The kindness of strangers.

I går blev jeg hevet med i fredagsbar med en flok, jeg ikke kender. Den slags er altid lidt risky business, for når alle andre kender hinanden, er der ikke helt det samme incitament til at lære newcommers at kende; det kræver en indsats, og den er man ikke altid villig til at yde, når man selv kender resten af selskabet. (Jeg peger ikke fingre. For nyligt forsøgte jeg selv at undgå samtale med min bordherre i 1 time, fordi han talte engelsk, og jeg kendte alle de andre. At han så viste sig at være herresjov og forstå selv de mest ubehjælpsomme sætninger på skoleengelsk, viser bare, at man ved uhøflig opførsel og usikkerhed risikerer at gå glip af meget.) Anyway: Min erfaring er, at man er markant mere villig til at spørge og lytte interesseret, når man selv udgør en minoritet i gruppen.

Det fine ved fredagsbarer er, at hver gang nogen går op for at hente øl, omrokeres der ved bordet. Modsat almindelige fester ender man derfor med faktisk at have talt med det meste af selskabet, inden man går hjem. I går endte jeg på et tidspunkt over for et par søstre. Vi fandt hurtigt ud af, at vi alle 3 kom fra Esbjerg, hvilket betyder, at man er en lille smule i familie med hinanden. Pludseligt siger den ene af pigerne: ”Vores far har lige fået konstateret demens. Det synes jeg er vanvittig svært.” Det mærkeligste var, at det føltes som en helt naturlig ting at tage op. Det var ikke akavet, som det ellers kan være, når mennesker, man overhovedet ikke kender, moser deres lidelseshistorie i ørerne på alle, der er så uforsigtige at blotte dem. Bagefter tænkte jeg meget over det paradoksale i, at vi danskere er så reserverede, men ofte vælger at betro os til folk, vi knap nok kender. Jeg ved godt, at nogle grænser ætses væk, når man hælder alkohol på dem, men alligevel. Jeg har både hørt og fortalt meget private ting i selskab med fremmede.

Måske er betroelser, ligesom hemmeligheder, en gave, man giver for at byde nye stammefolk velkommen til; en måde at indlemme i flokken på. Måske er det bare nemmere at dele nogle ting med fremmede, man aldrig skal se igen, fordi man ikke bagefter skal bøvle med at fjerne offerklistermærket i panden, når man er træt af at være stakkels, og gerne vil tilbage til rollen som Hende Den Stærke. Eller måske bunder det i det livsnødvendige i at få luft, men ikke at kunne udholde tanken om, at dine venner bagefter ved det om dig? At din hemmelighed pludselig bliver en del af det, du er i andres øjne. At gå fra at være hende med det perfekte forhold til at være hende, der opdagede at kæresten havde været sammen med papsøsteren – og blev. Fra at være hende med selvkontrol og tjek på kosten til at være hende med en spiseforstyrrelse. Fra at være hende med den festlige kæreste til at være hende, hvis kærester er voldelig og på coke. Fra at være hende, alle betror sig til og stoler på, til at være hende, som har en affære med sin venindes mand.

Nogle hemmeligheder er så store, at de for altid vil ændre dine venners billede af dig, hvis du fortæller dem. Det tvinger dig til at justere dit eget selvbillede og forholde dig til din moral – eller mangel på samme.

Alt det slipper du for, hvis du fortæller det til en venlig fremmed.

Måske er det derfor, at fredagsbar er så populært.