Great expectations.

Jeg tror efterhånden, at vi har fået slået fast, at jeg forsøger mig med et postivt livssyn og en optimistisk tilgang til tingene. Ind imellem ender det bare med at tage magten lidt fra mig.

Jeg har en tendens til i begejstring at oversælge alt, hvad jeg føler mig knyttet til. Venner, arbejdspladser, fitnesscentre – you name it.

Igår snakkede jeg med en pige, som fortalte, at hun skulle flytte til Esbjerg. I løbet af 4 sekunder var jeg igang med en hyldesttale så varm, at jeg næsten selv fik tårer i øjnene. Efter to minutter havde jeg fået skabt en komplet ugenkendelig by; en hybrid imellem Madrid, New York og London – som jeg egentlig selv fik helt lyst til at flytte til. (Jeg skylder at sige, at Vesterhavet ER i særklasse, og at alle østvendte vande til sammenligning er noget tøsevand.)

På nogle områder har jeg udviklet undvigerstrategier, men det er tillært adfærd, og kun fordi det i længden er blevet utrolig trættende at bruge en hel lørdag aften på at forsvare priser på medlemsskaber i fitnesscentre for fedladne, jovialt-aggressive bordherrer.

Det værste ved det er, at når jeg i storslåede vendinger har lovprist dette eller hint, så ender jeg med at blive utrolig irriteret, når virkeligheden viser sit grimme fjæs, og et menneske kun er et menneske, og en chef kun er en chef. Ved at opføre mig som selvudnævnt ambassadør for alting, føler jeg mig næsten persolig svigtet, hvis min noget subjektive varedeklaration ender med at være falsk varebetegnelse.

Og det bliver en selvopfyldende profeti. Det er altid, når man har talt allervarmest for sin lidt skæve veninde, at hun ender med at blive svenskerstiv, brække sig på hunden og fornærme værtinden. Det er altid når man har rost sin kæreste allermest, at han ender med at opføre sig som en neandertaler i andres påsyn. Det er altid, når man har forsvaret en ubehagelig person mest indædt, at de andre viser sig at have ret.

Mand. Det er fandme somme tider op af bakke at være PR-agent for verden.