Skaaat? Hvad er det for en raslende lyd?

Hvorfor er det, at mænd ikke er interesserede i at løse deres issues? Sådan tilbundsgående grund-løse dem. Hvordan kan de bare smide et patchworktæppe af overspringshandlinger og panikløsninger over problemerne og derefter – helt oprigtigt – tro, at de har fikset dem?

Jeg siger ikke, at kvinders tilgang med at tale om tingene med veninder eller psykologer, er Det Eneste Rigtige (jo, jeg gør. Lidt.), men den har dog i det mindste det sigte at l-ø-s-e problemerne og ikke bare g(l)emme dem.

Hvis jeg kigger på de mænd, jeg selv har stiftet bekendtskab med, har de alle – med en enkelt undtagelse (som jeg stoppede med at se, da jeg opdagede, at min mest gennemgående tanke i vores forhold var: ”Du får en 10’er, hvis du holder kæft LIGE nu.”) – været endog meget begavede, og intelligente over gennemsnittet. Flere af dem i en grad, der gjorde, at det ind imellem virkede svært for dem at finde sig til rette i et liv omgivet af mennesker, der var tilfredse med det konforme og ukomplicerede. Det trækker ikke ned i min bog. Faktisk tværtimod. IQ er tiltrækkende og if you got it, flaunt it, som Beyonce synger. Med alt, hvad det indebærer.

Flere af de gamle flammer deler jeg stadig omgangskreds med, hvilket betyder, at jeg selv nu, længe efter, hører lidt om, hvad de render og laver. Egentlig er det meget hyggeligt. Det er trods alt mennesker, som jeg har været ret tæt på, og når de værste skrammer er helet op, er der masser af gode historier at tænke tilbage på. Det betyder så også, at jeg kender til deres liv, både præ- og post Linda. Og her må jeg smide det forståelsesmæssige håndklæde i ringen (tørrer alligevel også ad helvede til): Hvordan kan de stadig mene, at helt grundlæggende følelsesmæssige issues forsvinder, hvis de bare fløjter og kigger væk, når de har prøvet det 3 gange før – uden held?? Det er mig ubegribeligt. Det er faktisk ikke særlig rart at se mennesker med deres begavelse prøve at narre sig selv med de ældste decoys i bogen. Vi nævner i flæng: Overarbejde, nyt arbejde, overdrevet træning, supplering af maskinparken, Scor.dk osv. Alt sammen ganske anvendeligt som midlertidig afledning af tankerne, men det løser jo ikke rigtigt de dybereliggende ting, vel? Og stor er overraskelsen altid, når de involverer sig igen, og skeletterne – SURPRISE! – springer ud af skabet, helt forfra.

Er det virkeligt så meget nemmere at forholde sig til kendte kranier og knogler, end det er at tænde lyset én gang for alle og få ryddet op og luftet ud?