Kejserens Nye (K)Ælling.

Forleden læste jeg en artikel om åbne forhold. Den var ikke specielt velskrevet, men pointen var god nok: Man kan kun have et velfungerende åbent forhold, hvis man snakker om det, og ’glæder sig over den andens gode oplevelser’.

I weekenden var jeg som tidligere nævnt til fest, og på et tidspunkt sad jeg og snakkede med drengene. De fleste repræsentanter for troskabsgenren var til stede, med let overvægt af dem, der har arme så lange, at de kan favne både den faste kæreste og svingdørsmodellerne.

Dagen efter snakkede jeg med min veninde, som har kendt en af drengene i bibelsk forstand. ”Han må simpelthen have en aftale med kæresten om, at de lever i et åbent forhold, tror du ikke?”, spurgte hun. Måske. Det lyder i hvert fald mærkeligt, at en klog fyr som ham har en kæreste, der er dum nok til at lade sig narre.

Jeg kan til nød forstå det, så længe det drejer sig om sovedyr. Det er jeg nødt til, for der har jeg været. Der er ikke andet at sige, end at så må man få sin røv med sig, når man endelig opdager, at det ikke bare er æren, men hjertet og de store følelser, man har i klemme. Jeg deler ikke de mænd, jeg elsker. Punktum.

Jeg har imidlertid set flere forhold, hvor jeg ikke tror, at den officielle Åben Dyne Politik er enstemmigt vedtaget, men hvor fyren er så sløset og ligeglad, at kæresten MÅ vide, hvad han render og laver. 7-11 forhold. Åbent 24-7. Alligevel bliver pigerne. De får hårde drag om munden og skuler til alt af hunkøn, de roder i hans ting, når han ikke er hjemme, og de undlader at spørge, hvor de ved, at de ville få svar. De fleste af disse piger, er både velbegavede og kønne, og det er mig ubegribeligt, at de bliver et sted, hvor det så åbenlyst er svært for dem at være.

Jeg skal ikke udelukke, at jeg er fordomsfuld og projicerer i vildskab, men jeg tror, at en meget stor del af de piger, der accepterer at leve i åbne forhold, kun siger ja, fordi de ved, at alternativet er, at han går sin vej. Jeg vil gætte på, at en stor del af de piger aldrig selv spiser ude. Alligevel hører man nogen af dem sidde og snakke om, hvor stor en velsignelse det er at leve i et åbent forhold. At det er bedre med tillid end forbud. At det er imod menneskets natur at være tro og holde sig til én partner. At gæsterne i sengen bare er let underholdning, mens de har valgt at dele liv og flexlån med hinanden.

Jeg tror ikke på én eneste af dem. Når jeg kigger på dem, ser jeg piger, der forsøger at fremstå tolerante og frisindede, men som i virkeligheden er i tvivl om, om det er dem, der bliver narrede. De har hørt mængden råbe: ’Han har jo ikke noget tøj på!” men klamrer sig stædigt til illusionen.

Hvordan det kan være at foretrække frem for at være alene, er beyond me. Der er i hvert fald ikke megen glæde at spore over den andens gode oplevelser.