Top 5
– over all time yndlingssange:
1) Dancing in the dark – Bruce Springsteen.
“You can’t start a fire – you can’t start a fire without a spark. This gun is for hire – even if we’re just dancing in the dark.” ELSKER den. Kommer altid til at danse en lille smule, når jeg hører den. Bruce, jeg vil gerne leje med dig.
2) Coming back to life – Pink Floyd.
“I took a heavenly ride through our silence. I knew the moment had arrived – for killing the past and coming back to life.” Hva?! Så er der da dømt forår og mentalt børsten-støv af over hele linien.
3) I owe you nothing – Bros.
De har ure på skoene og ligner nogen, der stilmæssigt er inspirerede af den tyske højrefløj. Jeg har intet at sige til mit forsvar.
4) Born to be my baby – Bon Jovi
Flash-backs til Mikado, A-skjorter og Mik fra 9. A, som havde langt hår og var lækker – og så er den sunget af den pæneste mand i show biz.
5) The space between – Dave Matthews Band.
U2 møder Pink Floyd. Need I say more?
Dem, som også burde have været med:
6) Pictures of you – The Cure.
Man må ikke høre den, hvis man er i sit suicidale hjørne, men man skal altså være mere end almindelig hård, for ikke at blive rørt af den.
6) Without you I’m nothing – Placebo & David Bowie
Den minder mig om en mand, jeg holdte meget af, som altid lovede mig en kummefryser, hvis jeg ville tegne ham på ryggen. (Han skylder faktisk, nu jeg tænker over det…)
6) I want you – Sophie B. Hawkins.
Dylan – as it should be.
6) Beatles – Here comes the sun
Om mine forældre er gamle hippier? Ja, hvorfor spørger du om det?
Har jeg glemt nogen?
Forskellen på børn og voksne:
Jeg kan ligeså godt være ærlig: Jeg ville ikke have gidet. Jeg ville have syntes, at der var ALT for lidt sne, at det ikke kunne betale sig, og at resultatet garanteret ville blive så grimt, at det ikke var anstrengelserne værd. Ingen grund til at starte på noget, hvis man alligevel bliver nødt til at opgive halvvejs, fordi man går ned på udstyr.
Børn er heldigvis ligeglade med den slags pessimistiske realisme.
Lige i (utro)skabet.
Utroskab er noget mærkeligt noget. Specielt når man er den, det bliver begået med og ikke den, det bliver begået imod. Der behøver ikke være respekt, der behøver ikke være forståelse. Fysisk tiltrækning og window of opportunity er nok. Der er ikke skyggen af logik i de følelser, det potentielt kan udløse: Min søster i synd, som for et par år tilbage havde en affære, blev dybt jaloux, da hendes tidsfordriv pludselig begyndte at se ekskæresten igen. En anden venindes affære, som boede med sin kæreste, blev sygeligt jaloux, hver gang min veninde skulle i byen, fordi han (og jeg citerer) var bange for, at hun ’var ham utro’.
Dårlig samvittighed eller selvforsvar: Utroskab udløser tilsyneladende et uimodståeligt behov for at blive forstået. Da man jo af gode grunde ikke kan søge forståelse hos kæresten, søger man den åbenbart i stedet hos sovedyret. Det forklares og forsvares igen og igen, hvorfor man er sammen med en kæreste, som man tydeligvis ikke respekterer. Jeg er i tvivl om, om det er for at gøre sig interessant, eller om det er egomassage, men alle forklaringer er variationer over temaet ”mit forhold er vanskeligt, og der sker svære ting, jeg ikke kan fortælle dig om”. Lad mig være den, der siger, hvad mange sidespring tænker: We. Don’t. Care. Det er dit forhold, og hylden med kleenex er lige fremme til venstre. Det er tilsyneladende helt utænkeligt at den frie part er i det af samme grund som den utro: For at dække sine behov for opmærksomhed, sex eller bekræftelse; behov, der er lige så svære at ignorere som sult eller tørst.
Ovenstående indlæg bygger naturligvis udelukkende på skøg-agtige veninders erfaringer og tyske undersøgelser, jeg har læst om på internettet.
Det er ikke dig. Det er mig.
Jeg har nu opholdt mig i netdatingland i 48 timer, og jeg er klar til at aflægge den første rapport fra gerningsstedet.
Jeg har valgt en side, hvor det koster penge at have en profil, i håb om at det fungerer som firewall for det værste Arto-affald. Derudover har gjort mig umage med at skrive en profiltekst, der klart og tydeligt fortæller, hvad jeg leder efter og samtidig viser, hvem jeg er.
Det føles mærkeligt at shoppe mennesker på den måde, for når man møder en mand i den virkelige verden, tager eventuel videre kontakt altid udgangspunkt i, at kemien er der. Derfor er det underligt bagvendt at forholde sig til alle de hårde facts først, og der ryger helt sikkert nogle gode mænd, som jeg sorterer fra på et overfladisk og latterligt grundlag men: Jeg lover, at for hver ENESTE grim tanke, jeg tænker, popper ”Mmm. Det er der sikkert også nogen, der tænker om dig!” op i mit hoved.
Når det så er sagt, så er det en datingside, og reglerne er, som de er. Det er spild af både egen og andres tid at være alt for ulden i mælet, og derfor har jeg gjort det MEGET tydeligt, at ham, jeg leder efter, skal have noget at rykke med, være høj(!) og kunne yde positivt og kvalificeret modspil til en force of nature som mig.
På datingsiden er der imidlertid lagt en utrolig mystisk funktion ind: Man kan ’blinke’ hvis man ser en profil, man er interesseret i. Hvad fanden er det?! Lige nemt nok, ikke? Man behøver ikke engang have læst folks tekst; man kan bare trykke på ’blinker’-knappen, så har man ’udtrykt interesse’, som der står.
Og det er så selvfølgelig netop, hvad der sker. Jeg fornemmer allerede, at der er en gruppe af mænd, der spam-blinker til alt, hvad der viser sig af nyt hunkøn på sitet, hvor usandsynligt det end skulle være, at de ville matche.
Når man ikke selv er den største linselus, ved man godt, at billeder ind imellem fremhæver alt det onde, og jeg læser derfor fyrenes profiltekst, hvis de blinker til mig – selvom de allerede er bagud på point ved at vælge dén løsning. Men for satan, altså! Jeg har indtil videre fået henvendelser fra:
* Mænd, der knap kan stave deres egne navne, og som tilsyneladende smider punktummer og kommaer ind med en skovl, når de har skrevet deres tekster.
* Mænd på 1.65.
* Mænd, der starter med at undskylde deres tilstedeværelse.
* Mænd med utrolig bitre profiler og indledninger som: ”så vær lige lidt venlig at svare på brevet hvis jeg har skrevet til dig!”
* En klam, fuldskægget mand på 60.
* Det skriver jeg lige igen. PÅ TRES!!
Læs. Dog. Min. Profil!!!
Det er dog ikke ren ulykke det hele. Jeg er faktisk overrasket over, hvor mange nydelige og tilsyneladende sympatiske unge mænd, der også er derude. Min første date (ja, det går sgu stærkt i det der cyber!) er med en fyr, som har fået plusser alle de rigtige steder i bogen – med en enkelt undtagelse: Han kan ikke mødes i denne uge, da han skal spille revy…
Hvis han ankommer på ethjulet cykel eller begynder at jonglere med tallerknerne, er jeg altså den, der er skredet.
Hvorfor sker der ikke noget?!!
Jeg har fået forbud mod at betjene noget som helst elektronisk i mine forældres hus (- og den joke stopper LIGE der!), fordi min far ikke kan holde ud, at jeg bare hamrer løs på alt, hvad man kan trykke på, uden at ulejlige mig med at læse eventuelle fejlmeldinger og advarsler. Jeg har udviklet radarsyn, og kan på 2 nanosekunder finde ’ok/i orden’-knappen (fucking Facebooksprogfascister!) (… undskyld: Kneppende Ansigtsbogsfascister!) et hvilket som helst sted på skærmen.
Mine hænder har med andre ord for længst ekspederet os videre, før min hjerne når at indhente oplysninger om, hvor vi er på vej hen. Hvilket desværre ofte er den forkerte vej, er jeg nødt til at indrømme.
Når jeg så nu for 3. gang i ordbekræftelsesfeltet ser og skriver ‘loading..’ for at blive stillet videre på en side, begynder jeg alligevel at overveje, om min far måske har fat i noget…
Nogle gange er jeg simpelthen så dum, at jeg selv får hovedpine over det.
Hvad nu, hvis de synes, jeg ligner en øgle?
Nåmen… Nu har man lavet en profil på en datingside…
Er efterfølgende gået lidt i panik. Af flere omgange, faktisk. Tænk hvis De Onde ser mig derude og bruger det imod mig. (Vender tilbage, når jeg har fundet ud af, hvem det er, jeg tænker på.) Tænk hvis en af dem, der har fotograferet sig selv flydeliggende på lædersofa i joggingbukser – sparkedragtsmodellen med bred rib forneden – skriver. Tænk, hvis man tager på date med en, og han er ligesom Den Klamme Klæber, der kommenterer på en af mine cyberveninders blog.
Tænk hvis der ikke er nogen, der skriver.
To be continued….
The kindness of strangers.
I går blev jeg hevet med i fredagsbar med en flok, jeg ikke kender. Den slags er altid lidt risky business, for når alle andre kender hinanden, er der ikke helt det samme incitament til at lære newcommers at kende; det kræver en indsats, og den er man ikke altid villig til at yde, når man selv kender resten af selskabet. (Jeg peger ikke fingre. For nyligt forsøgte jeg selv at undgå samtale med min bordherre i 1 time, fordi han talte engelsk, og jeg kendte alle de andre. At han så viste sig at være herresjov og forstå selv de mest ubehjælpsomme sætninger på skoleengelsk, viser bare, at man ved uhøflig opførsel og usikkerhed risikerer at gå glip af meget.) Anyway: Min erfaring er, at man er markant mere villig til at spørge og lytte interesseret, når man selv udgør en minoritet i gruppen.
Det fine ved fredagsbarer er, at hver gang nogen går op for at hente øl, omrokeres der ved bordet. Modsat almindelige fester ender man derfor med faktisk at have talt med det meste af selskabet, inden man går hjem. I går endte jeg på et tidspunkt over for et par søstre. Vi fandt hurtigt ud af, at vi alle 3 kom fra Esbjerg, hvilket betyder, at man er en lille smule i familie med hinanden. Pludseligt siger den ene af pigerne: ”Vores far har lige fået konstateret demens. Det synes jeg er vanvittig svært.” Det mærkeligste var, at det føltes som en helt naturlig ting at tage op. Det var ikke akavet, som det ellers kan være, når mennesker, man overhovedet ikke kender, moser deres lidelseshistorie i ørerne på alle, der er så uforsigtige at blotte dem. Bagefter tænkte jeg meget over det paradoksale i, at vi danskere er så reserverede, men ofte vælger at betro os til folk, vi knap nok kender. Jeg ved godt, at nogle grænser ætses væk, når man hælder alkohol på dem, men alligevel. Jeg har både hørt og fortalt meget private ting i selskab med fremmede.
Måske er betroelser, ligesom hemmeligheder, en gave, man giver for at byde nye stammefolk velkommen til; en måde at indlemme i flokken på. Måske er det bare nemmere at dele nogle ting med fremmede, man aldrig skal se igen, fordi man ikke bagefter skal bøvle med at fjerne offerklistermærket i panden, når man er træt af at være stakkels, og gerne vil tilbage til rollen som Hende Den Stærke. Eller måske bunder det i det livsnødvendige i at få luft, men ikke at kunne udholde tanken om, at dine venner bagefter ved det om dig? At din hemmelighed pludselig bliver en del af det, du er i andres øjne. At gå fra at være hende med det perfekte forhold til at være hende, der opdagede at kæresten havde været sammen med papsøsteren – og blev. Fra at være hende med selvkontrol og tjek på kosten til at være hende med en spiseforstyrrelse. Fra at være hende med den festlige kæreste til at være hende, hvis kærester er voldelig og på coke. Fra at være hende, alle betror sig til og stoler på, til at være hende, som har en affære med sin venindes mand.
Nogle hemmeligheder er så store, at de for altid vil ændre dine venners billede af dig, hvis du fortæller dem. Det tvinger dig til at justere dit eget selvbillede og forholde dig til din moral – eller mangel på samme.
Alt det slipper du for, hvis du fortæller det til en venlig fremmed.
Måske er det derfor, at fredagsbar er så populært.
D(e) U(nge) M(ødre)
Jeg synes, at Kaare Sand er en luder. Et lille, væmmeligt paparazzisvin. Hvad han siger til sig selv for at retfærdiggøre at udstille mennesker i den grad han gør, begriber jeg ikke. Jeg ved godt, at De Unge Mødre selv har meldt sig – men hvis man har set bare 5 minutter af en enkelt af udsendelserne, synes jeg nok, at man fornemmer, at det ikke lige er den ressourcestærke del af samfundet, vi har fat i.
Jeg kunne forstå, hvis han valgte at lave et program, der viste præcist, hvor besværligt det er at have 2 børn, når man lige selv er fyldt 16. Det kunne man forsvare ud fra et synspunkt om, at det kunne virke præventivt på andre unge, hvis de fik lov at se den virkelige version af deres tågede og romantisk Far, Mor og Børn-forestilling.
Sådan vinkler han den ikke. Han vælger derimod at svælge i hende, der ikke aner, hvem der er far til hendes barn, fordi der er 3 mulige kandidater. Alt, hvad pigerne kommer med at idiotiske udtalelser om drenge og fester kommer med. Det bliver vist, hver gang ungen skriger og pigen, som den vrangvillige teenager hun immervæk stadig er, ignorerer det, indtil hendes egen mor ordner det, fordi hun er ved at lakere negle eller snakke i telefon. Hvis han kan tage dem i at sige noget om, at de ikke er dårlige mødre, bare fordi de ikke gider være sammen med barnet hele tiden, bliver det klippet ind 4 steder.
Eksempel? Here you go:
Voice over: Malou Stella (hvem sagde social arv?) skal til havnefest. Men inden hun går, er der noget hun skal huske.
Mor: ”Malou Stellaaaaa? Har du taget din P-pille? Du kan bare lige prøve på at glemme den!”
Jeg synes, at Kaare Sand er en luder. Hvad det gør os, der ser det til, ved jeg simpelthen ikke.
Falsk varedeklaration?
”Linda, sig det nu! Hvad fik du så lavet ved frisøren??” hører jeg jer råbe. Jeg skynder mig at udløse spændingen: Pandehår. Masser af det. The missing link imellem Ulla Terkelsen (=sej, gammel ørn) og Lina Rafn (=übercool). Det er SUPER fint! Får et helt andet ansigt (tæller det som erstatning for et af dem, man har tabt i tidens løb?) og meget mere frisure. Skal lige vænne mig til at det fimrer lidt, fordi det har så mange forskellige længder, men det må være en vanesag. I går aftes glemte jeg desuden at style det, hvilket resulterede i, at jeg i morges lignede Alfons Åbergs lillesøster, med tagrende i den ene side og lodret strit i den anden. Men glad for det; det er jeg, og juryens dom er, at jeg nu ser mild og venlig ud.
Skaaat? Hvad er det for en raslende lyd?
Hvorfor er det, at mænd ikke er interesserede i at løse deres issues? Sådan tilbundsgående grund-løse dem. Hvordan kan de bare smide et patchworktæppe af overspringshandlinger og panikløsninger over problemerne og derefter – helt oprigtigt – tro, at de har fikset dem?
Jeg siger ikke, at kvinders tilgang med at tale om tingene med veninder eller psykologer, er Det Eneste Rigtige (jo, jeg gør. Lidt.), men den har dog i det mindste det sigte at l-ø-s-e problemerne og ikke bare g(l)emme dem.
Hvis jeg kigger på de mænd, jeg selv har stiftet bekendtskab med, har de alle – med en enkelt undtagelse (som jeg stoppede med at se, da jeg opdagede, at min mest gennemgående tanke i vores forhold var: ”Du får en 10’er, hvis du holder kæft LIGE nu.”) – været endog meget begavede, og intelligente over gennemsnittet. Flere af dem i en grad, der gjorde, at det ind imellem virkede svært for dem at finde sig til rette i et liv omgivet af mennesker, der var tilfredse med det konforme og ukomplicerede. Det trækker ikke ned i min bog. Faktisk tværtimod. IQ er tiltrækkende og if you got it, flaunt it, som Beyonce synger. Med alt, hvad det indebærer.
Flere af de gamle flammer deler jeg stadig omgangskreds med, hvilket betyder, at jeg selv nu, længe efter, hører lidt om, hvad de render og laver. Egentlig er det meget hyggeligt. Det er trods alt mennesker, som jeg har været ret tæt på, og når de værste skrammer er helet op, er der masser af gode historier at tænke tilbage på. Det betyder så også, at jeg kender til deres liv, både præ- og post Linda. Og her må jeg smide det forståelsesmæssige håndklæde i ringen (tørrer alligevel også ad helvede til): Hvordan kan de stadig mene, at helt grundlæggende følelsesmæssige issues forsvinder, hvis de bare fløjter og kigger væk, når de har prøvet det 3 gange før – uden held?? Det er mig ubegribeligt. Det er faktisk ikke særlig rart at se mennesker med deres begavelse prøve at narre sig selv med de ældste decoys i bogen. Vi nævner i flæng: Overarbejde, nyt arbejde, overdrevet træning, supplering af maskinparken, Scor.dk osv. Alt sammen ganske anvendeligt som midlertidig afledning af tankerne, men det løser jo ikke rigtigt de dybereliggende ting, vel? Og stor er overraskelsen altid, når de involverer sig igen, og skeletterne – SURPRISE! – springer ud af skabet, helt forfra.
Er det virkeligt så meget nemmere at forholde sig til kendte kranier og knogler, end det er at tænde lyset én gang for alle og få ryddet op og luftet ud?