Det, der er mit.

Jeg ved ikke, om det er et resultat af min fremskredne alder, men jeg er ved at blive sådan en, der er ængstelig. Når jeg læser om overfald, voldtægter og folk, der har mistet livet i trafikken, er jeg begyndt at lave mandtal. Kender jeg en, der passer på alder og beskrivelse? Har jeg styr på tropperne? Er der nogen, jeg ikke har hørt fra for nyligt? Historier om alvorlig sygdom udløser en underlig blanding af taknemmelighed over, hvad jeg har og angst for, hvad jeg kan miste.

Jeg ved ikke, om det er fordi, man efterhånden som man bliver ældre finder ud af, hvor skrøbelige vi er. Fordi man efterhånden har lært, at retfærdighed hverken er noget, vi har krav på, eller gennem god opførsel kan gøre os fortjent til.

Somme tider har jeg lyst til at putte hele min familie og alle mine venner i lommen og passe på dem, så Skæbnen ikke får øje på dem. Eller ram på dem. Samtidig ved jeg jo godt, at alle er nogens, og ingen kan undværes.

Åh! Kan vi ikke bare aftale, at der ikke må ske noget med nogen?