Bloggen

”Linda, sig det nu! Hvad fik du så lavet ved frisøren??” hører jeg jer råbe. Jeg skynder mig at udløse spændingen: Pandehår. Masser af det. The missing link imellem Ulla Terkelsen (=sej, gammel ørn) og Lina Rafn (=übercool). Det er SUPER fint! Får et helt andet ansigt (tæller det som erstatning for et af dem, man har tabt i tidens løb?) og meget mere frisure. Skal lige vænne mig til at det fimrer lidt, fordi det har så mange forskellige længder, men det må være en vanesag. I går aftes glemte jeg desuden at style det, hvilket resulterede i, at jeg i morges lignede Alfons Åbergs lillesøster, med tagrende i den ene side og lodret strit i den anden. Men glad for det; det er jeg, og juryens dom er, at jeg nu ser mild og venlig ud.

Hvorfor er det, at mænd ikke er interesserede i at løse deres issues? Sådan tilbundsgående grund-løse dem. Hvordan kan de bare smide et patchworktæppe af overspringshandlinger og panikløsninger over problemerne og derefter – helt oprigtigt – tro, at de har fikset dem?

Jeg siger ikke, at kvinders tilgang med at tale om tingene med veninder eller psykologer, er Det Eneste Rigtige (jo, jeg gør. Lidt.), men den har dog i det mindste det sigte at l-ø-s-e problemerne og ikke bare g(l)emme dem.

Hvis jeg kigger på de mænd, jeg selv har stiftet bekendtskab med, har de alle – med en enkelt undtagelse (som jeg stoppede med at se, da jeg opdagede, at min mest gennemgående tanke i vores forhold var: ”Du får en 10’er, hvis du holder kæft LIGE nu.”) – været endog meget begavede, og intelligente over gennemsnittet. Flere af dem i en grad, der gjorde, at det ind imellem virkede svært for dem at finde sig til rette i et liv omgivet af mennesker, der var tilfredse med det konforme og ukomplicerede. Det trækker ikke ned i min bog. Faktisk tværtimod. IQ er tiltrækkende og if you got it, flaunt it, som Beyonce synger. Med alt, hvad det indebærer.

Flere af de gamle flammer deler jeg stadig omgangskreds med, hvilket betyder, at jeg selv nu, længe efter, hører lidt om, hvad de render og laver. Egentlig er det meget hyggeligt. Det er trods alt mennesker, som jeg har været ret tæt på, og når de værste skrammer er helet op, er der masser af gode historier at tænke tilbage på. Det betyder så også, at jeg kender til deres liv, både præ- og post Linda. Og her må jeg smide det forståelsesmæssige håndklæde i ringen (tørrer alligevel også ad helvede til): Hvordan kan de stadig mene, at helt grundlæggende følelsesmæssige issues forsvinder, hvis de bare fløjter og kigger væk, når de har prøvet det 3 gange før – uden held?? Det er mig ubegribeligt. Det er faktisk ikke særlig rart at se mennesker med deres begavelse prøve at narre sig selv med de ældste decoys i bogen. Vi nævner i flæng: Overarbejde, nyt arbejde, overdrevet træning, supplering af maskinparken, Scor.dk osv. Alt sammen ganske anvendeligt som midlertidig afledning af tankerne, men det løser jo ikke rigtigt de dybereliggende ting, vel? Og stor er overraskelsen altid, når de involverer sig igen, og skeletterne – SURPRISE! – springer ud af skabet, helt forfra.

Er det virkeligt så meget nemmere at forholde sig til kendte kranier og knogler, end det er at tænde lyset én gang for alle og få ryddet op og luftet ud?

I morgen skal jeg til frisøren, og jeg glædermigglædermig glædermig! Long overdue. Min udvoksning ligner noget, jeg har lånt af Svetlana, mens hun servicerer overvægtige langturschauffører langs de tyske motorveje, og mine spidser er så spaltede, at de burde trykkes i avisen (www.soegt-joke.com).

Jeg tror, at der skal ske noget nyt. Et eller andet! Gerne noget med noget pandehår, tænker jeg. Er pludselig begyndt at synes, at jeg har unaturlig høj pande. Forventer faktisk næsten at blive tilbudt birolle i den næste Cyber City reklame. Da jeg desuden rynker panden en del (go figure..), har jeg nu tre permanente furer mejslet tværs over den. Ligner nærmest en slags gevind. (Hvad er det nu, vi synes om folk, der får sprøjtet botox i fjæset? Helt hypotetisk, selvfølgelig.)

Tror egentlig bare, at jeg giver hende frie hænder. Hvis det går helt galt, kan jeg jo bare skrue en hat på.

Der er langt imellem, at jeg skændes med mine kolleger, men det har jeg gjort i dag. Sådan for alvor.

Jeg skal været den første til at indrømme, at jeg helst ikke blotter mine svagheder, men at jeg er så pinagtigt klar over, hvor de er, at jeg somme tider lader dem forvandle sig til skjulte handikap, som jeg godt nok er den eneste der ser, men som jeg hellere vil dø i forsøget på at kompensere for end at indrømme.

Jeg må helst ikke have fejl. Jeg ved simpelthen ikke hvorfor. Selvfølgelig kan jeg finde delvise forklaringer, hvis jeg graver dybt nok, men ikke nogen, der er gode nok til at retfærdiggøre, at jeg i en alder af 32, stadig har områder, hvor jeg konstant prøver at være et skridt foran, og helst ikke må gå i vejen for nogen. Det er værst, når jeg føler mig underlegen, er bange for at blive afsløret i bare at være mig, eller når jeg selv bliver i tvivl om, om jeg er dygtig nok til at være, hvor jeg er.

Denne weekend har jeg holdt kursus med en af mine kolleger, som er en gammel rotte i faget. Det ville være idioti ikke at gøre brug af hendes erfaringer og den kapacitet, der ligger i dem, men når vi er kolleger, er det meningen, at vi, udadtil i hvert fald, skal fremstå som et team. Et billede, der krakelerer ret voldsomt, når alt, hvad jeg siger og gør, overrules af ’vi plejer’. Det sætter mig i et temmeligt dårligt lys, når jeg beder folk gøre noget, og Den Rigtige Voksen så svinger ind af døren 30 minutter senere og – uden overhovedet at tjekke op på, hvad jeg har sat i gang – udsteder kontraordrer.

Måske er det fordi, jeg er ny. Måske overreagerer jeg. Måske er jeg usikker og tyndhudet. Det mener hun i hvert fald. Det er bare ikke første gang, det sker, og i dag blev det for meget, så med den indledende sætning: ”Det er fandme mangel på respekt!!” udvekslede vi så meninger om vores samarbejde.

Det bliver drønhyggeligt, når vi skal køre 2. modul sammen til marts.

Det kunne have været overskriften på et indlæg om nattelivet i Århus. Det er det så ikke. Tværtimod faktisk. Det er fredag aften, og mens andre normale mennesker ser X-Faktor eller slynger mojitos i ansigtet, sidder jeg på et 12 m2 stort værelse på en højskole så langt ude på landet, at selv kragerne har givet op.

Da jeg kørte kursus sidste gang, var jeg indkvarteret på Hotel med prinsesseseng, bar og tv. Jeg for vild, da jeg forsøgte at finde vejen ud af brusenichen. Morgenmaden var en buffet på størrelse med min lejlighed og der var på magisk vis fremtryllet rene kæmpehåndklæder hver gang, jeg vendte mig om. LIGE mig.

Nu sidder jeg så i en 70 cm bred junoseng, som jeg med 200% sikkerhed falder ud af mindst en gang i løbet af natten (der skal IKKE grines! Gør faktisk ondt!). Jeg kan nyde synet af et slattent rullegardin, der klamrer sig til skinnen i den ene side og har givet op i den anden, samt en fotokopi, der fortæller mig, at Tape og tegnestifter kun må benyttes på opslagstavle og plakatlister! Da jeg efter at have været i bad på gangen, Roskildestyle, sneg mig tilbage, nødtøftigt dækket af mit håndklæde, mødte jeg mine naboer, og jeg kan se, at det er et spørgsmål om timer, før der enten er gøgl eller guitar i fri dressur.

Må jeg ikke godt komme hjem? Jeg lover at opføre mig ordenligt.

(Og så tror jeg vist nok, at jeg liiiige husker at læse det med småt i kontakten næste gang!)

I sidste uge, da jeg loggede på Facebook, kunne jeg se, at en modersmålsnazist et sted i cyber har sprogafrettet den, så den nu tiltaler mig på dansk. Langt mere brugervenligt og tryghedsskabende. Når jeg får følgende fejlmelding:

Server Error in ‘/’ Application. 559/7-2, HTML Parser Error Message: Could not load file or assembly ‘Facebook

skal jeg ikke længere bøvle med at oversætte ‘ok’, men kan bare klikke på ‘I orden’.

Da jeg begyndte at læse tegnsprog, fik jeg som noget af det første at vide, at jeg skulle være forberedt på, at jeg ville begynde at tænke og drømme på tegnsprog. Det brugte jeg lang tid til at spekulere over.

For hvordan drømmer jeg? Hvilken form har tanker? Er det hele sætninger? Billeder? Fragmenter? Enkelte ord? Lyden af en stemme? Og i så fald, hvis?

Jeg er stadig ikke blevet enig med mig selv om, hvilket sprogligt udtryk min hjerne bruger, men jeg har opdaget noget mærkeligt: Når jeg har travlt, bliver mine tanker til en indre dialog mellem mig og noget, der mest af alt lyder som Dolph.

*Kæft, jeg mangler sko. Tror jeg skal en tur i Nike og kigge.*
SKIDEGO IDÉ!! OG HVORNÅR FORESTILLER DU DIG AT FÅ TID TIL AT DALRE PLANLØST RUNDT I BUTIKKER?!

*Æv. Ikke mere mælk. Gider jeg så lave kaffe?*
HVAD FANDEN HAVDE DU FORESTILLET DIG?! AT NOGEN SKULLE HAVE KØBT IND OG FYLDT DIT KØLESKAB FOR DIG?!!

*Aj, træt, træt, træt. Er vist nødt til at vente med at fortsætte til i morgen. Ellers ender det med, at jeg er nødt til at lave det hele om, fordi det er smækfyldt med fejl.* (Jeg tænker tilsyneladende med bemærkelsesværdig korrekt tegnsætning.)
NEEEEEJ!! DU SKAL KRAFTEDEME IKKE TIL AT SPILLE SLAP NU!! DU HAR PÅTAGET DIG DE HER OPGAVER OG NU. LAVER. DU. DEM. FÆRDIG!!!

Det bliver altså ret forstyrrende i længden. Ikke rigtigt muligt at montere høreværn og ørepropper indefra, vel? Gad vide, om man kan lære ham tegnsprog?

Nogensinde tænkt på, hvor afhængig man er af, at folk holder op med at gøre noget, når man beder dem pænt om det? Børn er til at have med at gøre – worst case kan man altid lænke dem til sengen i et lydisoleret rum, og gå en lang tur, men det er straks sværere med voksne. Alle ved, at man ikke skal true med noget, man ikke kan følge til dørs, hvilket indskrænker sanktionsmulighederne en del.

I weekenden underviste jeg på Convention (inspirationstamtam for meget aerobicnørder, Red.). Jeg starter altid med at frabede mig, at folk filmer; dels er det ret intemiderende pludseligt at stå vis-à-vis med telelinsemur, dels ønsker jeg ikke at forefindes på film i diverse hjem (lød det forkert?). Lønnen er langt fra god nok til at forære sin samlede koreografi væk på dén måde, og det er forstyrrende for alle, at folk på skift forvandler sig til nomader. Til gengæld udleverer jeg den færdige koreografi på både skrift og dvd.

Altså: Ud over at frabede mig at blive filmet, sørger jeg rent faktisk for, at folk får koreografien.

Vi starter. Det går godt. Der er fest. Alle er glade. Jeg kommer snurrende rundt om bænken i en 3-dobbelt halvskruet salto – og dér står hun. En dame på min mors alder, i gang med – that’s right – at filme mig. Er det ikke for meget?! Fortsætter med at undervise, mens jeg i stramt tonefald beder hende stoppe. Hvilket hun ignorerer fuldstændigt. ”Som i: NU!!” akkompagneret af meget stiv, truende pegefinger. Heldigvis pakker hun sig efter at have fået dette pædagogiske pragtøjeblik foreviget på film.

Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skulle have gjort, hvis ikke hun var stoppet. Smidt hende ud? Det er jo ikke sådan, at der er dørmænd til den slags begivenheder. Truet med at tæve hende med stepbænken? Med at sige det til de voksne? Kaldt hende en møgperle? Christ altså.

Naturlig autoritet og troværdighed hviler ligeså meget på den, der retter ind efter den, som på den, der udviser den.

Unge satte ild til marsvin

2. feb 19:30 Politiet i Løgstør leder efter unge, der filmede bestialsk dyrplageri af hamster.

Gider politiken.dk godt snart ansætte en korrekturlæser?