Uden at det skal blive et statement, så tror jeg ikke, at jeg gider drikke mere. I hvert fald ikke så meget. Fint nok med lidt rødvin og sådan, men for en periode er jeg færdig med at drikke mig slingrestiv.
Er i forvejen så rigeligt motorisk udfordret, og alkohol får mig til at føle mig som en kæmpeedderkop på rulleskøjter. Jeg fornærmer uforvarende folk nok i ædru tilstand, så ingen grund til at skylle mine sparsomme grænser væk med alkohol. (For fanden, altså. Er der nogen chance for, at man som mand på 1,60 synes at det er sjovt, at blive nevet i kinden og kaldt ’kær’ af blondine på 1,80 + hæle? Eller at en lettere kraftig mand, der ikke en eneste gang under samtalen ser mig i øjnene, ikke tager anstød af, at man spørger, om han er ligeså glad for sine egne bryster, som han tilsyneladende er for mine?) Jeg bliver enten alt (alt!) for højrøstet eller meget, meget stille. Jeg hader at gå i byen på YIIHAAAARR!!-måden, jeg danser ikke, og da alkohol åbenbart lammer mine ansigtsnerver, bliver jeg ALTID spurgt, hvorfor jeg ’ser så sur ud?’ Jeg møder de forkerte mennesker og har de forkerte samtaler – og dagen efter kan jeg ikke afgøre, om jeg er lettet eller angst over kun at kunne huske en fjerdedel af, hvad vi snakkede om.
Nu sidder jeg her i en krop, der er meget vred på mig. Den har endnu ikke besluttet sig for, om det skal ende med, at jeg prøver at vende vrangen ud på mig selv, eller om jeg får lov at slippe med skrækken. Al bevægelse foregår i slowmotion, fordi jeg er bange for at ødelægge den skrøbelige våbenhvile [indsæt selv samfundskritisk sætning, der får metaforen til at hænge sammen, Red.], og jeg kommer til at bruge resten af dagen på forsigtigt at prøvespise alt, hvad der er biologisk nedbrydeligt i håb om, at det er lige præcis dét, der får krisen til at gå i sig selv.
Om en time har jeg en aftale. Hvordan det skal lykkes mig at holde op med at ligne og føle mig som et genopgravet lig, ved jeg simpelthen ikke.
Hehe, lyder ellers meget festligt. Jeg kommer også tit til at blive en tand for direkte, når jeg får noget at drikke. Og jeg har ellers ingen problemer med at sige min mening, når jeg er ædru! Man kan pludseligt få travlt med at sende forklaringer og undskyldninger rundt dagen efter.. højst upraktisk.
Moralske tømmermænd er de værste! Jeg hader-hader-HADER dem – og derfor drikker jeg yderst sjældent. Jeg skal være meget tryg i rigtige gode venners lag før jeg for en stund overgiver mig til Kong Alkohol, for jeg gider ikke længere det der bøvl med hverken de fysiske eller de moralske tømmermænd. Jeg bryder mig ganske enkelt ikke om mig selv når jeg er fuld mere.
hahaha- vældigt beskrivende indlæg. Jeg synes, noget af det værste er, hvor meget sindsygt man kan foretage sig, imens ens hjerne er på black-out ! Der kan ske rigtigt meget i “de der sorte huller”. Kroppen er åbenbart helt uafhængig af hjernens indblanden 🙂