdighed hverken er noget, vi har krav på, eller gennem god opførsel kan gøre os fortjent til.

Somme tider har jeg lyst til at putte hele min familie og alle mine venner i lommen og passe på dem, så Skæbnen ikke får øje på dem. Eller ram på dem. Samtidig ved jeg jo godt, at alle er nogens, og ingen kan undværes.

Åh! Kan vi ikke bare aftale, at der ikke må ske noget med nogen?

Jeg tror efterhånden, at vi har fået slået fast, at jeg forsøger mig med et postivt livssyn og en optimistisk tilgang til tingene. Ind imellem ender det bare med at tage magten lidt fra mig.

Jeg har en tendens til i begejstring at oversælge alt, hvad jeg føler mig knyttet til. Venner, arbejdspladser, fitnesscentre – you name it.

Igår snakkede jeg med en pige, som fortalte, at hun skulle flytte til Esbjerg. I løbet af 4 sekunder var jeg igang med en hyldesttale så varm, at jeg næsten selv fik tårer i øjnene. Efter to minutter havde jeg fået skabt en komplet ugenkendelig by; en hybrid imellem Madrid, New York og London – som jeg egentlig selv fik helt lyst til at flytte til. (Jeg skylder at sige, at Vesterhavet ER i særklasse, og at alle østvendte vande til sammenligning er noget tøsevand.)

På nogle områder har jeg udviklet undvigerstrategier, men det er tillært adfærd, og kun fordi det i længden er blevet utrolig trættende at bruge en hel lørdag aften på at forsvare priser på medlemsskaber i fitnesscentre for fedladne, jovialt-aggressive bordherrer.

Det værste ved det er, at når jeg i storslåede vendinger har lovprist dette eller hint, så ender jeg med at blive utrolig irriteret, når virkeligheden viser sit grimme fjæs, og et menneske kun er et menneske, og en chef kun er en chef. Ved at opføre mig som selvudnævnt ambassadør for alting, føler jeg mig næsten persolig svigtet, hvis min noget subjektive varedeklaration ender med at være falsk varebetegnelse.

Og det bliver en selvopfyldende profeti. Det er altid, når man har talt allervarmest for sin lidt skæve veninde, at hun ender med at blive svenskerstiv, brække sig på hunden og fornærme værtinden. Det er altid når man har rost sin kæreste allermest, at han ender med at opføre sig som en neandertaler i andres påsyn. Det er altid, når man har forsvaret en ubehagelig person mest indædt, at de andre viser sig at have ret.

Mand. Det er fandme somme tider op af bakke at være PR-agent for verden.

På baresso med veninde. Vi sidder ved vinduet og glor på mennesker, mens vi drikker kaffe. Udenfor går ualmindelig nydelig mand forbi.

Mig: “Pæn fyr, ham der.

….

Gud! Ham har jeg sgu da været sammen med!!”
*smiley-der-skamrødmer-til-lyden-af-undertrykt-latter-fra-de-omkringsiddende*

Stilfuldt. Den kan man ligeså godt lade være med at forsøge at redde, ikke?

Er lige kørt forbi en pige, der stod midt på strøget og vrælede: “Frederiiiiiikke!! FredeRIIIkke!!! FREDERIKKE!!!” efter sin (tilsyneladende hørehæmmede) veninde. Måtte næsten bide mine knoer til blods for ikke at gribe meget hårdt fat i overarmen på hende og hamas-hvæse: “Gå OVER til hende, hvis du vil snakke med hende!!”

Nogen, der skal have deres børn afrettet hos The Nazi-Nanny From Hell?

Når man blogger, udtrykker man sig gennem et medie, der på én gang er meget taknemmeligt og meget krævende. Man bestemmer selv, hvad man lægger ud, man kan justere på virkeligheden, så man fremstår mere glamourøs og mindre leverpostejsfarvet, end man egentlig er, og man kan holde kortene helt tæt til kroppen, og kun blogge om iagttagelser og oplevelser fra hverdagen. Men samtidig lever bloggen kun, så længe den bliver læst og det gør den kun så længe nogen derude finder den underholdende eller relevant. Derfor handler det om at vælge et eksponeringsniveau, hvor man hverken lader for meget henligge i skygge, eller føler at man udstiller sig selv. Jeg tror, at de fleste bloggere vælger at dele, hvad de selv føler sig tilpasse ved at følge hos andre.

I såvel underholdning som undervisning, foretrækker jeg, at den, der står overfor mig, svæver en smule over vandene, men samtidig giver lidt af sig selv. Upersonlig formidling bliver for glat og ligegyldigt for mig, men jeg er på den anden side heller ikke interesseret i alt for intime detaljer om mennesker, jeg ikke har en 1:1 relation med.

På min blog skriver jeg meget om verden omkring mig. Ting, jeg undrer mig over og folk, jeg ikke forstår. Jeg forsøger altid at huske, at når jeg peger, er der 3 fingre der peger på mig selv. Det lykkes sommetider. Men når en stor del af bloggens eksistensgrundlag er andre menneskers lykke og ulykke, så ville det være urimeligt kun at flashe mig selv og min historie, når mit liv er sjovt, og jeg kan være mig selv bekendt.

Jeg er blevet mødt med bekymring over min nærmest manglende reaktion på Finnens exit. Jeg har ikke talt ret meget om det, fordi jeg ikke har kunnet finde de rigtige ord. Jeg har ikke blogget ret meget om det, fordi det var nøgent og gjorde ondt – og fordi jeg ikke ved, hvem der læser med. Jeg kunne ikke kunne overskue at blive konfronteret og spurgt, før jeg selv havde fundet et minimum af fodfæste igen.

Mit indtryk er, at folk tror, at jeg ikke vil tale om det og spiller ubekymret, fordi jeg enten ikke vil belemre dem med mine problemer, eller fordi jeg mentalt synger, har fingrene i ørerne og øjnene hårdt klemt i. Stoisk martyr eller på flugt fra virkeligheden. Selv Mørkets Fyrste bad mig bekymret om at gøre noget af det “almindelige mennesker gør, når de bliver gået fra!” Han blev først rolig, da jeg højtideligt lovede at trække i nattøj, drikke mig skidestiv i billig rødvin og tudesynge i dem tomme flaske.

Jeg ved godt, at jeg er svær at hjælpe. Jeg foretrækker at finde ud af tingene selv. Sådan er jeg indrettet. Vi løser alle de svære situationer, vi bliver stillede i på den – for os – bedste måde. Jeg snakker lidt og tænker meget. Rigtig meget. Jeg rydder op, smider ud og køber blomster. Bestiller tid hos frisøren. Jeg har dage med kvalme og hovedpine, og dage hvor jeg kravler rundt på væggene, fordi jeg ikke er tilpas og godt ved, at der ikke er noget at gøre ved det. Jeg går lange ture og tænker noget mere. Jeg leder efter de gode ting – og jeg finder dem.

Så for god ordens skyld: Jeg savner finnen og tænker meget på ham, men jeg har det godt. Også bedre end jeg havde troet muligt. Måske skyldes det, at jeg havde tid til at forberede mig, inden den endelige dom faldt. Måske skyldes det, at jeg er blevet ældre og har været her før: Der er en sær genkendelsen glæde ved at stå her igen. Jeg kender forløbet og mine egne reaktioner og ved, at hvordan verden end vender, så har jeg mig selv, og jeg klarer mig.

Jeg knækker ikke – og jeg mister ikke troen på kærligheden.

Er det mig, eller er indbruds- og overfaldsraten steget med ca. 4.000 % ? Jeg kan, uden at anstrenge mig, komme i tanke om flere i omgangskredsen, der har haft indbrud siden jul, og folk bliver skudt og stukket ned i hobetal.

Nu har jeg hørt, at det sidste nye er, at grupper af møgbørn i alle farver passer uskyldige pseudo karabinhager op og truer dem til at aflevere deres Canadian Goose jakker…

Ens overtøj?? IMENS man har det på??! Aj men hvad fanden sker der!!?

Jeg vil til at gå med riffel.