Bloggen

Skal man godt nok til at begive sig ud i det der netdating? Kan ligesom godt se på det hele, at det der med at møde en, jeg kan holde ud i mere end 12 timer, ikke rigtigt kommer til at ske i byen. Det lyder frygtelig højrøvet, men jeg bliver bare meget sjældent imponeret. Snarere irriteret. Og for at komme vrede kommentarer i forkøbet: Jeg er helt på det rene med, at det er fordi byen ikke er mit sted. Jeg danser ikke (ingen hovsa-gramsning), jeg bliver tiltrukket af hjerne kombineret med tør humor og selvironi (Hej alkohol. Farvel IQ og selvindsigt), og jeg bliver pissed, når jeg bliver talt ned til og/eller ’coachet’ af wannabe indsigtsfulde pseudopsykologer (”Ok, du er tolk? Hvorfor er du mere interesseret i andres historier, end dine egne?” Flet. Næbet. Piphans.).

Men hvad skriver man lige i sådan en profil? Lige meget hvad jeg skriver, ender jeg med at synes, at det mistænkeliggør mig selv.

”Du ejer ikke et samurai-sværd, og stoffer er noget, du hiver ud af skabet og tager på.” (=Jeg er eksnarkoman med behandlingsdom og ønsker ikke at blive fristet igen. PS. Nok bedst hvis du gemmer dine knive.)

”Du må og skal hade Big Fat Stupid Ugly Snake.” (=Jeg siger ikke hvem af dem, jeg har været på.)

”Du siger aldrig, aldrig, aldrig ’hejsa’ og vil hellere have en gaffel i øjet end at slutte en sms med ’smil’” (=og du får lov at blive ude til kl. 17 om fredagen, hvis du opfører dig pænt.)

”Du er under ingen omstændigheder interesseret i healing eller numerologi” (= .. . Nej. Den holder. Er klamt og usexet.)

”Haves: Temperament. Ønskes: Overbærenhed” (= Warning: Drama Queen ahead.)

”Du må godt have en fortid *løgn-hoste*, men der skal kraftederperleme være styr på den!” (= Bitterfissen er landet!)

Under det hele lurer angsten for ikke selv at kunne leve op til de krav, man stiller. Komplekser i udbrud. Den evige pendlen mellem storhedsvanvid og mindreværd. Forsøget på ikke snuble i bad boy klicheen, hvor al spændingen ligger i, om det umulige projekt alligevel kan lade sig gøre, og mottoet er skrevet af Goucho Marx: ‘I don’t care to belong to a club that accepts people like me as members’. Og endelig tanken, der forvandler sig til et tveægget sværd, hvis man dvæler for længe ved den: ”Hvorfor er han stadig single? Der er GARANTERET noget i vejen med ham!”

(Aj, undskyld. Men altså. Svært at skrive nedenstående indlæg uden at nævne den fordømte sang.)

I dag har jeg boet i Århus i præcist 11 år.

11 år. Man kunne have sendt et barn gennem folkeskolen på den tid og endda have haft tid til at lade ham blive et ekstra år i børnehaveklassen. (Så han socialt var på niveau med de andre børn i klassen. Ellers risikerede han jo at blive drillet og holdt udenfor, og det ville have været tarveligt.)

Jeg kan ikke huske præcis hvornår jeg begyndte at tage hjem i stedet for tilbage, når jeg havde været i Esbjerg og skulle retur til Århus. Da jeg flyttede herop, var der en enorm frihed i, at ingen anede hvem jeg var. Jeg kunne være taget på shopping i nattøj, og det ville have været uendelig ligegyldigt; det er kun pinligt at være grim, når du møder nogen, der ved, at du normalt ser anderledes ud. Ellers tror folk vel egentlig bare, at du er en autonom på vej ud for at bezætte et hus.

Stille og roligt er de fleste steder i Århus blevet en del af min historie. Der er ikke mange områder tilbage, som ikke sætter skub i associationskæden og minder mig om en date, en udflugt, et skænderi, en arbejdsopgave eller en person. Jeg har stamsteder af alle slags. Jeg har gennemskuet systemet på biblioteket. Jeg ved, at de nordgående tog altid kører fra spor 2 og 3. Jeg er på mormormåden begyndt at kunne sige: ”Det er der, hvor [navn på et eller andet] lå før”, når jeg skal forklare om bestemte steder.

Den er kravlet under huden på mig, Århus. Det er byen, jeg blev voksen i, og jeg tror ikke, at jeg kommer herfra igen.

Pyt med at dagen startede med, at jeg gik ind i en lukket dør. Pyt med at ugen har været som den har. For prøv at se, hvad jeg har fået:
Jeg har fået den af The City Girl med følgende begrundelse: “Der er en, som jeg synes skiller sig mere ud end andre. Jeg griner med hende og jeg græder med hende, og så har hun en fantastisk sarkastisk og ironisk pen. And the winner is………. Linda fra Blogsbjerg!“Jeg elsker ord, og jeg skriver, fordi jeg ikke kan lade være. Når andre mennesker løser Sudoku, laver perleplader og ser TV, blogger jeg. Det giver mig ro i hovedet, gør mig glad og giver et ind imellem tiltrængt perspektiv på tingene, fordi jeg er nødt til at forholde mig lidt mere objektivt til min historie, når jeg vælger at dele den. Det er en stor del af mit liv, jeg vælger offentliggøre, men man kan ikke udtrykke sig kreativt uden samtidig at blotte sig. Derfor betyder det mere, end I lige tror, når I giver udtryk for, at I kan lide, hvad jeg skriver.

Så:

Tak til City Girl for den fine pris.
Tak til alle jer, der læser med, lægger kommentarer og hiver mig i ærmet, når I møder mig.
Tak til Post Danmark og Århus Kommune for at presse grænsen for min tålmodighed til det yderste. Raseri er benzin på det kreative bål.
Tak til mænd, sådan helt generelt.

Og endelig:

Tak til hele holdet, der leverer historierne. I ved, hvem I er…

Ind imellem har jeg nogle uger, hvor det føles som om, at alle småtingene bliver trætte af at være små og rotter sig sammen for at få ordentligt ram på mig.

Sådan en uge har det været. Hvis man bryder hændelsesforløbet ned, er der ikke nogle af delelementerne, der i sig selv er uoverskuelige – det er summen, der gør, at jeg må tildele ugen et 4-tal for den jævne præstation med adskillige væsentlige mangler.

Der har været for meget kontakt med Post Danmark. Der har været for mange kopper væltet kaffe på for mange vigtige papirer. Så mange bolde i luften, at det har mindet mistænkeligt om gøgl. For meget ondt i skulderen. For meget tøj, der var helt, helt forkert, da jeg endelig fik vristet pakken ud af kløerne på PDK. (To trøjer, det fik mig til at se gravid ud, en jakke med alt for meget svaj og alt for korte ærmer *høj-idiotisk-pseudo-klokkeblomst-smiley* og en falsk jakke, jeg ikke havde bestilt).

Derfor var humøret BARE ikke til at komme hjem til kuvert fra Århus Kommune i dag. 2000 kr. At betale. For ’for meget udbetalt boligstøtte’. Jeg har ikke modtaget boligstøtte i al den tid, jeg har boet her. Men vi ved godt allerede nu, at når jeg ringer i morgen, så viser det sig at vedrøre den gamle lejlighed, ikke? Det har taget dem 18 måneder at regne ud. 18 x 30 = 540 dage. Jeg har 5 dage til at betale. Nogen gange hader jeg også kommunen.

(Og bare lige så det er helt klart: Jeg er OVERHOVEDET ikke i humør til kommentarer om halvfulde glas, andre folks skattepenge og nasning (JA! Det er et ord!) på systemet! )

Nu er jeg ikke læge, men det er vel først, hvis det holder op med at slå, at man skal til at tænke hurtigt?

Jeg kan godt lide morgener. De sidste par dage har jeg været ude af min dør senest kl. 05.45, og jeg vil ikke gå så langt som til at sige, at jeg jubler, når uret ringer, men når jeg først er oppe, kan jeg utrolig godt lide at køre gennem byen på den tid af dagen.

Verden er så stille. Luften føles frisk, man kan høre fuglene synge og der er stadig stjerner på himlen. Strakt ud foran én ligger ubesudlet håb og en dugfrisk chance for at gøre det rigtige.

Man er på “go’ mor’n” med alle man møder. Jeg er ikke helt klar over, om det stopper på et bestemt tidspunkt, eller om man bare hilser, indtil det er så lyst, at man rent faktisk kan se, hvem man hilser på, men i timerne der skiller nat fra dag; lige når mørket er ved at give slip, er vi alle medlemmer af den samme lille klub.

Det mærkelige er, at de gange i mit liv, hvor jeg har haft det sværest, har morgenerne uden sammeligning været den hårdeste tid på dagen. I det øjeblik man slår øjnene op, og freden er forbi, lammes man af udsigten til endnu en uendelig vandring gennem endnu en uendelig dag. Dømt til forvaring på ubestemt tid i det fængsel, der er mig.

Det er længe siden nu, men jeg husker stadig meget tydeligt, hvordan der så ud på bunden. Det får mig til at sætte utrolig stor pris på udsigten heroppe. Hver gang jeg møder tidligt, tænker jeg, at jeg vil sætte mit vækkeur til kl. 5 næste gang, jeg har fri. Stå tidligt op. Nyde fornemmelsen af plads, ro og muligheder og bare gå rundt til byen vågner. Jeg kommer nok ikke til at gøre foreløbigt, men når jeg bliver ældre, og kroppen vågner tidligere og tidligere, fordi den gerne vil være sikker på, at vi får det hele med, inden vi skal herfra – så gør jeg det. Måske.

Dagen hvor jeg:

* Har haft titelsangen til Baywatch i hovedet hele dagen. Hvorfor? I have NO idea.

* Kom i tanke om, at jeg som barn var hysterisk angst over hul i væggen på badeværelset. Over badekaret, hvor kæden til bundproppen skulle have siddet fast, var der et lille hul i fliserne, hvori der boede noget meget ondt. Det hed Pizza. (De kaldte, Dr. Freud?)

* Havde alt muligt andet i hovedet og distræt vadede lige ind i en kæmpe flok duer, der naturligt nok blev forskrækkede og lettede i alle retninger. Regner med at min puls falder til normal igen i løbet af en uges tid.

* Måtte sætte mig på mine hænder for ikke at kvæle ham, der imiterede Irriterende Fyr I Fly fra nikotinsprayreklame. I 7 timer. Overvejede til sidst om sprayen også hjælper, hvis man ikke ryger? Eventuelt kunne man bare bruge den som stump våben og SLÅ!SLÅ!SLÅ! til han holdte sin KÆFT!!

* Nu er så træt, at mit ansigt føles solskoldet. Orker ikke engang at hidse mig ordentlig op over, at jeg i går sad og kiggede stift på Post Danmark varevogn udenfor mit vindue, som bare holdte der i 5 minutter og derefter kørte sin vej. Nu kan jeg hente min pakke på posthuset. Er der ikke nok nogen, der er friske nok til at gå moderat amok på mine vegne? Kan næsten ikke bære, at de får den gratis.

* Forsøger at tage ved lære og derfor med min mors stemme beordrer mig selv til at lukke døren til cyber for i dag.

Godnat Pamela og Hasselhoff. Hvor end I er.

Op kl. 5. Tolke hele dagen i Randers. I Århus igen kl. 15.30. Undervise fra 16 til 19. Hjem og vaske træningstøj, så ingen sagesløse medlemmer skal udsættes for nøgenundervisning resten af ugen. Et sted undervejs skal der også laves noget mad og forberedes noget conventionundervisning.

Kan man udsætte det der Carpe Diem til i morgen?

Forleden læste jeg en artikel om åbne forhold. Den var ikke specielt velskrevet, men pointen var god nok: Man kan kun have et velfungerende åbent forhold, hvis man snakker om det, og ’glæder sig over den andens gode oplevelser’.

I weekenden var jeg som tidligere nævnt til fest, og på et tidspunkt sad jeg og snakkede med drengene. De fleste repræsentanter for troskabsgenren var til stede, med let overvægt af dem, der har arme så lange, at de kan favne både den faste kæreste og svingdørsmodellerne.

Dagen efter snakkede jeg med min veninde, som har kendt en af drengene i bibelsk forstand. ”Han må simpelthen have en aftale med kæresten om, at de lever i et åbent forhold, tror du ikke?”, spurgte hun. Måske. Det lyder i hvert fald mærkeligt, at en klog fyr som ham har en kæreste, der er dum nok til at lade sig narre.

Jeg kan til nød forstå det, så længe det drejer sig om sovedyr. Det er jeg nødt til, for der har jeg været. Der er ikke andet at sige, end at så må man få sin røv med sig, når man endelig opdager, at det ikke bare er æren, men hjertet og de store følelser, man har i klemme. Jeg deler ikke de mænd, jeg elsker. Punktum.

Jeg har imidlertid set flere forhold, hvor jeg ikke tror, at den officielle Åben Dyne Politik er enstemmigt vedtaget, men hvor fyren er så sløset og ligeglad, at kæresten MÅ vide, hvad han render og laver. 7-11 forhold. Åbent 24-7. Alligevel bliver pigerne. De får hårde drag om munden og skuler til alt af hunkøn, de roder i hans ting, når han ikke er hjemme, og de undlader at spørge, hvor de ved, at de ville få svar. De fleste af disse piger, er både velbegavede og kønne, og det er mig ubegribeligt, at de bliver et sted, hvor det så åbenlyst er svært for dem at være.

Jeg skal ikke udelukke, at jeg er fordomsfuld og projicerer i vildskab, men jeg tror, at en meget stor del af de piger, der accepterer at leve i åbne forhold, kun siger ja, fordi de ved, at alternativet er, at han går sin vej. Jeg vil gætte på, at en stor del af de piger aldrig selv spiser ude. Alligevel hører man nogen af dem sidde og snakke om, hvor stor en velsignelse det er at leve i et åbent forhold. At det er bedre med tillid end forbud. At det er imod menneskets natur at være tro og holde sig til én partner. At gæsterne i sengen bare er let underholdning, mens de har valgt at dele liv og flexlån med hinanden.

Jeg tror ikke på én eneste af dem. Når jeg kigger på dem, ser jeg piger, der forsøger at fremstå tolerante og frisindede, men som i virkeligheden er i tvivl om, om det er dem, der bliver narrede. De har hørt mængden råbe: ’Han har jo ikke noget tøj på!” men klamrer sig stædigt til illusionen.

Hvordan det kan være at foretrække frem for at være alene, er beyond me. Der er i hvert fald ikke megen glæde at spore over den andens gode oplevelser.

Hvorfor er det, at nogen mennesker insisterer på ’tilfældige’ bordkort? Jeg hader det. Jeg ender altid med at sidde omgivet af mennesker, jeg næsten ikke ved, hvad jeg skal stille op med.

I går havde jeg, efter at have trukket nummer 36 op af et plastikkrus, valget imellem at snakke med:

– en uTROlig ung pige, som engang havde arbejdet 10 minutter på en institution, hvor de brugte Tegn Til Tale, og derfor næsten syntes, at vi var søstre.

– en amerikaner, der læste noget voldsomt specialiseret semantic-never-heard-of-it på Århus Uni. Engelsktalende bordherrer giver mig tics, fordi mit tegnsprog efterhånden har erobret og voldtaget mit fremmedsprogscenter i hjernen. Jeg lyder som syntaksforvirret Lars Ulrich, når jeg forsøger at begå mig på udenlandsk.

– et af de mennesker, der er vanvittigt usikker på sig selv; som i ren panik fortæller om alle sine selvdiagnosticerede fejl og mangler, og som slutter alle sine sætninger med et højt, pludseligt grin, der lyder som et forskrækket vrinsk. Jeg ANER ikke, hvordan man taler med sådan en pige. Jeg vil så gerne komme hende i møde, men hendes nervøse adfærd smitter, og jeg ender med at sidde som på nåle, mens jeg speedzapper gennem brugbare ansigtsudtryk og mulige, ufarlige samtaleemner.

Heldigvis måtte man mingle efter spisning, og da selskabet havde omgrupperet sig og fundet tryghed i flokken af egne, endte det med at blive en fin aften. Jeg holdte mit løfte til mig selv, og drak primært vand, så selvom jeg er træt i dag, er der ingen sorte huller at fylde ud – eller ønske at begrave sig i.