Something old, something new.

Der er langt imellem, at jeg skændes med mine kolleger, men det har jeg gjort i dag. Sådan for alvor.

Jeg skal været den første til at indrømme, at jeg helst ikke blotter mine svagheder, men at jeg er så pinagtigt klar over, hvor de er, at jeg somme tider lader dem forvandle sig til skjulte handikap, som jeg godt nok er den eneste der ser, men som jeg hellere vil dø i forsøget på at kompensere for end at indrømme.

Jeg må helst ikke have fejl. Jeg ved simpelthen ikke hvorfor. Selvfølgelig kan jeg finde delvise forklaringer, hvis jeg graver dybt nok, men ikke nogen, der er gode nok til at retfærdiggøre, at jeg i en alder af 32, stadig har områder, hvor jeg konstant prøver at være et skridt foran, og helst ikke må gå i vejen for nogen. Det er værst, når jeg føler mig underlegen, er bange for at blive afsløret i bare at være mig, eller når jeg selv bliver i tvivl om, om jeg er dygtig nok til at være, hvor jeg er.

Denne weekend har jeg holdt kursus med en af mine kolleger, som er en gammel rotte i faget. Det ville være idioti ikke at gøre brug af hendes erfaringer og den kapacitet, der ligger i dem, men når vi er kolleger, er det meningen, at vi, udadtil i hvert fald, skal fremstå som et team. Et billede, der krakelerer ret voldsomt, når alt, hvad jeg siger og gør, overrules af ’vi plejer’. Det sætter mig i et temmeligt dårligt lys, når jeg beder folk gøre noget, og Den Rigtige Voksen så svinger ind af døren 30 minutter senere og – uden overhovedet at tjekke op på, hvad jeg har sat i gang – udsteder kontraordrer.

Måske er det fordi, jeg er ny. Måske overreagerer jeg. Måske er jeg usikker og tyndhudet. Det mener hun i hvert fald. Det er bare ikke første gang, det sker, og i dag blev det for meget, så med den indledende sætning: ”Det er fandme mangel på respekt!!” udvekslede vi så meninger om vores samarbejde.

Det bliver drønhyggeligt, når vi skal køre 2. modul sammen til marts.