Når man blogger, udtrykker man sig gennem et medie, der på én gang er meget taknemmeligt og meget krævende. Man bestemmer selv, hvad man lægger ud, man kan justere på virkeligheden, så man fremstår mere glamourøs og mindre leverpostejsfarvet, end man egentlig er, og man kan holde kortene helt tæt til kroppen, og kun blogge om iagttagelser og oplevelser fra hverdagen. Men samtidig lever bloggen kun, så længe den bliver læst og det gør den kun så længe nogen derude finder den underholdende eller relevant. Derfor handler det om at vælge et eksponeringsniveau, hvor man hverken lader for meget henligge i skygge, eller føler at man udstiller sig selv. Jeg tror, at de fleste bloggere vælger at dele, hvad de selv føler sig tilpasse ved at følge hos andre.
I såvel underholdning som undervisning, foretrækker jeg, at den, der står overfor mig, svæver en smule over vandene, men samtidig giver lidt af sig selv. Upersonlig formidling bliver for glat og ligegyldigt for mig, men jeg er på den anden side heller ikke interesseret i alt for intime detaljer om mennesker, jeg ikke har en 1:1 relation med.
På min blog skriver jeg meget om verden omkring mig. Ting, jeg undrer mig over og folk, jeg ikke forstår. Jeg forsøger altid at huske, at når jeg peger, er der 3 fingre der peger på mig selv. Det lykkes sommetider. Men når en stor del af bloggens eksistensgrundlag er andre menneskers lykke og ulykke, så ville det være urimeligt kun at flashe mig selv og min historie, når mit liv er sjovt, og jeg kan være mig selv bekendt.
Jeg er blevet mødt med bekymring over min nærmest manglende reaktion på Finnens exit. Jeg har ikke talt ret meget om det, fordi jeg ikke har kunnet finde de rigtige ord. Jeg har ikke blogget ret meget om det, fordi det var nøgent og gjorde ondt – og fordi jeg ikke ved, hvem der læser med. Jeg kunne ikke kunne overskue at blive konfronteret og spurgt, før jeg selv havde fundet et minimum af fodfæste igen.
Mit indtryk er, at folk tror, at jeg ikke vil tale om det og spiller ubekymret, fordi jeg enten ikke vil belemre dem med mine problemer, eller fordi jeg mentalt synger, har fingrene i ørerne og øjnene hårdt klemt i. Stoisk martyr eller på flugt fra virkeligheden. Selv Mørkets Fyrste bad mig bekymret om at gøre noget af det “almindelige mennesker gør, når de bliver gået fra!” Han blev først rolig, da jeg højtideligt lovede at trække i nattøj, drikke mig skidestiv i billig rødvin og tudesynge i dem tomme flaske.
Jeg ved godt, at jeg er svær at hjælpe. Jeg foretrækker at finde ud af tingene selv. Sådan er jeg indrettet. Vi løser alle de svære situationer, vi bliver stillede i på den – for os – bedste måde. Jeg snakker lidt og tænker meget. Rigtig meget. Jeg rydder op, smider ud og køber blomster. Bestiller tid hos frisøren. Jeg har dage med kvalme og hovedpine, og dage hvor jeg kravler rundt på væggene, fordi jeg ikke er tilpas og godt ved, at der ikke er noget at gøre ved det. Jeg går lange ture og tænker noget mere. Jeg leder efter de gode ting – og jeg finder dem.
Så for god ordens skyld: Jeg savner finnen og tænker meget på ham, men jeg har det godt. Også bedre end jeg havde troet muligt. Måske skyldes det, at jeg havde tid til at forberede mig, inden den endelige dom faldt. Måske skyldes det, at jeg er blevet ældre og har været her før: Der er en sær genkendelsen glæde ved at stå her igen. Jeg kender forløbet og mine egne reaktioner og ved, at hvordan verden end vender, så har jeg mig selv, og jeg klarer mig.
Jeg knækker ikke – og jeg mister ikke troen på kærligheden.
Du har da helt ret. Selvfølgeligt skal du ikke fortælle mere om dig selv end du har lyst til. Hvis du er nød til at oversskride dine egne grænser for at tækkes dine læsere er der gået noget galt. Tak for et tankevækkende indlæg, det fik mig til at tænke over hvor mine egne grænser går.
Jeg synes du holder bloggen lige præcist der hvor jeg er vild med den; giver et humoristisk og dagligdags indblik i dit liv, uden det hele bliver følelsesporno. Mit indtryk er at dine inderste tanker og følelser bliver delt dér hvor de ofte bør deles: hos gode venner eller familie face-to-face.
Har sagt det før, men siger det gerne igen: tak for en fantastisk blog! 🙂
En blog skal være et frirum, hvor man selv definerer reglerne. Så selvom vi alle er glade for at have læsere og få kommentarer, så skal vi holde fast i kun at skrive om de ting, vi har lyst til. Sådan har jeg det i hvert fald. 🙂
Dejligt at høre, at du har det godt. Der er endnu flere gode nyheder for dig, apropos hvad du deler med læserne på din blog.
Se det her.
Kærlige hilsener
Bitter Blog