Hjem til Århus.

(Aj, undskyld. Men altså. Svært at skrive nedenstående indlæg uden at nævne den fordømte sang.)

I dag har jeg boet i Århus i præcist 11 år.

11 år. Man kunne have sendt et barn gennem folkeskolen på den tid og endda have haft tid til at lade ham blive et ekstra år i børnehaveklassen. (Så han socialt var på niveau med de andre børn i klassen. Ellers risikerede han jo at blive drillet og holdt udenfor, og det ville have været tarveligt.)

Jeg kan ikke huske præcis hvornår jeg begyndte at tage hjem i stedet for tilbage, når jeg havde været i Esbjerg og skulle retur til Århus. Da jeg flyttede herop, var der en enorm frihed i, at ingen anede hvem jeg var. Jeg kunne være taget på shopping i nattøj, og det ville have været uendelig ligegyldigt; det er kun pinligt at være grim, når du møder nogen, der ved, at du normalt ser anderledes ud. Ellers tror folk vel egentlig bare, at du er en autonom på vej ud for at bezætte et hus.

Stille og roligt er de fleste steder i Århus blevet en del af min historie. Der er ikke mange områder tilbage, som ikke sætter skub i associationskæden og minder mig om en date, en udflugt, et skænderi, en arbejdsopgave eller en person. Jeg har stamsteder af alle slags. Jeg har gennemskuet systemet på biblioteket. Jeg ved, at de nordgående tog altid kører fra spor 2 og 3. Jeg er på mormormåden begyndt at kunne sige: ”Det er der, hvor [navn på et eller andet] lå før”, når jeg skal forklare om bestemte steder.

Den er kravlet under huden på mig, Århus. Det er byen, jeg blev voksen i, og jeg tror ikke, at jeg kommer herfra igen.