Top 5 over ting, vi mangler ”Nej tak” klistermærker til:
1. Mænd med lange negle. Nej. NEJ, blev der sagt. Heller ikke selvom du spiller dybfølt blues i et støvet øvelokale i en kælder i indre by 3 gang om ugen. Hvis Gud havde ment, at du skulle bruge dine negle til det, ville han ikke have besværet sig med at opfinde plektret.
2. På den støttende, no-disrespect-agtige måde: Urbant hipstersvensk. Det var i første kvartal, at vi brugte ord som ”nydning”, og satte ”-is” –endelse på alle navneord, m’kay?
3. Reklamen for Hotel Crown Plaza. Her er vi i den sjældne situation, at jeg fattes ord. (- men det føles som at drikke 2 liter fløde med øjnene.)
4. MacDonalds morgenmad. Fordi vi ikke er fede nok som nation, som det er? Hvorfor ER det, at vi ikke kan sortere lidt i de ideer, vi copy-paster fra Guds eget land, og nøjes med dem, der ikke gør os fede og får os skudt?
5. Bøger, der ikke er læst korrektur på. Hvor mange hænder har de været igennem, før de ryger i trykken, når de udgives på forlag? Kan man ikke tillade sig at forvente, at der er bare én i den fødekæde, der lige retter ”sku” til ”sgu” og trimmer for de værste, sproglige fuck-ups? Jamen, helt ærligt!? Jeg bliver simpelthen så irriteret over det, og der går ca. 24 sekunder før jeg begynder at betvivle indholdet, når der ikke er taget ordentlig hånd om sproget. (Burde faktisk være muligt at kræve pengene tilbage med henvisning til købeloven *surt-gammelt-røvhuls-smiley*)
Pas på, hvad du ønsker dig
Jeg er et menneske med nærmest upassende lidt sans for drama. (Undtaget herfor er de græske tragedier, jeg opfører omkring min manglende nattesøvn.)
Der er langt ind til de områder i mit liv, som jeg skærmer for andres blikke, hvilket har den store fordel, at meget få mennesker i verden ville kunne afpresse mig: Der er ikke noget at afsløre, når man ikke holder noget hemmeligt. (Og den håndfuld, der *har* ammunition til at skyde mig ned, bør overveje komforten ved at leve med 2 permanent brækkede arme.) (For-sjov-smiley) (Måske.) (Tør I tage chancen?)
Det er ikke en adfærd, jeg bevidst har valgt; det er bare sådan, jeg er. Jeg spiller med åbne kort, og hvis du slår op under ”What you see, is what you get” er der et billede af mig. Det er alt, alt for direkte for nogen, og det er fair nok, men i det store og hele synes jeg egentlig, at jeg udelukkende har mødt respekt for min ærlighed hos de mennesker, der betyder noget for mig.
Som positive bivirkning har det, at de fleste som regel opfører sig ordentligt overfor mig, for det er meget sværere og langt mere ubehageligt nøgternt at få at vide, at du har gjort et andet menneske ked af det, end det er, når violinerne vælter ned af væggene, og du kan få lov at trække samtalen i retning af et skænderi med gensidige beskyldninger og store armbevægelser.
Alt det betyder, at jeg ikke spiller spil. I hvert fald ikke på det bræt, hvor de andre deltagere er mennesker, jeg holder af, for spil har den ubehagelige slagside, at de får parterne til at holde regnskab, og i sidste ende skaber tabere.
Men to gange i mit liv har jeg gjort det alligevel, fordi jeg havde holdt min kæft for længe, og pludselig var blevet trængt så langt op i en krog, at jeg både havde fået alt for meget nok, og undervejs havde groet en voldsom lyst til at slå igen.
Den ene gang ligger år tilbage, og gik ud over en mand, jeg holdt frygtelig meget af. Jeg troede, at hævn ville føles lindrende på de forbrændte sår – og blev derfor meget negativt overrasket over at opdage, hvor meget mere ondt det viste sig at gøre, da han brugte mine egne våben imod mig, og stille og roligt fortalte mig, hvor ked af, jeg havde gjort ham.
Jeg kan stadig huske, hvordan jeg lå på min afhøvlede trægulv en hel dag og stirrede op i loftet, mens jeg spekulerede på, hvordan man kunne have det sådan her, uden at gå rigtig, fysisk i stykker.
Den anden gang var forleden. Den ene halvdel af et sæt mennesker, hvis relation til mig er underordnet for pointen i dette indlæg, har i lang tid været kølige, grænsende til det uforskammede, når Anton og jeg har været på besøg. Fuldstændig uden grund, I might add.
I lang tid har jeg bidt det i mig og tænkt, at vi måske har ramt dem på en dårlig dag, og udelukkende fokuseret på den del af relationen, der fungerer, som jeg for både min og Antons skyld gerne vil bevare, og som jeg sætter pris på at have i vores liv.
Men forleden blev det sgu bare for meget, og jeg åbnede dybfryseren, der sidder midt i hovedet på mig, og lod isterningerne rasle ud.
Jeg brugte resten af dagen i behageligt martyrium, hvor jeg skiftevis frydede mig indædt over endelig at have fået bidt igen, og var optændt af den retfærdige harme over, at den fungerende halvdel af relationen, ikke for længst havde sat foden i jorden overfor sin ægtefælle.
Han skrev senere samme aften, manden. At han beklagede dybt. At han ikke ville acceptere, at vi skulle behandles så usselt og nedladende, og at han derfor havde sagt til sin kone, at vi ikke længere kom på besøg; han ville besøge os i stedet i det omfang, det var muligt.
Og det var jo det, jeg ville have. Konfrontationen, fornemmelsen af at have ramt, hvor det gjorde ondt, visheden om, at han stod op for os, og den uforbeholdne undskyldning.
Jeg har haft ondt i maven over det siden.
Velkommen til www.selvmedlidenhed.com
Da Anton var 2 måneder, og vi aldrig sov, klamrede jeg mig til forsikringerne fra omverdenen om, at det ville blive HELT anderledes, når han blev 3 måneder.
Det blev det ikke.
”Bare rolig. Når han bliver 6 måneder – så kommer det.”
Gæt igen.
”Hold ud. Det ændrer sig alt sammen, når han bliver omkring 10 måneder.”
Åh, jeg må le!
Og jeg græd og jeg græd, og købte bøger og spurgte sundhedsplejersker og konsulterede lægen og min mødregruppe, alt imens jeg spekulerede på, hvad det var, jeg blev ved med at gøre forkert.
Da han blev 1½ år, og vi stadig sov så lidt, at det nærmest var komisk, traf jeg en beslutning om at slutte fred med det faktum, at jeg bare har fået et barn, der hånler søvn op i fjæset – og det hjalp. Vi kom ikke til at sove hverken mere eller bedre, men jeg slukkede forventningerne om, at det ville komme, holdt op med panisk at lede efter løsninger, og begyndte at glæde mig over den søvn, jeg fik, i stedet for at stresse over de timer, jeg ikke fik.
Og derfor er jeg noget så utrolig træt af, at jeg et kort øjeblik hoppede på den igen.
”Hvor BLIVER det fedt, når han får dræn i – SÅ skal I til at sove!”
Go. Fuck. Yourself.
Selvom det burde være statistisk umuligt, har vi sovet endnu mindre, end vi plejer, siden vi fik braklagt øreområdet. Så lidt, at jeg for første gang i et år har tudet over det. Flere gange. Og i mine mange ekstra vågne timer, sidder jeg og kigger på mit barn og spekulerer på, hvad de har opereret ind i hovedet på ham, da jeg kiggede væk, for han er helt ved siden af sig selv. Går ind i ting, falder ned af ting, er så pylret og træt, at han bruger lang tid på bare at stå og skrige mig ind i ansigtet, og så har han tilsyneladende lagt en slags turnéplan, hvor han kun stopper med at gøre det, han ikke må, længe nok til at han kan nå over og gøre noget andet, han heller ikke må.
Og så stikker han af. Hele. Tiden.
Og han er fandendansme hurtig.
Så hvis I ser noget tudende i klip klappere, med sorte rande under øjnene, der kommer stormende efter et skrigende barn på løbecykel, mens hun råber: ”Anton! ANTON! ANTON, STOP!! SÅ!!!” så bare skyd det.
På forhånd tak.
Førstevælger!
De sidste mange uger har reformer og vækstpakker præget en stor del af det mediebillede, jeg har været omkring, og en af dem, der har fyldt rigtig meget, er SU-reformen. Der debatteres lystigt og forudsigeligt; alle, der ikke studerer, ikke har børn eller som arbejder på Borgen er for, mens alle studerende er imod.
Et af de argumenter, der oftest lyder fra de studerendes side er, at den nye reform lægger op til at pace de unge gennem uddannelserne med dårligere kandidater til arbejdsmarkedet som konsekvens.
Jeg har selv arbejdet 2 år på et studiekontor. Jeg er bekendt med forskellen på studerende, der har været ude og klare sig selv og dem, der kommer lige fra gymnasiet, og som stadig bor hjemme; det kunne ikke falde mig ind at påstå andet, end at man får mere hele og selvstændige mennesker ud i den anden ende, hvis der er tid og økonomisk mulighed for at fjumre et års tid eller to undervejs.
Og måske er det mig, der ikke læser med de rigtige steder, men jeg savner virkelig, at parterne på begge sider af bordet – uanset om vi snakker om studerende, lærere, læger, tegnsprogstolke eller noget helt syvende – forholder sig til, at verden i dag ikke ser ud, som den gjorde for 20 år siden. Europa falder sammen om ørerne på os, og alligevel er der ingen, der synes, at der skal skæres i noget. Overhovedet.
Vi kan mange ting i Danmark, og meget af det vi kan, kommer af årelang tradition for at udforske og udvikle. Og bliver der mindre tid til det, hvis vi sætter tempoet op? Ja. Kommer det til at påvirke hele vores system og grundstruktur i negativ retning? Ja. Uden tvivl. Men ingen vil give noget, og kagen, der skæres af, er blevet mindre. Ligesom verden. For for 20 år siden var Polen et sted, man tog hen for at købe obskure kopivarer til spotpriser (her kan f.eks. nævnes mit Lenny Kravitz kassettebånd, som kostede 10 flade, danske kroner). I dag er det i manges optik arnested for håndværkere og lastbilchauffører, der kommer og tager vores arbejde. Og det betyder, at vi ikke kan sidde på godset og forvente, at alt det, vi var så heldige at blive født lige midt i, forbliver vores, fordi dem, der trak den geografiske og udviklingsmæssige nitte bare affinder sig med, at goderne er ulige fordelt.
Det behøver man ikke have gået på handelsskolen for at gennemskue vil påvirke markedet, priserne og – i mange tilfælde – kvaliteten.
Og det er så nemt at synes, at vi skal holde fast i de danske dyder, og ikke gå på kompromis.
Jeg vil f.eks. have ordentlige lærere til Anton, have godt og veluddannet personale på sygehuset, hvis min mor skal indlægges, og jeg vil ikke vente i 2 timer, hvis jeg skal have fat i en medarbejder på Kommunen. Jeg vil have tid til at forberede mig, når jeg skal ud og tolke, og jeg vil have timer for den tid, jeg bruger på transport, for det er det eneste rimelige.
Synes jeg.
Men af jer, der læser med her, gætter jeg på, at en del tjekker nettet for at finde den billigste pris på en vare, når I skal købe noget, der ligger i den dyre ende af skalaen. Jeg antager, at jeg kan risikere at møde en eller flere af jer i Bilka om søndagen, hvor vi glad og gerne handler, selvom søndagsåbent for de ansatte derude betød, at alt, hvad der hed tillæg blev fjernet med et trylleslag, fordi Bilka ikke kunne oppebære den enorme ekstra lønudgift, dét ville udløse. Og kan vi spare noget, ved at købe det på nettet, så er 3/4 af os pisseligeglade med, hvor det er produceret.
Min pointe er, at vi alle sammen gerne vil holde den høje standart på de områder, der lige præcis er vigtige for OS – samtidig med, at vi alle er med til at dumpe priser og dermed udlicitere, hvis vi som menige forbrugere kan spare 2 kroner.
Men når hele lande går konkurs, er tiden måske kommet til at forholde os til, om det f.eks. er en lille smule forkælet at stå fast på retten til et fjumreår?
Selvfølgelig skal vi ikke forære hele butikken væk, give køb på alt og tage til takke med mindsteløn og brugerbetaling, men det er som om, at vi alle sammen insisterer på at betragte økonomien som små fragmenter, hvor vi kun vil forholde os til den del, der lige præcis vedkommer os.
Måske vi kunne slippe for at gøre Grækenland selskab, hvis vi blev lidt bedre til at huske, at der stadig kun er en kage. Og at når nogen flår et ekstra stort stykke over på deres tallerken, så er der bare mindre tilbage til dem, der stadig ikke har fået.
Fri for at sidde sidst.
Jeg ønsker mig:
* Verdensfred. Virkelig. Jeg gider ikke, at verden er blevet et sted, hvor folk, der ikke har gjort andet end at løbe meget langt, bliver sprængt i luften.
* En fonetisk søgefunktion på iTunes. Vi kunne kalde den iFone. Det tog mig uforholdsmæssigt lang tid at finde ud af, at pigerne bag ”I love it” hed ‘Icona Pop’, og ikke ‘A Corner Pub’. (Oh, COME on! Hvis ikke den sang lyder som& lydsiden til en engelsk fodboldkamp, er der ikke noget, der
gør!)
* En rapport i 3 eksemplarer, indeholdende en komplet oversigt over alle de sager, hvor skrivunder.net har haft afgørende betydning for udfaldet.
* Et sushisted i Esbjerg, der ikke samtidig fungerer som kinagrill.
* Noget uddannet personale i Tålmod og Overblik, der gider komme og gennemgå vores tøjskabe og finde de kasser med sommertøj,jeg sidste år lagde et supersmart sted, så jeg lige hurtigt kunne finde dem frem, når varmen kom igen. (For fanden, altså. Hvor meget væk kan 2 store kasser blive i 4 skabe?? #Narnia)
* Ikke – jeg gentager: Ikke – Holger Danske.
* De her sko:
(Så dem købte jeg. Fordi jeg kan.)
* Den her top:
(Så den købte jeg også. Damn right. Fordi jeg kan.)
This is not a game of ’who the fuck are you’
Jeg gider ikke revyer, Ørkenens Sønner eller Linie 3. Cirkushumor og ¾ af alt, hvad jeg har set af stand up, synes jeg heller ikke er sjovt. Jeg er i det hele taget bare et surt, gammel røvhul.
Undtagen når det kommer til Eddie Izzard.
Ham elsker jeg. I alle betydninger af ordet. Hvordan man kan have et skolepigecrush på en midaldrende transvestit, må jeg blive jer svar skyldig på, men det er ikke desto mindre det, jeg har.
Og han var i Århus i går, og det var jeg også.
(Jeg går lidt let hen over den del af historien, hvor min kammerat skrev: ”Nu er det snart d. 8. april!” hvortil jeg svarede: ”Hvad sker
der der?” ”Eddie IzzardJ”
”Nej, hvor fedt! Hvem skal du afsted med?” Lang we-need-to-talk-tavshed , før ”… dig, for helvede, din skovl!” kom retur. Så for et år siden smed jeg 800 efter en billet, sendte en mail til dem, jeg skulle afsted med, hvori jeg skrev, at jeg havde lyst til at rive mine arme af af begejstring – og glemte derefter ALT om det. Så utrolig flot.)
Dagen udviklede sig til et festfyrværkeri af hurra-ting, der ud over Eddie Izzard, bød på træning i mit gamle center, med dettilhørende gensynskrammere til alle dem, jeg mødte, kaffe med rødderne, sushi med Smukkelene & Co. på min all time favorit sushirestaurant – med øl til, for der var chauffør på, og bette A sov trygt og godt hos mormor og morfar 150 km væk – og midnatsnacks på 7/11.
Der var ikke et øje tørt.
Så pyt med, at jeg kom til at kalde Annamettes mand for ’Allan’ 3 gange på 10 minutter (noget med, at Maren/Smallan & Annamette/Thure-konstellationerne er arkiveret under samme kategori i mit hoved. Seje skrivedamer/psyko-adventure-ekstremsportsmænd-kategorien. Jamen, fordi jeg er en idiot, jo.) og at solen skinnede i Århus i morges, mens jeg kom hjem til snevejr i Esbjerg. For om 3 timer kan jeg hente bette A (og han kan GODT begynde at snørre skoene, hvis han har tænkt sig at undslippe bare en brøkdel af alle de pinlige mor-kys, der er på vej i hans retning), og min kæreste er på You Tube.
Hvorfor:
* kan andre folk æde så mange chokoladepåskeæg, som de facebooker og instragrammer om, uden at tage på af det? Sig det! Og er det kun mig, der stadig er nærmest panisk ræd for at tage på? Har alle andre bare sluttet fred med den krop, de nu engang har? (Med underspørgsmålet: Hvordan?) Her er det som om, kalorierne er begyndt at fede mere, efter de har opdaget, at vi holder øje med dem.
* er der stadig nogen, der siger ”pagne”? Der er INGEN, der har så travlt, at de ikke lige kan nå at sige ”cham-” først.
* kører folk så spasset i en rundkørsel? Da jeg tog kørekort, skulle man køre ind i den inderste bane, og så trække ud, når man nærmede sig den vej, man skulle dreje fra på, men nogen har tilsyneladende overbevist sig selv om, at de skal køre i den yderste bane hele vejen rundt, så nu er der gået den nye kommaregel i den; alle kører bare, som de synes, og jeg nærmest bliver lidt forundret, hver gang det lykkes mig at komme rundt med alle døre og skærme intakte.
* må man blokere en hel vejbane med en container? Seriøst: Hvorfor? Hvis du tænker på at stille en sammenfoldet cykel HELT op af kantstenen, så den stikker 5,7 cm ud, og ikke står i vejen for NOGEN, går der under 20 sekunder, før der står noget semiuniformeret official med bødeblokken fremme, men hvis du i din egen, private villahave har 500 grimme graner, der skal fældes eller en græsplæne, der skal deporteres, er der ingen, der løfter et øjenbryn over, at du skødesløst smider 700 kg. rusten jern ud over hele vejen, så det spærrer for ALT.
* er der ikke nogen, der siger noget til Nik & Jay? Har de ingen .. producere? Venner? Nogen, der lige trækker dem til side og siger: ”Det der engelsk, drenge? Det går sgu ikke.”
Påskemør
2,5 arbejdsdage tilbage, til jeg får min påske på. Jeg tror, at det er tiltrængt. Jeg er så gennemtræt, at det er helt nederdrægtigt. Kan ikke helt finde ud af, at om det er noget sygdom, der ligger på lur, eller om det bare er Barnet & Trodsalderen, der dagligt lægger 3 år til min alder. For satan, hvor er det godt, at det bare er en fase. Vi skal forhandle om alt. A. L. T. Hvornår han skal børste tænder, om han skal børste tænder, hvor han skal børste tænder, hvor længe han skal børste tænder, hvor meget vand, han må hælde ned af sig selv, mens han børster tænder, hvad han må skrubbe med sin tandbørste, når han egentlig skulle børste tænder, osv. osv. osv. og alt det kan man bare copy-paste og sætte foran alle de gøremål et liv og en hverdag består af. Som et lille ekstra feature (som jeg ikke helt kan finde ud af, om er virkelig kært eller virkelig irriterende) bliver han med jævne mellemrum så begejstret, at hans lille krop slet ikke kan rumme det, så arme og ben roadrunner-roterer i 80 forskellige retninger, og hver mand må redde sig selv. Hvis man ikke når det, kan man være så heldig, at man får en bule magen til den, jeg har i hovedet, der hvor jeg ikke nåede at flytte mig for den lastbil, han havde glemt, han havde i hånden, da jeg skulle stormkrammes.
Ellers sker der ikke farligt meget.
Jeg brygger på et sponseret indlæg om nogle børnemøbler, men kan ikke lige beslutte, om det er nu, vi skal forsøge os med en seng uden tremmer, som man selv kan kravle ud af, når man synes, man er færdig med at sove (gode erfaringer modtages med kyshånd), og så tror jeg, at jeg har fået mig en ny ven.
Nej, bedstemor. Ikke *sådan* en ven. (Og nej, jeg er heller ikke gravid.) (Og ja, jeg ved godt, at mine æg bliver gamle.) Men en veninde-ven. Jeg har jo vennedatet flittigt, siden jeg flyttede herned, men holy f*ck, hvor er jeg blevet overrasket over, hvor svært det er at finde folk, man har god kemi med. (Hvilket mennesker med bedre selvværd og større lyst til selvindsigt end mig, givetvis ville bruge et minut eller to på at reflektere over.) Det har jeg ikke spekuleret på i mange, mange år, for så længe man er studerende og har jobs, hvor man er i kontakt med mange mennesker, opdager man ikke, hvor mange, man ”screener”, og frasorterer, før man finder dem, man svinger med.
Men at lede efter nye venner, er ikke det samme som at ville være venner med alle, man møder, har jeg opdaget. Der går en del esbjergensere rundt derude, som helt sikkert synes, at jeg på alle måder og planer er det mest støjende, de nogensinde har været i stue med, mens jeg på den anden side har fået sat ansigter på nogen af de mennesker, der aldrig kommer til at pryde min venneliste på fb.
Men hende her har boet i Århus, har trænet på mine hold og er selvvalgt alenemor, hvilket er et næsten ubegribeligt kinder-sammentræf af omstændigheder. Vi deler med andre ord interesser, det er ok at sige, at man savner Århus, uden at være bange for, at man lyder som en prætentiøs snob, der tror, hun er noget (velkommen tilbage til Esbjerg) og så er det en befrielse, jeg ikke havde fantasi til at forestillet mig, at kunne snakke om de livsvilkår, man har, når man er selv-selv med et barn. Da hun efter ½ kop kaffe og 10 minutters samtale sagde: ”Nogle gange, når andre kvinder siger, at det er det samme hjemme ved dem, fordi deres mænd arbejder meget, får jeg lyst til at kvæle dem.” havde jeg lyst til at flå min t-shirt af og løbe en sejrsrunde i stuen, mens jeg brølede: ”JAAAAAAAAAAAAAAAAAAAH MAND!!!! ENDELIG!!!!” af mine lungers fulde kraft.
Med andre ord: Træt, men fortrøstningsfuld; det summerer vist meget fint den mentale score her på matriklen op.
Så afsted til påskeland, alle mine små kyllinger – vi ses på den anden side.
Ting tager tid
”Vasker du dine af i opvaskemaskinen?” spurgte min veninde forleden. Vi har begge to forelsket os i de pangfarvede Royal Copenhagen krus, og da vi har nået den alder, hvor man ikke rigtig ønsker sig noget til jul og fødselsdage, er det et kærkomment samle/ønske-objekt.
Man fraråder at vaske dem af i maskinen, krusene. Noget med det der gummi, der kan løsne sig eller springe i luften. Og derfor nød jeg øjeblikket ekstra meget, fordi det er så sjældent, at man kan vinge noget af på Listen Over Punkter Til Mulig Forbedring Af Personlighed.
En lang liste for mit vedkommende.
Da jeg var barn, blev jeg opdraget til at passe på mine (og andres) ting; vi var ikke fattige, men vi var bestemt heller ikke rige. Hvis der var noget, man gerne ville have, sparede man op til det, og derfor gav det god mening at passe på det, når man endelig kunne købe det.
Jeg tror, at nogle elementer i opdragelse får større effekt på ét barn i forhold til et andet, fordi de understøtter træk i barnets personlighed, og da jeg som barn var bange for alting, herunder også at gøre noget forkert, kom det virkelig til at fylde meget for mig, det med at passe på alting. Pas på, pas på, pas på. Kan I huske det afsnit af Venner, der handler om Monicas pæne porcelæn, der er så dyrebart, at det ikke må bruges? Fuld 1:1 identifikation for mig.
Da jeg blev voksen og flyttede hjemmefra, delte jeg i en periode lejlighed med en veninde, og det var der, jeg begyndte at opdage, at det nærmer sig et handikap, hvis man alting skal behandles så varsomt, at man enten kun selv må bruge det, eller kun låner det ud medfølgende strenge instrukser og krav om brug under kyndig supervision.
Jeg var panisk ræd for at låne mine forældres bil, for TÆNK, hvis jeg lavede buler i den, og jeg opdagede, at det var ret svært at have det sjovt, når man holdte fester, når man hele tiden sad og svedte ved tanken om, at nogen nok snart ville spilde rødvin på de afhøvlede trægulve.
Ud over at det er meget lidt super at være så bevidst om sine egne ufede sider, bliver man også sindssyg af, at det er de forkerte ting, der fylder – for hvad fanden er ideen med at passe så godt på alting, at du, når du engang stiller træskoene, gør det på et pletfrit gulv, omgivet af kasser med ubrugt service og porcelæn, hvis du gør det alene, fordi ingen tør eller kan holde ud at være sammen med dig? Og hvor er glæden ved at erhverve sig en ny ting, hvis den bare skal stå på hylden i ubrugt emballage og pynte?
På en måde er det jo en slags minimetafor for livet; at man skal turde leve det, med alle de risici for skrammer og skår, det indebærer, hvis det skal have værdi.
Så jeg besluttede, at det måtte stoppe. Bum. Og jeg skal hilse og sige, at det fandendansme tager lang tid at pille den slags splinter ud af personligheden, fordi det ikke er noget, man tænker over; det er bare lagret som en slags automatrespons i centralnervesystemet.
Selvfølgelig skal man ikke ende i den modsatte grøft, hvor man pisser på alt og bliver et ting-svin, men jeg besluttede mig for, at ting er til for at blive brugt, og at jeg ikke vil have noget i huset, som er så vigtigt for mig, at det er et problem, hvis det går i stykker.
Hvilket viste sig at være et rigtig godt mønster at have indarbejdet, inden man får børn.
For når jeg smider skårene ud efter koppen, han smadrede, kigger på mit før-så-pæne hvide sofabord, som skater-Anton har tagget med sort kuglepen, og synes, at det er skideligemeget, og kan læne mig afslappet tilbage (okay, relativt afslappet. Træerne vokser ikke ind i himlen) når han gerne vil have sit lille krus med varm kakao med ind i stuen (til sofaen. Og gulvtæppet. Og de andre møbler. De andre i Den Anale Klub forstår, hvad jeg mener) og når jeg smider mine RC krus i opvaskeren – så bliver jeg glad. For så ved jeg, at det er lykkes.
De varme linjer
Jeg kan forstå, at vi har fået en ulvehotline. Og med ”forstå” mener jeg ”fundet ud af”.
Men hvis det ikke kræver mere end 4 forvoksede hunde at udløse en hotline, er jeg pludselig langt mere optimistisk ift. at få oprettet nogle af de hotlines, der *virkelig* er brug for.
F.eks:
Fjernbetjeningshotline:
Hurtig håndsoprækning: Hvor mange kan huske, hvad de farvede knapper på fjernbetjeningen kan? Eller den med hjertet? Jeg kan tænde og slukke, skrue op og ned og.. Ja, det er nok pretty much it. Hvilket er utrolig irriterende nu, hvor a) Anton ofte bruger den som telefon og trykker begejstret på alt, når han ringer op, og b) der er kommet nye kanaler med i pakken. Så forleden tænkte jeg, sådan lidt friskt, at nu ville jeg lige lægge kanalerne ind forfra. Jeg gik så vidt som til at finde brugsanvisningen frem. Jeg synes ikke, at vi behøves at dvæle ved, hvordan aftenen forløb; vi kan bare spole frem til konklusionen, som er, at jeg har PRÆCIS de samme kanaler, som jeg havde før, nu ligger de bare fucking hulter til bulter, og jeg bliver ved med at skrue over på National Geographic, for at se Californication. Tænk, hvis man kunne ringe til nogen, der lige kunne guide en igennem dét.
Hvad skal jeg lave til aftensmad-hotline:
Der findes mange gode hjemmesider, der kan hjælpe en med det spørgsmål, men hvor meget glæde har man af dem mandag kl. 17.10 i Bilka, når 2/3 af ingredienserne til det, man havde planlagt, er udsolgt?
Magic 8 ball hotline:
Jamen, hvad? Har du den med rundt i tasken? Nej, vel? Men din iPhone *har* du med, det ved jeg. (Gad vide, om man egentlig kan få den som app? Hvis ikke det var fordi min telefon lå ude på køkkenbordet, og jeg ikke gider rejse mig, ville jeg lige tjekke.)
Er det egnet til opslag på facebook-hotline:
Den vil jeg godt selv tilbyde at bemande.
Min bil har en mislyd – er det noget farligt?-hotline:
For hvis ikke det er, har jeg tænkt mig at køre i en stor, larmende bue uden om mekanikeren, der tager 10.000 plus moms for at åbne kølerhjelmen.
Har vi flere, vi skal have med?