Påskemør

2,5 arbejdsdage tilbage, til jeg får min påske på. Jeg tror, at det er tiltrængt. Jeg er så gennemtræt, at det er helt nederdrægtigt. Kan ikke helt finde ud af, at om det er noget sygdom, der ligger på lur, eller om det bare er Barnet & Trodsalderen, der dagligt lægger 3 år til min alder. For satan, hvor er det godt, at det bare er en fase. Vi skal forhandle om alt. A. L. T. Hvornår han skal børste tænder, om han skal børste tænder, hvor han skal børste tænder, hvor længe han skal børste tænder, hvor meget vand, han må hælde ned af sig selv, mens han børster tænder, hvad han må skrubbe med sin tandbørste, når han egentlig skulle børste tænder, osv. osv. osv. og alt det kan man bare copy-paste og sætte foran alle de gøremål et liv og en hverdag består af. Som et lille ekstra feature (som jeg ikke helt kan finde ud af, om er virkelig kært eller virkelig irriterende) bliver han med jævne mellemrum så begejstret, at hans lille krop slet ikke kan rumme det, så arme og ben roadrunner-roterer i 80 forskellige retninger, og hver mand må redde sig selv. Hvis man ikke når det, kan man være så heldig, at man får en bule magen til den, jeg har i hovedet, der hvor jeg ikke nåede at flytte mig for den lastbil, han havde glemt, han havde i hånden, da jeg skulle stormkrammes.

Ellers sker der ikke farligt meget.

Jeg brygger på et sponseret indlæg om nogle børnemøbler, men kan ikke lige beslutte, om det er nu, vi skal forsøge os med en seng uden tremmer, som man selv kan kravle ud af, når man synes, man er færdig med at sove (gode erfaringer modtages med kyshånd), og så tror jeg, at jeg har fået mig en ny ven.

Nej, bedstemor. Ikke *sådan* en ven. (Og nej, jeg er heller ikke gravid.) (Og ja, jeg ved godt, at mine æg bliver gamle.) Men en veninde-ven. Jeg har jo vennedatet flittigt, siden jeg flyttede herned, men holy f*ck, hvor er jeg blevet overrasket over, hvor svært det er at finde folk, man har god kemi med. (Hvilket mennesker med bedre selvværd og større lyst til selvindsigt end mig, givetvis ville bruge et minut eller to på at reflektere over.) Det har jeg ikke spekuleret på i mange, mange år, for så længe man er studerende og har jobs, hvor man er i kontakt med mange mennesker, opdager man ikke, hvor mange, man ”screener”, og frasorterer, før man finder dem, man svinger med.

Men at lede efter nye venner, er ikke det samme som at ville være venner med alle, man møder, har jeg opdaget. Der går en del esbjergensere rundt derude, som helt sikkert synes, at jeg på alle måder og planer er det mest støjende, de nogensinde har været i stue med, mens jeg på den anden side har fået sat ansigter på nogen af de mennesker, der aldrig kommer til at pryde min venneliste på fb.

Men hende her har boet i Århus, har trænet på mine hold og er selvvalgt alenemor, hvilket er et næsten ubegribeligt kinder-sammentræf af omstændigheder. Vi deler med andre ord interesser, det er ok at sige, at man savner Århus, uden at være bange for, at man lyder som en prætentiøs snob, der tror, hun er noget (velkommen tilbage til Esbjerg) og så er det en befrielse, jeg ikke havde fantasi til at forestillet mig, at kunne snakke om de livsvilkår, man har, når man er selv-selv med et barn. Da hun efter ½ kop kaffe og 10 minutters samtale sagde: ”Nogle gange, når andre kvinder siger, at det er det samme hjemme ved dem, fordi deres mænd arbejder meget, får jeg lyst til at kvæle dem.” havde jeg lyst til at flå min t-shirt af og løbe en sejrsrunde i stuen, mens jeg brølede: ”JAAAAAAAAAAAAAAAAAAAH MAND!!!! ENDELIG!!!!” af mine lungers fulde kraft.

Med andre ord: Træt, men fortrøstningsfuld; det summerer vist meget fint den mentale score her på matriklen op.

Så afsted til påskeland, alle mine små kyllinger – vi ses på den anden side.