Hvorfor er det, at nogen mennesker insisterer på ’tilfældige’ bordkort? Jeg hader det. Jeg ender altid med at sidde omgivet af mennesker, jeg næsten ikke ved, hvad jeg skal stille op med.
I går havde jeg, efter at have trukket nummer 36 op af et plastikkrus, valget imellem at snakke med:
– en uTROlig ung pige, som engang havde arbejdet 10 minutter på en institution, hvor de brugte Tegn Til Tale, og derfor næsten syntes, at vi var søstre.
– en amerikaner, der læste noget voldsomt specialiseret semantic-never-heard-of-it på Århus Uni. Engelsktalende bordherrer giver mig tics, fordi mit tegnsprog efterhånden har erobret og voldtaget mit fremmedsprogscenter i hjernen. Jeg lyder som syntaksforvirret Lars Ulrich, når jeg forsøger at begå mig på udenlandsk.
– et af de mennesker, der er vanvittigt usikker på sig selv; som i ren panik fortæller om alle sine selvdiagnosticerede fejl og mangler, og som slutter alle sine sætninger med et højt, pludseligt grin, der lyder som et forskrækket vrinsk. Jeg ANER ikke, hvordan man taler med sådan en pige. Jeg vil så gerne komme hende i møde, men hendes nervøse adfærd smitter, og jeg ender med at sidde som på nåle, mens jeg speedzapper gennem brugbare ansigtsudtryk og mulige, ufarlige samtaleemner.
Heldigvis måtte man mingle efter spisning, og da selskabet havde omgrupperet sig og fundet tryghed i flokken af egne, endte det med at blive en fin aften. Jeg holdte mit løfte til mig selv, og drak primært vand, så selvom jeg er træt i dag, er der ingen sorte huller at fylde ud – eller ønske at begrave sig i.
efter min erfaring er de bedste fester dem, hvor folk simpelthen sætter sig hvor de vil. Det er så oftest grupperet blandt dem man kender. Men hvad gør det? Alle snakker, morer sig og er trygge (= frie) i kendt selskab. Det er da bedre end forkrampede, tvangsanbragte, uforlignelige borddamer og -herrer! En gang imellem virker det, men oftest – nix !
enig – eller hvor værten har gjort sig umage med bordplanen.. NÅR jeg laver bordplan, prøver jeg at sætte folk nær nogen de kender og nær nogen jeg vurderer, de vil have noget til fælles med. Så glider snakken bedre
– mette