Eller også forstår jeg det ikke, fordi jeg ikke selv har børn.
Jeg så en dreng i dag, som var så køn, at jeg næsten fik ondt i maven over det. 5 – 6 år gammel. En mørklødet gavtyv med for meget gele i håret og en fodbold under armen. Umulig at stå for og formentlig allerede kæreste med både Emilie, Anna Sophia og Vigga Camille.
Jeg kom til at tænke tilbage på min egen skoletid, og hvem der dengang var charmetrolden, som alle mødre og lærere elskede – uagtet at han knuste plyssede pigehjerter og glemte at lave matematik.
Pludselig kom jeg til at spekulere på, om det i virkeligheden er derfor, at trangen til at få børn er så stærk? Det virker spildt at have gjort sig så mange erfaringer uden at have noget at bruge dem til. Ved at få børn får man muligheden for at tage hele turen igen, men denne gang som guide med tjek på både lavinefarer og margueritruter.
Kan I huske filmen Den 6. Sans? Med “I see dead people”-drengen? At få børn må være som at se den 2. gang. Alle scener tager sig helt anderledes ud, når man ved, at Bruce Willis er død.
Meget mere logiske. Meget klarere. Det bliver en anden film, og man kan nyde den og se både helhed og detaljer, når man ikke er ved at blive sindssyg over at prøve at regne ud, hvad fanden der foregår.
At få børnebørn må så være som at se filmen 3. gang en søndag med tømmermænd: Fast forward over de kedelige passager og gensynsglæde og rørstrømske tårer over resten.
24. januar 2009 @ 16:30
hhhmmm tjoooeee … men man ved intet om hvordan det er med børn før man har dem selv. Ikke for at lyde overklog eller bedrevidende, men det er min egen oplevelse. Der er selvfølgelig stor forskel på hvordan forældre tackler forældrerollen, men man kan have nok så mange ideer, principper, erfaringer (fx. passe andres børn) og pædagogiske indgangsvinkler. Én person kan overrumple en og vende alt dette på hovedet, og det er barnet !
24. januar 2009 @ 17:13
Det kan godt være, dét at få børn kan opleves som at se filmen igen.. men jeg ved ikke, om det er mindre frustrerende at sidde med al den viden, når så ungen, som det typisk er tilfældet, insisterer stædigt på at begå alle fejl selv og lære det hele fra bunden af?!.. 😉
Jeg mener, vi har jo alle selv haft forældre, der engang var børn og begik alle fejlene, og hvor meget lyttede vi til dem?
24. januar 2009 @ 23:25
Jeg låser mine børn inde indtil jeg selv dør – jeg kan ikke bære at skulle se dem blive fanget i kløerne af alle de tåbelige fejl jeg selv har begået ;o)
25. januar 2009 @ 17:28
Jeg kan godt se hvad du mener. Jeg er tilhører en sjælden race der ikke har en trang til at få børn, og det falder meget godt sammen med at jeg ikke har lyst til at genopleve barndommen. Uskyldstab, mobning og andre barske oplevelser tror jeg ikke at jeg kunne holde ud at opleve igen, jeg kan ikke engang holde det ud når det sker for min mands nevøer og niecer.
25. januar 2009 @ 20:12
problemet er bare, at ungerne ikke hører ret meget efter mors visdomsord og erfaringer. De vil /skal gøre deres egne smertefulde erfaringer. Og så kan man kun stå med en trøstende skulder. Men jeg må indrømme, at jeg noget mere end en gang har haft lyst til at farte ud og combat-banke nogen, der har gjort mit lille pus ondt..! Det væreste ved at være mor er, når nogen har været ond eller led på rigtig tøse-maner mod ens barn..
– Mette