Ananas i egen juice
I anledning af min fødselsdag har jeg besluttet at lave den ’20 ting om dig selv’, der har floreret på diverse andre blogge og IG-kontoer de sidste par uger. Jeg kan ikke udelukke, at nogle af tingene er sagt før og i andre indlæg, men da jeg efterhånden har produceret mange km tekst, er jeg ret sikker på, at der alligevel ikke er nogen, der kan huske det. (Her har jeg lyst til at bryde et selvpålagt princip og lave en smiley, men jeg satser på, at I forstår, at det ikke var på den sure måde.) (Der havde jeg lyst til at lave en mere.)
Ok – here we go:
1) Jeg fylder 37 år i dag. Det har jeg det helt ok med.
2) Jeg består af 80 % grundglæde og optimisme, og 20 % melankoli, selvdestruktiv adfærd og depressive tendenser. I den bedste af alle verdener var jeg gerne de 20 % foruden, men når det nu skal være, så tror jeg faktisk, at de er med til at gøre mig til et bedre menneske.
3) Jeg drikker 4-5 liter væske om dagen, primært kaffe og vand.
4) Jeg er meget lidt girlie-girlie, når det kommer til at shoppe, men jeg har to laster, som jeg dyrker og elsker: Sportssko og krus.
5) Jeg har ingen stopknap, når det kommer til slik. Til gengæld bliver chips altid for gamle her i huset. Mit pms-gen har åbenbart ikke fået mailen om, at vi er gået på LCHF.
6) Når jeg bliver rasende, bliver jeg iskold. Is. Kold.
7) Når jeg bliver meget rasende, begynder jeg at græde.
8) Når jeg kommer til frisør, får jeg det altid til at lyde som om, at det nærmest er en fejl, at mit hår er sat op. I virkeligheden synes jeg selv, at jeg er pænest med hestehale.
9) Der er 3 ting, jeg aldrig, aldrig ALDRIG køber i discountudgaven: Toiletpair, øl og træningstøj.
10) Jeg er stor tilhænger af gammeldags høflighed, hvor man er gavmild med ord som ’prosit’ og ’nej tak’ og ’tak for mad’, og hvor man stadig kan finde ud af at sige ’undskyld’, hvilket i mine øjne altid vil lyde mere som om, man tager sit ansvar på sig, end det kønsløse og distancerende ’jeg beklager’.
11) Jeg gider ikke, når folk stjæler mine udtryk eller mine jokes og lader som om det er deres egne. Derfor: Tak til Anders Breinholdt for lån af overskrift.
12) Jeg har gået til de mærkeligste ting. Af egen fri vilje. Af eksempler kan nævnes: Stepdans, saxofon, kickboxing og mavedans.
13) Som barn var jeg panisk ræd for at stå foran andre, og da jeg flyttede til Århus, sprang jeg fra et tegnekursus, fordi jeg ikke turde stå foran de andre og fortælle om min tegning. Klip til i dag, hvor jeg udelukkende lever af at stå foran andre. (Og ingen kommentarer om masker og freudianske tendenser til at gemme sig bag faglige identiteter i kommentarfeltet, vel? Det ER trods alt min fødselsdag.)
14) Jeg har skrevet rigtig mange digte. Min dansklærer på handelsskolen tilbød at hjælpe mig med at få dem udgivet. Jeg turde ikke.
15) At tage på ferie er ikke så meget my thing, hvilket jeg selv synes er en ret nederen del af min personlighed. Jeg brænder sammen ved tanken om logistikken, og e desværre bare bedst til, at alting fungerer, og at jeg ikke skal ud og lede efter et møntvaskeri uden at vide, hvad det hedder på pågældende lands sprog. Eneste undtagelse er, når jeg rejser med en voksen, der sørger for alt, det praktiske. (På den *rigtige* måde, naturligvis. Ellers er det bare værre.)
16) Eneste undtagelse er roadtrips, som jeg til gengæld elsker; uanset om jeg er chauffør eller co-driver. Jeg har en hemmelig drøm om – et sted ude i fremtiden – at tage Anton (og eventuelle søskende) med i en bil og køre en meget lang tur igennem USA.
17) Jeg vender din rulle med toiletpapir, hvis du har vendt den forkert. Selv tak.
18) Jeg finder det moderat anstrengende, når folk har meget moralske principper omkring, hvad de lægger på Facebook. Mest fordi de ofte benytter enhver given lejlighed til at fortælle om det.
19) Jeg er mest til jeans-og-t-shirt-fyre. Friluftstyper og jakkesæt? Not so much.
20) Jeg elsker citater, der rammer hovedet lige på sømmet, og her på min fødselsdag, har jeg just pinnet: ”I used to walk into a room full of strangers, and wonder if they liked me. Now I look around and wonder, if I like them.” Det kunne jeg ikke have sagt bedre selv, og lige præcis den ro, er på min personlige top 3 over fede ting ved at blive voksen.
Så med den udgangsreplik: Hip hip hurra, og god uge til alle herfra.
Åhr, så skide være med det:
🙂
Og hvis I nu vil have mig undskyldt, vil jeg gå ud og smide tæpper over spejlene
På Pinterest huserede der for et par uger siden et billede af en kat, der var så tyk, at den var uformelig. Teksten til billedet var: ”You know what I got for christmas? Fat. I got fat.”
Og you know what I got for my birthday på søndag? En allergisk reaktion. En allergisk reaktion af den hemmelige slags, som ingen ved, hvad skyldes.
Hvad fanden sker der med det?? Jeg plejer at kunne vaske hår i tjære og asfalt og rulle mig i cyanid, ganske uden problemer, og nu ligner jeg pludselig en, der har fået prygl med en buket tidsler, og ingen kan fortælle mig hvorfor? Synes måske *nok*, at der er nogen hudlæger derude, der bør få røde kinder over at have siddet på hænderne i årevis, i stedet for at bruge tiden på noget fornuftigt og opfinde en maskine, der efter et enkelt blik på Satans værk, spytter et brugbart svar ud.
Ud over det æstetisk nederen i at gå rundt og ligne en fejlfarvet leopard, bliver jeg på forhånd også meget træt ved tanken om at skulle presse hele mit liv gennem et tætmasket filter for at udelukke én ting af gangen, i forsøget på at finde ud af, hvad det er, jeg ikke kan tåle.
Vil vædde med, at svaret viser sig at være: “Andre mennesker i trafikken”.
I krydsform
Efter et par tilløb, der endte i ingenting pga. sygdom hos både store og små, er jeg i dag startet til cross fit.
First mover, I know.
Selvom vi også har cross fit der, hvor jeg underviser, har jeg valgt at melde mig ind i et ”rigtigt” cross fit center af 3 grunde: Dels vil jeg have lov til at være ny uden at føle mig som en spasser, dels oplever jeg, at det kan være lidt grænseoverskridende for en instruktør at rette på en instruktør (også selvom jeg synes, jeg giver den gas med girafsprogs-attituden) og endelig håber jeg, at det måske kunne være en mulighed for at udvide det sociale netværk lidt.
Uanset hvor gammel man bliver, føles det bare ALTID som første skoledag, når man stiller et nyt sted med sit omhyggeligt pakkede tornyster på ryggen, ikke? Selvom jeg – GUDskelov! – efterhånden er så gammel, at det ikke betyder det helt store for mig, hvad mennesker, jeg ikke kender, synes om mig, så gør det alligevel noget ved udstrålingen, når man ikke ved, hvor toiletterne er, og man i det skjulte forsøger at skanne rummet for andre newbies.
Af en eller anden grund har vi ikke brug for omklædningsrum i det her center, og den ensomme bruser, der hænger lidt undskyldende på toilettet, er i større fare for at forstoppe af støv end af kalk. Måske er ægte cross fittere bare sådan nogen, der ikke giver en fuck for at gå og lugte af pull ups resten af dagen, eller også har de alle sammen været så smarte at flytte ind i de omkringliggende bygninger, men når man i 20 år har haft sin gang i fitnesscentre, hvor omklædningsrummet opfattes som ude af drift, hvis den ene hårtørrer er i stykker, var det her lidt af en kulturlussing.
Til min store overraskelse er det næsten udelukkende mænd, der træner cross fit i Esbjerg. Jeg har indtryk af, at det i andre byer er omvendt, men på holdene før og efter vores, var der kun en enkelt pige på hver, og på mit hold var jeg alene med 8 fodbolddrenge, der ikke var fyldt 20.
– hvilket var rigtig fedt, da det viste sig, at vi skulle tage 4 runder på tid. For jeg kan jo for fanden ikke konkurrere med mænd, der er 18 år yngre end mig og forvente at vinde – men jeg kan lige så lidt lade være med at prøve, som jeg kan stoppe med at trække vejret. Jeg er som den idiot, man har med i byen, der hver gang insisterer på at drikke gajol-shots om kap, selvom alle ved, at han altid er den første, der ender med at ligge og brækker sig i rendestenen.
Og egentlig kan man vel godt kategorisere dagens indsats som en succes; jeg blev ikke sidst færdig, og jeg besvimede ikke.
Er til gengæld lidt spændt på, om jeg kan gå i morgen.
Eller har forstuvet en lunge.
Til min egen overraskelse kan jeg ikke helt finde ud af, hvad jeg synes om det. Jeg kan godt lide at træne, så det kan mærkes, og det her er røvhårdt, men … det føles virkelig mærkelig at pille koreografi/musikdelen ud.
Oh well. Nu napper jeg et par måneder dernede, og så må vi se.
Det værste, der kan ske, er vel, at jeg bliver stærkere.
Eller gift.
Noget helt, HELT andet:
Attention Anne Jeppesen! Attention Anne Jeppesen! Du vandt Bridget Jones bogen tilbage i starten af december, men jeg har stadig ikke hørt fra dig. Du må meget gerne give dig til kende senest på fredag, så jeg kan få sendt bogen afsted – hvis ikke jeg hører fra dig, donerer jeg den til anden side.
Exit 2013
Så et det tæt på. Gør ikke noget, synes jeg. Det har på mange måder været et mærkeligt år. Kan huske, at jeg sidste år forsøgte ikke at synes, at der var noget skæbnesvangert over, at vi skulle gå rundt et helt år i tallet 13, men mit forsøg til trods har jeg hver gang, der er sket noget dårligt, skulet ondt til kalenderen og tænkt, at man vel nærmest ikke kunne forvente andet.
Jeg har befundet mig meget i mit hoved i år. Så meget, at jeg ind imellem har haft lyst til at skrige og trække stikket til tankerne ud, fordi man når et punkt, hvor man ikke kan presse mere fornuft ud af dem, og i stedet bare begynder at køre i ring på den virkelig destruktive måde.
Det har fyldt meget for mig, at Karina har mistet sin mor, og at Lene er syg. Magtesløsheden og følelsen af at sidde alt for langt væk, har revet og slidt i mig, og samtidig har det på jernhård vis mindet om, hvor ubarmhjertigt livet og skæbnen kan være.
Det har også betydet, at jeg har kæmpet med mig selv, hver eneste gang, jeg føler, at noget i mit eget liv har været svært, fordi jeg hele tiden får dårlig samvittighed over at pibe; mine problemer er jo perler af dug på hverdagens brilleglas mod den tsunami af frygt, kaos, smerte og savn, som de to formidable damer har stået igennem.
Det til trods, har der alligevel været et par ting, der har fyldt i mit eget lille univers, og den altoverskyggende af slagsen har været overvejelserne omkring barn nummer to. Hvis man kender mig, ved man, at jeg altid har en gameplan. Al. Tid. Og når den først er lagt, fraviger jeg den sjældent.
For snart 2 år siden, havde jeg tænkt, at jeg skulle se, om jeg kunne blive gravid i slutningen af 2013, og derfor kom det faktisk bag på mig, da jeg allerede i foråret kunne mærke, at hverken Anton eller jeg var klar til at udvide husstandens størrelse med 50 %. Han bakser med sproget, vi sover stadig ikke mere end allerhøjest nødvendigt, og den eneste gang, han har ofret potten opmærksomhed, var da han pegede på den og sagde: ”Hat?”
Jeg kan også mærke, at hvor jeg, da jeg planlagde Anton, havde en sådan lidt happy-go-lucky approach til tingene, så har jeg denne gang en helt anden fornemmelse af, at det er mig, der den voksne, og som derfor har ansvaret for at holde det her fly i luften – jeg har haft enormt brug for at tænke igennem, om vi som familie kan bære det, både psykisk og økonomisk, hvis jeg får et barn mere.
Og måske er det den erkendelse, der har ført til, at jeg for første gang i mit voksenliv har været hele turen omkring banker, forsikringsselskaber osv. osv. og har fået sat mig ind i de ting, der virkelig, VIRKELIG ikke er ret interessante, men som kun bliver mere uinteressante på den enormt kedelige måde, hvis man lader dem sejle.
Jeg har efter lang tid overvejelse flyttet Anton til en anden institution, jeg har købt ny bil og jeg har lavet en opsparing.
Store ting, synes jeg. Egentlig.
På den helt, helt lavpraktiske og blogrelaterede side, har jeg lagt kommentarmoderation på siden her; simpelthen fordi jeg ellers ikke opdager, når I kommenterer på gamle indlæg. Jeg udgiver alle kommentarer, jeg får, men når der en sjælden gang imellem sniger sig en hater ind forbi (hvilket jeg indtil nu er sluppet nærmest mirakuløst for), har jeg truffet en helt bevidst beslutning om, ikke at svare. Bloggen skal være et sted, der giver energi; ikke et sted, der stjæler den, og det bliver det, hvis jeg skal skændes i kommentarfeltet med folk, der udelukkende kommenterer for at provokere.
Men når det er sagt, vil jeg meget gerne have lov at sige, at jeg er glad og taknemmelig over, at I gider blive ved med at pippe, selvom tiden ikke altid rækker til, at jeg får svaret. Jeg sætter stor pris på det. Virkelig. Det er ubetinget sjovest at skrive, når man via kommentarerne kan se, at der sidder nogen i den anden ende og læser med.
Så.
Jeg håber oprigtigt, at 2014 har gode oplevelser, kærlighed og overskud med til hver eneste af jer. Jeg håber, at det bliver året, hvor gamle sår læges og nye begyndelser tager fat. Gid, at der må være latter, glæde og god kaffe til alle.
Og medvind på cykelstierne.
Godt nytår.
Julen 2013 i sætninger:
1) “Nå, men det var jo nærmest en minutpris, der var en
escortservice værdig.”
(Til sagesløs billetkontrollør på 16 år i biografen, da Anton efter 12 minutter synes, at vi var helt færdige med at se Alfons Åberg. Om noget vil jeg trods alt gerne have lov at rose mig selv for utilsigtet apropos #alfons)
2) “Nu skal du være hurtig, hvis du vil nå at tage et billede af mig, haha.” (Til betjent, der i nattens mulm og mørke var ved at rigge noget ledning an i buskadset foran sin mørklagte kassevogn. Dels var det den første løbetur post jule frokost, og dels var jeg røget ud i noget kuling så stift, at man fik savl blæst om på sine blafrende kinder (- men når barnepigen er på plads, så er det bare ærgerligt, Sonny boy, hvis vimplerne flugter med horisonten), så synes ligesom, at jeg var nødt til lidt kækt at gøre opmærksom på, at jeg godt selv var klar over, at tempoet måske ikke ligefrem var imponerende.)
3) “Nå, ok, du er gartner.” [Indsæt kunstigt ”Se mig – jeg er
en idiot”-grin]
4) “Mor, havde du krøller, da du var langhåret?” “Nej.” “Havde
far?”
5) “Anton, nej. For sidste gang: Vi skal ikke. have. den. el-guitar.”
(Gider Netto også lige trimme sit sortiment?)
6) “Hvis du prøver én gang til, så flytter jeg mig, og så kan du fandme få lov at falde i åen!”
(Til barn i trodsalder (og dem, der påstår, at den ikke findes, lyver. Stygt) der på skovtur af 50 minutters varighed, fik 24 hysteriske anfald over, at man ikke måtte a) løbe efter kæmpeelge med gevirer på størrelse med kollegieværelser, mens man brølede ”HEST!! HEST!!” for at give dem gulerødder, og b) ikke måtte kaste sig i åen.)
7) “Hvor små kan man egentlig få waders?”
(Og fordi jeg bor i Esbjerg, ved jeg nu, at det kan man ned til størrelse 26.)
8) “Nogle gange glemmer jeg, at jeg bor i Esbjerg. Men så ser jeg sådan noget der.”
(Til veninde, da vi passerede et skilt med påskriften: ”Køb årets vildeste fyrværkeri på Sønderris Grillen!”)
9) “Er der mere vin?”
Fra nu af vil jeg udelukkende titulere ugens første dag som ”lille-tirsdag”
Hvis der er én ugedag, der ikke har det nemt, er det mandag. Det er, som om denne ene dag er i bad standing hos stort set alle, og helt grundlæggende har den sådan set også alt imod sig. Uanset om man elsker sit arbejde eller ej, kræver første tur i ugens hamsterhjul en opbydelse af alle kræfter for at komme ordentligt i gang. Og selvom lukkeloven efterhånden er noget, vi underviser de unge i i faget historie, og vi i princippet *kunne* flytte ugens samlede indkøb til søndag, er det alligevel stadig lidt som, at rugbrødet i madpakken er tørt i kanten og mælken er ikke helt frisk.
Engang imellem får jeg ondt af mandag. Den kan jo ikke sådan rigtig gøre for det, og må bare stå og skule misundeligt hen over de 3 beige fyld-dage til mediedarlingen fredag.
Men det går over, når jeg kommer i tanke om, hvilken lille svinsk so den i virkeligheden er, og da jeg gik i seng i går, var jeg klar til at highfive de næste 400 mandage i fjæset med en pigtrådsomviklet kølle.
Lad mig give jer the highlights i kronologisk rækkefølge:
05.00: Vågner. På den meget stive og smertefulde måde, hvor man godt kan mærke, at ryggen og nakken har besluttet sig for at prøve kræfter med disciplinen ”Stillads”, hvilket – udover en sagte, konstant sang af avforsatanavforsatanavforsatan-eder – betyder, at man har udsigt til de næste 4 dage at bevæge sig som Robocop.
07.30: Hvor er Antons jakke? Hvor, hvor, HVOR!? Nå jo. I tørreskabet hos mormor og morfar, efter gårdagens helkropsassistance ved bilvask. Nå, fuck it. Hoodie it is. Av, min ryg.
08.00: Bil siger mærkelige lyde. Lad mig refrase det: NY bil siger mærkelige lyde. Ikke i orden. Overhovedet. Derudover kobler telefonen nu også pludselig fra bluetoothen, hver gang jeg stopper. Kan ikke beskrive, hvor træt jeg er af at skulle på værksted med en bil, der er 14 dage gammel. Av, min ryg.
09.30: Opkald fra kær ven med de dårligste nyheder, jeg har fået i meget lang tid. Fandens, fandens, FANDENS! Ryg nu pludselig inderligt ligegyldig.
12.00: Ingen internetforbindelse. Hvilket er medium træls, når jeg lige nu skal forestille at sidde klar som videotolk på Skype. Av, min ryg og er der flere kleenex?
12.30: Phiew! På igen. Av, min ryg.
12.35: Ok, er det med håndsving i dag eller hvad!? Hvorfor fanden er forbindelsen så dårlig?? For rasende til at lægge mærke til ryg.
12.40: Kører lige en hastighedstest. Av.
12.42: Når jeg nu betaler for en 60/12 forbindelse, så ville det godt nok være fedt, HVIS DEN GAD AT LADE VÆRE MED AT VÆRE 8/12!!!
14.40: Efter sølle 2 timers support, hvor 4 forskellige mennesker har gjort det samme af 4 omgange – ikke mindst fordi jeg, uden grund, blev smidt af telefonlinjen 2 gange – kan vi nu konstatere, at jeg har gjort mig fortjent til et nyt modem. Som åbenbart kræver en rituel hyldestplatform af guld og marmor midt i stuen, hvor den med staniolhat skal skærmes mod elektriske signaler AF ENHVER SLAGS!! hvis jeg skal gøre mig forhåbninger om nogensinde at få ordentligt internet igen.
16.02: Kører ud for at hente Anton. Da jeg kører over skinnerne, undrer det mig kortvarigt, at det virker så lyst. Kigger til højre (AV!!) og konstaterer, at det er fordi toget 50 meter væk. Ja, undskyld, hvis I lige var ved at lave noget andet og vigtigere, bomme og signallamper. I kan bare begynde at virke igen, når I har tid. Og lyst, selvfølgelig. For forskrækket til at have ondt i ryg.
16.12: Er efter nærdødsoplevelse meget lidt i humør til at få at vide, at Anton ”ikke er ret glad for selv at tage tøj på. Det bør han altså kunne.” Jamen, meget undskyld. Den app skal jeg lige få hentet og installeret i en fart. Når jeg er færdig med at ligge på sofaen og vanrøgte mit barn med ligegyldighed. Ville lægge mig ned på gulvet og græde, hvis jeg kunne.
17.00: Tror, jeg tænder nogle stearinlys for at jage den dumme dag på flugt.
17.01: Hvordan er det nu, man fjerner stearin fra gulvtæpper? Og hvordan kommer man derned?
17.30: Ok, så når man stryger de kaffefiltre, der ligger hen over pletterne, skal man lige huske *ikke* at stryge direkte på gulvtæppet? Tak for info. Så ved jeg det, når jeg køber det næste strygejern. Smider jeg det bare det her i containeren under ”Småt brændbart”?
Mandag.
Du er en pisset, ildelugtende grimrian af en kost, og du har fortjent hvert et ondt ord, du får med på vejen.
Når gode dyr er rådne
Nå, men jeg har været på kaninjagt i dag. Hvad har I lavet?
Det startede med, at vi kom over til mine forældre, Anton og jeg. ”Prøv lige at komme og se” siger min mor og viser mig en kanin, der sidder og forsøger sig som statue i baghaven.
”Hvor fanden kommer den fra??”
”Aner det ikke, men den har været her et par dage.”
Mine forældre er nogle rare mennesker, som i den slags situationer øjeblikkeligt ser små, kaninløse piger med rottehaler stå ved det tomme bur og græde hjerteskærende for sig, så de havde naturligvis været i gang med at tjekke lokalaviser og har haft ringet til både Falck og dyrlæger. Uden held.
”Jamen, vi kan sgu da ikke lade den sidde derude” sagde jeg. ”Tænk
hvis den .. ja, blæser væk, eller sådan noget?”
”Tror du, at vi kan fange den?”
”Ja da!” (Øh, baseret på hvad, om jeg må spørge? Din lange
karriere med at løbe dyr op på prærien?)
Bevæbnet med min fars fiskenet og en transportkasse, entrerede Storvildtsjæger I & II haven, hvor jeg opførte mig, som om jeg var en del af politiets gidselforhandlingsteam og skulle forsøge at overbevise modstanderen om det fornuftige i at overgive sig.
”Hør nu, lille fyr. Det begynder at blæse MEGET slemt i morgen. Og hvad vil du så gøre? Kom du nu her. Vi gør ingenting. (Titlen på den vigtigste bog i pensum på øksemorderstudiet). Kom! Så finder vi din mor og far.”
Forsøgte mig med denne form for retorik, og argumenter, der bl.a. indeholdte ord som ”hø” og ”gulerødder” i 10 minutter, hvorefter jeg råbte ”FUCK DET!!” og satte efter den.
Så spænede vi rundt om huset 400 gange, mens min mor skiftevis heppede og råbte ”DER! Der er den!!” På et tidspunkt syntes min far (der har brækket en tå, og derfor sad over på bænken), at Anton skulle ud og være med, (but why!?), så pludselig løb der 90 cm. begejstret barn rundt og råbte ”NIIN! NIIN!” alt imens jeg lokke-råbte ”VI PRØVER BARE AT HJÆLPE DIG” og det hele mindede mest af alt om en slags Cirkusrevy-version af Hunger Games.
Men jeg fik den. HaHA!
Så vi pakkede den ind, aede den, og kørte den til dyrelægen, hvor jeg fik et akut anfald af tvangsomsorg og seperationsangst. ”I afliver den ikke, vel? Nu finder I vel dem, der ejer den, ikke? Jeg tror lige, at I skal undersøge den – den har en lille rift på snuden. Nu skal du se, lille ven – nu kommer mor snart og henter dig.”
Har nærmest lyst til lige at cykle forbi i morgen og tjekke, at den ikke sidder som en uafhentet pakke tilbage på hylden.
– hvilket med al ønskelig tydelighed illustrerer, hvorfor Anton aldrig får lov at få dyr; det ville i givet fald blive mig, der smed mig dramatisk hen af græsplænen, opløst i snot og tårer, og skulle trøstes af ham, når vi engang skulle begrave hans spidsmus.
Fremover kan I bare kalde mig Ace Ventura.
Catch me if you can
Da jeg gik på handelsskolen havde vi et fag, der hed Salg og Service, hvor vi brugte ufatteligt mange timer på at analysere reklamer og forbrugeradfærd, og hvor vi lærte, hvor stor en procentdel af købsbeslutningerne rundt omkring i de danske hjem, der bliver truffet af kvinder. Jeg kan ikke længere huske det præcise tal, men det er højt.
Vi fik at vide, at dette var vigtigt at huske, da det i rigtig mange tilfælde også er kvinderne, der træffer den endelige beslutning om forbrugsgoder, der ellers traditionelt opfattes som maskuline, f.eks. elektronik og biler.
Jeg har de sidste 5 måneder tænkt mere over dette faktum, end jeg ellers
har gjort i mange år, da jeg jo har været i gang med projekt Ny Bil.
Jeg skal ikke på nogen som helst måde lade som om, jeg har forstand på biler. Overhovedet. Til gengæld er jeg en af dem, der burde have ”Hårdt arbejde udraderer til enhver tid talent” tatoveret tværs over ansigtet, for jeg kan simpelthen ikke være i min krop, hvis jeg løser den slags opgaver halvt.
Så. Inden jeg kastede mig ud i det her bilarrangement, plagede jeg livet af dem, jeg kendte, der rent faktisk ved noget om biler, og resultatet af min verbale stalkning, blev til den liste, jeg havde med i tasken, når jeg tog ud til bilforhandlerne. Jeg udvalgte 7 forskellige bilmærker og -modeller – ud fra det saglige kriterium ‘hvad er inden for min økonomiske formåen og ikke alt for grimt’ – som jeg tog ud og prøvekørte, hvorefter jeg med udgangspunkt i min liste bad forhandleren om et tilbud, så alle tilbud indeholdte de samme ekstra features, f.eks. vinterdæk, air con og mulighed for at koble mobilen op på radioen.
Og i hele den her proces, tænkte jeg ca. en million gange på det med, at man aldrig skal undervurdere kvinder som købere, for 4 af de 7 biler valgte jeg fra, fordi sælgerne var nogle spassere. Den ene overvejer jeg stadig, om jeg skal have lavet et polititilhold på. (STOP så med at ringe/maile/sms’e! Damen sagde nej!)
Heldigvis var den rareste og mest tillidsvækkende sælger også ham, der havde den bedste – og billigste – bil. For fanden, hvor er det sjældent, at det hænger sådan sammen. Så efter at have fået så upassende meget rabat, at jeg fik mulighed for at gå en motorstørrelse op, skrev jeg for 7 uger under på slutsedlen for min første nye bil.
I går kl. 13 blev det så ENDELIG jul.
Og et eller andet siger mig, at folkene hos Citroën også har haft Salg og Service…
Verdens bedste Anton, 3 år
Han havde fødselsdag i går, den bette.
Jeg bliver sgu så rørt; tænk, at det er 3 år siden, at jeg så ham første gang. Hold nu KÆFT, hvor var han rasende, og helt blå og lille.
På hans fødselsdag har jeg altid tidsplanen for min fødsel kørende i baghovedet, og jeg giver ham updates ca. en gang i timen på, hvad vi lige nu var i gang med på Skejby sygehus for x antal år siden.
Dagen startede med, at jeg forsøgte at synge fødselsdagssang for ham. Om det var fordi jeg kom til at tude en lidt, mens jeg sang, eller om jeg bare synger ubegribeligt dårligt, er svært at sige. I hvert fald nåede jeg kun til første omgang ”Hurra, hurra, hurraaa!”, før han, venligt men bestemt, slog hånden for munden af mig, og sagde: ”Nej!”
I køkkenet, hvor jeg havde lagt pakkerne parat, lagde vi hårdt ud med et hysterisk anfald over, at man ikke måtte løbe af sted med det lille fødselsdagstog med lys i.
Åbenbart bliver ‘brandfare’ ikke automatisk en del af det aktive vokabularium, når man fylder 3.
Efter at have gemt toget væk, og genoprettet freden, åbnede jeg pakkerne, som jeg aftenen forinden havde brugt en halv time på at pakke ind, mens Anton sad på gulvet og dimsede med gavebåndet. Jeg kan ikke finde ud af, om jeg føler stolthed over, at barnet kan fornøje sig med plastik til omkring 2 øre, eller undrer mig over, at jeg bliver ved med at forsøge med det gaveindpakningskoncept, når det nu tydeligvis ikke taler til Anton.
Dagen bød på masser af dejlige mennesker, gaver en masse (med en guitar og et briotog på absolut top 2) og mad, mad og mere mad. Jeg kan aldrig rigtig styre mig, når der er anledning til at gå amok i køkkenet. Når man er eneste beboer på over halvanden meter i husstanden, retter man kulinarisk lidt ind efter det, og der er sjældent tale om de helt store armbevægelser, fordi det altid betyder, at man så skal spise det samme i en uge bagefter. Så gæster = find alt det sjove frem du har pinnet/sakset/fotograferet de sidste par måneder.
Guderne skal vide, at jeg ikke er noget hæsblæsende talent i et køkken, men det er som om, min hjerne forbigår dette faktum i stilhed, når der skal laves mad til mange. Min selvtillid er uproportionel høj i forhold til, hvad jeg indtil nu har bedrevet ved komfuret, og jeg kaster mig derfor altid frygtløst ud i retter og kager, som jeg a) aldrig har lavet b) ikke har den fjerneste ide om sværhedsgraden af og c) ikke aner, hvordan jeg skal redde, hvis det går galt. Som min bedstefar altid siger, har heldet dog en tendens til at følge en vis kategori af mennesker, og langt de fleste gange slipper jeg af sted med det.
Denne gang synes jeg så, at vi skulle have nogle af de der cake pops, som alle kagebagersider med respekt for sig selv fremviser et imponerende udvalg af. Til de lykkeligt uvidende, er der tale om en kugle af kage på en pind, betrukket med noget meget e-nummerbefængt pseudochokolade i hysteriske farver.
Og jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet.
Eller jo. Det ved jeg sådan set godt. Jeg havde forventet, at ingredienserne selv ville hoppe ud af skålen, og lægge sig pænt til rette på bordet i perfekt afrundende kugler, som høfligt ville spørge mig, om der ellers var andet, de kunne være mig behjælpelige med.
Det var ikke helt sådan, det gik.
Men efter et par ekstra ture i Bilka, så mange ekstra ingredienser, at jeg kunne have lavet 100 af de små svin, og 24 panikgooglinger, fik jeg alligevel stablet 20 dejklumper, der mest af alt lignede golfbolde, der var slået ud af facon, op på pinde og betrukket dem med de satans cakemelts, som PS ikke er så ”supernemme!” at bruge, som alle bagehjemmesider hævder, at de er.
Needless to say at jeg med stolt-mor mimik og ømme blikke på Anton fortalte gæsterne, at han selv havde hjulpet med at lave dem. (Hvad? Han skylder mig 3 års nattesøvn, så han kan sgu godt tage en for holdet.)
3 år.
Det er så vildt, mand.
Jeg kan slet ikke huske, hvordan livet var, da mit hjerte ikke var fyldt til bristepunktet med kærlighed til ham.
Bedre sent end aldrig
For snart lang tid siden skrev jeg et indlæg om at være selvvalgt alenemor til en hjemmeside, der hedder Barsel i Aarhus. Jeg ville egentlig have linket til det dengang, men kom fra det igen. Den sidste måned har jeg imidlertid fået flere mails fra læsere, som spørger om dette og hint i forhold til at vælge at få børn selv, hvilket fik mig til at tænke, at der godt kunne være flere af jer derude, der i den kommende julefrokosttid kommer til at sidde ved siden af sådan nogen som mig. Derfor bringer jeg her, med en ubetydelig forsinkelse på et halvt år, indlægget:
Do’s and don’ts til samtalen med den selvvalgte alenemor.
Normalt blogger jeg på blogsbjerg.com og jeg kan godt mærke, at jeg famler lidt, når jeg skal lave et indlæg, der kan stå alene; bloggen er mit fristed, hvor jeg færdes hjemmevant og hvor mine læsere kender både mig og min historie, mens I er sådan nogle helt nye nogen… #præstationsangst
Men nuvel – lad os prøve at kaste os ud i det. Så ser vi, om jeg kan få det til at give mening for jer også.
Jeg er 36 år og selvvalgt alenemor til Anton på 2 år. For god ordens skyld tilføjer jeg lige, at det betyder, at han, helt fra starten, har været mit planlagte soloprojekt; jeg er ikke blevet knocked up af en fisker, der efterfølgende stak af over de 7 verdenshave i nattens mulm og mørke. (Jamen, det er der faktisk en del, der tror.) Jeg har boet i Århus i 15 år, men har post-Anton valgt at flytte tilbage til fødestavnen Esbjerg, hvor min familie bor. Det har været et svært valg, og her, 2 år efter, er jeg stadig ind i mellem nødt til at sætte mig ned og tude over, at jeg synes, at byen er grim, og at folk er meget vestjyske i deres approach til nye mennesker. Til gengæld elsker jeg med nærmest religiøs inderlighed at være tæt på min familie igen.
Men I er jo ikke her på siden, fordi I gerne vil læse den samlede biografi om mit liv. I er her – antager jeg – fordi I enten lige har fået en lille, eller fordi der er en lige om hjørnet. Så jeg tænkte, at jeg ville lave en lille førstehjælps-parlør til jer, i tilfælde af, at I kommer i mødregruppe med en som mig.
Så her følger 5 do’s and don’ts til samtalen med alenemoderen.
1) Det må gerne være hårdt for dig også.
Jeg oplever tit, at folk ikke synes, at de må brokke sig over, at de synes, at det er hårdt at have små børn, når der er en til stede, der står alene med det. Det må du gerne. Der er forskel på børn, der er forskel på livsvilkår, og vi sammenligner alle med det udgangspunkt, vi havde, inden vi fik børn.
2) Det ville til gengæld være superfedt, hvis du lod være med at sige, at ”det faktisk er det samme hjemme hos os, for Martin arbejder SÅ meget.” Her bliver jeg bare nødt til at skære igennem og sige: Nej. Det er ikke det samme hjemme hos jer. Lige meget hvor travlt Martin har, er jeg sikker på, at han stadig fra tid til anden kan svinge forbi Føtex eller køre på apoteket, når I er syge (så du slipper for at skulle pakke jer begge ind i overtøj, hive en barnevogn op af kælderen, gå på apoteket, stå i kø, gå hjem, forholde dig til problemstillingen, at det kolikramte feberbarn nu er faldet i søvn, og at du derfor står til at skulle vandre rundt i gader og stræder med tårnhøj feber, med mindre han skal vågne og skrige fortvivlet). Han kan formentlig også stadig betjene vaskemaskinen, og tage sig af barnet, hvis du skal til fødselsdag hos veninderne. Hvilket bringer mig til 3. punkt:
3) Hold lidt igen med at spørge: ”Kan dine forældre ikke tage ham?”
Hvis jeg havde en krone for hver gang, jeg havde fået det spørgsmål, kunne jeg gå på pension nu. Anton elsker sine bedsteforældre. Højt. Og det er uendelig gensidigt. Men han er mit barn, som jeg har ansvaret for, og selvom mine forældre er my people, skal han stadig passes, når han er der. Det er faktisk en af de ting, der har overrasket mig selv mest; at jeg føler det som pasning. Men det gør jeg. Jeg forestiller mig ikke, at man tænker det som pasning, hvis faderen er hjemme med barnet, så umiddelbart forestiller jeg mig, at der er plads til lidt mere gåen-ud med dertilhørende pasning, hvis man er to, end hvis man er en? Her på matriklen skal Anton passes, hver e-n-e-s-t-e gang, jeg skal noget, hvor jeg ikke kan have ham med. Frisør, læge, møder, træning, polterabend, arbejdsdag i vuggestuen, you get the picture. Så jeg har den store kniv fremme, når jeg skal vælge, hvad jeg prioriterer at komme til, og hvad jeg skærer væk. Og jeg ELSKER de mennesker, der har forståelse for, at deres arrangementer derfor ind imellem bliver valgt fra.
4) Af den grund er jeg også vild med, når andre mennesker har lyst til at lave noget, hvor jeg kan have Anton med. Jeg synes, at det er skidehyggeligt at mødes på legepladsen med en kop kaffe, og så sludre lidt, mens vi puster på skrabede knæ og skubber gynger, mens det ikke rigtigt giver mening for nogen at mødes på en cafe til brunch. Når man er alene med et barn, lander man livstilsmæssigt lidt mellem to stole: Dit liv er, i hvert fald inden barnet kommer, indrettet efter singleskabelonen, hvor man bruger sin omgangskreds til at få sine sociale behov dækket, mens du, når bette melder sin ankomst, pludselig får et liv, hvor du rytme- og indholdsmæssigt har mest til fælles med dine parvenner med børn. Og de skal mange par-ting med svigerfamilier og Lalandia-ture og påskefrokost. Så jeg oplever, at det godt i perioder kan være lidt småt med voksenstimulans, fordi der ikke kommer en hjem, når arbejdsdagen er slut og fylder på. Derfor: Vil du have 5 guldstjerner i bogen hos alenemoderen, så spørg hende, om hun vil have besøg eller lave noget i de perioder, hvor alle traditionelt er sammen med familien.
5) Bare spørg. Om alt, egentlig. For mig er det 1000 gange federe, at folk spørger, hvad jeg gjorde mig af overvejelser inden, hvordan jeg rent praktisk griber tingene an, og om jeg savner en kæreste, end at de sidder og tænker det. Jeg tror ikke, at man vælger at få et barn alene, hvis man er typen, der føler skam eller ubehag ved at tale om det. På det område adskiller vi os ikke spor fra alle andre mødre: Vi kan tale i dagevis om både os selv og vores formidable afkom, uden på noget tidspunkt at blive trætte af det.
Ok. Så tror jeg, at jeg har været omkring det vigtigste.
Er I her endnu? Ja? Godt hængt på!
Tilbage er der vist bare at sige tak for lån af øjne, og rigtig god fornøjelse med barslen i Aarhus.