Bare vent til far kommer hjem!
Nogensinde tænkt på, hvor afhængig man er af, at folk holder op med at gøre noget, når man beder dem pænt om det? Børn er til at have med at gøre – worst case kan man altid lænke dem til sengen i et lydisoleret rum, og gå en lang tur, men det er straks sværere med voksne. Alle ved, at man ikke skal true med noget, man ikke kan følge til dørs, hvilket indskrænker sanktionsmulighederne en del.
I weekenden underviste jeg på Convention (inspirationstamtam for meget aerobicnørder, Red.). Jeg starter altid med at frabede mig, at folk filmer; dels er det ret intemiderende pludseligt at stå vis-à-vis med telelinsemur, dels ønsker jeg ikke at forefindes på film i diverse hjem (lød det forkert?). Lønnen er langt fra god nok til at forære sin samlede koreografi væk på dén måde, og det er forstyrrende for alle, at folk på skift forvandler sig til nomader. Til gengæld udleverer jeg den færdige koreografi på både skrift og dvd.
Altså: Ud over at frabede mig at blive filmet, sørger jeg rent faktisk for, at folk får koreografien.
Vi starter. Det går godt. Der er fest. Alle er glade. Jeg kommer snurrende rundt om bænken i en 3-dobbelt halvskruet salto – og dér står hun. En dame på min mors alder, i gang med – that’s right – at filme mig. Er det ikke for meget?! Fortsætter med at undervise, mens jeg i stramt tonefald beder hende stoppe. Hvilket hun ignorerer fuldstændigt. ”Som i: NU!!” akkompagneret af meget stiv, truende pegefinger. Heldigvis pakker hun sig efter at have fået dette pædagogiske pragtøjeblik foreviget på film.
Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skulle have gjort, hvis ikke hun var stoppet. Smidt hende ud? Det er jo ikke sådan, at der er dørmænd til den slags begivenheder. Truet med at tæve hende med stepbænken? Med at sige det til de voksne? Kaldt hende en møgperle? Christ altså.
Naturlig autoritet og troværdighed hviler ligeså meget på den, der retter ind efter den, som på den, der udviser den.
4. februar 2009 @ 08:42
Det siger da meget mere om hende end det gør om dig! Ja, jeg vil mene at betegnelsen knaldperle er på sin plads. Hun burde være blevet mobbet ud af sine med-studerende og fået en tsk-tsk’en af den anden verden resten af kursusforløbet.
Ligesom ham knallerten der altid skal forsøge at buhe modstanderholdets nationalsang i stykker til fodboldlandskampe – han skal bare have killer-eyes af de omkringstående, og så er han henvist til bagerst på tribunen resten af kampen. For den slags er – som det du beskriver – bare slet ikke i orden!
5. februar 2009 @ 21:43
Nu er jeg måske ikke den rette til at pippe her, for jeg er nok af samme alder som omtalte møgkælling. Som er et helt ok ord i den sammenhæng.
Kunne man måske ty til sirupstyk, men alligevel dryppende sarkasme? Du har i hvert fald formuleringsevnen til det…
“Undskyld – hvad var det lige du ikke forstod af den anmodning, jeg kom med før?”
Men jeg er en bitch.
Da jeg så en KarlSmart parkere på en handicapplads (han var IKKE handicappet), sagde jeg til ham, at den var beregnet til fysisk handicappede, ikke mentalt ditto, så han havde egentlig ikke lov til at parkere dér.
Min mand blev lidt rystet og sagde, at jeg jo ligefrem bad om at få tæv, men Hr. KarlSmart anede faktisk ikke, hvad han skulle sige, så jeg fik bare fuckfingeren :o)
Og jeg nyder at være bitch – ikke altid, selvfølgelig, men nogle personer inviterer da for pokker direkte til det.
Gå du bare i lære – det kan være ret underholdende…