Utroskab er noget mærkeligt noget. Specielt når man er den, det bliver begået med og ikke den, det bliver begået imod. Der behøver ikke være respekt, der behøver ikke være forståelse. Fysisk tiltrækning og window of opportunity er nok. Der er ikke skyggen af logik i de følelser, det potentielt kan udløse: Min søster i synd, som for et par år tilbage havde en affære, blev dybt jaloux, da hendes tidsfordriv pludselig begyndte at se ekskæresten igen. En anden venindes affære, som boede med sin kæreste, blev sygeligt jaloux, hver gang min veninde skulle i byen, fordi han (og jeg citerer) var bange for, at hun ’var ham utro’.
Dårlig samvittighed eller selvforsvar: Utroskab udløser tilsyneladende et uimodståeligt behov for at blive forstået. Da man jo af gode grunde ikke kan søge forståelse hos kæresten, søger man den åbenbart i stedet hos sovedyret. Det forklares og forsvares igen og igen, hvorfor man er sammen med en kæreste, som man tydeligvis ikke respekterer. Jeg er i tvivl om, om det er for at gøre sig interessant, eller om det er egomassage, men alle forklaringer er variationer over temaet ”mit forhold er vanskeligt, og der sker svære ting, jeg ikke kan fortælle dig om”. Lad mig være den, der siger, hvad mange sidespring tænker: We. Don’t. Care. Det er dit forhold, og hylden med kleenex er lige fremme til venstre. Det er tilsyneladende helt utænkeligt at den frie part er i det af samme grund som den utro: For at dække sine behov for opmærksomhed, sex eller bekræftelse; behov, der er lige så svære at ignorere som sult eller tørst.
Ovenstående indlæg bygger naturligvis udelukkende på skøg-agtige veninders erfaringer og tyske undersøgelser, jeg har læst om på internettet.
Published by