Skal man godt nok til at begive sig ud i det der netdating? Kan ligesom godt se på det hele, at det der med at møde en, jeg kan holde ud i mere end 12 timer, ikke rigtigt kommer til at ske i byen. Det lyder frygtelig højrøvet, men jeg bliver bare meget sjældent imponeret. Snarere irriteret. Og for at komme vrede kommentarer i forkøbet: Jeg er helt på det rene med, at det er fordi byen ikke er mit sted. Jeg danser ikke (ingen hovsa-gramsning), jeg bliver tiltrukket af hjerne kombineret med tør humor og selvironi (Hej alkohol. Farvel IQ og selvindsigt), og jeg bliver pissed, når jeg bliver talt ned til og/eller ’coachet’ af wannabe indsigtsfulde pseudopsykologer (”Ok, du er tolk? Hvorfor er du mere interesseret i andres historier, end dine egne?” Flet. Næbet. Piphans.).
Men hvad skriver man lige i sådan en profil? Lige meget hvad jeg skriver, ender jeg med at synes, at det mistænkeliggør mig selv.
”Du ejer ikke et samurai-sværd, og stoffer er noget, du hiver ud af skabet og tager på.” (=Jeg er eksnarkoman med behandlingsdom og ønsker ikke at blive fristet igen. PS. Nok bedst hvis du gemmer dine knive.)
”Du må og skal hade Big Fat Stupid Ugly Snake.” (=Jeg siger ikke hvem af dem, jeg har været på.)
”Du siger aldrig, aldrig, aldrig ’hejsa’ og vil hellere have en gaffel i øjet end at slutte en sms med ’smil’” (=og du får lov at blive ude til kl. 17 om fredagen, hvis du opfører dig pænt.)
”Du er under ingen omstændigheder interesseret i healing eller numerologi” (= .. . Nej. Den holder. Er klamt og usexet.)
”Haves: Temperament. Ønskes: Overbærenhed” (= Warning: Drama Queen ahead.)
”Du må godt have en fortid *løgn-hoste*, men der skal kraftederperleme være styr på den!” (= Bitterfissen er landet!)
Under det hele lurer angsten for ikke selv at kunne leve op til de krav, man stiller. Komplekser i udbrud. Den evige pendlen mellem storhedsvanvid og mindreværd. Forsøget på ikke snuble i bad boy klicheen, hvor al spændingen ligger i, om det umulige projekt alligevel kan lade sig gøre, og mottoet er skrevet af Goucho Marx: ‘I don’t care to belong to a club that accepts people like me as members’. Og endelig tanken, der forvandler sig til et tveægget sværd, hvis man dvæler for længe ved den: ”Hvorfor er han stadig single? Der er GARANTERET noget i vejen med ham!”
DET glæder jeg mig til at høre mere om! Har selv overvejet at kaste håndklædet i ringen, men nu vil jeg da lige afvente dine erfaringer 😉
(Og beklager – kan sgu ikke rigtig give nogen gode råd der; har ikke været i det univers i årevis!)
😉
Nu er jeg ikke typen, der plejer at tage modet fra folk, men net-dating er et mareridt.
Med mindre man er en pige, selvfølgelig, som altid får eskapadevis af frække sex-tilbud og generelt tager imod dem. Bortset fra, når de er fra mig. Tøjter!