Da jeg begyndte at læse tegnsprog, fik jeg som noget af det første at vide, at jeg skulle være forberedt på, at jeg ville begynde at tænke og drømme på tegnsprog. Det brugte jeg lang tid til at spekulere over.
For hvordan drømmer jeg? Hvilken form har tanker? Er det hele sætninger? Billeder? Fragmenter? Enkelte ord? Lyden af en stemme? Og i så fald, hvis?
Jeg er stadig ikke blevet enig med mig selv om, hvilket sprogligt udtryk min hjerne bruger, men jeg har opdaget noget mærkeligt: Når jeg har travlt, bliver mine tanker til en indre dialog mellem mig og noget, der mest af alt lyder som Dolph.
*Kæft, jeg mangler sko. Tror jeg skal en tur i Nike og kigge.*
SKIDEGO IDÉ!! OG HVORNÅR FORESTILLER DU DIG AT FÅ TID TIL AT DALRE PLANLØST RUNDT I BUTIKKER?!
*Æv. Ikke mere mælk. Gider jeg så lave kaffe?*
HVAD FANDEN HAVDE DU FORESTILLET DIG?! AT NOGEN SKULLE HAVE KØBT IND OG FYLDT DIT KØLESKAB FOR DIG?!!
*Aj, træt, træt, træt. Er vist nødt til at vente med at fortsætte til i morgen. Ellers ender det med, at jeg er nødt til at lave det hele om, fordi det er smækfyldt med fejl.* (Jeg tænker tilsyneladende med bemærkelsesværdig korrekt tegnsætning.)
NEEEEEJ!! DU SKAL KRAFTEDEME IKKE TIL AT SPILLE SLAP NU!! DU HAR PÅTAGET DIG DE HER OPGAVER OG NU. LAVER. DU. DEM. FÆRDIG!!!
Det bliver altså ret forstyrrende i længden. Ikke rigtigt muligt at montere høreværn og ørepropper indefra, vel? Gad vide, om man kan lære ham tegnsprog?
Ej for satan det det er sjovt – Hi hi.