Bortset fra, at jeg synes, at kvinder, der kalder sig selv “- prinsesse” er lidt irriterende
Jeg er et af de dydsmønstre, der gør, hvad jeg kan for at få 6 stykker frugt og grønt om dagen, hvoraf kun det en er frugt. Uheldigvis er jeg også et af de mennesker, der bliver fuldstændig tom inde i hovedet, når jeg står i grøntafdelingen, og skal finde på grønne sidedishes. Efter Anton er kommet til, er der smidt det ekstra led i ligningen, at det maksimalt må tage 4 minutter at frembringe, fordi alt, vi har, der ikke kan gemmes væk i skabe eller lægges op på høje, HØJE hylder, som man kan nå at destruere på 4 minutter, kan undværes og/eller erstattes.
Hvis jeg køber ind til salat, kan jeg vælge mellem at nøjes med to ingredienser (hvilket på positivsiden tilgodeser 4 minuttersreglen, men ellers er så kedeligt, at det er lige til at græde over), eller at skulle spise den samme salat i 6 dage – ellers når vi simpelthen ikke at få tingene brugt.
Derfor har den grønne smoothie holdt sit indtog i mit liv. Ret skal være ret: Hvis den skal laves på grøntsager, uden for meget frugt, og uden at involvere saftpressere og alt muligt andet opvask-udløsende, kommer den aldrig til at smage af Haribo, men mindre kan også gøre det. Det slår i hvert fald at stå i Bilkas grøntafdeling og overveje, om der er bivirkninger ved overdrevet indtag af gulerødder og peberfrugter, med flere længder.
(At det så er en lille, lille bitte smule fucking irriterende, at skulle besvare spørgsmålet: ”Hvad er det?!” 50 gange om dagen, eller at skille blive ved med at grine af: ”Er det Shrek-juice” og sedlerne med ”Giftigt!” og ”Må ikke fodres”, som vittige sjæle klistrer på låget, når man vender ryggen til, er en anden snak.)
Men i dag gik jeg så og nynnede en linje fra en sang, som jeg ikke har hørt i omkring 20 år. (Hæng på – pointe coming up) Hvordan jeg har fået den på hjernen, må stå hen i det uvisse, men den er fra en sang på Kim Larsens album ”Forklædt som voksen.” (Ja, jeg ved det. Burde nærmest undskylde for at kende den plade. Kan endda huske den der hund med hat på, som var på forsiden #autist)
”Hvad var det for en sang, Linda, hvad var det for en sang??” hører jeg jer råbe.
Den handler om en prinsesse.
Og jeg havde sunget den samme linje omkring 400 gange, før jeg kom til at spekulere på, om det ikke lød LIDT mærkeligt, at nogen ville skrive en sang og kalde den ”Spinat-prinsesse”?
…
Den hedder Syren-prinsesse, kan jeg post-Google, oplyse.
Nogle gange har jeg det som om fremmede magter har overtaget min hjerne. Mærkelige, fremmede magter med virkelig sølle musiksmag.
Måske jeg skulle holde *lidt* igen med alle de greenies?
Alternativt: Køre på og kræve at nogen skriver en hyldestsang til mig, Spinatprinsessen.
Mentalstatus i listeform:
Optur over:
* Sommeren, det helt igennem elendige vejr til trods. Jeg elsker fornemmelsen af undtagelsestilstand, denne årstid udløser; den fællesnationale interesse for skybrud og Tour de France, og visheden om, at intet kan afgøres eller afsluttes, før Else er tilbage fra ferie i uge 32.
* Ham her. Seriøst: Det er noget af det sjoveste, jeg længe har læst.
* At have et barn, der ikke har en yndlingsbamse. Det letter livet markant, at hele verden ikke falder fra hinanden, fordi vi har glemt Finn derhjemme. Anton har en dejlig praktisk tilgang til sovedyr, og tager bare det med i seng, han lige nu synes er sjovt. I denne uge har han f.eks. sovet med dejskraberen.
Er ambivalent omkring:
* Studenterne. De er så glade, at man næsten ikke kan nænne at hade på dem – men de er fandme også lidt irriterende.
* Landsstævnedeltagerne. Se ovenstående.
* Game of Thrones. Ja. Den skal vi snakke om. Ja. Igen. For lige nu sidder jeg i den klassiske catch 22: Den hedonistiske trang til at skyde alle 3 sæsoner i armen asap, vel vidende, at det vil udløse abstinenser de næste mange uger, eller fordele de 30 afsnit strategisk over en længere periode, så nydelsen får lov at vare længst muligt?
* Bøger. Det er som om, alle bøger er lidt dårlige for tiden. (Handler nok i virkeligheden bare om, at jeg er sur på dem over, at de ikke er Game of Thrones.)
* Kvicklys trøfler. Hvordan kan noget så tarveligt smage så godt?
* Snowden-affæren. Jamen, jeg forstår det ikke. Er vi ikke enige om, at det er den amerikanske regering, der har gjort noget forkert? Hvorfor er det så ham, vi jagter?
Stop så med:
* ”Stå af i Roskilde”-vittighederne, når I skal dække festivalen derovre. Ja, journalister-ved-stort-set-alle-medier-i-Danmark, jeg taler til jer.
* At hade på Fetterlein. Det svarer til at hade en handikappet.
* At sælge (og købe!) dørmåtter med teksten: ”Oh shit – it’s
you again!” (FFS!!)
På forhånd tak
Nåmn, jeg håber, at I har haft en god lørdag, for min var noget pisset, synes jeg.
Startede ellers meget godt med, at vi sov til 6.15, så vi var begge ret friske, og da vi havde spist morgenmad, besluttede vi derfor at tage på det lokale bibliotek og lege.
Vi fik 10 fine minutter til at gå med at rutsje og støvsuge etablissementet for Peter Pedal-bøger, inden Anton syntes, at han ville se, om krokodillevippen kunne rives fra hinanden, hvis man vippede vildt nok. Det spørgsmål står stadig ubesvaret hen, for allerede i første vip, glemte han at holde fast, og tog den derfor bagover i en bogkasse – og så var der blod ov.er.ALT.
Når listen over ekstremsport skal opdateres næste gang, vil jeg gerne forslå at få disciplinen at ringe til vagtlægen, mens man holder servietter mod styrtblødende sår på et barn, der af alle kræfter forsøger at modarbejde redningsaktionen, sat på.
Så på skadestuen med os.
Inden vi går videre, skal jeg lige sige, at Anton har udviklet panikangst i forhold til sundhedssektoren, efter at han har fået dræn i ørerne. Han bed mig i ren og skær rædsel, da vi var til ørelæge sidst, og tandlægebesøget i forrige uge måtte afbrydes, inden det var startet, fordi man ikke kan undersøge et barn, der vrider sig skrækslagent, mens han skriger: ”NEJ! NEJ! NEJ!” med tårerne sprøjtende ud af øjnene.
Tilbage til historien:
Da vi nåede på skadestuen, sivede der bare lidt blod fra såret, og han var egentlig faldet til ro, men skal da lige love for, at det ændrede sig, da det gik op for ham, hvor vi var kommet hen.
Så der var ikke rigtigt andre muligheder end at lægge mig på briksen og låse Anton fast i et skruestik med mine arme og ben, så de kunne undersøge ham.
Hvilket bringer mig til:
Top 1 over det, jeg hader allermest i hele verden:
1. At holde Anton fast med magt, så andre kan udsætte ham for noget, han er bange for.
Og hvis jeg lige må komme med en hurtig bøn til de, af mine læsere, der erhvervsmæssigt begår sig i kitler: Vil I ikke nok huske at tage noget autoritet med på job? Eller som minimum noget skuespillertalent? For det er ikke rasende fedt at skulle være den, der skærer igennem, når man er i gang med noget, der i grim grad føles som et overgreb på ens eget barn, mens han sprøjtemaler os begge med blod, og man selv tuder en lille, bitte smule. Nej, jeg tror ikke, at han vil ”samarbejde” om masken med lattergas. Men jeg vil gerne høre en hurtig SWOT-analyse af jeres plan om at samarbejde med ham, når I skal klippe hans hår og stikke en nål igennem den bule på størrelse med Møn, han har bag på hovedet, i den tilstand af blind panik, han er i lige nu – uden nogen form for bedøvelse
Og tak fordi I spørger, men jeg er længe forbi det punkt, hvor jeg går op i, om lattergassen skal smage af cola eller hindbær.
Kom. Nu. Bare. I. Gang.
Efter hvad der føltes som 10 år, var vi endelig, endelig, ENDELIG færdige, kunne løsne de forkrampede muskler, pille noget af det gennemsvedte og blødte tøj af, og med et lettelsens suk træde ud i venteværelset igen.
– hvor vi nær blev blæst omkuld af den rå fortvivlelse fra en mor, det stod midt i rummet med sit spædbarn knuget i favnen og skreg: ”JEG TABTE HAM! ÅHGUDÅHGUDÅH GUD!! JEG TABTE HAM! JEG TABTE HAM! ER DER IKKE NOK NOGEN, DER VIL HJÆLPE OS!?” om og om igen.
Vi var jævnaldrende, men hun lignede en på 100.
Spædbarnet sagde ikke en lyd.
Jeg ville gå i stykker, hvis jeg skulle arbejde på en skadestue.
Så. Jeg har ret meget lyst til at løbe en meget, meget lang tur, meget, meget hurtigt, og slutte med at tæve en sandsæk noget så eftertrykkeligt, men pga. ferien er jeg lidt nede på barnepiger, så jeg må konvertere trangen til 3 afsnit af Game of Thrones og et glas rødvin.
Skal vi ikke sige, at næste uge bliver bedre? For alle?
I’m like an (angry) biiiird
Jeg har været på personaleweekend i Vejle, hvilket har betydet ophold på et hotel. Og jeg er virkelig et menneske, som den slags luksus normalt er spildt på. Jeg sover altid som en idiot i hotelsenge; madrassen er blød, puden er halvanden meter høj, og SKAL den udsugning larme så meget!? Stor var min forbavselse derfor, da sengen på det her hotel modtog mig med et kærligt knus, og aede mig over kinden til jeg sov, alt imens udsugningen gjorde sig meget umage for at suge meget stille.
Men det er virkelig rigtigt, når jeg siger, at jeg ikke kan finde ud af at blive udsat for service på et alt for højt niveau. En af mine kolleger fortalte fredag om et besøg på en luksusrestaurant, hvor han og gemalen var blevet båret rundt på hænder og fødder, og da han kom til den del af historien, hvor tjeneren havde foldet servietterne ud, og forsigtigt duppet dem på plads i skødet af dem, kom jeg helt til at svede koldsved ved tanken. Jeg kan.Ikke.Holde.UD, når mennesker opfører sig som om, at de tilhører en lavere kaste end mig. Havde jeg været med den aften, ville jeg være kommet til prygle al etikette ihjel ved at insistere på lige at give en hånd, når tallerknerne skulle bæres ud, eller ved skamfuldt at hviske ”Undskyld, for helvede!” til de tjenerelever, der af overtjeneren blev knipset (!) hen til bordet med drikkevarer.
Hvad siger du? At det handler om kontrol, og manglende evne til at slippe den? Sjovt, du nævner det.
For nu, hvor vi er ved det, kan jeg fortælle om den personlighedstest, vi også undervejs på personaleweekenden skulle lave. Biker-Jens kom lige forbi, og med sig havde han en test, hvor man ved at besvare omkring 40 spørgsmål, kunne se, hvilken af fire fugletyper, ens personlighed var mest domineret af.
De 4 nominerede var: Papegøjen, fredsduen, uglen eller ørnen.
Og resultat afhang af, hvordan man fordelte 5 point mellem to udsagn.
Jamen, jeg behøver vel ikke engang at vise jer resultatet?
Føler nærmest bare lidt taknemmelighed over, at jeg trods alt kunne tegne min personlighed uden at ryge helt udenfor papiret.
Og nu kan jeg i det mindste insistere på at blive modtaget med et ”the eagle has landed” hver gang, jeg møder på arbejde.
Han er den sejeste, jeg kender
Nå, men jeg synes, at det er lang tid siden, I har snakket med Anton, så her kommer lige 7 hurtige om det bedste, jeg ved.
1) Jeg kan ikke huske, hvem det er, der har givet ham den forbistrede tryllestav, han for tiden slæber med overalt; i bilen, på cyklen og i sengen, men fortæl mig lige, hvordan jeg har lavet et barn, der elsker gøgl?
2) Og nu vi er ved æbler, der turbospurter væk fra stammen: Mad interesserer ham stadig ikke. Overhovedet. Han bliver det første barn i verdenshistorien, der stadig vejer 12 kilo, når han bliver teenager. Provokerende nok råber han begejstret: ”TADAAAAH!” hver gang han springer op på vægten.
3) Eneste undtagelse til den fødevaremæssige ligegyldighed er dette års nyfundne livret: Isen. Men kan han plage om en is, som andre normale børn? Nej. Han sprinter hen til fryseren, griber fat i den øverste kant, og laver en pull up. Wolla, jeg sværger: Det er ikke noget jeg finder på. En fucking pull up. Så hænger han der og brøler: ”IS!IS!IS!IS!” lige ind i lågen klokken kvart i syv om morgenen. Det er meget tæt på, at jeg er så imponeret, at jeg kvitterer med en is.
4) Motorikken fejler altså ingenting, og han er i sandhed et barn, der ikke altid kender sin egen styrke, så legen, hvor han lægger en pude for mit ansigt, og råber: ”Kuk kuk!”, er derfor ikke helt så sjov, som den har været. Hvis der pludselig bliver påfaldende stille herinde, vil jeg gerne på forhånd sige tak for alt.
5) Det er stadig lidt småt med sproget, men jeg begynder at gro en mistanke om, at det er fordi han går og samler sammen, og først vil ud med det, når han synes, der er nok. F.eks. stillede han sig forleden morgen op midt på stuegulvet og talte til 10. Just like that, helt ud af det blå. Er bange for, at jeg kom til at bøje et af hans ribben en lille, bitte smule, da jeg skovlede ham op og stolthedskrammede ham.
6) Han er også begyndt at rette mig, når vi ser, hvad jeg fejlagtigt tager for at være en traktor. ”Se, Anton! En traktor!” ”Grauku, mur.” Og selvom alle o’er udtales som u, lykkes det ham alligevel at lyde mildt uverbærende.
7) Han har 5 yndlingsfilm, som han på forbløffende kort tid har lært udenad, og opfører i forholdet 1:1, hver eneste gang, han ser dem. Hvis der grines i filmen, griner han. Hvis de hopper, hopper han. Det betyder, at det kan være en meget god ide, at man lige selv er skridtet foran, og har sat ham fra sig, når vi f.eks. kommer til den scene, hvor hovedpersonen stikker sin kammerat en lussing.
Du finder mig på Krak under “Linda Ibrahimovic”
Min facebookside flyder over med opdateringer om North Side og billeder af venner, der har været ude og slæbe kadaveret igennem sindssyge ting i sportens navn. Jeg sidder bare her i min sofa, og har det som om, jeg har taget 3 festivaler og et RAAM lige i røven af hinanden.
Det er ikke tilfældet – jeg har såmænd bare været til polterabend i går. Jeg spiste (ALT!!) for meget slik og dansede salsa (hvilket gik godt, fordi jeg fik lov at danse mand. Det er en kombination af sørgeligt og tankevækkende, hvor meget bedre, jeg danser, når jeg får lov at bestemme føre), men det er ikke det, jeg har fået blå mærker og forstrakte muskler af.
Der var kæmpebordfodbold.
Jeg skal være ærlig: Da jeg så det på programmet, tænkte jeg: ”… *suk*”. For vi husker, hvordan bolde har det med mig; de vil mig intet godt. Hverken dem til hænderne eller fødderne (og SLET ikke dem til vollyerne). Men jeg havde undervurderet mit konkurrencegen (ja, jeg forstår heller ikke, hvordan det kunne ske) (og måske spiller det faktum, at jeg ikke vil have siddende på mig, at min 2 årige søn er markant bedre til boldsport, end mig også en rolle): I hvert fald var det som om … dare I write it … at jeg kunne finde ud af det. Og faktisk ikke var den dårligste. Og fandt en form for primitiv fornøjelse i at være spændt fast i verdens dårligeste rebspil, som man skulle bruge psykoPAT mange kræfter for at trække fra side til side.
Det er længe siden, jeg har grinet så meget – og været så tæt på at brække både fødder og skinnebensknogler, for 80 % af de øvrige medvirkende var gamle håndboldspillere, og de spillede også for at vinde.
For helvede det var sjovt, og man ved bare, at det bliver et godt bryllup, når man har brudt isen ved at sparke neglelakken af hinandens fødder
(Selvfølgelig vandt vi!)
(*gnæg*)
Who run the world?
Som hos alle andre bloggere, foregår der også hos mig alt muligt uvæsentligt og dagligdags i kulissen, som aldrig bliver omsat til indlæg. Noget af det, fordi det er invaliderende uinteressant for alle andre end mig selv, noget af det, fordi det involverer andre på en måde, der ville gøre det til en udlevering, hvis jeg skrev om det, og noget af det simpelthen fordi, det falder i en kategori, som jeg som blogger ikke vil parkeres i.
Dette indlæg hører til den sidstnævnte type, men jeg kan ikke rigtig komme til at skrive om det her emne uden at begrunde det, så nu får I alligevel en bid af mig, som jeg egentlig havde aftalt med mig selv skulle blive i skuffen, for jeg gider ikke – jeg gentager: i-k-k-e – være en slankeblog. Dem er der tusinde af, og godt for dem (gider heller ikke være en hade-blog), men jeg synes bare lynhurtigt, at den slags går i selvsving, og bliver det eneste dominerende i den virtuelle samtale.
Men altså. Over det sidste halve års tid har jeg tabt mig, og er begyndt at træne anderledes. Jeg er blevet for gammel til at være fanatisk, og der er bestemt stadig plads til forbedringer, men der er ved at være relativ tydelig forskel på Linda 2012 og Linda 2013, hvilket betyder, at folk er begyndt at kommentere det. Og nu er det, at jeg bliver helt træt indeni, for hold nu kæft hvor bliver det tydeligt, at der ikke er en eneste kvinde i min omgangskreds – eller i hele mit center for den sags skyld- der er tilfredse med sig selv. ALLE, der kommenterer på forandringen, slutter med at spørge: ”Hvordan har du gjort det?” Og hvis det var træningsdelen, de spurgte til, ville det give mening qua min rolle som instruktør, men den er de (næsten) ligeglade med. De vil have den magiske formel, der gør, at de kan spise, som de plejer, og alligevel få et nyt resultat.
Og det, der giver mig allermest lyst til at lægge mig ned og tude på mit køns vegne er, at 80 % af dem der spørger, er normalvægtige/slanke.
Jeg er ikke nazist i forhold til, at det kun er folk, der slæber rundt på 40 kilos overvægt, der må have et ønske om at tabe sig, og jeg er helt med på, at følelsen af ikke at være tilpas i sin krop kan være det samme, uanset om man synes, man vejer 6 eller 16 kilo for meget. Men vi taler mange, MANGE mennesker her, og det er sgu da trist. Specielt fordi størstedelen af dem aldrig kommer til at ville det nok, til at gøre noget ved det (og heldigvis, for de vejer – efter min bedste overbevisning – det, de ift. deres kropstype og genetiske udgangspunkt, skal veje), hvilket betyder, at de kommer til at bruge resten af livet på at gå og småhade sig selv og deres krop.
Og det, synes jeg, er både deprimerende og forkert, for det er jo for fanden ikke et spørgsmål om, om nålen står på 65 eller 72. Det er et spørgsmål om, hvordan du bærer dig selv og entrerer verden.
Bare se på en af verdens smukkeste – men absolut ikke tyndeste – kvinder Beyoncé.
Der er mange måder at være sund på. Så gentag efter mig:
Der er en lammer til den, der skriver “Fifty shades” i kommentarfeltet
Om 10 minutter har vi sommerferie (selvom vejret stadig tér sig som en vrangvillig teenager), hvilket forhåbentlig betyder lidt ekstra tid til at læse gode bøger til alle mand. Inden jeg fik Anton, kunne jeg mit 16-cifrede lånekortnummer udenad, og jeg kunne få timer til at gå med at støve rundt på biblioteket. Nu? Not so much. Men som den autist jeg er, kan jeg ikke sove, hvis ikke jeg læser lidt, inden jeg slukker lyset og hjernen, og jeg kan blive decideret sur, hvis jeg er stuck med en dårlig bog. Strategien er derfor i disse dage at gå benhårdt og hurtigt efter dem med de pæneste omslag, og så – når der viser sig at være noget godt imellem – online at booke ALT, hvad den forfatter nogensinde har rørt ved, så jeg bare skal svinge forbi bib og samle dem op. En slags drive-by pick up.
I og med at I læser med her, går jeg ud fra, at vi har en eller anden form for sproglig smag til fælles, og derfor tænkte jeg, at jeg ville lave en lille top 5 over noget af det, jeg har været begejstret over, så de af jer, der har virkeligheder, der ligner min, kan spare forside-delen af udvælgelsesfasen, og gå direkte til ”reserver”.
(Og jeg ville ønske, at jeg kunne prale af at begå mig i det skrevne sidestykke til DR2; det bliver desværre et nej. Vi er ovre og gnide os lidt kælent op af SBS kanalerne. Men hvis man kun har professorpakken installeret derhjemme i stuen, kan man bare betragte dette som en ”gå i en stor bue udenom”-service. Alle vinder.)
Så i uprioriteret rækkefølge følger her Top 5 over Lindas favoritbøger/forfattere til ferien:
Tana French – Skoven, m.fl.
Genre: Spændingsromaner.
Tana French benytter samme strategi som Jakob Ejersbo (Nordkraft, Afrikatriologien osv.); hver af bøgerne har forskellige hovedpersoner, men det er en del af det samme persongalleri, der går igen på tværs af bøgerne, hvilket betyder, at man nogle gange får flere elementer af den samme historie, men fortalt fra forskellige synsvinkler. Sproget er ret fortættet, men på den gode måde, hvor man gumler sig langsomt, men fanget igennem bøgerne, og ikke bare kan sluge dem i ét ryk, som jeg ellers er slem til. Jeg kan næsten ikke vente til de næste to (som er skrevet) kommer på dansk.
John Hart – Det sidste barn, m.fl.
Genre: Krimi.
Vi er tilbage ved det med sproget. De er godt skrevet og godt oversat, og historierne holder!
Update: Har lige kylet “Jernhuset” tilbage i nakken på biblioteket. Det er lort. Lort, lort, lort. Læs Røde floder og Det sidste barn, og stop så for Guds skyld der.
Lionel Shriver – Hvad med Kevin?
Genre: Skrækkelig.
Der er formentlig ikke ret mange, der ikke har hørt om den, og de fleste har sikkert også set den i biografen, hvilket fjerner nogle af overraskelsesmomenterne i den, men den sad alligevel under huden på mig i flere uger, efter at jeg havde læst den. Det er på ingen måde en bog, man bliver glad af at læse, men det er helt vanvittigt at sidde og forsøge at gennemskue, om nogle børn simpelthen er født onde, eller om det er noget, der foregår i hovedet på moderen, og som hun af den vej selv er med til at skabe. Og selvom historien er fiktion, giver den også stof til eftertanke ift. hvilken arv de efterhånden allestedsnærværende skoleskydere efterlader deres familier.
Viveca Sten – Uden skyld, m.fl.
Genre: Krimi.
Helt plain og velskrevet krimi af den svenske slags, dog med de to befriende tvists, at helten og heltinden ikke smægter efter hinanden over alle siderne, og at historien ikke skal drives frem af idiotiske fejl, som f.eks. at heltinden finder ud af noget vigtigt, og derefter, meget forudsigeligt og irriterende, glemmer at videregive informationen til de mennesker, der kunne have løst mysteriet og afsluttet historien på side 50.
Rockbiografier.
Mine tre personlige favoritter er Duff McKagan (Guns n’ Roses) – ”It’s so easy (and other lies)”, Mötley Crüe – “The Dirt” og Nikki Sixx (Mötley Crüe) –“The Heroin Diaries”. Jeg er ikke sikker på, hvor mange af dem, der er oversat til dansk, men de er skrevet af mennesker, hvis frontallapper er ætset væk af sprut og stoffer, så sproget er til at have med at gøre. Historierne er fuldstændig vanvittige, og halvdelen af tiden ved man nærmest ikke, om man skal grine eller græde. Jeg elsker dem!
Så! Go fetch.
Hvis I har hemmelige, litterære skatte til at ligge på sengebordet, så smid endelig en kommentar herunder, så jeg kan få fingrene i dem.
Specielt hvis de har grimme forsider.
– and world peace
Jeg ved ikke, hvor mange, der har set filmen Agent Catwalk med Sandra Bullock, men helt kort fortalt spiller hun en agent, der undercover skal infiltrere Miss Universe konkurrencen. Hendes karakter er en brainy drengepige, som drikker øl af flasken og hacker computere, og som finder hele pageantverdenen stærkt fordummende. I forbindelse med konkurrencen bliver pigerne spurgt, om deres drømme for fremtiden, og Sandra Bullock holder et langt foredrag om genteknologi og computerens muligheder for at afhjælpe nøden i den 3. verden. Da hun er færdig, sidder hele salen og kigger helt, helt blankt og uforstående på hende – indtil hun sukker og tilføjer: ”- and world peace.” hvilket udløser bragende bifald.Det er ikke en film, man ser for at blive klogere, men jeg tænker ofte tilbage på lige præcis den scene, selvom det nok er 6 år siden, jeg så den. Hver gang jeg oplever kommunikation mellem mennesker gå galt, er det nemlig ofte på grund af det fænomen: Jeg spørger dig ikke, fordi jeg er interesseret i at høre, hvad du virkelig mener. Jeg spørger dig, fordi jeg vil høre, hvad jeg ønsker at høre.
I flere af mine jobs har jeg rollen som vejleder, og jeg har efterhånden fundet ud af, at folk tilhører en af to grupper: 1) Dem, der bruger feedback til at blive bedre og 2) dem, der kun vil roses og går i defensiven eller bliver fjerne i blikket med det samme, hvis man påpeger noget, de kunne arbejde videre med – til trods for at de ofte selv, enten direkte eller indirekte, har bedt om at blive evalueret.
Opdelingen letter faktisk mit arbejde en del, for hvis folk tilhører den sidste gruppe, ved jeg, at det ikke kan betale sig at bruge 3 timer på at forsøge at forklare, hvad jeg mener med det, jeg siger: Mine ord slipper alligevel aldrig forbi forsvarsværkerne, uanset hvordan jeg vender, bøjer eller staver dem. Kort proces, tak for i dag, my work here is done.
Derudover har det også givet stof til eftertanke i forhold til selv at blive bedre til opfatte kritik som noget konstruktivt. Når jeg i forbindelse med evaluering bemærker, at jeg forsvarer mig, fordi jeg føler mig eller mine metoder angrebet, forsøger jeg at minde mig selv om, at der lige nu er mulighed for at blive bedre – hvis jeg lige gider holde kæft og lytte, i stedet for at falde over staklen, der har fået det utaknemmelige job at evaluere mig.
Det er ikke kun på jobfronten, at jeg ser tendensen til at spørge for at få sin virkelighed bekræftet forekomme. For nogle år siden havde vi i omgangskredsen en veninde, der næsten fik splittet alting ad, fordi hun forgreb sig på en anden fælles venindes meget nylige eksmand. Der var lagt op til parttagning og alliancer, og det krævede ret hårdt og voksent arbejde af alle udenom at undlade at tage stilling. I dag er alle er enige om, at det er bedst at lade historien ligge, for det er ikke enighed, der har stedt tingene til hvile; det er enighed om uenighed og tid. Det til trods tager veninden med de lange arme stadig sagen op fra tid til anden og begynder at forsvare sin handling, mens hun fisker efter sympati. Når hun så kan mærke, at hun stadig ikke får medhold, bliver hun fornærmet og ’orker’ pludselig ikke at ’snakke om alt det igen.’
Det er mærkeligt, at vi somme tider vil have ret så meget mere, end vi vil have fred.
Også selvom det bare er i vores egen lille verden.
Det er – for det meste – et aldeles fremragende program
Jeg elsker Mads & Monoplet. I det omfang det har været muligt, har jeg stukket ørerne indenfor de fleste lørdag formiddage mange år tilbage. Jeg synes tit, at der kommer nogle ret gode pointer frem, når de forskellige deltagere diskuterer danskerne moralske kvababbelser, og jeg griner altid lidt af, at folk med usandsynligt specielle og specifikke dilemmaer tilsyneladende tror, at målskiverne for deres adfærdsmæssige vaklen ikke hører M&M.
(Eller også gør de og håber på, at problemet så løser sig selv.)
Men der er et par områder, hvor jeg synes, at der er en vis metaltræthed at spore hos medlemmerne af Monopolet. Måske har de bare diskuteret den samme sag for mange gange, og er derfor tilbøjelige til at gøre kort proces, men efterhånden begynder det at irritere mig lidt at veninder, der lider af venindejalousi altid skal 1) tage sig sammen, 2) komme mere ud og 3) unde andre noget, og at koner, hvis mænd gerne vil starte hele familiens ferie – som har været på tegnebrættet i 1½ år – 2 dage senere, fordi de skal på druk med bowlingholdet, altid skal 1) tage sig sammen, 2) komme mere ud og 3) unde andre noget.
Er det bare mig?
Jeg synes, at venindejalousi er noget besværligt klisterværk at blive rodet ind i, men jeg synes, at det er at gøre tingene lige simple nok, bare at vedtage, at det handler om at tage sig sammen. I den bedste af alle verdener undte vi alle hinanden alt, men de af os, der lever i virkeligheden, tror jeg da både har prøvet at være den, der var utro og den, der – uden helt at vide, hvordan det gik til – blev 3. hjulet. Det er nogenlunde lige træls. Jeg har siddet til fester med mine veninders veninder og tænkt ”Fuck, hun er sjov; hende gad jeg godt drikke kaffe med!”, og haft fornemmelsen af, at det er gensidigt – men ingen af os gør noget, for det var fællesveninden, der havde os hver især først. Og jo. Hun BLIVER sur, hvis vi hooker op. Uanset hvad hun siger.
Og jeg har også prøvet, at to, jeg kender, som ikke tidligere har snakket sammen, pludselig var pot og pande, hvilket har gjort mig både usikker og irriteret. Jeg ved ikke hvorfor. (Jo, jeg gør.) Måske fordi jeg er bange for, at to mennesker, hvis største fælles reference so far er mig, vil tale om mig #heleverdenhandlerommig, eller fortælle hinanden noget, jeg har fortalt dem hver især i fortrolighed? At de vil vælge hinanden frem for mig et sted ude i fremtiden? Og nej, gu er det da ej rimeligt, og ja, gu ville det da klæde mig at stole noget mere på mine veninder. Jeg siger ikke, at det er hverken pænt eller klædeligt. Jeg siger bare, at sådan er det.
Og den med konerne? Hvorfor er jeg den eneste, der synes, at konen har ret til at blive skidesur? (Dette svar vil være umiddelbart overførbart på spørgsmålet: ”Hvorfor er jeg single?”) Jamen, helt ærligt? Jeg gider ikke forhold, hvor man forbyder hinanden noget, men det forudsætter jo altså en vis enighed i, hvad man finder rimeligt at trække ind i forholdet af vilkår. Det er ikke fordi, jeg synes, at konerne altid skal have ret. Slet ikke. Det er fint nok at diskutere. Jeg synes bare, at Monopol-folket med Hella Joof i spidsen, latterliggør kvinderne, uden at bruge tid på at overveje, om der kunne være en grund til, at bægeret flød over lige præcis nu. Og jeg synes faktisk, at Mads Steffensen er for god til at synke til det niveau, hvor han lader som om, han spiller Djævlens Advokat, men i virkeligheden bare lægger bolden til rette, så dagens dommere kan hamre den i nettet, så det synger.
Så det, jeg i *virkeligheden* bare gerne vil vide er: Hvornår ringer DR og spørger MIG, om jeg vil være med i Monopolet?