Jeg SAGDE jo, at jeg havde en lortedag!

Om det skyldes min meget nært forestående fødselsdag, artiklen i Urban forleden om, at vi lever længere på nettet, eller om vi er ude i noget freudiansk afslutning/begyndelsessymbolik ved jeg ikke; men i nat drømte jeg, at jeg døde. Ikke en drøm med truende stygermusik og dystre skygger i udkanten af billedet – mere sådan…lidt praktisk orienteret. Noget af det, der fyldte mest i drømmen var, at I (alle 7) var meget vrede over, at der pludselig ikke blev skrevet mere på bloggen. (Til jeres forsvar skal det siges, at I ikke vidste, at jeg var død.) Jeg indrømmer, at plottet halter. Der hvor jeg befandt mig, burde jeg have været mere optaget af at nyde varmen og flammernes skær end af bloggens endeligt, og hvordan jeres vrede var kommet mig for øre, røg åbenbart i redigeringen.

Ikke desto mindre tænkte jeg så meget over det, da jeg stod op i morges, at jeg kom til at hælde Nescafe på mine havregryn. Et langt øjeblik stod jeg bare og stirrede på min morgenmad uden helt at kunne sætte fingeren på, hvad der var galt. Dernæst overvejede jeg et kort øjeblik, om jeg uforvarende var snublet over en guldmine. It could work. ”Havrekaffe. Til dig, der optimerer din tid.” Gik væk fra det igen, da jeg fandt ud af, at det kræver kogende vand at opløse kaffen. Alligevel lige klamt nok.

Jeg følger med på en hel del forskellige blogs. Nogle har jeg læst med på i flere år, og jeg har en fornemmelse af at kende disse mennesker lidt, selvom jeg aldrig har mødt dem. Med alle de bloggere, der findes, MÅ der statistisk set være nogen, der ind i mellem træder ud foran en bus eller sidder i den forkerte bil. Er det ikke en vildt underlig tanke? Som læser ville man aldrig få at vide, hvad der var sket.

Jeg hader løse ender og unfinished business. Jeg vil have oprettet en indstilling, der automatisk får rulletekster til at køre over skærmen, hvis jeg ikke lægger noget op i 14 dage.

Så er jeg også sikker på at få det sidste ord.