Bloggen

Mange af mine venner er par, og fordi jeg kun har fantastiske venner med ordentlige personligheder og pli, er jeg ikke specielt hårdt ramt af idiotiske spørgsmål i kategorien ”Hvorfor har du ikke en fast kæreste?”, når jeg er i byen. I årenes løb er der røget nogle stykker, fordi de tilsyneladende mister den del af sig selv, som jeg var venner med, når de kommer i forhold, men samlet set tror jeg, at vi har sat 3 venner til på den konto. En af dem holdt f.eks. op med at invitere sine singlevenner med til middag, når hun havde fødselsdag. Vi blev inviterede til frokost med fastsat sluttidspunkt, så vi var ude af døren, inden parrene kom til spisning om aftenen. Sådan lige fra det ene år til det andet. Jeg er ikke nazistisk i forhold til at insistere på, at vi skal blive ved med at omgås hinanden på præcis samme måde, når vi begynder at rykke i utakt på livets store plade, og det KAN være en lang aften, hvis man er den eneste, der ikke har en dybtfølt holdning til det urimelige i at eje en hjørnegrund (dobbelt op på snerydning og hæk-klipning) – men man kan altså selv gøre meget for at ’os og jer’-kløften ikke bliver umulig at skræve over. Et godt udgangspunkt er, ikke at behandle veninder uden påhæng som 2. rangsveninder.

Men træerne vokser jo som bekendt ikke ind i himlen, og fordi man slipper for ét træls spørgsmål, betyder det ikke, at man ikke kan få et andet.

Jeg har alle dage haft det godt i drenges selskab; måske fordi mine arbejdspladser altid har haft en overvægt af kvindelige ansatte, og jeg har en meget lav fniddertolerancetærskel. Derfor har jeg mange drengebekendte, som jeg sætter utrolig stor pris på og: Som. Bare. Er. Gode. Venner. Og det er så her, jeg bliver meget, meget træt, når en af de genfødte kristne kærester pludselig peger triumferende på os og råber: ”Hvorfor finder I ikke sammen?!” med aj-hvor-jeg-er-en-drillepind-mimik.

Jeg forsøger at tro, at spørgsmålet er stillet i bedste mening, og at det overdrevet høje tonefald skyldes begejstring over eget pludselige klarsyn. Men altså. Det bliver en træls, træls situation. For når man anstrengt høflig svarer: ”Fordi vi ikke lige er hinandens typer”, og den overivrige brøle-amor bliver ved, så ender det med, at man næsten er nødt til at sidde og svine hinanden til for at begrunde den manglende tiltrækning – og det er fandme bare både urimeligt og ubehageligt. Jeg kender ingen singler, der spørger til personlige ting i kæresters forhold med samme mangel på respekt.

Ind imellem kan man godt gro den mistanke, at man som single skal bekræfte folk med kærester i, at det trods alt stadig er bedre at kede sig i et forhold end at være alene.

”Hvordan går det med datingen, Linda?” hører jeg jer spørge.

Blogsbjerg er ikke siden, der holder sine læsere hen, så:

På mit arbejde er jeg i disse dage en del af et projekt, der æder alle involverede parter med hud og hår. Det er rasende spændende, men stressknappen er også skruet et par millimeter mod højre. Vi arbejder konsekutivt, så flowet hedder: SPRIIIINTSKYNDDIGSKYNDDIG!!! – veeente på de andre…zzzz – SPRIIIIINT!!! – veeeeent – SPRIIINT!!” Det betyder, at jeg har tid til at sætte dates op, men ikke tid til at gå på dem – så indtil videre går det ret godt.

Det føles en lille smule som utroskab at sidde og lave aftaler med én, når jeg samtidig allerede har aftaler med andre, men altså.. Don’t hate the player – hate the game, ikke? Det prøver jeg i hvert fald at sige til mig selv.

På en anden blog læste jeg, at der ikke findes grimme kvinder; kun for lidt spiritus. Måske findes der heller ikke grimme mænd; kun onde webcams og tastaturer, men der er godt nok nogen derude, der bekræfter alle fordomme, jeg nogensinde har haft og vil få om netdating.

Jeg har f.eks. fået mig en light-stalker. En eller anden som mener, at han kender mig. Han startede med at sende en mail med ordlyden:

”UPS…. Der faldt jeg lige over dig igen….. Sorry…; Håber, at du er ok…..:) Peace, love and harmoni.”

Havde lyst til at svare:

”For det første: Jeg aner ikke, hvem du er. For det andet: ‘Peace, love and harmoni’?! Are you fucking kidding me?!! PS: Din punktumtast har sat sig fast, tøzerne fra 9.B vil have deres smileys tilbage og ‘harmoni’ staves med y. Gøgler!”

Huskede den gyldne netdatingregel (’nogen derude sidder og tænker det samme om dig’) og skrev i stedet:

”Hej. Jeg tror, at du forveksler mig med en anden. Mvh Linda.

Nu bliver han så ved, og uanset hvem min dobbeltgænger er, har hun min fulde sympati. My God, han er belastende!

Næste uge burde blive interessant. Den byder på dates med nogle meget forskellige typer. En af dem glæder jeg mig faktisk til at møde. En anden er jeg mere bange for spændt på: Den er med en fyr, der under ’ting, jeg finder utiltrækkende’ har anført ’sarkasme’.

Jeg er lidt i tvivl om, hvem af os der får den længste aften.

Jeg kan ligeså godt være ærlig: Jeg ville ikke have gidet. Jeg ville have syntes, at der var ALT for lidt sne, at det ikke kunne betale sig, og at resultatet garanteret ville blive så grimt, at det ikke var anstrengelserne værd. Ingen grund til at starte på noget, hvis man alligevel bliver nødt til at opgive halvvejs, fordi man går ned på udstyr.
Børn er heldigvis ligeglade med den slags pessimistiske realisme.

Utroskab er noget mærkeligt noget. Specielt når man er den, det bliver begået med og ikke den, det bliver begået imod. Der behøver ikke være respekt, der behøver ikke være forståelse. Fysisk tiltrækning og window of opportunity er nok. Der er ikke skyggen af logik i de følelser, det potentielt kan udløse: Min søster i synd, som for et par år tilbage havde en affære, blev dybt jaloux, da hendes tidsfordriv pludselig begyndte at se ekskæresten igen. En anden venindes affære, som boede med sin kæreste, blev sygeligt jaloux, hver gang min veninde skulle i byen, fordi han (og jeg citerer) var bange for, at hun ’var ham utro’.

Dårlig samvittighed eller selvforsvar: Utroskab udløser tilsyneladende et uimodståeligt behov for at blive forstået. Da man jo af gode grunde ikke kan søge forståelse hos kæresten, søger man den åbenbart i stedet hos sovedyret. Det forklares og forsvares igen og igen, hvorfor man er sammen med en kæreste, som man tydeligvis ikke respekterer. Jeg er i tvivl om, om det er for at gøre sig interessant, eller om det er egomassage, men alle forklaringer er variationer over temaet ”mit forhold er vanskeligt, og der sker svære ting, jeg ikke kan fortælle dig om”. Lad mig være den, der siger, hvad mange sidespring tænker: We. Don’t. Care. Det er dit forhold, og hylden med kleenex er lige fremme til venstre. Det er tilsyneladende helt utænkeligt at den frie part er i det af samme grund som den utro: For at dække sine behov for opmærksomhed, sex eller bekræftelse; behov, der er lige så svære at ignorere som sult eller tørst.

Ovenstående indlæg bygger naturligvis udelukkende på skøg-agtige veninders erfaringer og tyske undersøgelser, jeg har læst om på internettet.

Jeg har nu opholdt mig i netdatingland i 48 timer, og jeg er klar til at aflægge den første rapport fra gerningsstedet.

Jeg har valgt en side, hvor det koster penge at have en profil, i håb om at det fungerer som firewall for det værste Arto-affald. Derudover har gjort mig umage med at skrive en profiltekst, der klart og tydeligt fortæller, hvad jeg leder efter og samtidig viser, hvem jeg er.

Det føles mærkeligt at shoppe mennesker på den måde, for når man møder en mand i den virkelige verden, tager eventuel videre kontakt altid udgangspunkt i, at kemien er der. Derfor er det underligt bagvendt at forholde sig til alle de hårde facts først, og der ryger helt sikkert nogle gode mænd, som jeg sorterer fra på et overfladisk og latterligt grundlag men: Jeg lover, at for hver ENESTE grim tanke, jeg tænker, popper ”Mmm. Det er der sikkert også nogen, der tænker om dig!” op i mit hoved.

Når det så er sagt, så er det en datingside, og reglerne er, som de er. Det er spild af både egen og andres tid at være alt for ulden i mælet, og derfor har jeg gjort det MEGET tydeligt, at ham, jeg leder efter, skal have noget at rykke med, være høj(!) og kunne yde positivt og kvalificeret modspil til en force of nature som mig.

På datingsiden er der imidlertid lagt en utrolig mystisk funktion ind: Man kan ’blinke’ hvis man ser en profil, man er interesseret i. Hvad fanden er det?! Lige nemt nok, ikke? Man behøver ikke engang have læst folks tekst; man kan bare trykke på ’blinker’-knappen, så har man ’udtrykt interesse’, som der står.

Og det er så selvfølgelig netop, hvad der sker. Jeg fornemmer allerede, at der er en gruppe af mænd, der spam-blinker til alt, hvad der viser sig af nyt hunkøn på sitet, hvor usandsynligt det end skulle være, at de ville matche.

Når man ikke selv er den største linselus, ved man godt, at billeder ind imellem fremhæver alt det onde, og jeg læser derfor fyrenes profiltekst, hvis de blinker til mig – selvom de allerede er bagud på point ved at vælge dén løsning. Men for satan, altså! Jeg har indtil videre fået henvendelser fra:

* Mænd, der knap kan stave deres egne navne, og som tilsyneladende smider punktummer og kommaer ind med en skovl, når de har skrevet deres tekster.
* Mænd på 1.65.
* Mænd, der starter med at undskylde deres tilstedeværelse.
* Mænd med utrolig bitre profiler og indledninger som: ”så vær lige lidt venlig at svare på brevet hvis jeg har skrevet til dig!”
* En klam, fuldskægget mand på 60.
* Det skriver jeg lige igen. PÅ TRES!!

Læs. Dog. Min. Profil!!!

Det er dog ikke ren ulykke det hele. Jeg er faktisk overrasket over, hvor mange nydelige og tilsyneladende sympatiske unge mænd, der også er derude. Min første date (ja, det går sgu stærkt i det der cyber!) er med en fyr, som har fået plusser alle de rigtige steder i bogen – med en enkelt undtagelse: Han kan ikke mødes i denne uge, da han skal spille revy…

Hvis han ankommer på ethjulet cykel eller begynder at jonglere med tallerknerne, er jeg altså den, der er skredet.

Jeg har fået forbud mod at betjene noget som helst elektronisk i mine forældres hus (- og den joke stopper LIGE der!), fordi min far ikke kan holde ud, at jeg bare hamrer løs på alt, hvad man kan trykke på, uden at ulejlige mig med at læse eventuelle fejlmeldinger og advarsler. Jeg har udviklet radarsyn, og kan på 2 nanosekunder finde ’ok/i orden’-knappen (fucking Facebooksprogfascister!) (… undskyld: Kneppende Ansigtsbogsfascister!) et hvilket som helst sted på skærmen.

Mine hænder har med andre ord for længst ekspederet os videre, før min hjerne når at indhente oplysninger om, hvor vi er på vej hen. Hvilket desværre ofte er den forkerte vej, er jeg nødt til at indrømme.

Når jeg så nu for 3. gang i ordbekræftelsesfeltet ser og skriver ‘loading..’ for at blive stillet videre på en side, begynder jeg alligevel at overveje, om min far måske har fat i noget…

Nogle gange er jeg simpelthen så dum, at jeg selv får hovedpine over det.

Nåmen… Nu har man lavet en profil på en datingside…

Er efterfølgende gået lidt i panik. Af flere omgange, faktisk. Tænk hvis De Onde ser mig derude og bruger det imod mig. (Vender tilbage, når jeg har fundet ud af, hvem det er, jeg tænker på.) Tænk hvis en af dem, der har fotograferet sig selv flydeliggende på lædersofa i joggingbukser – sparkedragtsmodellen med bred rib forneden – skriver. Tænk, hvis man tager på date med en, og han er ligesom Den Klamme Klæber, der kommenterer på en af mine cyberveninders blog.

Tænk hvis der ikke er nogen, der skriver.

To be continued….

I går blev jeg hevet med i fredagsbar med en flok, jeg ikke kender. Den slags er altid lidt risky business, for når alle andre kender hinanden, er der ikke helt det samme incitament til at lære newcommers at kende; det kræver en indsats, og den er man ikke altid villig til at yde, når man selv kender resten af selskabet. (Jeg peger ikke fingre. For nyligt forsøgte jeg selv at undgå samtale med min bordherre i 1 time, fordi han talte engelsk, og jeg kendte alle de andre. At han så viste sig at være herresjov og forstå selv de mest ubehjælpsomme sætninger på skoleengelsk, viser bare, at man ved uhøflig opførsel og usikkerhed risikerer at gå glip af meget.) Anyway: Min erfaring er, at man er markant mere villig til at spørge og lytte interesseret, når man selv udgør en minoritet i gruppen.

Det fine ved fredagsbarer er, at hver gang nogen går op for at hente øl, omrokeres der ved bordet. Modsat almindelige fester ender man derfor med faktisk at have talt med det meste af selskabet, inden man går hjem. I går endte jeg på et tidspunkt over for et par søstre. Vi fandt hurtigt ud af, at vi alle 3 kom fra Esbjerg, hvilket betyder, at man er en lille smule i familie med hinanden. Pludseligt siger den ene af pigerne: ”Vores far har lige fået konstateret demens. Det synes jeg er vanvittig svært.” Det mærkeligste var, at det føltes som en helt naturlig ting at tage op. Det var ikke akavet, som det ellers kan være, når mennesker, man overhovedet ikke kender, moser deres lidelseshistorie i ørerne på alle, der er så uforsigtige at blotte dem. Bagefter tænkte jeg meget over det paradoksale i, at vi danskere er så reserverede, men ofte vælger at betro os til folk, vi knap nok kender. Jeg ved godt, at nogle grænser ætses væk, når man hælder alkohol på dem, men alligevel. Jeg har både hørt og fortalt meget private ting i selskab med fremmede.

Måske er betroelser, ligesom hemmeligheder, en gave, man giver for at byde nye stammefolk velkommen til; en måde at indlemme i flokken på. Måske er det bare nemmere at dele nogle ting med fremmede, man aldrig skal se igen, fordi man ikke bagefter skal bøvle med at fjerne offerklistermærket i panden, når man er træt af at være stakkels, og gerne vil tilbage til rollen som Hende Den Stærke. Eller måske bunder det i det livsnødvendige i at få luft, men ikke at kunne udholde tanken om, at dine venner bagefter ved det om dig? At din hemmelighed pludselig bliver en del af det, du er i andres øjne. At gå fra at være hende med det perfekte forhold til at være hende, der opdagede at kæresten havde været sammen med papsøsteren – og blev. Fra at være hende med selvkontrol og tjek på kosten til at være hende med en spiseforstyrrelse. Fra at være hende med den festlige kæreste til at være hende, hvis kærester er voldelig og på coke. Fra at være hende, alle betror sig til og stoler på, til at være hende, som har en affære med sin venindes mand.

Nogle hemmeligheder er så store, at de for altid vil ændre dine venners billede af dig, hvis du fortæller dem. Det tvinger dig til at justere dit eget selvbillede og forholde dig til din moral – eller mangel på samme.

Alt det slipper du for, hvis du fortæller det til en venlig fremmed.

Måske er det derfor, at fredagsbar er så populært.

Jeg synes, at Kaare Sand er en luder. Et lille, væmmeligt paparazzisvin. Hvad han siger til sig selv for at retfærdiggøre at udstille mennesker i den grad han gør, begriber jeg ikke. Jeg ved godt, at De Unge Mødre selv har meldt sig – men hvis man har set bare 5 minutter af en enkelt af udsendelserne, synes jeg nok, at man fornemmer, at det ikke lige er den ressourcestærke del af samfundet, vi har fat i.

Jeg kunne forstå, hvis han valgte at lave et program, der viste præcist, hvor besværligt det er at have 2 børn, når man lige selv er fyldt 16. Det kunne man forsvare ud fra et synspunkt om, at det kunne virke præventivt på andre unge, hvis de fik lov at se den virkelige version af deres tågede og romantisk Far, Mor og Børn-forestilling.

Sådan vinkler han den ikke. Han vælger derimod at svælge i hende, der ikke aner, hvem der er far til hendes barn, fordi der er 3 mulige kandidater. Alt, hvad pigerne kommer med at idiotiske udtalelser om drenge og fester kommer med. Det bliver vist, hver gang ungen skriger og pigen, som den vrangvillige teenager hun immervæk stadig er, ignorerer det, indtil hendes egen mor ordner det, fordi hun er ved at lakere negle eller snakke i telefon. Hvis han kan tage dem i at sige noget om, at de ikke er dårlige mødre, bare fordi de ikke gider være sammen med barnet hele tiden, bliver det klippet ind 4 steder.

Eksempel? Here you go:

Voice over: Malou Stella (hvem sagde social arv?) skal til havnefest. Men inden hun går, er der noget hun skal huske.
Mor: ”Malou Stellaaaaa? Har du taget din P-pille? Du kan bare lige prøve på at glemme den!”

Jeg synes, at Kaare Sand er en luder. Hvad det gør os, der ser det til, ved jeg simpelthen ikke.