Mange af mine venner er par, og fordi jeg kun har fantastiske venner med ordentlige personligheder og pli, er jeg ikke specielt hårdt ramt af idiotiske spørgsmål i kategorien ”Hvorfor har du ikke en fast kæreste?”, når jeg er i byen. I årenes løb er der røget nogle stykker, fordi de tilsyneladende mister den del af sig selv, som jeg var venner med, når de kommer i forhold, men samlet set tror jeg, at vi har sat 3 venner til på den konto. En af dem holdt f.eks. op med at invitere sine singlevenner med til middag, når hun havde fødselsdag. Vi blev inviterede til frokost med fastsat sluttidspunkt, så vi var ude af døren, inden parrene kom til spisning om aftenen. Sådan lige fra det ene år til det andet. Jeg er ikke nazistisk i forhold til at insistere på, at vi skal blive ved med at omgås hinanden på præcis samme måde, når vi begynder at rykke i utakt på livets store plade, og det KAN være en lang aften, hvis man er den eneste, der ikke har en dybtfølt holdning til det urimelige i at eje en hjørnegrund (dobbelt op på snerydning og hæk-klipning) – men man kan altså selv gøre meget for at ’os og jer’-kløften ikke bliver umulig at skræve over. Et godt udgangspunkt er, ikke at behandle veninder uden påhæng som 2. rangsveninder.
Men træerne vokser jo som bekendt ikke ind i himlen, og fordi man slipper for ét træls spørgsmål, betyder det ikke, at man ikke kan få et andet.
Jeg har alle dage haft det godt i drenges selskab; måske fordi mine arbejdspladser altid har haft en overvægt af kvindelige ansatte, og jeg har en meget lav fniddertolerancetærskel. Derfor har jeg mange drengebekendte, som jeg sætter utrolig stor pris på og: Som. Bare. Er. Gode. Venner. Og det er så her, jeg bliver meget, meget træt, når en af de genfødte kristne kærester pludselig peger triumferende på os og råber: ”Hvorfor finder I ikke sammen?!” med aj-hvor-jeg-er-en-drillepind-mimik.
Jeg forsøger at tro, at spørgsmålet er stillet i bedste mening, og at det overdrevet høje tonefald skyldes begejstring over eget pludselige klarsyn. Men altså. Det bliver en træls, træls situation. For når man anstrengt høflig svarer: ”Fordi vi ikke lige er hinandens typer”, og den overivrige brøle-amor bliver ved, så ender det med, at man næsten er nødt til at sidde og svine hinanden til for at begrunde den manglende tiltrækning – og det er fandme bare både urimeligt og ubehageligt. Jeg kender ingen singler, der spørger til personlige ting i kæresters forhold med samme mangel på respekt.
Ind imellem kan man godt gro den mistanke, at man som single skal bekræfte folk med kærester i, at det trods alt stadig er bedre at kede sig i et forhold end at være alene.
Spot on. Måske hænger det sammen med at mange af os har haft et stort fokus i mange år: At finde en kæreste, som er rigtig. Den quest har fyldt så meget, at når det endelig lykkes at vågne op sammen med den samme i mere end et år i træk, så går står man og føler sig lidt magtesløs – for hvad skal man SÅ ha fokus på?
Tadaaaaa…. Så har man da bare fokus på andre, der skal finde en kæreste. Nu er man jo ligefrem ekspert og synes ikke det er lige så vigtigt at holde sit etablerede forhold i live som det er at finde en kæreste til andre, der står og mangler.
Ironi er muligvis anvendt.
Uha. Kender det godt fra da jeg var single. Velmente veninder der prøvede at agrere kirsten giftekniv. Så hvis de kørte på. “Hvad med XX? Ham kender du da og har kendt hele livet. I kan bare være sammen!”. Så trods forsikringer fra både mig og ham om at Vi. Bare. Er. Gode. Venner. Sagde jeg til sidst at det vil som at være sammen med en fætter. At jeg ikke var interesseret i et halvt incesuøst forhold.
Jeg endte med at svare til standardspørgsmåle, om hvorfor jeg ingen kæreste havde. At der simpelthen ikke var en fyr, der var god nok til mig. Med en meget overbevisende stemmeføring og ditto ansigtsudtryk.
Så blev der holdt bøtte.
Eller prøv at spørge, hvorfor de dog er i forhold med lige så forbløffet udtryk…. DÉT har jeg altid drømt om at spørge om….
Den har jeg prøvet. Har også med beklagelse i stemmen prøvet hhv:
1) “Jeg tror, at det hænger sammen med, at jeg er til utrolig avanceret sex”
og
2) “Fordi jeg gerne vil passe min affære med din far.”
Det giver også midlertidig ro. Af to forskellige grunde dog.
hmmm … jeg synes sagen er lidt nuanceret. Hvis man som single proklamerer, at man er ked af at være single, og at man leder efter en partner, tror jeg ofte andre bare vil vise deres sympati og derfor (fejlagtigt selvfølgeligt) peger på alle de muligheder de ser. Er man ret tilfreds med singlelivet, eller bare leder uden at gøre en masse opmærksom på det, er det en anden sag. Her har folk (i parforhold) uretmæssigt blandet sig, forsøger måske at presse deres eget idealbillede ned over een, eller er direkte utryg ved at have en single i nærheden ! In that case synes jeg et uforskammet svar fra singlen er på sin plads – for det er uforskammet at blande sig i folks livsstil, hvis man ikke selv har inviteret til det!