Bloggen

Da jeg åbnede datingsiden her til aften, kunne jeg se en lille gul kuvert ligge og vente. Det viste sig at være en mail fra Fabio. (Instant name-crush.) Fabio bor i New York, og umiddelbart kunne man måske godt synes, at det er lige langt nok væk, men som Fabio så fint udtrykker det: ‘After the airplane, that’s only a detail’. Han har læst min danske profil, og synes, at vi har ’a lot in common’. Og det er så sandt som det er skrevet. Fabios portugisiske profil oplyser, at han er en 1,73 meter høj brasiliansk katolik, der tjener 1,5 mill. om året og hader tatoveringer – hvilket jo nærmest gør ham til den mandlige udgave af mig. Hvad gør det så, at sproget ikke er en af de ting, vi har til fælles? Fabio toner beundringsværdigt rent flag fra starten, for selvom vi har næsten identiske profiler, så indrømmer han blankt, at han besluttede sig for at skrive til mig, fordi han synes, at jeg er ’very, very pretty’.

Hvis vores førstfødte bliver en pige, skal hun hedde Maria; opkaldt efter den hellige jomfru som fik dette mirakel til at ske.

For 20 år siden begyndte jeg at interessere mig nok for musik til at købe det for mine lommepenge. Et af mine første kassettebånd var med New Kids On The Block, og jeg var meget forelsket i Donnie Wahlberg. Mit værelse var tapetseret med plakater af de 5 mørkhårede snitter, og jeg synes, at de var indbegrebet af coolness og god stil.

I går så jeg en dokumentarudsendelse om gendannelsen af NKOTB. (Jeg tror, at det var på DR2 *host*). Det var ikke nogen rar oplevelse. Jeg ved næsten ikke, hvad der var værst: Klippene fra dengang, hvor 5 børn med højt hår og skulderpuder, foran skrigende horder af permanentet hår, lavede en slags asynkron aerobic og kaldte det dans, eller de indklippede interviews med medlemmerne anno 2008: Kedelige, ældre mænd, der brokkede sig over gigt i knæene og på den hørehæmmede måde drejede hovedet 45 grader, hver gang journalisten stillede et spørgsmål. Det værste var næsten, da de skulle optræde igen. For satan. Seniordans med skam og selvbevidsthed malet i alle træk. Til alle bands, der var store i 80’erne, som pludselig tænker: “Det må vi da kunne gøre igen!”: Nej. Lad være. Omvendt Nike. Just don’t do it.

Dette er mit indlæg nummer 500, og grunden til at jeg ofrer det på de 5 ældre herrer er, at jeg, da jeg startede bloggen, kaldte den New Kid On The Blog. Jeg skiftede efter ca. 100 indlæg navn til blogsbjerg, dels fordi jeg ikke længere følte mig som hverken ’New’ eller ’Kid’ og dels fordi blogsbjerg er et langt bedre symbol på, hvad bloggen er for mig: Et sted, jeg flyver hen for at tænke, få fred, mødes med ligesindede og banke folk med min kost. Jeg er virkelig oprigtigt taknemmelig over, at I har lyst til at læse med, for uden jer var der ikke megen grund til at skrive. Og bare så I er advarede: Jeg har tænkt mig at ååh åhhh åh ååh ååh – Hang Tough!

Vi går efter 1.000 indlæg nu, ikke?

Jeg tænker meget på mændene i min fortid i disse dage. Om månen står skævt på himlen, om det er udløst af Finnes juleexit, eller om Det Nye Liv Med Netdating betyder, at jeg for tiden bevæger mig under de store spots, hvor alle defekter og ujævnheder træder ubarmhjertigt og tydeligt frem, ved jeg ikke. Uanset hvad, så fylder de, og jeg drømmer om dem. Rang, betydning og placering på tidslinien er tilsyneladende uvæsentlig. I nat drømte jeg f.eks. om Jacob, som jeg kyssede i ca. 10 minutter, da jeg var 16.

De fleste af mændene er som gamle fotoalbums: De har deres faste plads i min reol, og jeg bliver både glad og nostalgisk, når jeg tager dem frem og bladrer dem igennem. På forskellig vis udgør de alle pejlemærker i min egen historie, og hver eneste af dem satte deres præg, og var med til at gøre mig til den person, jeg er i dag.

Et album gør sig dog ud til bens og nægter at lade sig lukke. Uanset hvor meget jeg prøver, kan jeg ikke klemme det sammen og få det til at antage det sepiafarvede fortidsskær.

I det er billeder af den mand, jeg hverken kunne leve med eller uden.

Indtil jeg mødte ham, følte jeg mig ofte som et barn i en skov, der var blevet væk fra flokken – uden at det egentlig gjorde mig noget. Jeg havde en fornemmelse af ikke at høre til, og af at være udstyret med et sind, der ikke lignede andres. Da jeg mødte ham, opdagede jeg, at jeg ikke var alene. Da jeg mødte ham, forstod jeg, hvad jeg også var. Da jeg mødte ham, mødte jeg mig selv.

Jeg har alle dage søgt logik og orden i alt, hvad jeg er og gør. Jeg leder efter forklaringer på alting, og forståelse giver mig fred. Det er formentlig her, svarene på denne mands dybe impact og fortsatte rumsteren skal findes. Jeg forstår det ganske enkelt stadig ikke. Jeg forstår ikke, at en, som berørte mig så dybt; som nåede forbi alle hegn og vagter og helt derind, hvor sjælen er monteret, gengældte mine følelser, men undlod at følge dem. Jeg forstår stadig ikke, hvordan han slap igennem, og at jeg lod det ske. Jeg hørte ham sige, at han ødelagde alt, og at jeg var det eneste, der ikke måtte gå i stykker. Jeg ved, at han havde ret. Jeg tror, at jeg tror ham. Men jeg forstår det stadig ikke. Jeg kan godt se, at et forhold der minder om en frådende naturkraft, og både er fascinerende, fantastisk og helt umulig at styre, ikke er holdbart. Jeg kan virkelig godt se det.

Men jeg forstår det stadig ikke.

Sidder i toget og på den anden side af midtergangen sidder en familie af den moderne slags. Mor, mors kæreste og Victor på ca. 6. Victor er blevet passet af moster, mens mor og papfar har været i byen. Den dårlige samvittighed burde have haft sin egen pladsbillet.

Mor starter med at fortælle Victor, at ’vi er lidt mærkelige i dag, for vi har drukket rigtig meget alkohol i går og været i byen hele natten’. Victor er ligeglad. Han har nemlig været i Tyskland med moster, og fået penge med af de samvittighedsplagede forældre. Det betyder, at at bordet er dækket af: Et rør på 1 meter, fyldt med skumburgere, 1 et-kilos spand med miniguldbarer, 2 ét kilos poser vingummi, en halv liter kakao, dåsecola, 1 et kilos æske med skumbananer og et rør med 10 pakker mentos.

Han skal have, at han er målrettet, den lille. Som en yderst determineret Pac-man er han startet fra en ende af, og kører nu E-numre og farvestoffer ind i imponerende hast.

De skal hele vejen til København. 3 timer i tog med tømmermænd, søvnunderskud og en unge, der kravler manisk og speedsnakkende rundt på væggene.

Jeg ville have bestukket ham med penge.

Mit fædrene ophav har fødselsdag, og jeg er derfor i denne weekend udstationeret i Sildecity. Jeg har lige været ude at gå en lang tur, og nu bliver jeg nødt til at spørge: Hvem har kogevasket mit childhood-hood? Alting er krympet. Skoler og bygninger, som tog timer at gennemtrawle (www.fiskerjoke.com), da man var 1 meter høj, har forvandlet sig til fuglehuse, som det er nemmere at træde henover end at gå udenom. Ture, som vi dengang for en sikkerheds skyld medbragte proviant på, tilbagelægges i dag på maksimalt ti minutter. Bakker, som krævede at man stod af SCO cyklen og trak opad, ligner vejbump.

Ved et uheld er flere af mine jævnaldrende hernede røget med i maskinen. Udvaskede og blege, iført alt for meget fleece (kan man være iført for lidt?) og gamacher. Glansløst hår, resignerede blikke og 3 børn med 11-taller under næserne. Hvordan skete det?? Jeg husker dem fra folkeskolen, hvor de, hippe og cool, stod og røg smøger under halvtaget, mens de flirtede med Spacey og Jesper, og var dem, man godt gad at være. Eller bare være venner med. Well… Not so much anymore.

Nå. Jeg har en lagkage, der kalder. God lørdag til jer derude.

(Ps. Skal på date med Manden, Der Hader Sarkasme i morgen. Synes bare lige, at jeg ville nævne det i tilfælde af, at Politiet i næste uge får brug for offentlighedens hjælp til at identificere et kvindelig, fundet i Århus, kvalt i formidablet tørklæde.)

Engang imellem vågner jeg, forklædt som beige, konturløs småborger. Medium, mellem og middelmådig.

Ikke utilfreds nok til at kræve mere end jeg har.
Ikke tilfreds nok til at finde ro.

Ikke pæn nok til at være ligeglad.
Ikke grim nok til at give op.

Ikke klog nok til at kunne bruge det til noget.
Ikke dum nok til ikke at opdage det.

Ikke tyk nok til at det er et problem.
Ikke tynd nok til at være tilfreds.

Ikke eventyrlysten nok til at kaste fortøjningen og sejle ud.
Stadig for rastløs til at kunne slå mig ned.

Jævn, jævn, jævn og fanget i mit eget mellem-rum, hvor der kun er to døre; den ene er jeg bange for at åbne. Den anden frygter jeg er låst.

På den slags dage føler jeg mig som tværsummen af alt, hvad Steffen B. nogensinde har skrevet.

Vi er nogen, der fra naturens side er udstyret med mere lyst til orden og struktur end andre. Jeg kan godt lide minimalisme og rene linier, og jeg synes, at folk, der går i byen med solskærme eller træner med strikhuer, er nogle prætentiøse skabekrukker. Jeg kan godt lide, at folk har styr på det, de siger, at de har styr på, og jeg prøver ikke at stille krav til andre, som jeg ikke selv kan leve op til.

Min indrømmelse til bøjning af regler strækker sig til, at jeg godt kan blive en lille smule fornærmet, når jeg opdager, at de også gælder for mig.

Men en ting er selv at trives i at arbejde i rammer og regler. Noget andet er, når man nærmest får fråde om munden af begejstring over at kunne gøre livet surt for nogen ved at håndhæve andres. Jeg ved ikke noget værre end mennesker, der nidkært vogter fucking ligegyldige grænser, som INGEN andre går op i, udelukkende for med selvretfærdige miner at kunne irettesætte synderne.

Det skulle lige være ansatte, der med Stasi-iver og bødeblokken i fri dressur forsøger at tage deres egne kolleger i at overtræde dem.

Jeg har drømt om Harry Potter og bland-selv slik hele natten.

Et sted derude sidder en skrækslagen 6-årig, lige ret op og ned i sin seng, med nyetableret grundangst for livet.

Mange af mine venner er par, og fordi jeg kun har fantastiske venner med ordentlige personligheder og pli, er jeg ikke specielt hårdt ramt af idiotiske spørgsmål i kategorien ”Hvorfor har du ikke en fast kæreste?”, når jeg er i byen. I årenes løb er der røget nogle stykker, fordi de tilsyneladende mister den del af sig selv, som jeg var venner med, når de kommer i forhold, men samlet set tror jeg, at vi har sat 3 venner til på den konto. En af dem holdt f.eks. op med at invitere sine singlevenner med til middag, når hun havde fødselsdag. Vi blev inviterede til frokost med fastsat sluttidspunkt, så vi var ude af døren, inden parrene kom til spisning om aftenen. Sådan lige fra det ene år til det andet. Jeg er ikke nazistisk i forhold til at insistere på, at vi skal blive ved med at omgås hinanden på præcis samme måde, når vi begynder at rykke i utakt på livets store plade, og det KAN være en lang aften, hvis man er den eneste, der ikke har en dybtfølt holdning til det urimelige i at eje en hjørnegrund (dobbelt op på snerydning og hæk-klipning) – men man kan altså selv gøre meget for at ’os og jer’-kløften ikke bliver umulig at skræve over. Et godt udgangspunkt er, ikke at behandle veninder uden påhæng som 2. rangsveninder.

Men træerne vokser jo som bekendt ikke ind i himlen, og fordi man slipper for ét træls spørgsmål, betyder det ikke, at man ikke kan få et andet.

Jeg har alle dage haft det godt i drenges selskab; måske fordi mine arbejdspladser altid har haft en overvægt af kvindelige ansatte, og jeg har en meget lav fniddertolerancetærskel. Derfor har jeg mange drengebekendte, som jeg sætter utrolig stor pris på og: Som. Bare. Er. Gode. Venner. Og det er så her, jeg bliver meget, meget træt, når en af de genfødte kristne kærester pludselig peger triumferende på os og råber: ”Hvorfor finder I ikke sammen?!” med aj-hvor-jeg-er-en-drillepind-mimik.

Jeg forsøger at tro, at spørgsmålet er stillet i bedste mening, og at det overdrevet høje tonefald skyldes begejstring over eget pludselige klarsyn. Men altså. Det bliver en træls, træls situation. For når man anstrengt høflig svarer: ”Fordi vi ikke lige er hinandens typer”, og den overivrige brøle-amor bliver ved, så ender det med, at man næsten er nødt til at sidde og svine hinanden til for at begrunde den manglende tiltrækning – og det er fandme bare både urimeligt og ubehageligt. Jeg kender ingen singler, der spørger til personlige ting i kæresters forhold med samme mangel på respekt.

Ind imellem kan man godt gro den mistanke, at man som single skal bekræfte folk med kærester i, at det trods alt stadig er bedre at kede sig i et forhold end at være alene.

”Hvordan går det med datingen, Linda?” hører jeg jer spørge.

Blogsbjerg er ikke siden, der holder sine læsere hen, så:

På mit arbejde er jeg i disse dage en del af et projekt, der æder alle involverede parter med hud og hår. Det er rasende spændende, men stressknappen er også skruet et par millimeter mod højre. Vi arbejder konsekutivt, så flowet hedder: SPRIIIINTSKYNDDIGSKYNDDIG!!! – veeente på de andre…zzzz – SPRIIIIINT!!! – veeeeent – SPRIIINT!!” Det betyder, at jeg har tid til at sætte dates op, men ikke tid til at gå på dem – så indtil videre går det ret godt.

Det føles en lille smule som utroskab at sidde og lave aftaler med én, når jeg samtidig allerede har aftaler med andre, men altså.. Don’t hate the player – hate the game, ikke? Det prøver jeg i hvert fald at sige til mig selv.

På en anden blog læste jeg, at der ikke findes grimme kvinder; kun for lidt spiritus. Måske findes der heller ikke grimme mænd; kun onde webcams og tastaturer, men der er godt nok nogen derude, der bekræfter alle fordomme, jeg nogensinde har haft og vil få om netdating.

Jeg har f.eks. fået mig en light-stalker. En eller anden som mener, at han kender mig. Han startede med at sende en mail med ordlyden:

”UPS…. Der faldt jeg lige over dig igen….. Sorry…; Håber, at du er ok…..:) Peace, love and harmoni.”

Havde lyst til at svare:

”For det første: Jeg aner ikke, hvem du er. For det andet: ‘Peace, love and harmoni’?! Are you fucking kidding me?!! PS: Din punktumtast har sat sig fast, tøzerne fra 9.B vil have deres smileys tilbage og ‘harmoni’ staves med y. Gøgler!”

Huskede den gyldne netdatingregel (’nogen derude sidder og tænker det samme om dig’) og skrev i stedet:

”Hej. Jeg tror, at du forveksler mig med en anden. Mvh Linda.

Nu bliver han så ved, og uanset hvem min dobbeltgænger er, har hun min fulde sympati. My God, han er belastende!

Næste uge burde blive interessant. Den byder på dates med nogle meget forskellige typer. En af dem glæder jeg mig faktisk til at møde. En anden er jeg mere bange for spændt på: Den er med en fyr, der under ’ting, jeg finder utiltrækkende’ har anført ’sarkasme’.

Jeg er lidt i tvivl om, hvem af os der får den længste aften.